Teenageansatte

Aldersgrænser

Du må ikke ansætte unge under 15 år. Aldersgrænsen kan være højere i EU-lande, hvor der er fuld skolepligt længere end til 15-årsalderen.

Du må dog godt ansætte børn under 15 til kulturelle, kunstneriske, sportslige eller reklamerelaterede aktiviteter, hvis den kompetente myndighed har forhåndsgodkendt det.

Du må ansætte børn mellem 14 og 15 år som del af en arbejds- og uddannelsesordning eller i erhvervspraktik. Børn, som er fyldt 14 (i visse tilfælde 13), må også udføre let arbejde.

Risici, sundhed og sikkerhed på arbejdspladsen

Som arbejdsgiver har du en forpligtelse til at træffe de nødvendige forholdsregler for at beskytte unges sundhed og sikkerhed. Forholdsreglerne skal træffes på grundlag af en risikovurdering af arbejdet, som skal gennemføres, inden den unge begynder at arbejde for dig.

Du må ikke ansætte unge til følgende typer arbejde:

  • arbejde, som overstiger deres fysiske eller psykiske ydeevne
  • arbejde, som indebærer eksponering for skadelige stoffer som farlige kemikalier eller bestråling
  • arbejde, som anses for at indebære en høj ulykkesrisiko, som de unge muligvis ikke er klar over eller i stand til at undgå, fordi de ikke er tilstrækkeligt opmærksomme på sikkerheden eller mangler erfaring eller uddannelse
  • arbejde, som indebærer en sundhedsrisiko på grund af ekstrem kulde eller varme, støj eller rystelser
  • arbejde, som omfatter risikofyldte processer (eksplosioner, giftige stoffer, risiko for højspændingsstød osv.)

I nogle EU-lande må arbejdsgivere godt ansætte unge arbejdstagere, hvis arbejdet skal udføres som en del af deres erhvervsuddannelse. Som arbejdsgiver skal du sørge for, at en kompetent person fører tilsyn med de unges arbejde for at garantere, at deres sundhed og sikkerhed beskyttes.

Du skal informere dine unge arbejdstagere om risiciene ved deres arbejde og om alle de forholdsregler, der er truffet vedrørende deres sundhed og sikkerhed. Hvis dine unge arbejdstagere er under 15 år, skal du informere deres juridiske repræsentant.

Hvis vurderingen af farerne for de unge i forbindelse med deres arbejde viser, at der er en risiko for deres sikkerhed eller fysiske eller psykiske sundhed eller udvikling, skal du tilbyde dem en hensigtsmæssig gratis vurdering af deres af helbred og arbejdsevne, inden de påbegynder arbejdet.

Generelle regler om årlig ferie og pauser

Når du ansætter unge, skal du garantere dem en pause på mindst 30 minutter, hvis de arbejder mere end 4,5 timer.

Hvis de unge stadig har fuld skolepligt, skal du sørge for, at de har en periode uden arbejde, også i skoleferien (som fastlagt i de nationale regler).

Arbejdstid, natarbejde og hvileperioder for børn på under 15 år

Du skal overholde strenge regler, når du ansætter børn under 15 år. Reglerne varierer alt efter typen af arbejde eller uddannelse.

De unge må højst arbejde:

  • 8 timer om dagen og 40 timer om ugen ved arbejde i en virksomhed som led i en uddannelse eller et erhvervspraktikforløb.
  • 2 timer pr. undervisningsdag og 12 timer om ugen (hvis den nationale lovgivning tillader det), hvis det drejer sig om arbejde, der udføres i undervisningsperioden, men uden for de fastsatte undervisningstider
  • 7 timer om dagen og 35 timer i en periode på mindst en uge, hvor skolen er lukket. Børn på 15 år eller derover må arbejde op til 8 timer
  • 7 timer om dagen og 35 timer om ugen, hvis det drejer sig om lettere arbejde, der udføres af børn, som ikke længere har fuld skolepligt ifølge den nationale lovgivning.

Advarsel

Du må ikke ansætte børn under 15 år til at arbejde mellem kl. 20 og 6.

For hver periode på 24 timer skal du garantere en hvileperiode på mindst 14 sammenhængende timer og for hver periode på 7 dage mindst to dages hvile (sammenhængende, hvis det er muligt).

Arbejdstid, natarbejde og hvileperioder for teenagere mellem 15 og 18 år

Hvis du ansætter teenagere mellem 15 og 18 år, som ikke længere har fuld skolepligt ifølge den nationale lovgivning, må de arbejde i op til 8 timer om dagen og 40 timer om ugen.

Teenageansatte må ikke arbejde fra kl. 22 og til kl. 6 eller fra kl. 23 til kl. 7. Nogle EU-lande tillader undtagelser fra disse grænser under særlige omstændigheder forbundet med arbejdets art (i søfarts- og fiskerisektoren, forsvaret eller politiet, på hospitaler eller lignende institutioner og ved kulturelle, kunstneriske, sportslige eller reklamerelaterede aktiviteter).

For hver periode på 24 timer skal du garantere en hvileperiode på mindst 12 sammenhængende timer, og for hver periode på 7 dage mindst to dage (sammenhængende, hvis det er muligt).

Hvis de nationale undtagelser tillader det, har du måske ret til at undlade at give dine unge ansatte disse hvileperioder, hvis de arbejder:

  • inden for søfart eller fiskeri
  • i forsvaret eller politiet
  • på hospitaler og lignende institutioner
  • i landbruget
  • i turistbranchen eller restaurant-, café- og hotelbranchen

Hvis du ansætter teenagere, og deres arbejde er opdelt i flere perioder i løbet af dagen, kan der også gælde undtagelser for minimumshviletiden.

Se information om de enkelte lande nedenfor:

EU-lovgivning

Har du brug for støtte fra hjælpetjenesterne?

Kontakt de specialiserede hjælpetjenester

Din EURES-vejleder

Din EURES-vejleder kan informere dig om arbejdsvilkår og hjælpe dig med rekrutteringsprocedurerne i dit land eller i din region i udlandet.

Har du spørgsmål vedrørende drift af en grænseoverskridende virksomhed, f.eks. eksport eller udvidelse til et andet EU-land? Så kan Enterprise Europe Network tilbyde dig gratis rådgivning.

Du kan også bruge vejviser til bistandstjenester til at finde den rette hjælpe- eller rådgivningstjeneste.

Senest tjekket: 31/07/2024
Del denne side