Sådan opretter du et website til din virksomhed

Domænenavne

Dit domænenavn er der, hvor brugerne ledes hen fra dit websites IP-adresse (Internet Protocol). IP-adressen består af en række tegn, f.eks. 136.173.60.59 eller 91.194.202.11. Et godt domænenavn skal fungere som den digitale indgangsdør til din virksomhed, og det skal være nemt at huske - f.eks. europarl.europa.eu. Husk, at navnet skal være enkelt og brugervenligt.

Når du har valgt et domænenavn, der passer til din virksomhed, er næste trin at registrere domænenavnet, så andre ikke kan bruge det samme. Det fungerer som en unik adresse til dit website.

Visning af kontaktoplysninger og andre vigtige oplysninger på dit website

Som virksomhed er du juridisk forpligtet til at informere kunderne om følgende oplysninger på dit website:

  • din identitet, for eksempel dit forretningsnavn
  • lovpligtig fysisk adresse og e-mailadresse samt telefonnummer virksomhedens juridiske adresse, hvis det ikke er den samme
  • retlig status, juridisk form og navnet på et eventuelt handelsregister eller andet offentligt register, hvis din virksomhed er opført i et sådant, virksomhedens aktivitet og registreringsnummer (samt din professionelle titel og det EU-land, hvor du er autoriseret, hvis der er tale om et lovreguleret erhverv)
  • momsregistreringsnummer, hvis virksomheden opkræver moms på de varer og serviceydelser, den leverer
  • oplysninger om eventuel tilsynsmyndighed, hvis aktiviteterne hører under en faglig autorisationsordning
  • link fra dit website til Europa-Kommissionens platform til online-tvistbilæggelse, der hjælper med at løse forbrugerspørgsmål
  • generelle vilkår og betingelser, salgsbetingelser og andre relevante oplysninger vedrørende den salgstransaktion, du tilbyder kunden i forbindelse med ordreafgivelse
  • fortrolighedspolitik, cookiepolitik og andre politikker vedrørende beskyttelse af personoplysninger

Hvis du er omfattet af krav om faglige kvalifikationer, skal du opfylde kravene i alle de lande, hvor du tilbyder din service. Det kan du få nærmere oplysninger om hos de nationale kontaktpunkter en . I det tilfælde skal du også angive oplysninger om din forsikring og eventuelle finansielle garantier og henvise til de regler, som din profession er omfattet af. Hvis du allerede tilbyder eller ønsker at tilbyde din professionelle service i udlandet, kan du læse mere om de særlige regler i afsnittet om det emne.

Ansvarsfraskrivelse og andre juridiske meddelelser

En ansvarsfraskrivelse er en juridisk meddelelse, som du lægger på dit webiste med det formål at afgrænse dit ansvar i forbindelse med brug af websitet. Ansvarsfraskrivelsen er til generel information. Den kan ikke beskytte dig fuldt ud mod juridiske tiltag i forbindelse med websitet, men den kan:

  • præcisere indholdet på dit website
  • forebygge eventuelle spørgsmål vedrørende ophavsret
  • præcisere forbehold vedrørende overførsel af computervirus

Stort set alt indhold på dit website kan være omfattet af en ansvarsfraskrivelse. Ansvarsfraskrivelsen vises som hovedregel på alle sider (for eksempel med et link i sidefoden). Du kan programmere det sådan, at brugeren skal læse hele ansvarsfraskrivelsen for at kunne gøre brug af dine serviceydelser.

Ansvarsfraskrivelsens indhold afhænger af dit skøn, og du kan få en juridisk ekspert til at gennemse den. Den kan indeholde elementer såsom:

  • meddelelse om ophavsret (med det formål at beskytte din intellektuelle ejendomsret mod, at andre overtræder din ophavsret)
  • meddelelse om fortrolighed og databeskyttelse (information til de besøgende på dit website om, hvordan du overholder reglerne vedrørende fortrolighed og beskyttelse af brugernes personoplysninger)
  • brug af cookies
  • dit ansvar med hensyn til nøjagtigheden af de oplysninger, der fremgår af websitet

Sådan bruger du cookies på dit website

Cookies er oplysninger, der udveksles med de besøgende på dit website. Oplysningerne bliver gemt i en tekstfil på den besøgendes harddisk, når de går ind på dit website. Der findes forskellige typer cookies:

  • Sessionscookies giver dig mulighed for at registrere de besøgendes aktivitet på websitet og genkende dem, når de navigerer mellem siderne på dit website. Hvis du for eksempel har en indkøbskurv på websitet, vil den besøgendes indkøbskurv blive tømt, hver gang vedkommende går til en ny side, hvis du ikke bruger sessionscookies.
  • Permanente cookies, der gemmes på brugerens computer, gemmer den besøgendes oplysninger og indstillingsvalg, for eksempel foretrukket sprog, og de gør, at de kan forblive logget ind, næste gang de besøger websitet. Permanente cookies bliver ikke slettet, når brugeren lukker sin browser. Permanente cookies bruges også til at gemme oplysninger om antal besøgende, gennemsnitligt tidsforbrug på en side og brug af dit website generelt.

De forskellige typer cookies kan i nogle tilfælde kræve brugerens samtykke, afhængigt af hvad de bruges til. Husk at vise brugerne oplysningerne og bede om deres samtykke, når det kræves.

Sådan undgår du uberettiget geoblokering

Når du sælger varer og tjenesteydelser via dit website, må du ikke tilbyde mindre gunstige vilkår eller nægte kunderne adgang til særlige varer udelukkende på baggrund af geografisk placering eller nationalitet, undtaget i særlige tilfælde, hvor det kan være påkrævet i henhold til en særlig national lovgivning. Den praksis kaldes geoblokering.

Forordningen om geoblokering dækker både salg på internettet og i fysiske butikker af fysiske varer såsom tøj, fodtøj og tilbehør samt visse digitale serviceydelser (cloudtjenester, datalagring, hosting af websites). Du skal overholde visse forpligtelser, når du opretter dit website, for at sikre, at du undgår geoblokering:

+ +

Forpligtelse Hvad betyder det?
Tillad brugeradgang Du må ikke begrænse brugernes adgang til din internetbutik eller andre serviceydelser, der tilbydes på internettet, udelukkende baseret på kundens IP-adresse, nationalitet eller geografiske placering. Du kan dog med en passende begrundelse begrænse brugeradgangen, hvis det kræves i henhold til en konkret national lovgivning.
Formularer skal designes, så de kan bruges i alle relevante områder Hvis du lægger formularer på websitet, hvor kunderne skal udfylde faktureringsadresse eller kontaktoplysninger, skal du sikre, at de kan angive deres personoplysninger i et format, der ikke er begrænset til at specielt land eller en afgrænset region. Du kan dog begrænse formatet for leveringsadresser til kun at omfatte de lande, som du tilbyder forsendelse til.
Sådan undgår du omdirigering af brugerne Du skal eksplicit bede om brugerens samtykke, før brugeren omdirigeres til en anden og lokationsspecifik version af din e-handelsløsning. I de tilfælde skal du også give dem mulighed for at gå tilbage til den version af websitet, de oprindelig gik ind på. Du kan gemme samtykket under kundens indstillinger. Du bør også give kunderne mulighed for at tilbagekalde samtykket til enhver tid.
Sådan undgår du prisdifferentiering Du må ikke ændre dit produktudvalg, handelsbetingelserne eller priserne i din e-handelsløsning automatisk baseret på kundernes geografiske oplysninger såsom IP-adresse, bopæl eller betalingsmetode.
Du må ikke gøre forskel mellem sammenlignelige betalingsmetoder. Hvis du i din internetbutik accepterer et bestemt betalingsmiddel, f.eks. betalingskort eller kreditkort fra samme kortudbyder, skal du tilbyde betalingsmetoden til alle kunder, forudsat at kortet er udstedt i EU/EØS. Du må ikke automatisk afvise et betalingsmiddel, udelukkende fordi det er udstedt i et bestemt geografisk område

Sådan gør du din hjemmeside brugervenlig og nemt tilgængelig

E-tilgængelighed gør det nemmere at bruge hjemmesiden for personer med handicap, ældre og personer i mindre teknologisk udviklede områder. Internetorganisationen World Wide Web Consortium (W3C) har udgivet en vejledning om de vigtigste komponenter for at sikre e-tilgængelighed en . Den kan du bruge som en hjælp til at udvikle et website, der opfylder kravene i forordningerne vedrørende e-tilgængelighed. Hvis du allerede har udarbejdet dit website, kan du bruge vejledningen til at vurdere dets e-tilgængelighed.

Når du har udviklet eller opdateret dit website i henhold til retningslinjerne fra W3C og lavet en vurdering af dets e-tilgængelighed, kan du indsætte et særligt ikon en på hjemmesiden, der angiver, at du opfylder kravene.

Du kan også læse mere om, hvordan EU implementerer forudsætningerne for e-tilgængelighed, i webguiden til Europa-websitet en .

Brugervenlighed er en betegnelse for, hvor nemt det er at navigere på dit website, hvordan oplysningerne er struktureret og vises på siderne, og hvor nemt det er for brugerne at interagere med websitet. En høj brugervenlighed øger din synlighed på søgemaskinerne og antallet og kvaliteten af besøg på siderne, og det kan sikre dig en høj konverteringsrate, der for eksempel kan være et mål for, hvor mange der køber noget, når de besøger websitet.

De vigtigste elementer i brugervenlighed på et website er:

  • svartider, blandt andet at siderne fungerer korrekt både på computer, tablet og smartphone
  • samlet indlæsningstid for websitet, som højst bør være 2-3 sekunder
  • synliggørelse af websitets vigtigste sektioner, der skal være nemme at finde via logisk og tydeligt inddelte menuer
  • synlig adgang på websitet med link i hovedmenuen eller sidehovedet
  • synlige links, der visuelt adskiller sig fra det generelle indhold, f.eks. ved understregning
  • placering af kontaktoplysninger klart og synligt
  • en tydelig oversigt over websitet, der inddeler indholdet i relevante sektioner og sikrer bedre synlighed på søgemaskiner
  • "breadcrumbs" eller brødkrummer, der viser brugerne, hvilken sektion og undersektion af websitet de befinder sig på, så de nemt kan finde rundt på siderne
  • antal klik fra forsiden til nederste indholdsniveau skal helst ikke være mere end 3 klik
  • browserkompatibilitet, så dit website fungerer korrekt i alle browsere, på tværs af operativsystemer og på alle typer enheder

Der findes talrige værktøjer, du kan bruge til at sikre en høj brugervenlighed på dit website, f.eks. indlæsningstid, brug af billeder og programmeringsfejl. Europa-Kommissionen har udarbejdet et sæt brugervenlighedstest en , du kan bruge som hjælp til at optimere dit website.

Se også

Har du brug for støtte fra hjælpetjenesterne?

Kontakt de specialiserede hjælpetjenester

Har du spørgsmål vedrørende drift af en grænseoverskridende virksomhed, f.eks. eksport eller udvidelse til et andet EU-land? Så kan Enterprise Europe Network tilbyde dig gratis rådgivning.

Du kan også bruge vejviser til bistandstjenester til at finde den rette hjælpe- eller rådgivningstjeneste.

Senest tjekket: 23/05/2024
Del denne side