Sundhed og sikkerhed på arbejdspladsen
Din arbejdsgivers forpligtelser
Din arbejdsgiver skal sikre alle sine arbejdstageres sundhed og sikkerhed. Det betyder, at din arbejdsgiver bl.a. skal foretage en risikovurdering for at identificere alle de risici, du kan blive udsat for, og indføre forebyggende og beskyttende foranstaltninger.
De detaljerede krav til risikovurderinger kan variere fra land til land, men vil altid omfatte identifikation, vurdering og styring af risici, herunder for arbejdstagere, der er særligt sårbare. Din arbejdsgiver skal give dig information og uddannelse om sundhed og sikkerhed, som omfatter f.eks. førstehjælp, brandbekæmpelse eller evakuering af bygninger. Som arbejdstager har du og/eller dine repræsentanter ret til at blive hørt om alle spørgsmål vedrørende sikkerhed og sundhed på arbejdspladsen.
I alle EU-lande kan arbejdstagerne og/eller deres repræsentanter klage til den myndighed, der er ansvarlig for sikkerhed og sundhed på arbejdspladsen, hvis de synes, at de trufne foranstaltninger er utilstrækkelige.
Dine forpligtelser som arbejdstager
De nærmere regler for arbejdstagere kan være forskellige fra land til land, men som hovedregel skal du tage skridt til at beskytte din egen sundhed og sikkerhed under arbejdet samt sundheden og sikkerheden for andre personer, der er berørt af dine handlinger eller manglende handlinger. Dette omfatter din arbejdsgiver og dine kolleger.
Du skal også følge uddannelse og instrukser fra din arbejdsgiver for at sikre, at det arbejdsmiljø og de arbejdsvilkår, der er specifikke for dit arbejdsområde, ikke udgør nogen risiko for sikkerheden og sundheden.
EU-regler og nationale regler
Der findes EU-lovgivning om sundhed og sikkerhed på arbejdspladsen på mange områder, som alle EU-lande skal anvende. Læs mere om de specifikke forpligtelser og rettigheder for arbejdsgivere og arbejdstagere i dit land i reglerne fra den relevante nationale myndighed.