Adgang til onlineindhold i udlandet

Når du rejser til et andet EU-land, har du ret til at få adgang til betalte onlineindholdstjenester på samme måde, som når du opholder dig derhjemme. Det vil sige, at hvis du f.eks. betaler for et abonnement hos en online-TV-tjeneste, kan du se og downloade de samme film og TV-serier som derhjemme, når du er i udlandet.

De samme regler gælder for alle dine betalte abonnementer på onlineindhold såsom e-bøger, spil, musik og sportsbegivenheder.

Hvis du har kontrakt med en udbyder af onlineindhold, som begrænser din adgang til indhold i andre EU-lande, eller hvis du har skullet betale ekstra for at få adgang til indholdet i udlandet, gælder disse begrænsninger ikke længere.

Adgang til gratis onlineindhold i udlandet

EU-reglerne omfatter også gratis abonnementer på onlineindhold, når du rejser til andre EU-lande, men kun på frivillig basis. Det vil sige, at adgang til dine gratis onlineindholdstjenester i udlandet afhænger af udbyderen.

Kontrol af dit EU-bopælsland

Din udbyder af onlineindhold må benytte op til 2 af følgendemåder at kontrollere dit EU-bopælsland på:

  • dit ID-kort eller andet elektronisk identifikationsmiddel
  • dine betalingsoplysninger såsom din bankkonto eller dit kredit-/debetkortnummer
  • den adresse, hvor du har installeret en modtagerboks, dekoder eller lignende udstyr
  • din betaling af licens for tjenester som public service-kanaler i dit EU-bopælsland
  • et internet- eller telefonabonnement eller en tilsvarende kontrakt i dit EU-bopælsland
  • din optagelse på en lokal valgliste
  • din betaling af lokale skatter
  • en el-, gas- eller vandregning fra dit EU-bopælsland.

Din udbyder kan om nødvendigt også bruge en af følgende måder at kontrollere dit EU-bopælsland på, men kun i kombination med en af de ovennævnte metoder:

  • din fakturerings- eller postadresse
  • en egenerklæring, der bekræfter din adresse i dit EU-bopælsland
  • din IP-adresse (for at kontrollere, hvor du får adgang til onlineindholdet fra)

Eksempel

Du kan få adgang til betalt onlineindhold, når du rejser i Europa

Sarah, som er studerende fra Belgien, betalte 10 euro om måneden for et abonnement på en onlinemusikstreamingtjeneste, så hun kunne lytte til musik på sin tablet. Da hun tog på Erasmusophold i Spanien i 3 måneder, standsede hendes udbyder hendes adgang med den begrundelse, at hun ikke længere boede i Belgien.

Sarah klagede til udbyderen, og udbyderen kontrollerede hendes bopælsland. De opdagede, at hun stadig var bosiddende i Belgien, da hendes ophold i udlandet kun var midlertidigt og gav hende derfor igen fuld adgang til musikstreamingtjenesten.

Adgang til det samme indhold, uanset hvor du befinder dig

Din udbyder af onlineindhold må ikke opkræve ekstra for at give dig adgang til indhold, du allerede har betalt et abonnement for, når du befinder dig i et andet EU-land. Du skal også have adgang på samme vilkår som i dit hjemland – dvs. adgang til det samme indhold, på samme antal og typer af enheder, for samme antal brugere og med samme funktioner.

Din udbyder må heller ikke bevidst mindske kvaliteten af det indhold, du har adgang til, mens du opholder dig i udlandet. Du skal dog være opmærksom på, at kvaliteten af dit onlineindhold også afhænger af det netværk, du bruger til at få adgang til indholdet (f.eks. din wi-fi-forbindelse eller dit 3G-/4G-netværk).

Hvis du benytter onlineindhold via dit 3G-/4G-netværk, mens du befinder dig i et andet EU-land, vil det blive trukket fra dit dataforbrug i dit mobilabonnement. Læs mere om EU's regler om roaming.

Spørgsmål og svar

EU-lovgivning

Har du brug for støtte fra hjælpetjenesterne?

Kontakt de specialiserede hjælpetjenester

Du kan også bruge vejviser til bistandstjenester til at finde den rette hjælpe- eller rådgivningstjeneste.

Senest tjekket: 08/06/2022
Del denne side