Bilforsikringers dækning i EU

Dækning af obligatoriske og frivillige forsikringer

Når du indregistrerer en bil i et EU-land, skal du tegne en ansvarsforsikring. Denne obligatoriske forsikring gælder i alle andre EU-lande. Den dækker, hvis du kommer ud for et uheld og forårsager tingskade eller personskade på andre end føreren. Den dækker ikke andre omkostninger (f.eks. reparation af din egen bil).

Advarsel

Oplysningerne på denne side gælder for alle typer motorkøretøjer.

Du kan også tegne en frivillig tillægsforsikring, der kaldes kasko, og som dækker andre risici. Denne forsikring udvider dækningen (f.eks. til at omfatte personskade på føreren, skade på din bil, tyveri af din bil eller dens indhold, hærværk og juridisk bistand).

Advarsel

Der er ingen EU-regler for frivillige tillægsforsikringer til biler.

Spørg dit forsikringsselskab om vilkår og betingelser, før du rejser til udlandet. Forsikringsselskaberne have forskellige regler i forskellige land. Din forsikringsdækning kan være begrænset i tid (f.eks. en måned i udlandet) eller afstand (f.eks. 150 km fra dit hjemlands grænse), eller måske er visse lande udelukket for bestemte risici (bl.a. tyveri).

Bilforsikring i værtslandet

Du skal indregistrere din bil i det land, hvor du normalt bor. Du behøver ikke indregistrere din bil i værtslandet, hvis du kan bevise, at du kun bor der midlertidigt, f.eks. som studerende.

Når du indregistrerer din bil, skal du dokumentere, at du har forsikringsdækning.

Køretøjsregistreringsmyndighederne i værtslandet bør godkende forsikringsdækning fra ethvert forsikringsselskab:

  • som har hjemsted eller kontor i det pågældende land
  • som ikke har kontor i landet, men har tilladelse til at sælge sine produkter der.

Advarsel

Hvis du flytter til et andet EU-land og skal indregistrere din bil igen, skal du kontakte dit forsikringsselskab og få at vide, om din nuværende police gælder i det land, du flytter til.

I princippet kan du også forsikre din bil i et andet EU-land end dit bopælsland. Du bør dog tjekke, om forsikringsselskabet tilbyder dækning for personer, der ikke er bosiddende i landet, eller grænseoverskridende tjenesteydelser.

Eksempel fra det virkelige liv

Gælder forsikringen fra mit hjemland i udlandet?

Lazlo fra Slovenien flytter til Irland. Hans bil, som er forsikret med en slovensk standardpolice, følger med.

I Irland skal han indregistrere sin bil hos de irske myndigheder og finde ud af, om han fortsat kan bruge sin slovenske forsikring. Hvis ikke, kan han spørge det nationale bureau for grønne kort om, hvilke forsikringsselskaber han kan kontakte for at tegne en ny forsikring i Irland.

Få mere at vide om de nationale regler for bilforsikring

Om at tegne ny forsikring i udlandet

Hvis din nuværende police ikke gælder i det land, du flytter til, eller bortfalder, hvis du indregistrerer din bil i det nye land, skal du spørge det nationale forsikringsbureau for grønne kort/informationscenter om, hvilke forsikringsselskaber der tilbyder bilforsikring i det land.

Forsikringspræmier og skadehistorik

Præmier for bilforsikringer varierer blandt EU-landene, primært på grund af forskellige nationale aftaleregler, risikovurderinger og erstatningsordninger eller kompleks og omkostningstung international forvaltning af krav.

I visse EU-lande kan din skadehistorik få indflydelse på din forsikringspræmie. Du har måske hørt om bonus til elitebilister, bonus for skadefri kørsel eller skadefri rabat. Hvis du ikke anmelder skader i løbet af året, kan dit forsikringsselskab give dig en rabat, når du fornyer kontrakten. Men hvis du anmelder en skade, kan du komme til at betale mere.

Du kan når som helst anmode forsikringsselskabet om en erklæring om skadehistorik. Dette dokument omfatter alle uheld, for hvilke du har anmodet om økonomisk kompensation i løbet af de seneste 5 år. Forsikringsselskaber skal sende din skadehistorik til dig inden for 15 dage ved hjælp af den standardiserede EU-formular.

Når du tegner en ny bilforsikring, og du viser din erklæring om skadehistorik til det nye forsikringsselskab, er de forpligtet til:

  • ikke at behandle dig uretfærdigt eller opkræve ekstra gebyrer på grund af din nationalitet, eller fordi du tidligere har boet i et andet EU-land
  • at anvende din skadehistorik på eventuelle rabatter på samme måde, som de gør for lokale beboere.

Advarsel

Nogle forsikringsselskaber kan anvende forskellige rabatter baseret på din skadehistorik, så sammenlign altid pristilbud og policebetingelser for at finde den bedste pris. Et forsikringsselskab skal offentliggøre en generel oversigt over, hvordan det gør brug af erklæringer om skadehistorik.

Eksempel fra det virkelige liv

Jeg har en god kørselshistorik i mit hjemland, så hvorfor koster forsikringen mere i udlandet?

Rosa fra Italien er for nylig flyttet til Frankrig. Hun havde kørt i Italien i 10 år uden at anmelde en skade, så hendes forsikringspræmier i Italien havde været relativt lave. Inden hun flyttede, indhentede hun erklæringen om skadehistorik fra sit italienske forsikringsselskab og begyndte at søge ny dækning i Frankrig. Det første franske forsikringsselskab, som hun kontaktede, nægtede at anerkende hendes italienske kørselshistorik. Rosa vidste imidlertid, at forsikringsselskaber i EU er retligt forpligtet til at tage skadehistorik fra andre EU-lande i betragtning. Efter at hun havde gjort forsikringsselskabet opmærksom på dette, accepterede det hendes italienske skadehistorik. For at sikre, at hun fik den bedste pris, fortsatte Rosa med at sammenligne policer, indtil hun fandt det forsikringsselskab, der tilbød hende de mest fordelagtige vilkår og overkommelige priser. Hun gennemgik også betingelserne for dækning for at sikre, at hendes specifikke behov blev opfyldt.

Spørgsmål og svar

EU-lovgivning

Har du brug for støtte fra hjælpetjenesterne?

Kontakt de specialiserede hjælpetjenester

Du kan også bruge vejviser til bistandstjenester til at finde den rette hjælpe- eller rådgivningstjeneste.

Senest tjekket: 13/10/2026
Del denne side