Spørgsmål og svar - Forældreansvar
Jeg er belgier, og min far, som er fra Luxembourg, er lige flyttet tilbage til Luxembourg. Kan jeg få en belgisk domstols afgørelse om min fars forældreansvar (og dermed forpligtelse til at betale underholdsbidrag) anerkendt og håndhævet i Luxembourg?
JA - Alle berørte parter kan anmode om at få et lands afgørelse om forældreansvar anerkendt og håndhævet i et andet EU-land
Kan man overføre en sag om forældreansvar til en domstol i et andet EU-land?
JA - Undtagelsesvis, hvis barnet har en særlig forbindelse til det andet land, og hvis det er i barnets interesse at overføre sagen.
Min kone og jeg blev skilt for nogle år siden i Luxembourg. Retten gav hende forældremyndigheden over vores børn, men hun overholder ikke min ret til at se dem. Jeg bor i Frankrig – kan jeg indbringe sagen for en fransk domstol?
NEJ - Den eneste domstol, der kan behandle sager forbundet med jeres separation/skilsmisse, herunder forældreansvar og samkvemsret, er den første domstol, hvor skilsmissebegæringen blev indgivet.
Så du bliver nødt til at indbringe sagen for domstolen i Luxembourg – medmindre du kan bevise, at børnene har en særlig tilknytning til Frankrig.
Min eksmand og jeg deler forældremyndigheden over vores børn. Jeg har fået tilbudt et job i et andet EU-land. Skal jeg have børnenes fars tilladelse for at tage dem med mig?
JA - Fordi det kan gøre det svært for ham at tage sig af børnene i henhold til jeres aftale – juridisk set kunne det faktisk betragtes som bortførelse af børnene.
Du ville også skulle have hans samtykke, selvom du havde fuld forældremyndighed, så du overholder hans samkvemsret.
En anden mulighed for dig kunne dog være at anmode om en ændring af forældremyndigheden eller samkvemsaftalen - den kan muligvis ændres, hvis domstolen vurderer, at det ville være i børnenes interesse.