"Vi havde blot nogle få dage til at stable det hele på benene – få traktaten ned på papir, sende dokumenterne til Rom og arrangere alt det praktiske ned til mindste detalje.
Et par dage inden den 25. marts blev en togvogn sendt fra Bruxelles over Luxembourg til Rom. I vognen befandt sig alle de oversættelser og kopier, der var nødvendige for højtideligheden. Jeg var selv med toget for at være sikker på, at alt nåede sikkert frem. I Basel besluttede schweizerne sig for at holde togvognen tilbage. Det hjalp hverken at forhandle over telefonen eller at skrue bissen på, så jeg måtte fortsætte alene til Milano, hvor jeg havde fået at vide, at jeg kunne få dokumenterne udleveret igen. Da jeg nåede frem, begav jeg mig straks ud for at finde "min" togvogn, men den var væk - og med den alle dokumenterne! Efter nogle forgæves eftersøgninger med koldsved på panden blev vognen endelig fundet – udrangeret på et sidespor nogle kilometer væk - og den kunne langt om længe fragtes videre til Rom.
Da vi nåede frem, fortsatte vi med at renskrive traktaten, som ikke var klar endnu. Det, vi havde med til Rom, var faktisk bare en rå kladde med håndskrevne rettelser, som stadig skulle sættes ordentligt op hos en trykker i Rom.
Imens knoklede eksperterne i døgndrift på Val Duchesse-slottet i Bruxelles, hvor hvert eneste ord og sætning blev vendt og drejet – sådan var det altså også allerede dengang. Når de blev enige om en sætning, ringede de til os i Rom og bad os om at foretage de nødvendige ændringer i dokumenterne.
Gulvet flød med papirer og nussede stencils fyldt med overstregninger. Da rengøringspersonalet mødte op om aftenen og så alt det rod, smed de alle bunkerne ud! Intet kunne reddes - alt var røget på lossepladsen! Helt fortvivlede ringede vi til Val Duchesse for at bede om et ekstra hold maskinskrivere, og med deres hjælp lykkedes det os at lave nogle nye stencils.
Men vi skulle også sætte alle de færdige dokumenter rigtigt sammen. Universitetet i Rom sendte os nogle studerende, der kunne gøre arbejdet for nogle få lire i timen, men det varede kun kort. Allerede næste dag var der "sciopero" - strejke! De studerende krævede 200 lire mere i timen.
Resultatet af alle disse praktiske problemer var, at den endelige tekst ikke lå klar, da traktaten skulle underskrives. Derfor måtte ministrene og delegationscheferne sætte deres underskrift på en stabel blanke papirer! Det var rent faktisk kun den første og den sidste side af de to moppedrenge, som vi kunne nå at trykke til tiden. Mellem de to sider var der intet andet end blanke papirer. Ud over en begrænset kreds af indviede var der ingen, der opdagede noget. Det største problem var at sørge for, at journalisterne holdt sig på afstand. Og vi slap med æren i behold! Da tiden var inde til at forsegle traktaterne – og dermed vedtage dem officielt – var alt heldigvis kommet i orden igen.
Jeg fortsatte med at arbejde for EU og var også med til at organisere over 20 møder for Euratom i og uden for Bruxelles og en halv snes møder i Det Europæiske Råd.
Efter alle disse år står minderne stadig lyslevende for mig, og jeg er stadig en lige så brændende tilhænger af EU som den dag, hvor jeg så det blive til."
