Den Europæiske Union oprettes med det formål at gøre en ende på de mange
blodige nabokrige, der kulminerede med den anden verdenskrig. Fra og med
1950 begynder de europæiske lande inden for rammerne af Det Europæiske Kul-
og Stålfællesskab at nærme sig hinanden økonomisk og politisk for at sikre
varig fred. De seks grundlæggere er Belgien, Frankrig, Italien, Luxembourg,
Holland og Tyskland. 1950’erne er præget af den kolde krig mellem Øst og
Vest. I Ungarn nedkæmper sovjetiske kampvogne protesterne mod
kommuniststyret i 1956, og året efter, i 1957, lægger Sovjetunionen sig i
spidsen for rumkapløbet, da man sender den første menneskeskabte satellit,
Sputnik 1, ud i rummet. Det er også i 1957, at Rom-traktaten skaber Det
Europæiske Økonomiske Fællesskab (EØF) eller ‘Fællesmarkedet’.
De ‘svingende tressere’ – en periode med økonomisk vækst
I 1960’erne opstår der en 'ungdomskultur’, hvor grupper som Beatles
tiltrækker enorme skarer af teenagefans, hver gang de optræder. De er med
til at starte en kulturrevolution, og generationskløften opstår. Det er en
god periode for økonomien, som nyder godt af, at EU-landene holder op med at
opkræve told, når de handler med hinanden. De bliver også enige om at
indføre en fælles kontrol med fødevareproduktionen, så alle kan få nok at
spise – og snart er der endda et overskud af landbrugsprodukter. Maj 1968
bliver berømt for studenteroprøret i Paris, og mange forandringer i
samfundet og vores måde at leve på forbindes med den såkaldte
’68-generation’.
Danmark, Irland og Storbritannien slutter sig til EU den 1. januar 1973. Nu
er der ni medlemsstater. Den korte, men brutale arabisk-israelske krig i
oktober 1973 skaber en energikrise og økonomiske problemer i Europa. De
sidste højreorienterede diktaturer i Europa bringes til fald, da
Salazar-regimet væltes i Portugal i 1974, og general Franco dør i Spanien i
1975. Gennem EU’s regionalpolitik afsættes der store beløb til at skabe
arbejdspladser og infrastrukturer i de fattigere områder. Europa Parlamentet
får større indflydelse i EU-spørgsmål, og i 1979 kan EU-borgerne for første
gang vælge parlamentets medlemmer direkte.
Den polske fagforening, Solidarność, og dens leder, Lech Walesa, bliver
kendte navne i Europa og over hele verden efter strejkerne på skibsværftet i
Gdansk i sommeren 1980. I 1981 bliver Grækenland det tiende medlem af EU, og
Spanien og Portugal følger efter fem år senere. I 1986 undertegnes den
europæiske fælles akt. Denne traktat danner grundlag for et omfattende
seksårigt program, der skal få handelen til at flyde frit over EU’s grænser,
og dermed er ‘det indre marked’ skabt. Det skaber store politiske
omvæltninger, at Berlinmuren rives ned den 9. november 1989. Grænsen mellem
Øst- og Vesttyskland åbnes for første gang i 28 år, og kort efter genforenes
de to som ét land.
Med kommunismens sammenbrud i Central- og Østeuropa kommer europæerne
tættere på hinanden. I 1993 fuldendes det indre marked med de 'fire friheder',
dvs. fri bevægelighed for varer, tjenesteydelser, personer og penge.
1990’erne er også det årti, hvor to traktater ser dagens lys, nemlig
Maastricht-traktaten om Den Europæiske Union i 1993 og Amsterdam-traktaten i
1999. Folk bekymrer sig om, hvordan man kan beskytte miljøet, og også om,
hvordan europæerne kan arbejde sammen om forsvars- og sikkerhedsspørgsmål. I
1995 får EU tre nye medlemmer, Østrig, Finland og Sverige. En lille landsby
i Luxembourg giver navn til ‘Schengen’-aftalen, som gradvis skal gøre det
muligt for folk at rejse uden at vise pas ved grænserne. Millioner af unge
studerer i andre lande med EU-støtte. Det bliver lettere at kommunikere, i
takt med at flere og flere benytter sig af mobiltelefoner og internettet.
Euroen bliver den nye valuta for mange europæere. Den 11. september 2001
styres kaprede fly ind i bygninger i New York og Washington, og dette giver
startskuddet til 'krigen mod terror'. EU-landene begynder at arbejde tættere
sammen om at bekæmpe kriminalitet. De politiske skel mellem Øst- og
Vesteuropa kan endelig anses for ophævet, da ti nye lande tiltræder EU i
2004. Mange mener, at tiden er inde til en forfatning for Europa, men det er
ikke let at blive enige om, hvilken slags forfatning der skal være tale om,
så debatten om Europas fremtid raser videre.
