Den 13. marts 2007 fejrer EU sine 50 år med 90 minutters topfodbold, nemlig med en velgørenhedskamp arrangeret af Manchester United. Det er langt fra tilfældigt, at EU vælger den mest populære sportsgren i Europa til at fejre sin fødselsdag. EU og fodbold har nemlig mere til fælles end blot historiske tilfældigheder.
I anledning af at EU fylder 50 år, bliver en af de mest prestigefyldte arenaer i nyere tids fodbold - Old Trafford - vært for en velgørenhedskamp (EN) mellem Manchester United (EN) og Europe XI, som tæller nogle af de bedste europæiske fodboldspillere. Hele overskuddet går til Manchester Uniteds velgørenhedsfond (EN). EU-Kommissionens formand, José Manuel Barroso, er begejstret for arrangementet: "Det er en god måde at fejre EU's 50-års-fødselsdag på. Fodbold er en skøn sport, som kan skabe en helt speciel stemning. Det er en passion og et sprog, som alle europæere forstår og er fælles om."
Det europæiske hold bliver coachet af Marcello Lippi, som var træner for Italien, da de vandt verdensmesterskabet i fodbold sidste år. Tre topspillere har allerede bekræftet deres optræden på plænen, nemlig David Beckham fra Real Madrid og Steven Gerrard og Jamie Carragher fra Liverpool FC.
Den 13. marts 1957 deltog Manchester United som den første engelske klub i en af Det Europæiske Fodboldforbunds, UEFA's, turneringer. Blot få dage senere blev Rom-traktaterne undertegnet, og EU var født.
Disse to historisk vigtige begivenheder, der altså indtraf næsten samtidig, lagde kimen til to forskellige fænomener, der – selv om de ikke havde meget med hinanden at gøre – begge var med til skabe en voksende europæisk bevidsthed.
Ligesom EU har europæisk fodbold forandret sig meget siden 1950'erne. Det er en sport med vokseværk på tværs af alle landegrænser. For 50 år siden var fodbold især en national sport. I dag har den europæiske dimensioner. De italienske, spanske og engelske mesterskabsturneringer følges med spænding over hele Europa. De europæiske fodboldarenaer danner ramme om ugentlige dramaer med et sammensurium af spillere og tilskuere af alle nationaliteter. Som det gælder for fodboldverdenen, vil det europæiske samarbejde i alle sine former altid være præget af idealer som fællesskab, mangfoldighed og mobilitet.