Hvilken begivenhed efter undertegnelsen af Rom-traktaten har gjort størst indtryk på dig?
Raymond Barre var næstformand for Kommissionen fra 1967 til 1973 og kommissær med ansvar for økonomiske og finansielle anliggender.
Raymond Barre: Siden 1960 har jeg været vidne til mange ofte uventede, men altid positive begivenheder i udviklingen af Det Europæiske Fællesskab og senere Den Europæiske Union. Det er vel næppe overraskende, når jeg siger, at den begivenhed, der har gjort størst indtryk på mig efter undertegnelsen af Rom-traktaten, var oprettelsen og gennemførelsen af Den Økonomiske og Monetære Union. I 1969 var jeg med til at lægge det spæde grundlag til dette store projekt, som stats- og regeringscheferne besluttede at bygge videre på ved deres topmøde i december 1969. Senere fik jeg som Frankrigs premierminister til opgave at indføre Det Europæiske Monetære System og få det til at fungere. I 1999 så Den Økonomiske og Monetære Union dagens lys efter en ihærdig politisk indsats fra fransk og tysk side. Tid og masser af tålmodighed er nødvendige ingredienser i alle EU-projekter.
Mario Monti var kommissær med ansvar for det indre marked (1995-1999) og konkurrence (1999-2004).
Mario Monti: Den europæiske integration er ikke en tilstand, men en dynamisk proces af fremskridt såvel som tilbageskridt, der alle spiller en vigtig rolle for vores enestående europæiske projekt. Også såkaldte "ikke-begivenheder" er af grundlæggende betydning. På denne baggrund skiller følgende vigtige begivenheder sig ud:
- Den største positive begivenhed var Europas genforening den 1. maj 2004. Det var beviset på, at en model, der blev udtænkt for 50 år siden, kunne fungere under ekstremt vanskelige og fuldstændig uforudsigelige forhold og opfylde landes og befolkningers ønsker om demokrati og økonomiske og sociale fremskridt.
- Den største negative begivenhed var, da Frankrig stemte nej til forfatningen den 30. maj 2005 - efterfulgt af Nederlandene nogle dage senere. Det lagde bånd på EU's mulighed for at arbejde mere effektivt hen imod sine mål og afslørede, hvor stor kløften var blevet mellem de europæiske borgere og de institutioner, der skulle tjene deres interesser. Det beviste også med al tydelighed, at politiske ledere og deres tilhængere i mange EU-lande var forfaldet til på kynisk vis at bebrejde Europa for manglende lederskab og dermed dække over deres eget ansvar. Dette store tilbageskridt kan ikke desto mindre vise sig at være et hårdt tiltrængt sandhedens øjeblik, som kan give afsæt for grundige overvejelser om, hvordan man kan få europæiske politikere til at udvise større ansvarlighed, såvel på nationalt plan som på EU-plan.
- Den største "ikke-begivenhed" i de sidste 50 år – og forhåbentlig i meget længere tid endnu – er den vigtigste af alle, nemlig at EU's medlemslande har levet i fred med hinanden. Hvis de ikke havde følt sig foranlediget til at arbejde sammen i et fællesskab, ville de stiftende lande – navnlig de to største af dem – efter nogen tid måske være vendt tilbage til deres mere indgroede måde at opføre sig på og være begyndt at bekæmpe hinanden igen.
Hvad er dine håb for de næste 50 år med EU?
Raymond Barre: Jeg tilhører ikke dem, der frygter, at EU vil gå i opløsning efter sin udvidelse. Jeg tror, at alle medlemslande, såvel gamle som nye, er overbevist om, at de har interesse i at styrke og udvikle EU. Også her kræver det en ihærdig indsats, hvis man skal opnå resultater. To områder er for mig afgørende for EU's udvikling i de kommende 50 år. For det første bør EU kunne føre en udenrigspolitik, der giver mulighed for at forsvare de europæiske synspunkter og interesser i international sammenhæng. For det andet bør EU kunne indføre en fælles forsvarspolitik, der er nødvendig for at blive taget alvorligt. Såvel på disse to områder som hvad angår Den Økonomiske og Monetære Union, der først og fremmest piller ved landenes suverænitet, kan en vedvarende indsats krydret med en fast beslutsomhed føre til afgørende resultater. Dette er hovedingredienserne i det "europæiske Europa", som jeg ønsker af hele mit hjerte.
Mario Monti: Forhåbentlig fremgik mine tanker om fremtiden tydeligt af svaret på det første spørgsmål. Jeg vil blot gerne tilføje én ting mere, ikke så meget i min egenskab af kommissær gennem 10 år (og tre inspirerende måneder som praktikant, da Rom-traktaten var … 7 år gammel), men snarere som europæisk borger, og det er MANGE TAK! Min tak er rettet til de ansatte ved de europæiske institutioner og deres forgængere. Selvfølgelig kan de ligesom alle andre arbejde på at gøre det endnu bedre. Men vi skylder dem en stor tak for deres arbejde i Europas tjeneste.
