Berlin-erklæringen bekræfter, at EU bygger på fælles værdier som respekt for det enkelte menneske, tolerance, solidaritet og lige muligheder. Den understreger også, at det indre marked og euroen har gjort EU økonomisk stærkere og bedre rustet til at klare sig i den globale økonomi.
Den europæiske model kombinerer økonomisk succes med socialt ansvar, hedder det i erklæringen, som sammenholder fortidens krige og deling af Europa med den stabilitet og økonomiske vækst, som EU's borgere nyder godt af i dag.
Kommissionsformand Barroso lovpriste EU's resultater gennem de sidste 50 år: "Fred, frihed og velstand i en udstrækning, som selv ikke de mest optimistiske blandt EU's grundlæggere turde drømme om."
Men vi kan ikke hvile på laurbærrene – EU må følge med udviklingen og hele tiden forny sin politiske udformning. "Stilstand er tilbagegang", som den tyske kansler, Angela Merkel, formulerede det. Erklæringen bruger forsigtige vendinger i det ømtålelige spørgsmål om EU's kommende forfatning: "vi (...) er forenet i vort mål om at skabe et fornyet fælles grundlag for Den Europæiske Union inden valget til Europa-Parlamentet i 2009."
"Når vi forener vores kræfter, har vi alle muligheder for at klare de nye store opgaver og se frem til kommende mærkedage med ro i sindet", sagde Angela Merkel.