Antonio Gamoneda
vælger sine ord med omhu. Både når han besvarer spørgsmål i et interview, og når han skriver et digt, vejer han sine ord omhyggeligt. Med 17 digtsamlinger og en række andre værker bag sig betragtes Gamoneda som et af de største navne i moderne spansk lyrik. Han modtog den europæiske litteraturpris i 2006 og har nu fået tildelt den ansete Cervantes-pris for samme år.
"Tilfredshed" er det ord, Antonio Gamoneda vælger til at beskrive, hvordan det føles at have fået prisen. "Men jeg er godt klar over, at mine digte stadig er de samme, som de var, inden jeg modtog prisen", tilføjer han med et smil.
Cervantes-prisen gives hvert år til en spansktalende forfatter som anerkendelse for dennes samlede værker. Det er den fornemste litteraturpris i Spanien. Imidlertid rækker Gamonedas læserskare langt ud over de spansktalende lande. Sidste år fik han således den europæiske litteraturpris i anerkendelse af den centrale rolle, han spiller på den europæiske litterære scene.
Gamoneda har sine rødder i europæisk kultur og beskriver sig selv som europæer. Han blev født i 1931 og har fulgt EU's udvikling gennem de sidste 50 år. Han forklarer, at denne form for sociale udvikling godt kan påvirke litteraturen til en vis grad. Han er dog ikke bevidst om, at den har påvirket ham. For ham har den største påvirkning været hans eget lands udvikling efter optagelsen i EU.
"Spanien har altid haft problemer med spændinger mellem nationalistiske grupperinger. Situationen er blevet mindre problematisk efter Spaniens optagelse i EU. EU har været med til at skabe en vis enhed i Spanien. Mit fremtidshåb for Europa er, at de europæiske folk vil blive endnu mere forenede."
Hvilken rolle kan lyrikken spille i udviklingen af et forenet Europa?
Gamoneda tænker sig om i et par sekunder, inden han svarer. "Lyrik er ikke en afspejling af den objektive virkelighed i Europa. Men den skaber håb i folks sind. I nogle tilfælde kan den endog få folk til at handle anderledes."
Uddrag af Descripción de la mentira, 1977
De la verdad no ha quedado más que una fetidez de notarios,
una liendre lasciva, lágrimas, orinales
y la liturgia de la traición
(...)
¿Qué lugar es éste, qué lugar es éste?
