EU-forfatningen kommer til at stå højt på dagsordenen under det tyske formandskab. De øvrige prioriteter bliver vækst og beskæftigelse, mere frihed, sikkerhed, retfærdighed og stabilitet for alle europæere samt bekæmpelse af klimaændringer.
Sammen kan Europa lykkes: Under mottoet "Europe – succeeding together" overtog Tyskland formandskabet for EU den 1. januar.De halvårlige formandskaber, som går på skift, giver hvert enkelt medlemsland lejlighed til at fremme bestemte emner på EU's dagsorden. En af prioriteterne under det tyske formandskab vil være EU's fremtid.
Tyskland ønsker navnlig at fastlægge en køreplan for vedtagelsen af EU-forfatningen. Forbundskansler Angela Merkel forklarede, at det er nødvendigt at vedtage en forfatning inden næste valg til Europa-Parlamentet, og at Tyskland vil gøre alt, hvad der står i dets magt, for at dette skal lykkes. Dog tilføjede hun, at omformuleringen af forfatningsteksten ikke vil kunne færdiggøres i første halvår af 2007.
Det tyske formandskab vil også sætte skarp fokus på bekæmpelsen af klimaændringer. Formandskabet agter at bakke op om Kommissionens arbejde på dette område.
Ved starten af det tyske formandskab blev den nye ordning med tredelt formandskab indført. Det betyder, at Tyskland vil rådføre sig med Portugal og Slovenien, som vil overtage formandskabet i de to efterfølgende perioder. Formålet er at forbedre den overordnede planlægning. Helt konkret betyder det f.eks., at de tre lande i fællesskab vil forberede et topmøde mellem EU og Afrika, som skal afholdes under det portugisiske formandskab.
Besøg det tyske formandskabs websted.