Walter Hallstein præsenterede et par år efter Rom-traktatens undertegnelse David Reinert for Ted Kennedy som "stjernen blandt vores tolke". David blev ansat i Kommission kort efter at have tolket i den italienske kabine ved undertegnelsesceremonien. Han havde allerede arbejdet for Konrad Adenauer og modtog et telefonopkald to dage inden ceremonien, hvor han blev spurgt, om han kunne hjælpe. Han tog med glæde til Rom, da han vidste, det ville blive en vigtig begivenhed, men han var ikke klar over, at hans fremtid dermed var lagt.
Han husker dagen tydeligt – det regnede i Rom, og en del mennesker havde samlet sig under deres paraplyer uden for på Piazza del Campidoglio for at se, hvad der skete ved denne historiske begivenhed. De kunne følge udviklingen direkte via de højtalere, der var stillet op. "Det, folk hørte, var ikke selve regeringsledernes og Roms borgmesters taler, men derimod den italienske tolkning, altså mig, eftersom jeg var den eneste tolk i den italienske kabine."
Tolkningen blev også transmitteret af italiensk radio, så folk kunne stille ind på undertegnelsen i hele Italien. Efter sigende lyttede man med på en fødeklinik i Syditalien samtidig med, at en lille pige blev født. Hun kom til at hedde Europa, døbt af den italienske tolks stemme! "Gad vide, hvad der blev af hende. Jeg kan kun gisne: en kvinde på 50 i dag, sandsynligvis gift og har børn, der hedder …hvad?", fortæller David.
David gik til den store reception bagefter, men kan huske, at han ikke havde nogen smoking og derfor hurtigt måtte købe en i en forretning i nærheden. Den fik han god brug for gennem sin 30-år lange karriere, hvor han ledsagede kommissærer og ministre rundt i hele verden.
David blev officiel tolk i februar 1959 og tolkede snart efter ved Kommissionens ugentlige møder og rejste med Kommissionens formænd til topmøder i G7 og G8 og til fælles møder mellem EU og USA. Han husker, at han engang sammen med Franco Malfatti mødte præsident Nixon. "Ved den lejlighed boede vi over for det hvide hus i Blair House, der er reserveret præsidentens gæster. De sendte en stor sort limousine over for at hente os til mødet – vi kørte omkring 100 m i den. Jeg følte mig som en filmstjerne!"
Han var meget glad for sit job som tolk i Kommissionen. Han kunne lide at være med, hvor det skete, og foretrak at tolke ved møder frem for at arbejde som administrator. Administration blev dog en uundgåelig del af hans karriere som fungerende direktør for tolketjenesten. "Da jeg begyndte, havde vi kun et par møder eller konferencer om ugen. I 1989 var vi oppe på 50 om dagen. Udfordringen ved jobbet var en anden. Jeg kunne dog stadig godt lide at arbejde i en tolkekabine. Jeg blev særlig rørt, da kommissionsformand Delors takkede mig personligt, da jeg for sidste gang tolkede ved Kommissionens ugentlige møde. Somme tider bliver vores arbejde taget for givet, men formanden viste på sin egen personlige måde, at han satte pris på min indsats."
David har ikke nok i at sidde stille derhjemme med sine mange kæledyr og sin pension. Han melder sig derfor stadig som frivillig til at træde til som freelancetolk, når det brænder på. Han bidrager stadig til udviklingen af traktaten, selv 50 år efter.
