Sommeren nærmer sig med hastige skridt, og snart vil millioner af feriegæster indtage de europæiske strande. Men ved de nok om, hvor rent eller forurenet badevandet
er? I den forløbne uge har Kommissionen fremlagt sin årlige badevandsrapport, og den er særdeles opmuntrende. Over 96 % af badeområderne ved kysterne opfylder kvalitetsnormerne i EU's badevandsdirektiv. For floder og søer er resultaterne mere beskedne med 89 % godkendte badeområder, men situationen er kraftigt forbedret siden 2005.
For første gang indeholder rapporten sammenlignelige oplysninger fra alle EU-lande. Selv om de gamle EU-lande opnår bedre resultater, har de nye EU-lande gjort større fremskridt.
Badevandskvaliteten undersøges hvert år på grundlag af fysiske, kemiske og bakteriologiske kriterier. Badevandsdirektivet fra 1976 fastsætter bindende værdier, som EU-landene skal opfylde. Det indeholder også vejledende værdier, som giver de lande, der ønsker det, mulighed for at indføre strengere normer.
I 2006 blev der ført kontrol med badevandskvaliteten ved over 21 000 badeområder. Det er en lille stigning i forhold til det foregående år. Kommissionen er dog meget bekymret over, at EU-landene har slettet 254 badeområder fra deres lister over områder, der er underlagt direktivets normer. Der findes ikke i alle tilfælde en rimelig begrundelse for at slette badeområderne; det er snarere en måde, hvorpå man dækker over forureningsproblemer og samtidig kunstigt forbedrer resultaterne i den årlige badevandsrapport. Kommissionen har derfor besluttet at indlede overtrædelsesprocedurer mod 11 medlemslande, fordi de har slettet næsten 7 000 badeområder fra deres lister siden starten af 90'erne.
Hvis du vil vide, hvor du trygt kan bade til sommer, så kig nærmere på badevandsrapporterne
og turistkortet
, der findes på Kommissionens websted om badevandskvaliteten.