Hovedmålene er at give EU's forskelligartede kultur en skarpere profil på verdensplan og gøre den europæiske audiovisuelle industri mere konkurrencedygtig. Via Media 2007 vil den europæiske filmindustri få lettere adgang til finansiering, hviket især vil være til fordel for mindre foretagender. Programmet skal også støtte en øget anvendelse af digitale teknologier gennem uddannelse af fagfolk i branchen, modernisering af biografer og udbygning af distributionskanaler.
Det nye program fokuserer på for- og efterproduktion og finansierer altså ikke selve produktionen. Budgettet er fordelt på følgende fem nøgleområder: distribution (55 %), udvikling (20 %), markedsføring (9 %), uddannelse (7 %) samt tværgående foranstaltninger og pilotprojekter (9 %).
Media-programmet har løbet siden 1991 og har støttet tusindvis af europæiske film over hele kontinentet. Her skal blot nævnes nogle få eksempler (originaltitel): L’Auberge espagnole, Goodbye Lenin, Le Fabuleux destin d'Amélie Poulain, March of the Penguins, The Pianist, Das Leben der Anderen og Volver.
Den 1. januar 2007 blev Rumænien det 31. land, som kan få støtte under programmet (EU27 + Island, Liechtenstein, Norge og Schweiz).
Vidste du, at Media-programmet
- støtter 300 nye europæiske filmprojekter hvert år?
- støtter halvdelen af de europæiske film, du ser i biografen?
- finansierer over 100 filmfestivaler over hele Europa hvert år?
- støtter distributionen af 9 ud af 10 spillefilm i Europa, som distribueres uden for hjemlandet?
Hver euro under Media-programmet modsvares af ca. 6 EUR fra private investeringer i filmindustrien.
Hvis du er interesseret i støttemulighederne, bedes du kontakte din nationale eller regionale Media-desk.
Læs mere om Media-programmet
Se også faktablad om Media