Fra den 3. til den 10. juni afholder EU for tredje gang europæisk ungdomsuge . Efter de succesrige ungdomsuger i 2003 og 2005 samles unge fra hele Europa atter til debat.
Den europæiske ungdomsuge løber af stabelen i de 27 EU-lande og i de lande, der deltager i det nye program "Aktive unge". De unge får lejlighed til at mødes og diskutere emnet "unges sociale integration og mangfoldighed i Europa".
Under ungdomsugen afholdes en bred vifte af aktiviteter rundt om i EU for såvel unge som det lidt ældre publikum. Vi nævner i flæng: debatter, høringer, film, konkurrencer, koncerter, men også en række workshopper og informationsmøder.
Diskussionerne skal ses som et led i den tænkepause, Kommissionen indledte i oktober 2005 med Plan D for Demokrati, Dialog og Debat .
Set i et bredere perspektiv har den europæiske ungdomsuge også til formål at slå på tromme for det nye EU-program "Aktive unge ", fremhæve de resultater, der er opnået med projekter, som har fået støtte fra EU-handlingsprogrammet for unge (2000-2006) , og fremme dialogen mellem unge om de vigtigste emner i EU-debatten.
Der vil også være fokus på Bruxelles, som fra den 3. til den 6. juni er vært for et internationalt arrangement med deltagelse af ikke mindre end 200 unge. Programmet omfatter bl.a. gruppearbejde, fremlæggelse af projekter og rundbordsdiskussioner under ledelse af kommissionsmedlemmer, repræsentanter fra de øvrige EU-institutioner og en række eksperter.
Men EU's interesse for ungdommen rækker langt længere end én uge. Det vidner EU's forskellige politikker og programmer på ungdomsområdet om.
Hvad venter du på? Skrid til handling allerede nu!
Den Europæiske Ungdomsportal