"9. maj - Europadag i skolerne" er et initiativ rettet mod skolerne. Det skal øge unges kendskab til EU’s politik for ekstern bistand og udviklingssamarbejde.
Skoler i hele Europa inviteres til at deltage ved at afholde debatter og diskussioner om disse emner den 9. maj, Europadagen.
EU-tjenestemænd (fra Samarbejdskontoret EuropeAid, GD for Udvikling, Kontoret for Humanitær Bistand og GD for Eksterne Forbindelser), repræsentanter for ngo’er, der gennemfører projekter med støtte fra EU, og medlemmer af Europa-Parlamentet tager ud på skolerne og deltager i debatter og rundbordsdiskussioner. De vil forklare, hvad EU gør for at hjælpe udviklingslandene, og hvordan EU forvalter sin eksterne bistand, og besvare spørgsmål fra eleverne.
Samarbejdskontoret EuropeAid koordinerer arrangementet og sender informationsmateriale ud til de deltagende skoler for at hjælpe både elever og lærere med at forberede diskussionerne og debatterne og planlægge deres 9. maj.