Navigation path

Left navigation

Additional tools

MEMO/06/280

Bruxelles, den 13. juli 2006

En reformeret samhørighedspolitik for EU under forandring - regionernes, byernes og grænseområdernes tiltag til fordel for vækst og beskæftigelse

10 spørgsmål og svar

1) Hvorfor har EU brug for en ny samhørighedspolitik?

Samhørighed indebærer, at medlemsstaterne står solidarisk sammen om at gøre regionerne til mere attraktive, innovative og konkurrencedygtige områder at bo og arbejde i. Alle regioner har fordel heraf. Mindre veludviklede regioner tiltrækker investeringer, som de ellers ikke ville få, mens der samtidig skabes erhvervsmuligheder for folk og virksomheder i de mere veludviklede regioner. Kommissionen tager sammen med sine partnere i medlemsstaterne og regionerne alle forholdsregler for at sikre, at hver eneste cent, der investeres gennem samhørighedspolitikken, bliver brugt effektivt.

EU har siden 1988 investeret omkring 480 mia. EUR i de "mindre gunstigt stillede" regioner, og heraf er ca. 70 % gået til regioner med et indkomstniveau under 75 % af gennemsnittet. I perioden 2007-2013 bliver investeringerne større end nogensinde, nemlig 308 mia. EUR. Vi har allerede udrettet meget. Kløften mellem regioner og lande er mindsket betragteligt, en kløft som kunne have bremset det indre marked og fået enhedsvalutaen til at bryde sammen. Men der er stadig meget at udrette, især efter EU-udvidelsen i 2004. De fattigste regioner, hovedsageligt i de nye medlemsstater, har endnu lang vej at gå på mange områder. Pensionisterne udgør en stadig større del af befolkningen, er mere aktive og lever længere, mens antallet af erhvervsaktive, der forsørger dem, skrumper ind. Vi har faktisk mere brug for en samhørighedspolitik end nogensinde før, og den skal gøres mere effektiv end tidligere. Politikken fastsættes i de nye forordninger for perioden 2007-2013, mens principper og prioriteringer for gennemførelsen beskrives i EU's strategiske retningslinjer.

2) Hvad er strategiske retningslinjer?

De strategiske retningslinjer er et dokument, som Kommissionen har udarbejdet for at hjælpe nationale og regionale myndigheder med at modernisere deres økonomi og sammenkoble deres programmering med den EU-dækkende indsats for at skabe større vækst og flere kvalitetsbetonede job. De strategiske retningslinjer er et supplement til forordningerne. Forordningerne udgør de retlige rammer, der skal sikre, at alle arbejder i overensstemmelse med traktaterne og på samme grundlag. Inden for rammerne af de strategiske retningslinjer fastsættes de politiske prioriteringer for investeringerne. Der er tale om forskellige dokumenter, men det ene nødvendiggør det andet.

De nye strategiske retningslinjer er vigtige, fordi de i højere grad end før fokuserer på vækst og beskæftigelse. De beskriver, hvordan der fremover bør lægges vægt på viden- og informationssamfundet, iværksætterkultur, miljø og beskæftigelse.

3) Hvad gør samhørighedspolitikken så speciel?

EU's samhørighedspolitik fungerer bedre og mere effektivt end nogen anden tilsvarende politik i andre dele af verden på grund af de enestående midler og metoder, der benyttes. De fattige regioner i Europa har fået betydelig hjælp til at indhente de andre, og områder med høj arbejdsløshed er blevet tilskyndet til omfattende jobskabelse. Ressourcerne er nemlig uhørt stabile (et syv-årigt budget), hvilket befordrer langtidsplanlægning og –udvikling. Vi har derudover udviklet en særlig arbejdsmetode, som mange lande misunder os.

Ifølge denne særlige arbejdsmetode har regionerne ansvaret for projektudvælgelse og –forvaltning. Nationale, regionale og lokale myndigheder, virksomheder og ngo'er mødes i et effektivt partnerskab. Dermed sikres det, at der udvælges projekter, som svarer til de prioriteringer og mål, der fra begyndelsen er aftalt med Kommissionen. I den næste periode (2007-2013) betyder disse prioriteringer og mål, at EU's dagsorden for vækst og beskæftigelse får endnu større vægt.

4) Hvem kommer samhørighedspolitikken til gode?

EU sætter i samhørighedspolitikken helt klart fokus på de fattigste regioner og lande. Over 80 % af pengene går til de såkaldte "konvergensregioner", eller med andre ord dem med en indkomst på under 75 % af EU-gennemsnittet (målt i bruttonationaltprodukt pr. capita). Ca. halvdelen af EU's befolkning og de fleste nye medlemsstater er berørt. 15,7 % af pengene afsættes til "regional konkurrenceevne" i hele resten af Europa, dvs. alle de områder, der ikke er "konvergensregioner". Pengene anvendes til projekter for vækst og beskæftigelse, der har til formål at modsvare moderniseringsprocessen i alle andre regioner. Resten af pengene går til "territorialt samarbejde" mellem grænseregioner i Europa og til netværksaktiviteter.

Der er altså penge til mange forskellige personer i hele Europa. Takket være EU's indre marked kan folk og virksomheder fra alle regioner få del i og byde på de erhvervsmuligheder, der skabes gennem samhørighedspolitikken. De investerede milliarder giver derfor EU-økonomien et enestående skub, og virkningerne kan mærkes ud over målregionerne. Det er samtidig vigtigt, at udvælgelsen sker lokalt, ud fra hvor godt de foreslåede projekter opfylder de generelle krav, og hvor godt de passer ind i de programmer, der er udvalgt for den pågældende region.

5) Er der penge nok til, at der virkeligt kan mærkes forskel?

År efter år modtager flere tusinde projekter i alle medlemsstaterne midler gennem EU's samhørighedspolitik. Projekterne bidrager til, at fattige regioner kan indhente de rigere regioner, at den regionale konkurrenceevne øges, og at der skabes flere job. Udvælgelsen af projekterne sker på grundlag af en analyse af de regionale samfunds behov og udviklingsperspektiver og foretages af de regionale og nationale myndigheder inden for rammerne af en EU-dækkende strategisk tilgang. Både medlemsstaterne og Europa-Kommissionen kontrollerer, hvad midlerne anvendes til og hvilke resultater der opnås. Evalueringerne har vist, at kløften mellem de fattigste regioner og EU-gennemsnittet blev mindsket med en sjettedel mellem 1988 og 2001. Eksempelvis kunne 10 % af BNP-stigningen i Grækenland og 8,5 % af BNP-stigningen i Portugal mellem 1989 og 1999 tilskrives samhørighedspolitikken, og ifølge prognoserne vil stigningen i de to lande i indeværende periode (2000-2006) være omkring 6 %. Hvad angår perioden 2007-2013 tyder nylige undersøgelser på, at den ekstra BNP-vækst i de nye medlemsstater vil være af størrelsesordenen 7-12 %, og at der vil blive skabt op mod 2,5 mio. nye job.

Man skal ikke betragte det allerede udførte arbejde ret længe for at se, at masser af projekter har været vellykkede, og at de rent faktisk har haft en stor virkning. Tag f.eks. transportsystemet i Spanien, der er blevet fuldstændig forvandlet på 20 år med motorveje, der åbner for regionerne, og højhastighedstog, sporvogne og metroer i byerne. Se på Athen, hvor der med en EU-finansieret undergrundsjernbane er skabt forbindelse til den splinternye lufthavn, og hvor sporvogne, forlængede metroer og en ringvej har medvirket til at gøre himmelen over byen mere blå ved at mindske forureningen. Tag de nye vandledningsnet og spildevandsbehandlingssystemer, der nu findes i polske, litauiske og estiske byer. Eller se på de klynger af højteknologiske virksomheder, der har etableret sig i Sverige, Finland, Tyskland, Frankrig og Irland.

6) Hvordan kontrolleres det, hvad pengene bruges til? Hvor stor er risikoen for dårlig forvaltning?

Det er faktisk medlemsstaterne, der er ansvarlige for hovedparten af forvaltningen og kontrollen, og Kommissionen kræver, at kun de allerbedste systemer bruges af det mest erfarne personale til denne opgave. Der har sporadisk været problemer, men det har kun været få i betragtning af de beløb, der er tale om. Når der opstår fejl, påpeges de hyppigt af medlemsstaten selv, og Kommissionen og medlemsstaterne tager skridt til at rette op på situationen eller kræve pengene tilbagebetalt. En af grundene til den hidtil gode gennemførelse er, at Kommissionens tjenestegrene og de nationale myndigheder nøje undersøger udgifternes berettigelse og forvaltning på regionalt plan. En anden grund er, at de lokale forvaltningsmyndigheder og overvågningsudvalgene i stigende omfang består af en bred vifte af repræsentanter for erhvervslivet og ngo-sektoren, og det betyder, at alle er meget opmærksomme på, hvad der foregår.

7) Hvordan relaterer disse aktiviteter til hverdagen?

Projekter, der gennemføres inden for rammerne af samhørighedspolitikken, kommer borgeren ved på to meget vigtige fronter. For det første kan alle aktive borgere – dvs. civilsamfundet – deltage i udarbejdelsen, programmeringen og gennemførelsen af et projekt, og for det andet giver et effektivt planlagt og velgennemført projekt lokalsamfundet en række konkrete fordele. De fleste EU-borgere kan på mange områder se resultaterne af samhørighedspolitikken i deres nærmeste omgivelser.

Kommissionen har altid haft det synspunkt, at denne politik kun fungerer ordentligt, hvis der tages hensyn til stedlige erfaringer, hvis problemerne kortlægges på regionalt plan, og hvis løsningerne udformes og iværksættes af de lokalsamfund, der i sidste ende kommer til at nyde godt heraf. De forskellige lande bruger selvfølgelig forskellige fremgangsmåder, men vi anbefaler, at ikke blot centraladministrationen, men også de regionale myndigheder knyttes tæt til udvælgelsen og forvaltningen af projekterne, at arbejdsmarkedets parter, dvs. lokale erhvervsdrivende, fagforeninger og arbejdsgivere, involveres, og at man derudover opfordrer visse interesserede ngo'er såsom miljøeksperter og ligestillingsaktivister til at tage aktivt del i processen.

Det er ikke så ligetil at få et samarbejde mellem så forskelligartede grupper til at lykkes, og nogle medlemsstater, især de nye, er nervøse ved tanken om at vove springet. Men der kan høstes flere fordele end blot bedre demokrati på lokalt plan og inddragelse af civilsamfundet. F.eks. er det en fordel, at der på denne måde fremsættes projektforslag, som er langt mere relevante for lokalsamfundet, og at der er meget bedre kommunikation og PR om de finansierede projekter.

8) Hvad kan Kommissionen ellers gøre for at hjælpe regionerne med at virkeliggøre sine prioriteringer?

Kommissionen overvejer, hvordan den kan tilskynde til, at der fremkommer nye ideer, innovative tiltag og mere samarbejde, så den kan hjælpe regionerne med at løse deres egne problemer. Én af måderne ville være at bygge på den udveksling af erfaringer, der allerede finder sted, ved at indbyde grupper fra regioner af samme størrelse og i samme situation til at mødes på et tidligt tidspunkt i udarbejdelsen af deres programmer, så de kan sætte fokus på særlige spørgsmål og gøre fremskridt ved at udveksle alle relevante ideer. Kommissionen kunne eventuelt spille en aktiv rolle ved at invitere grupperne til Bruxelles og tilbyde dem specifik rådgivning.

Erfaringer, der gøres efterfølgende, kan eventuelt udveksles og bidrage til, at der sker fremskridt i de nationale reformprogrammer, der har til formål at få medlemsstaterne til at sætte større skub i Lissabon-processen. Regionsgrupperingerne kan f.eks. lægge vægt på energieffektivitet eller sørge for, at små og mellemstore virksomheder får kendskab til fordelene ved forskning. Men der er ikke begrænsninger for, hvad regionsgrupperingerne må vælge at fokusere på.

9) Hvordan påvirkes samhørighedspolitikken af globalisering og udflytning?

De beslutninger, der træffes uden for lokalsamfundene og regionerne eller uden for EU, kan have katastrofale virkninger. Samhørighedspolitikken har været EU's svar på de bivirkninger, der oprindeligt kunne være en følge af europæisk integration og senere af globaliseringen i form af en verdensomspændende frihandelsøkonomi. Gennem samhørighedspolitikken, der helt konkret har skabt solidaritet mellem medlemsstaterne, ydes der betragtelig støtte til at hjælpe de pågældende regioner med at modernisere deres økonomi, og dette vil fortsætte i de kommende år. Samhørighedspolitikken alene kan imidlertid ikke forhindre beslutninger, der normalt træffes på globalt plan på grundlag af hårde økonomiske fakta. Hvad man derimod kan med samhørighedspolitikken, er at forsøge at gøre regionerne mere attraktive fra starten for investorer udefra. Det er faktisk det første punkt i de strategiske retningslinjer. Samtidig har vi skabt en vidensbase, som utallige gange har vist sit værd, og som vi kan øse af, når vi skal hjælpe regioner, der oplever negative økonomiske ændringer.

10) Hvordan sikres der gennemsigtighed?

De vigtigste aktører er medlemsstaterne selv. De har det primære ansvar for, at deres borgere får oplysninger om de aktiviteter, der samfinansieres med EF-strukturfondene. Samhørighedspolitikken er en af de få EU-politikker, der pålægger medlemsstaterne pligt til at iværksætte PR- og oplysningsaktiviteter. Samtidig arrangerer Kommissionen møder for de embedsmænd, som står for oplysningskampagnerne i medlemsstaterne, så de kan udveksle erfaringer om, hvilken type PR der virker allerbedst. Denne arbejdsgruppe (Structural Funds Information Team) er en af de mest dynamiske og produktive, vi samarbejder med.


Side Bar