Navigation path

Left navigation

Additional tools

Europa-Kommissionen - Pressemeddelelse

Medlemsstaternes overholdelse af EU-retten i 2018: indsatsen betaler sig, men der er stadig behov for forbedringer

Bruxelles, den 4. juli 2019

Årsberetningen om tilsyn med anvendelsen af EU-retten, som offentliggøres i dag, indeholder en oversigt over, hvordan Kommissionen har først tilsyn med og håndhævet EU-retten i 2018. I onlineudgaven af resultattavlen for det indre marked, som også offentliggøres i dag, evalueres EU/EØS-landenes resultater på EU's indre marked, og de mangler, som landene og Kommissionen bør gøre mere for at afhjælpe, identificeres.

Borgere og virksomheder kan kun drage nytte af de mange fordele, der er ved det indre marked, hvis de regler, der er aftalt i fællesskab, faktisk fungerer i praksis. I november 2018 fremlagde Kommissionen en ny vurdering af de resterende hindringer på det indre marked og opfordrede EU-landene til at være opmærksomme ved gennemførelse, anvendelse og håndhævelse af EU's regler og til at afholde sig fra at skabe nye hindringer, f.eks. i forbindelse med emissioner fra biler, e-handel, sociale medier, servicesektoren og meget andet.

Kommissionen holder fortsat øje med, at EU-reglerne anvendes og håndhæves korrekt. Kommissionen udviste f.eks. handlekraft i 2018 ved at håndhæve reglerne på en række politikområder. Kommissionen understøttede de nationale og regionale myndigheder ved gennemførelsen af reglerne om ren luft og om rent vand. Kommissionen satte også ind over for EU-lande, der undlod at leve op til deres forpligtelser og gennemføre EU's regler om passagerlisteoplysninger, om bekæmpelse af terrorisme og om bekæmpelse af hvidvaskning af penge. Desuden har Kommissionen benyttet sine håndhævelsesbeføjelser, når nogle EU-lande ikke har handlet hurtigt i forbindelse med forbedring af adgangen for personer med handicap til websteder og andre mobilapplikationer.

Årsberetning om kontrol med gennemførelsen af EU-retten i 2018

Årsberetningenfor 2018 viser en lille stigning (på 0,8 %) i verserende traktatbrudssager (1571) sammenlignet med 1559 sager i 2017. Efter at have nåetsit højeste niveau i fem år i 2016 er antallet af sager faldet med 5 % frem til 2018 siden 2016 (se diagram 1).De vigtigste politikområder vedrørte bl.a. miljø, mobilitet og transport samt det indre marked, industri, iværksætteri og SMV'er. I ethvert tilfælde, hvor EU-retten ikke anvendes korrekt, fratages borgerne og virksomhederne de rettigheder og fordele, der tilkommer dem i henhold til EU-lovgivningen. På miljøområdet fortsatte Kommissionen f.eks. arbejdet med foranstaltninger for at sikre fuld overholdelse af luftkvalitetsdirektivet for så vidt angår grænseværdier for PM10 og nitrogendioxid (NO2) samt overvågningssystemer i hele EU.

Diagram 2 (se bilag) giver et overblik over situationen for hver enkelt EU-land. Med hensyn til sager om forsinket gennemførelse havde Cypern, Belgien og Spanien det største antal åbne sager, mens Estland, Danmark og Italien havde færrest. Spanien, Italien og Tyskland havde det højeste antal verserende sager for ukorrekt gennemførelse og/eller forkert anvendelse af EU-retten, mens Estland havde det laveste samlede antal åbne sager sidste år. De politikområder, hvor der blev indledt flest nye traktatbrudssager i 2018, var EU's indre marked, industri, iværksætteri og SMV'er samt mobilitet og transport (se figur 3).

Bekæmpelse af forsinket gennemførelse af EU-direktiver

For at borgere og virksomheder kan drage nytte af EU-retten, er det afgørende, at EU-landene gennemfører europæiske direktiver i deres nationale retsorden inden for fristerne.

I 2018 faldt antallet af nye traktatbrudssager som følge af forsinket gennemførelse markant med en fjerdedel (fra 558 sager i 2017 til 419 i 2018). Det højeste antal nye sager som følge af forsinket gennemførelse under Juncker-Kommissionen blev imidlertid indledt i 2016 (847). Kommissionen indledte nye traktatbrudsprocedurer over for et flertal af EU-landene for ikke at have gennemført EU-reglerne om beskyttelse af personoplysninger (direktiv 2016/680/EU) i national ret til tiden som aftalt af EU-landene selv. For at fremme rettidig og korrekt gennemførelse fortsatte Kommissionen med at bistå medlemsstaterne i at udarbejde gennemførelsesplaner, målrettede websteder og vejledningsdokumenter og ved at udveksle bedste praksis under ekspertgruppemøder.

Sidste år indbragte Kommissionen fem medlemsstater for Domstolen med en anmodning om pålæggelse af økonomiske sanktioner: Slovenien (3 sager: C-628/18, C-69/18 og C-188/18), Spanien (3 sager: C-430/18, C-165/18 og C-164/18), Belgien (C-676/18), Irland (C-550/18) og Rumænien (C-549/18) (1 sag hver).

Resultattavle for det indre marked - 2019

Resultattavlen for det indre marked giver et detaljeret indblik i, hvordan EU's regler for det indre marked blev anvendt i Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde (EØS) i 2018, hvor åbne og integrerede visse markeder er, og hvor meget EU-landene har bidraget til en række af EU's redskaber til at få det indre marked til at fungere bedre.

Afhængigt af deres resultater i 2018 fik EU-landene 153 grønne, 137 gule og 59 røde kort, hvilket betyder, at landene klarer sig fremragende (grøn), gennemsnitligt (gul) eller dårligere end gennemsnittet (rød).

Oversigten (se figur 4 i bilaget) viser, at trods yderligere udvidelse af handelen med varer og tjenesteydelser er situationen blevet forværret inden for visse politikområder siden 2017. Medlemsstaterne har gjort nogle redskaber på det indre marked mere velfungerende, f.eks. portalen Dit Europa og informationssystemet for det indre marked (IMI). Landene fik dog flere røde kort på en række politikområder end sidste år. F.eks. i forbindelse med rimeligheden i offentlige udbudssystemer og anerkendelse af erhvervsmæssige kvalifikationer. Det samme var tilfældet for så vidt angår samarbejdet inden for EU-pilotprojekter.

De lande, der generelt klarede sig bedst, var Portugal, Slovakiet, Finland, Sverige og Litauen, mens flest røde og gule kort blev givet til Spanien, Italien, Grækenland og Luxembourg.

Kommissionen tager hånd om borgernes klager

Borgere, virksomheder, NGO'er og andre berørte parter kan indberette formodede tilsidesættelser af EU-retten ved hjælp af en elektronisk klageformular, der er tilgængelig via Europa-portalen"Dine rettigheder". I 2018 vedrørte størstedelen af de nye klager retlige anliggender og forbrugerrettigheder, EU's indre marked, erhvervspolitik, iværksætteri og SMV'er, samt beskæftigelse og sociale anliggender. Takket være SOLVIT -portalen, som er Kommissionens og EU-landenes uformelle problemløsningsnet, kan borgere og virksomheder søge at finde en løsning på deres problem med en offentlig myndighed i et andet EU-land.

Baggrund

Siden 1984 har Kommissionen efter anmodning fra Europa-Parlamentet fremlagt en årsberetning om kontrol med gennemførelsen af EU-retten i det forgangne år. Europa-Parlamentet vedtager herefter en beslutning om Kommissionens beretning.

Kommissionen retter først og fremmest sin opmærksomhed mod problemer, hvor håndhævelsestiltag kan gøre en reel forskel og være til gavn for privatpersoner og virksomheder. Af de europæiske institutioner er det Europa-Kommissionen, der har det overordnede ansvar for at indlede den lovgivningsmæssige proces. Rådet og Europa-Parlamentet træffer afgørelse om Kommissionens forslag. Medlemsstaterne er ansvarlige for den rettidige og korrekte anvendelse, gennemførelse og håndhævelse af EU-retten i den nationale retsorden. Kommissionen afslutter denne cirkel: når forslag er vedtaget og blevet til EU-lovgivning, fører den tilsyn med, hvorvidt medlemsstaterne anvender denne lovgivning korrekt og træffer foranstaltninger, hvis de ikke gør det. Kommissionen bør derfor reagere handlekraftigt og hurtigt, når overtrædelser hindrer opfyldelsen af EU's politiske målsætninger. På den baggrund har Kommissionen for nylig fremlagt sin mere strategiske tilgang til håndhævelse, hvad angår overtrædelser, i overensstemmelse med sin forpligtelse til at være "større og mere ambitiøs, når det handler om de store ting, og mindre og mere beskeden, når det handler om de små ting".

Med den årlige resultattavle for det indre marked vurderes det, hvordan medlemsstaterne:

-   gennemfører EU-reglerne

-   skaber åbne og integrerede markeder (f.eks. offentlige udbud, handel med varer og tjenesteydelser)

-   behandler administrative spørgsmål vedrørende udenlandske arbejdstagere (f.eks. erhvervsmæssige kvalifikationer)

-   samarbejder og bidrager til en række EU-styringsværktøjer (f.eks. portalen Dit Europa, Solvit og Eures).

Med resultattavlen for det indre marked vurderes resultaterne inden for fire politikområder, to områder, der vedrører åbenhed på markedet og integration, og 13 forvaltningsværktøjer.

Yderligere oplysninger

A) Årsberetning om kontrol med gennemførelsen af EU-retten i 2018:

Årsberetning om national gennemførelse af EU-retten

Faktablade for hvert land

EU-28 faktablad

— Fuldt memo om den generelle traktatbrudsprocedure af 17/1/2012.

b) Resultattavle for det indre marked (2019-udgaven baseret på data i 2018):

Resultattavle

Faktablade for hvert land

Resultatoversigt

 

BILAG — IP/19/3030

IP/19/3030

Pressehenvendelser:

Borgerhenvendelser: Europe Direct på tlf. 00 800 67 89 10 11 eller pr. mail


Side Bar

Photos