Navigation path

Left navigation

Additional tools

Europa-Kommissionen - Pressemeddelelse

Større frihed for EU-landene til at træffe beslutninger vedrørende anvendelse af GMO'er til fødevarer og foder

Bruxelles, 22 april 2015

Kommissionen præsenterer i dag resultatet af sin revurdering af beslutningsprocessen for tilladelse af genetisk modificerede organismer (GMO'er) som fødevarer og foder. Denne revurdering udspringer af de politiske retningslinjer, der blev fremlagt for Europa-Parlamentet i juli 2014, og som Kommissionen blev valgt på. Revurderingen bekræfter behovet for ændringer, der afspejler befolkningens holdninger og giver de nationale regeringer større indflydelse på anvendelsen af GMO'er, der er tilladt på EU-plan, til dyr (foder) eller konsum (fødevarer). Kommissionen foreslår på grundlag af sin revurdering at ændre lovgivningen, så EU-landene får større frihed til at begrænse eller forbyde anvendelse af EU-tilladte GMO'er i fødevarer eller foder på deres område.

Kommissær med ansvar for sundhed og fødevaresikkerhed, Vytenis Andriukaitis, sagde: "Jeg er glad for — med revurderingen af lovgivningen om beslutningsprocessen for GMO'er — at kunne indfri et af Kommissionens vigtige løfter. Kommissionen har lyttet til de ønsker og betænkeligheder, som mange europæiske borgere har givet udtryk for, og som er afspejlet i de holdninger, deres demokratisk valgte regeringer har indtaget. Dagens forslag vil, når det er vedtaget — helt i tråd med nærhedsprincippet — give EU-landene større indflydelse på anvendelsen af EU-tilladte GMO'er i fødevarer og foder på deres respektive områder."


Fra i dag bliver tilgangen til anvendelse af GMO'er mere fleksibel:

Forslaget, som Kommissionen har vedtaget i dag, sender et stærkt signal til borgerne om, at Europa tager hensyn til deres ønsker og betænkeligheder, som kan variere fra land til land. Med den nye tilgang forsøger vi at skabe den rette balance mellem opretholdelse af en EU-tilladelsesordning og frihed for EU-landene til at træffe beslutninger vedrørende anvendelse af GMO'er på deres område. Da det er af afgørende betydning, at der fastholdes et fælles risikohåndteringssystem — fordi dette system sikrer den samme grad af beskyttelse i hele EU — vil der ikke blive ændret ved den nuværende tilladelsesordning, som er baseret på videnskab og mærkningsbestemmelser, der sikrer forbrugerne valgmuligheder. Det nye er, at når en GMO er blevet tilladt til anvendelse som fødevare eller foder i Europa, vil EU-landene have mulighed for at vælge ikke at tillade, at den pågældende GMO anvendes i deres egen fødevarekæde ("opt-out").

Medlemsstaterne vil skulle godtgøre, at deres opt-out-foranstaltninger er i overensstemmelse med EU-retten, herunder principperne for det indre marked, og EU's internationale forpligtelser, som EU's forpligtelser i WTO er en integrerende del af. Opt-out-foranstaltninger skal være baseret på andre legitime hensyn end dem, der vurderes på EU-plan, dvs. risiko for menneskers eller dyrs sundhed eller for miljøet.

Dette forslag afspejler og supplerer de rettigheder, EU-landene allerede har fået med hensyn til GMO'er til dyrkning med direktiv (EU) 2015/412, som trådte i kraft tidligere på måneden, på grundlag af en aftale, som for nylig blev indgået mellem Europa-Parlamentet og Rådet. Som følge heraf ville EU få et sammenhængende sæt regler for tilladelse af GMO'er til dyrkning og til fødevarer og foder, som ville gøre det muligt at tage hensyn til EU-landenes individuelle ønsker eller betænkeligheder på begge disse områder.

Dette forslag til retsakt vil nu blive sendt til Europa-Parlamentet og Rådet, hvor det vil blive gjort til genstand for den almindelige lovgivningsprocedure.


Yderligere oplysninger:

Spørgsmål og svar om EU's politik vedrørende GMO'er (MEMO/15/4778).

Revurdering af beslutningsprocessen for GMO'er i EU: Spørgsmål og svar (MEMO/15/4779).

DG SANTE's hjemmeside

IP/15/4777

Pressehenvendelser

Borgerhenvendelser:


Side Bar