European Union website, the official EU website

Forordninger, direktiver og andre retsakter

Forordninger, direktiver og andre retsakter

De mål, der er fastsat i traktaterne, nås gennem forskellige typer retsakter. Nogle er bindende, andre er ikke. Nogle angår alle EU-lande, mens andre kun angår nogle stykker.

Forordninger

En "forordning" er en bindende retsakt. Det skal følges i alle enkeltheder i hele EU. Da EU f.eks. ønskede at garantere fælles sikkerhedsforanstaltninger for varer importeret fra lande uden for EU, vedtog Rådet en forordning.

Direktiver

Et "direktiv" er en retsakt, der fastsætter et mål, som EU-landene skal opnå. Det er dog op til de enkelte lande at lave deres egne love for, hvordan disse mål skal opnås. Et eksempel er EU's direktiv om forbrugerrettigheder, som styrker forbrugernes rettigheder i EU, f.eks. ved at fjerne skjulte afgifter og omkostninger på internettet og forlænge den periode, som forbrugere kan fortryde en købsaftale i.

Afgørelser

En "afgørelse" er bindende for dem, den er rettet til (f.eks. et EU-land eller en individuel virksomhed) og er direkte gældende. F.eks. har Kommissionen udstedt en afgørelse om EU's deltagelse i forskelige antiterrororganisationers arbejde. Afgørelsen vedrører kun sådanne organisationer.

Henstillinger

En "henstilling" er ikke bindende. Da Kommissionen rettede en henstilling til EU-landenes myndigheder om at forbedre deres brug af videokonferencer for at hjælpe domstolstjenester med at arbejde bedre sammen på tværs af grænserne, havde den ingen retslige virkninger. En henstilling giver institutionerne mulighed for at give deres mening til kende og foreslå en retningslinje, uden derved at pålægge dem, den er rettet til, nogen retlige forpligtelser.

Udtalelser

En "udtalelse" er et instrument, der giver institutionerne mulighed for at fremsætte en ikkebindende erklæring, dvs. at den ikke pålægger dem, den er rettet mod, nogen forpligtelser. En udtalelse er ikke bindende. Den kan afgives af de vigtigste EU-institutioner (Kommissionen, Rådet, Parlamentet), Regionsudvalget og Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg. Mens lovene udformes, afgiver udvalgene udtalelser fra deres særlige regionale eller økonomiske og sociale synspunkt. For eksempel afgav Regionsudvalget en udtalelse om pakken om en politik for ren luft i Europa.