Den Europæiske Ungdomsportal

Information og muligheder for unge i hele Europa.

A picture
© iStockphoto.com - eyecrave

Er du en af de 214 millioner indvandrere?

Et ud af 33 mennesker i vore dages verden er indvandrer. I dag er flere på farten end nogen sinde før i historien.

Indvandring foregår i hele verden. 3,1 % af verdens befolkning (omkring 214 millioner) bor et andet sted end der, hvor de blev født. Strømmen ledes normalt af økonomien. Folk flytter for at finde arbejde og bedre levevilkår. Globaliseringen har dog også øget bevægeligheden hen over grænserne.

 

Vil du flytte til EU?

Hvis du er fra et land fra uden for EU, kan du på EU's indvandringsportal finde masser af oplysninger om, hvordan du lovligt kommer ind i et EU-land. Hvis du har brug for mere specifik rådgivning, kan du lede efter organisationer, som arbejder med indvandringsspørgsmål.

Siden 1999 har EU udviklet en fælles indvandringspolitik for Europa med regler for indvandring og visum, der gælder i alle EU-lande.

 

At flytte inden for EU

Som EU-borger har du ret til at bo i et andet EU-land for at læse eller arbejde. Du kan læse om dine rettigheder og forpligtelser og få nyttige tips på Dit Europa.

 

Den internationale indvandrerdag

FN har erklæret den 18. december for den internationale indvandrerdag – for at markere den dag i 1990, hvor man vedtog den internationale konvention om beskyttelse af alle vandrende arbejdstageres og deres familiemedlemmers rettigheder. Idéen med dagen er at formidle oplysninger om indvandreres menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder ved at udveksle erfaringer og køre kampagner for at beskytte indvandreres rettigheder.

 

Tilknyttede problemer

Mange indvandrere og deres familier bliver udsat for en lang række krænkelser af deres menneskerettigheder. Uofficiel og ulovlig indvandring er blevet et væsentligt problem, og menneskesmugling volder store kvaler overalt i verden.