Sti

På pension

Opdateret : 12/2012

Familieydelser

Forskellige familieydelser

Når du flytter til udlandet, skal du være klar over, at der kan være andre former for familieydelser, f.eks.:

  • børnepenge
  • forældreydelser
  • børnepasningsydelser
  • særlige familieydelser for forældreløse

Alle EU-lande tilbyder visse familieydelser, men beløbene og vilkårene er meget forskellige. Nogle lande bruger regelmæssige udbetalinger, mens din familiesituation i andre lande måske giver dig skattefradrag frem for ydelser. Når du flytter til udlandet, er der måske andre former for familieydelser, du har ret til. Det kan enten øge eller mindske din indtægt.

Inden du flytter til udlandet, skal du kontakte en europæisk beskæftigelsesrådgiver for at få en idé om, hvilke familieydelser du har ret til i det nye land. Forskelle mellem de nationale systemer kan have stor betydning for din samlede indtægt.

Hvilket land udbetaler dine familieydelser?

Hvis du og/eller dine børns anden forælder har arbejdet i udlandet, har du måske ret til famlieydelser fra forskellige lande.

I den slags tilfælde tager de nationale myndigheder hensyn til begge forældres situation og afgør, hvilket land der har det primære ansvar for at betale ydelserne. Deres afgørelse tager udgangspunkt i prioriteringsregler.

Hvis de ydelser, du får fra dit "primære" land, viser sig at være lavere end dem, du ville have fået fra det "sekundære" land, hvor du også havde rettigheder (fordi du også modtager pension der, eller fordi du arbejder der), betaler det sekundære land et supplement, der svarer til forskellen mellem de to ydelser. På den måde er du sikker på at få alle de ydelser, du har krav på.

Eksempel

Beregn dine familieydelser

George og Martine flytter til land B, fordi Martine har fundet et spændende job i landet. George er pensionist og får fortsat sin pension fra land A. EU-retten siger, at land B (det primære land — se ovenfor) er ansvarligt for at udbetale deres familieydelser. De får 50 euro om måneden.

I land A fik de imidlertid 100 euro om måneden - så land A skal supplere beløbet med yderligere 50 euro om måneden.

Årsagen er, at land A stadig udbetaler Georges pension og derfor fortsat er ansvarligt for at betale forskellen mellem familieydelserne i land B og A (som det sekundære land).

Prioriteringsregler

At du som pensionist flytter til et andet land, berører ikke dine rettigheder til famileydelser.

Scenarie: Du er den eneste forælder, der har krav på familieydelser, og du har ret til familieydelser i mere end ét land, fordi:

  • du arbejder i 1 land og får pension fra et andet land:

    Så har det land, hvor du arbejder, det primære ansvar for at udbetale dine familieydelser.

    Du kan også have krav på et supplement i det land, der udbetaler din pension.

ELLER

  • du får pension fra 2 forskellige lande:

    Så har det land, dine børn bor i, det primære ansvar for at udbetale dine familieydelser.

    Hvis de bor i et land, som ikke udbetaler pension til dig, prioriteres det land, hvor du har været forsikret længst.

Hvis de familieydelser, du får fra det primære land, er lavere end dem, du ville få i et af de andre lande, hvor du har rettigheder, skal de andre lande under alle omstændigheder udbetale dig forskellen.

Sagseksempel

Find ud af, hvilket land der skal betale dine familieydelser

Eva fra Norge arbejdede i Frankrig i 15 år og boede 20 år i Finland. Hun flyttede til Malta, da hun gik på pension. Hendes datter var da 14 år gammel. Eva vidste ikke, hvilket land der skulle betale hendes familieydelser.

Hun kontaktede en europæisk beskæftigelsesrådgiver, som rådede hende til at søge om familieydelser i enten Finland eller Frankrig. EU-reglerne siger, at det er det land, hvor hun var forsikret længst — i dette tilfælde Finland, der skal betale.

Hvis de ydelser, hun har krav på i Frankrig, er højere end ydelserne i Finland, skal de franske myndigheder imidlertid betale forskellen.

Scenarie: Du og dine børns anden forælder har begge ret til familieydelser i mere end ét land, fordi:

  • I får begge pension fra flere forskellige EU-lande

    Hvis du er berettiget til pension i det land, hvor dine børn bor, vil dette land betale dine familieydelser efter sine egne regler.

    Hvis I ikke har ret til pension i det land, jeres børn bor i, får I familieydelser fra det land, hvor du eller den anden forælder har været forsikret længst.

ELLER

  • Du får pension fra ét EU-land og dine børns anden forælder arbejder i et andet EU-land

    Det land, som dine børns anden forælder arbejder i, vil så betale jeres familieydelser efter sine egne regler.

    Du kan også have krav på et supplement i det land, der betaler din pension.

Dine samlede familieydelser skal svare til de højest mulige ydelser.

Hvis du er fraskilt og din eks får ydelser, men ikke bruger dem til at forsørge børnene, kan du kontakte den myndighed, der udbetaler familieydelser, i det land, børnene bor i, og bede om i stedet at få ydelserne udbetalt direkte til dig, da du faktisk er den, der forsørger familien.

Hvor skal jeg søge om familieydelser?

Du kan søge om familieydelser i ethvert land, hvor du eller dine børns anden forælder har krav på ydelser. Myndighederne i det land, du søger i, behandler ansøgningen sammen med alle de lande, der har med din sag at gøre.

Hvis du søger om ydelser i tide i ét land, har du dermed søgt i tide i alle andre EU-lande, hvor du har ret til familieydelser. De kan ikke afvise at give dig ydelser, du har krav på, fordi det land, hvor du først søgte, først for sent sendte dine papirer videre til myndighederne i et andet land.

Tjek hos de nationale myndigheder, hvilke frister der gælder for familieydelser. Hvis du overskrider fristen, kan du miste din ret.

De nationale myndigheder skal samarbejde og udveksle alle de oplysninger, der er nødvendige for at behandle din ansøgning. For at undgå sprogproblemer bruger de nationale myndigheder standarddokumenter (E-formularer), når de udveksler oplysninger.

Sagseksempel

Find ud af, hvilket land der skal betale dine familieydelser

Elias fra Grækenland arbejdede det meste af sit liv i sit hjemland, men flyttede til Liechtenstein, da han gik på pension. Han har to børn under 18 og søgte derfor om familieydelser i Liechtenstein.

Myndighederne hævdede imidlertid, at de ikke var ansvarlige, og henviste ham til at søge i Grækenland.

De har ret, fordi Grækenland er det eneste land, Elias får pension fra.

Socialsikringssystemerne er meget forskellige fra land til land.

Tjek reglerne for familieydelser i det land, du flytter til - for at undgå problemer og misforståelser, som kan få alvorlige følger:

Nationale socialsikringssystemer.

Har du stadig brug for hjælp?

Har du stadig brug for hjælp?

Fandt du ikke de oplysninger, du ledte efter? Har du et problem, du skal have løst?