Sti

Grænsependlere

Opdateret : 12/2012

Ydelser

Som grænsependler – ansat eller selvstændig:

  • Betaler du til og er omfattet af socialsikringen i det land, hvor du arbejder.
  • Men du kan godt få lægebehandling i det land, du bor i.
  • Hvis du bliver arbejdsløs, skal du ansøge om ydelser der, hvor du bor.
  • Der gælder forskellige regler for hvert område under socialsikringen: sundhed, arbejdsløshed, pension, familieydelser osv.

Sagseksempel

Socialsikringsbidrag – betal dem kun i det land, du bor i

Balázs boede i Ungarn og arbejdede i Østrig. Han betalte socialsikringsbidrag i Østrig. Men de ungarske myndigheder hævdede, at han skulle have betalt bidrag til den ungarske socialsikring.

Grænsependlere i EU er kun forsikret i ét nationalt socialsikringssystem – i deres beskæftigelsesland. De ungarske myndigheders påstand er forkert.

Arbejdsløshedsunderstøttelse

Hvis du er grænsependler (ansat eller selvstændig) og mister dit job, kan du kun ansøge om arbejdsløshedsunderstøttelse i det land, hvor du bor.

Sådan har det været siden den 1. maj 2010, men det er nogle arbejdsformidlinger måske stadig ikke klar over. Hvis du har problemer med at få arbejdsløshedsunderstøttelse, kan du henvende dig til vores hjælpetjeneste.

Beløb

Din ret til ydelser og deres størrelse afhænger af reglerne i dit bopælsland og dine arbejdsperioder i udlandet.

U1-dokument (tidligere E 301)

Du skal bede myndighederne i det eller de lande, du har arbejdet i, om at give dig en U1-blanket (tidligere E 301-blanket). Du skal give blanketten til den myndighed, der skal behandle din anmodning – i dit bopælsland – så de kan tage hensyn til de perioder, hvor du har været forsikret eller beskæftiget i andre lande.

Selv uden denne blanket kan de myndigheder, der behandler din anmodning, stadig få oplysninger direkte fra andre lande. Men med en U1-blanket går det normalt hurtigere.

Hjælp til at finde arbejde

Hvis du vil have hjælp til at finde et nyt job i det land, du plejede at arbejde i, kan du registrere dig som jobsøgende hos den nationale arbejdsformidling. Du vil skulle opfylde forskellige krav i de to lande. Det er imidlertid kravene i dit bopælsland, der er de vigtigste, da det kan gå ud over dine ydelser, hvis du ikke overholder dem.

Lægebehandling

Du har ret til lægebehandling på begge sider af grænsen.

Registrering

Du skal først registrere dig i det land, hvor du arbejder, og få en S1-blanket (tidligere E 106-blanket) fra sundhedsvæsenet der. Denne blanket giver dig og dine familiemedlemmer ret til sygesikring i det land, I bor i. Du får derfor to sygesikringskort: ét for hvert land.

Familiemedlemmer

Din familiemedlemmer har de samme rettigheder som dig, hvis du bor og arbejder i:

Belgien

Luxembourg

Slovakiet

Bulgarien

Malta

Slovenien

Cypern

Østrig

Tyskland

Frankrig

Polen

Tjekkiet

Grækenland

Portugal

Letland

Rumænien

Hvis du bor eller arbejder i Danmark, Estland, Finland, Irland, Italien, Litauen, Nederlandene, Spanien, Storbritannien, Sverige eller Ungarn, kan dine familiemedlemmer ikke have to sygesikringskort. De kan kun få lægebehandling i det land, hvor du arbejder, hvis en af følgende betingelser er opfyldt:

  • behandlingen bliver nødvendig af lægelige grunde under deres ophold i landet, alt efter hvilken behandling der er tale om, og hvor længe opholdet forventes at vare
  • de pågældende lande/myndigheder har indgået en aftale
  • de har fået tilladelse på forhånd med en S2-blanket (tidligere E 112-blanket) udstedt af sygesikringen i bopælslandet.

Pasning af syge børn – Hvis du som grænsependler tager fri fra arbejde for at passe et sygt barn, skal du tjekke med din sygesikring, hvor du har ret til ydelser. Du risikerer ikke at have ret til ydelser, hvis dit barn er forsikret sammen med din partner i det land, hvor du bor.

Nyttige blanketter

  • S1-blanket (tidligere E 106-blanket) – bevis på, at du og dine familiemedlemmer har ret til lægebehandling i det land, hvor du eller de bor. Få den fra din sygesikring i det land, hvor du arbejder, og indgiv den til sygesikringen i dit hjemland.
  • U1-blanket (tidligere E 301-blanket) – en erklæring om de sikringsperioder, der skal tages i betragtning med hensyn til tildeling af arbejdsløshedsunderstøttelse. Få den fra den nationale arbejdsformidling i det eller de lande, du har arbejdet i, og indgiv den til den nationale arbejdsformidling i det land, som du vil have understøttelse i. Hvis du ikke indgiver dette dokument til de myndigheder, der behandler din sag, kan myndighederne få de nødvendige oplysninger elektronisk fra de andre lande.
Har du stadig brug for hjælp?

Har du stadig brug for hjælp?

Fandt du ikke de oplysninger, du ledte efter? Har du et problem, du skal have løst?