Sti

Opdateret : 29/02/2016

shopping

Internetadgang

Internetforbindelse

Uanset hvor du befinder dig i EU, skal du have mulighed for at få adgang til elektroniske kommunikationstjenester af god kvalitet til rimelige priser - herunder basal internetadgang. Der skal være mindst en internetudbyder, der kan yde denne tjeneste. Det kaldes " princippet om forsyningspligt".

Du kan finde ud af mere ved at kontakte den nationale tilsynsmyndighed English i dit land. De kan sætte dig i forbindelse med din forsyningspligtige virksomhed.

Eksempel

Jack flyttede på landet i en afsidesliggende del af Skotland og ville gerne have internetforbindelse i sit nye hjem. Efter adskillige selskaber havde givet ham besked om, at deres netværk ikke dækkede i hans område, fandt han endelig ud af, hvem der var den forsyningspligtige virksomhed i Skotland. Han kontaktede dette selskab, der sørgede for hans internetopkobling.

Abonnementer til internetudbydere

Din internetudbyder skal oplyse dig om:

  • gældende priser, takster og gebyrer inklusive valgmuligheder og pakker
  • standardvilkår og -betingelser
  • tjenestens kvalitet (for eksempel downloadhastighed).

Eksempel

Laura fra Rumænien ville gerne have internet i sit hjem, men hun var ikke sikker på kvaliteten i de forskellige pakker, hun kunne vælge imellem.

Heldigvis gav alle tjenesteudbyderne – som de skal ifølge loven – tilstrækkeligt med oplysninger på deres websites. Og Laura kunne få endnu flere oplysninger hos Rumæniens nationale tilsynsmyndighed for elektronisk kommunikation.

Internetudbyderen skal også:

  • give dig besked i god tid, hvis denne har tænkt sig at ændre aftalen (for eksempel hæve deres takster)
  • give dig ret til at hæve aftalen uden konsekvenser, hvis du ikke accepterer de nye vilkår
  • tilbyde dig rimelige mindsteløbetider for aftaler - en indledende periode på op til 12 måneder; aftaler på over to år er ikke tilladt.

Eksempel

Eric ville gerne have internet i sin nye lejlighed under sit 1 år lange studieophold i London, men han fik besked fra flere udbydere om, at han som minimum skulle tegne abonnement for 2 år.

Efter Eric havde talt med den nationale tilsynsmyndighed for elektronisk kommunikation og lært mere om sine rettigheder, kontaktede han udbyderne igen og kunne nu få et abonnement på bare 1 år.

Særlig hjælp til handicappede brugere

Hvis du har et handicap, har du ret til det sammen udvalg af tjenester som de fleste forbrugere.

Du kan også være berettiget til særlige hjælpemidler, som din udbyder stiller til rådighed, såsom forstørrelsessoftware eller skærmlæsere, hvis du er svagtseende.

Din nationale tilsynsmyndighed English kan muligvis give dig flere oplysninger om disse rettigheder.

Eksempel

Véronique fra Frankrig er svagtseende og har behov for særlig hjælp til at læse websites.

Efter at have fået et tip fra en ven, kontaktede hun den franske forsyningspligtige virksomhed for at høre om mulighederne for at få en skærmlæser. Virksomheden sørgede for, at Véronique fik det software, hun skulle bruge.

Databeskyttelse og sikkerhed

Dine personoplysninger skal være ordentligt beskyttet.

Du har ret til:

  • at blive informeret, hvis personer eller virksomheder ligger inde med dine personoplysninger (gennem websites, databaser, tjenesteudbydere osv.)
  • at blive fuldt informeret og give dit samtykke til det, hvis et website ønsker at gemme og hente oplysninger fra din computer eller følge dig, når du er online (f.eks. ved hjælp af cookies)
  • at blive underrettet, hvis dine personoplysninger, som en tjenesteudbyder ligger inde med, forsvinder, bliver stjålet eller på anden måde videregives, og det sandsynligvis vil krænke dit privatlivs fred
  • at rette eller slette dine oplysninger, hvis de er mangelfulde eller ukorrekte
  • ikke at modtage uønskede reklamer (spam)
  • fortrolig onlinekommunikation (f.eks. e-mails)

Eksempel

Maria fra Spanien bruger meget tid på at chatte med sine venner på internettet. Men efter at have set nogle historier i nyhederne, begyndte hun at blive lidt bekymret for, om hendes tjenesteudbyder kunne spore hendes beskeder.

Et hurtigt tjek på den spanske databeskyttelsesmyndigheds website forsikrede Maria om hendes ret til fortrolighed på nettet. Her kunne hun læse, hvad hendes tjenesteudbyder må og ikke må gøre med hendes personoplysninger og relaterede praktiske spørgsmål f.eks. om brugen af cookies.

 

Offentlige høringer
    Har du brug for støtte fra hjælpetjenesterne?
    Få hjælp og rådgivning