Sti

Salg af varer

Opdateret 05/2011

Takket være det effektive indre marked, vi har fået, kan virksomhederne nu købe og sælge varer i hele EU.

Frie varebevægelser

EU har fjernet de hindringer, der tidligere var for import og eksport, og virksomhederne kan nu transportere varer til et hvilket som helst sted i EU og sælge dem.

Restriktioner

EU må kun begrænse den frie bevægelighed for varer i helt særlige tilfælde, der er begrundet i hensyn til den almene interesse, f.eks. folkesundheden, den offentlige sikkerhed, miljø- eller forbrugerbeskyttelse. Restriktionerne skal stå i rimeligt forhold til målet.

De frie varebevægelser kan også begrænses som en sikkerhedsforanstaltning, når videnskabelige data tyder på, at varer kan udgøre en trussel mod mennesker, dyr, planter eller miljøet.

nye lovregler

EU har indført nye regler for at fjerne de sidste hindringer for de frie varebevægelser gennem:

  • strengere håndhævelse af EU's markedslovgivning
  • bedre regler om markedstilsyn
  • en fælles ramme for markedsføring af produkter
  • mere troværdig CE-mærkning
  • fuldstændig gennemførelse af gensidig anerkendelse.

Harmonisering

Eftersom forskellige nationale tekniske regler kan hæmme handelen, har EU vedtaget harmoniseringsregler for en række produkter - især varer, der er forbundet med en særlig risiko som f.eks. lægemidler, biler, legetøj, kemikalier, elektrisk, mekanisk og medicinsk udstyr. Produkter, der er fremstillet efter reglerne, kan sælges i et hvilket som helst EU-land.

Standardisering

Siden midten af 1980'erne har EU udviklet en ny holdning til harmonisering med udgangspunkt i standardisering.

Direktiverne efter den nye metode fastsætter de væsentlige krav, produkter skal opfylde for at kunne sælges i hele EU. Det er producenternes opgave at omsætte de væsentlige krav til tekniske specifikationer.

For at hjælpe dem er der indtil nu offentliggjort omkring 20 000 europæiske standarder (harmoniserede standarder). Varer, der opfylder dem, regnes for at opfylde de væsentlige krav, der er fastsat i EU-direktiverne. Det er dog frivilligt, og producenterne kan vælge andre tekniske løsninger for at opfylde kravene.

De harmoniserede standarder udarbejdes af Den Europæiske Standardiseringsorganisation (CEN), Den Europæiske Komité for Elektroteknisk Standardisering (CENELEC) og Det Europæiske Standardiseringsinstitut for Telekommunikation (ETSI) - når alle berørte parter er nået til enighed (industrien, de offentlige myndigheder, forbrugerne, miljøorganisationerne og fagforeningerne).

Standardisering er et strategisk instrument for innovation og konkurrenceevne. EU søger at sikre, at standarderne holder trit med ny viden, og tilskynder de berørte parter - især små virksomheder - til at deltage i standardiseringen.

CE-mærkning

Hvis et produkt bærer CE-mærket, opfylder det alle de relevante EU-krav. EU-landene kan ikke begrænse markedsadgangen for produkter med CE-mærket, medmindre der er bevis for, at produktet ikke overholder reglerne.

Gensidig anerkendelse

I sektorer, der ikke er harmoniseret, er handelen afhængig af princippet om gensidig anerkendelse: Produkter, der er lovligt fremstillet eller markedsført i ét EU-land, kan markedsføres i de andre, selv hvis de ikke fuldt ud opfylder de øvrige landes tekniske regler, f.eks. med hensyn til form, størrelse, vægt, sammensætning, mærkning eller indpakning. Det betyder, at virksomhederne kan lave forretninger i hele EU, når de blot overholder tilsvarende regler i deres hjemland.

Produktkontaktpunkter

For at oplyse virksomheder og myndigheder om anvendelsen af princippet om gensidig anerkendelse og de nuværende specifikke tekniske bestemmelser i EU-landene er der oprettet produktkontaktpunkter i alle medlemslandene.

Et medlemslands produktkontaktpunkt skal:

  • oplyse virksomheder og myndigheder om bestemte tekniske regler, der gælder for en specifik type produkt i deres land, når produktet ikke er reguleret og harmoniseret på EU-plan
  • give virksomhederne kontaktoplysninger om de kompetente myndigheder, der står for at håndhæve disse tekniske regler
  • oplyse virksomhederne om mulige klagemuligheder i deres land i tilfælde af uenighed mellem dem og den kompetente myndighed

Produktkontaktpunkter skal svare i løbet af 15 arbejdsdage efter at have modtaget en anmodning om oplysninger og må ikke afkræve gebyr for oplysningerne.

Information og finansiering

Kommissionen foreslår, at man opretter et nyt websted med oplysninger om, hvordan man indgiver en klage mod et EU-land over en foranstaltning (lov eller administrativ bestemmelse) eller praksis, der er uforenelig med en bestemmelse eller et princip i EU-retten.

Se også lovgivningen på området i:

Har du stadig brug for hjælp?

Har du stadig brug for hjælp?

Mere hjælp

SOLVIT hjælper virksomhederne med problemer, der skyldes, at de nationale myndigheder anvender EU's markedsregler forkert.

Enterprise Europe Network oplyser og vejleder virksomhederne om fri bevægelighed for varer.

CEN-CENELEC og de nationale standardiseringsorganisationer har etableret et net af nationale smv-helpdesks om standarder.