Sti

Skat

Opdateret 09/2011

Skatter kan enten være direkte (pålagt den skattepligtige) eller indirekte (opkrævet via en mellemmand, som lader dem gå videre til næste led i produktionskæden eller til den endelige forbruger).

Direkte beskatning

EU-landene kan i det store og hele frit indrette deres systemer til direkte beskatning på en måde, der svarer til indenrigspolitiske mål og behov – når de blot respekterer princippet om fri bevægelighed for varer, personer, tjenesteydelser og kapital og ikkediskrimination.

Der er kun vedtaget få retsakter om direkte beskatning. Det skyldes især, at de skal vedtages enstemmigt.

Selskabsskat

Inden for selskabsskat er der vedtaget tre direktiver, og ét er til diskussion:

  •  Moder-/datterselskabsdirektivet sikrer, at grænseoverskridende betalinger af udbytte inden for samme sammenslutning af selskaber fra forskellige EU-lande, ikke dobbeltbeskattes
  •  fusionsdirektivet søger at afbøde de negative skattevirkninger af grænseoverskridende omstrukturering af virksomheder i EU
  •  Direktivet om renter og royalties afskaffer dobbeltbeskatning af renter og royalties mellem associerede selskaber i forskellige medlemslande ved at fritage dem for beskatning i kildestaten.
  •  Den 16. marts 2011 fremlagde Kommissionen forslag til direktiv om et fælles konsolideret selskabsskattegrundlag. Direktivet skal fjerne skattemæssige hindringer, der virker hæmmende på det indre marked.

Derudover afklarer voldgiftskonventionen problemer med interne afregningspriser på varer, tjenesteydelser og immaterielle aktiver.

Andre initiativer fra Kommissionen

Kommissionens seneste initiativer styrker især koordineringen af EU-landenes direkte beskatningssystemer for at fjerne de resterende skattemæssige hindringer for et velfungerende indre marked.

Principperne for koordinering på dette område er:

  • afskaffelse af diskrimination og dobbeltbeskatning
  • forebyggelse af ikkebeskatning og misbrug
  • nedbringelse af overholdelsesomkostningerne ved at være underlagt mere end ét skattesystem

Formålet med at koordinere EU-landenes ikkeharmoniserede skattesystemer, er at sørge for, at de bliver forenelige med både EU-retten og med hinanden.

Kommissionen har allerede startet specifikke initiativer for at koordinere fraflytningsbeskatning (exitbeskatning), skattemæssig behandling af grænseoverskridende tab for virksomheder og koncerner samt forholdsregler for at hindre misbrug inden for direkte beskatning – internt i EU og i forhold til lande uden for.

Et andet initiativ er henstillingen om procedurer for kildeskattelettelser, som vedrører de procedurer, EU-landene anvender for at nedsætte kildeskatten på grænseoverskridende indtægter fra værdipapirer.

Dine rettigheder håndhæves

Alle, der mener, at de er blevet udsat for diskrimination på skatteområdet, hvilket er i strid med EU-retten, kan klage til Kommissionen.

Hvis klagen ser ud til at være begrundet, kan Kommissionen indlede en overtrædelsesprocedure. Proceduren kan dog kun fjerne de diskriminerende aspekter af den relevante nationale lovgivning eller praksis.

Uanset udfaldet af Kommissionens eventuelle indgriben sikrer en klage ikke klagerens rettigheder på nationalt plan. Klageren bør derfor benytte de nationale procedurer til at holde sagen åben.

Indirekte beskatning

Ifølge traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde kan EU harmonisere indirekte skatter (afgifter), herunder beskatningsgrundlaget og satserne, for at forhindre fordrejninger på det indre marked.

Moms

EU har et fælles momssystem. Men EU-landene har et vist albuerum, bl.a. til at fastsætte moms-satser.

Punktafgifter

EU har harmoniseret afgiftsstrukturen og indført en række mindstesatser for punktafgifter – indirekte afgifter på forbrug eller brug af bestemte produkter – som alkohol, tobak og energi.

Information og finansiering

EU har udviklet forskellige specifikke skattedatabaser, som fungerer sammen med EU-landenes told- og skattevæsener.

Programmer

Fiscalis 2013 -programmet hjælper EU-landenes skattemyndigheder med at gennemføre og forbedre systemerne til indirekte beskatning.

Programmet har et budget på 156,9 millioner. euro i perioden 2008-2013 og skal gøre skattemyndighederne mere effektive gennem mere samarbejde og lette de administrative byrder for skattepligtige personer og virksomheder.

Se også lovgivningen på området i:

Har du stadig brug for hjælp?

Har du stadig brug for hjælp?

Mere hjælp

Enterprise Europe Network oplyser og vejleder virksomhederne om skat.

SOLVIT hjælper virksomheder med problemer, der skyldes, at de nationale myndigheder anvender EU's regler for det indre marked forkert.