Print udgave | Juridisk meddelelse | Hvad nyt? | Søgning | Kontakt | Oversigt | Ordforklaringer | Om dette netsted
Det Europaeische Konvents resultater Ignorer sprogvalg og gå direkte til traktatlisten (adgangstast=1)
EUROPA > Resumeer af lovgivningen > De grundlæggende principper for EU

DET EUROPÆISKE SAMARBEJDE FRA TRAKTAT TIL TRAKTAT >

Arkiv   Arkiv   Arkiv   Arkiv

De grundlæggende principper for EU


Retsakterne


Indledning
Retsakternes typologi
Lovgivningsmæssig uddelegering og gennemførelsesretsakterne
Særlige bestemmelser
Oversigtstabel

INDLEDNING

Forenklingen af de instrumenter, som EU råder over, var et vigtigt punkt i Laeken-erklæringen, der fastlagde konventets mandat.
Konventets arbejde har gjort det muligt at imødekomme denne forventning ved at tydeliggøre det eksisterende system. Retsakternes typologi er fremover begrænset til seks instrumenter (europæiske love, europæiske rammelove, europæiske bekendtgørelser, europæiske afgørelser, henstillinger og udtalelser), hvor der i dag findes omkring femten forskellige retsakter (fem grundlæggende retsakter og talrige "atypiske retsakter", hvilket komplicerer forståelsen af helheden).
De seks nye retsakter opstilles således i artikel I-32, ligesom der skelnes mellem lovgivningsmæssige retsakter og ikke-lovgivningsmæssige retsakter, hvilket er uden fortilfælde i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab (EF-traktaten).

Med hensyn til gennemførelsesretsakterne styrkes Kommissionens rolle for så vidt den får tildelt gennemførelsesbeføjelser. Medlemsstaterne deltager ligeledes mere i kontrollen med udøvelsen af disse beføjelser. Fortsat for så vidt angår gennemførelsesbeføjelserne tildeles Kommissionen endvidere officielt hovedrollen med hensyn til delegering af lovgivningsbeføjelser.

Bestemmelserne om undertegnelse, offentliggørelse og ikrafttræden af EU's retsakter er identiske med bestemmelserne i EF-traktaten (artikel I-38). Artikel I-37 er ligeledes tro mod de tilsvarende bestemmelser i de eksisterende traktater for så vidt angår begrundelse for retsakterne og institutionernes frihed til vælge, hvilken type retsakt der skal vedtages, når det ikke fremgår specifikt af forfatningen.

Endelig vil de retsakter, der anvendes på de områder, der er omfattet af anden og tredje søjle, forsvinde med den søjlestruktur, der berettiger deres eksistens. Følgelig vil der således kun kunne anvendes de seks ovennævnte former for retsakter, også på specifikke områder.

[ Top ]

EU's RETSAKTER

I artikel I-32 skelnes der mellem lovgivningsmæssige retsakter og ikke-lovgivningsmæssige retsakter. Hver af disse kategorier er beskrevet i en specifik artikel: artikel I-33 for så vidt angår lovgivningsmæssige retsakter og I-34 for så vidt angår ikke-lovgivningsmæssige retsakter.

Der findes to lovgivningsmæssige retsakter: Europæiske love og europæiske rammelove.

I øjeblikket omfatter artikel 249 i EF-traktaten en liste over de fem grundlæggende retsakter (direktiv, forordning, beslutning, henstilling og udtalelse) og deres virkninger. Der kan etableres forbindelser mellem disse retsakter og de nye betegnelser. Definitionen på en europæisk lov svarer således til definitionen på en forordning, sådan som vi kender den i øjeblikket. Ligesom forordningen gælder den europæiske lov umiddelbart i hver medlemsstat og skal ikke gennemføres i den nationale lovgivning. Definitionen på den europæiske rammelov svarer til definitionen af direktivet. Den fastsætter de tilsigtede mål, men overlader det til medlemsstaterne at bestemme, hvilke foranstaltninger der skal træffes for at nå disse mål inden for den fastsatte frist.
I artikel I-33 er opstillet retningslinjerne for vedtagelse af europæiske love og rammelove, en vedtagelse, der i de fleste tilfælde sker efter den almindelige lovgivningsprocedure.

Der findes fire ikke-lovgivningsmæssige retsakter. Europæiske bekendtgørelser, europæiske afgørelser, henstillinger og udtalelser.
I det udkast, som konventet har fremlagt, er den europæiske bekendtgørelse en almengyldig ikke-lovgivningsmæssig retsakt til gennemførelse af lovgivningsmæssige retsakter og visse specifikke bestemmelser i forfatningen. Disse bekendtgørelser kan ligeledes tage form af delegerede bekendtgørelser eller gennemførelsesbekendtgørelser.
Endvidere omfatter afgørelsen i sin nye definition både afgørelser og beslutninger, hvilket ikke er tilfældet i øjeblikket, fordi den kun henvender sig til de modtagere, der er angivet.
Endelig udvides beføjelserne til at vedtage henstillinger, der i dag generelt kun er tildelt Kommissionen, til også at gælde Rådet (artikel I-34).

[ Top ]

LOVGIVNINGSMÆSSIG DELEGERING OG GENNEMFØRELSESRETSAKTER

I udkastet til forfatningstraktat foreslås det, at de gennemførelsesbeføjelser, der i øjeblikket er indeholdt i artikel 202 i EF-traktaten, opdeles i delegerede bekendtgørelser (artikel I-35) og egentlige gennemførelsesretsakter (artikel I-36).

Kommissionen bliver eneansvarlig for vedtagelsen af delegerede bekendtgørelser, der udbygger eller ændrer visse ikke-væsentlige elementer i loven eller rammeloven (artikel I-35 præciserer, at "de væsentlige elementer på et område kan ikke være omfattet af delegation"). Fastsættelsen af de mere tekniske aspekter kan således uddelegeres til Kommissionen i overensstemmelse med de anvendelsesbetingelser, der er fastlagt i lovene og rammelovene (delegationens indhold, omfang og varighed). Endvidere kan denne uddelegering kun ske under de to lovgivningsmyndigheders kontrol, dvs. at Parlamentet eller Ministerrådet kan beslutte at tilbagekalde delegationen, og at denne kun træder i kraft med de fælles lovgivningsmyndigheders stiltiende accept.

Artikel 36 er helliget de egentlige gennemførelsesretsakter og minder om, at den materielle gennemførelse af fællesskabsbestemmelserne normalt påhviler medlemsstaterne. Når EU's indgriben er berettiget i henhold til nærhedsprincippet kan Kommissionen eller i specifikke behørigt begrundede tilfælde Ministerrådet få tildelt gennemførelsesbeføjelser. Vedtagelsen af gennemførelsesretsakter påhviler i princippet Kommissionen, mens det i artikel 202 i EF-traktaten bestemmes, at Rådet, der har gennemførelsesbeføjelser, tildeler Kommissionen disse beføjelser. EU's gennemførelsesretsakter har form af europæiske gennemførelsesbekendtgørelser eller europæiske gennemførelsesafgørelser.
Når Kommissionen udøver de beføjelser, der i princippet er tildelt medlemsstaterne, forekommer det logisk, at den bistås af komitéer bestående af repræsentanter for medlemsstaterne, der har til opgave at afgive udtalelser om de forslag til gennemførelsesforanstaltninger, som Kommissionen udarbejder. Dette kontrolsystem er kendt under betegnelsen "komitologi".
I artikel I-36 bestemmes det, at de generelle regler for den måde, hvorpå medlemsstaterne udøver kontrol, fastsættes ved lov og dermed ikke udelukkende af Rådet, som det er tilfældet i øjeblikket. I øvrigt er disse retningslinjer i henhold til den samme artikel retningslinjer for, hvordan "medlemsstaterne udøver kontrol", hvilket kunne reducere Europa-Parlamentets rolle, idet Parlamentet med vedtagelsen af den nye "komitologi"-afgørelse i juni 1999 fik tildelt en vigtig ret til at gribe ind.

[ Top ]

SÆRLIGE BESTEMMELSER (DEN FÆLLES UDENRIGS- OG SIKKERHEDSPOLITIK, DEN FÆLLES SIKKERHEDS- OG FORSVARSPOLITIK OG RETLIGE OG INDRE ANLIGGENDER)

I henhold til de nuværende traktater kan der i forbindelse med den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik, den fælles sikkerheds- og forsvarspolitik og retlige og indre anliggender, dvs. anden og tredje søjle, der henhører under det mellemstatslige samarbejde og ikke under integreringen inden for Fællesskabet, vedtages retsakter, som ikke er fællesskabsretsakter. I forbindelse med den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik præciseres det således i artikel 13 i traktaten om Den Europæiske Union (EU-traktaten), at Rådet anbefaler Det Europæiske Råd fælles strategier og iværksætter dem, især ved at vedtage fælles aktioner og fælles holdninger. I artikel 34 i EU-traktaten opstilles der ligeledes en liste over de retsakter, som Rådet kan vedtage i forbindelse med retlige og indre anliggender. Der er tale om fælles holdninger, afgørelser og rammeafgørelser samt konventioner.

Når søjlestrukturen, som konventet har foreslået, forsvinder, vil disse forskellige retsakter ligeledes forsvinde. I forbindelse med den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik, den fælles sikkerheds- og forsvarspolitik og retlige og indre anliggender vil der fremover blive anvendt de fællesskabsretsakter, som er beskrevet i den nye typologi (artikel I-32). Artikel I-39 bekræfter, at der i forbindelse med den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik kan anvendes europæiske bekendtgørelser, og at der "ikke kan vedtages europæiske love eller europæiske rammelove". Med hensyn til den fælles sikkerheds- og forsvarspolitik kan der i henhold til artikel I-40 ligeledes anvendes europæiske afgørelser. Endelig for så vidt angår retlige og indre anliggender ophæves de tidligere anvendte retsakter til fordel for europæiske love og rammelove (artikel I-41).

[ Top ]

OVERSIGTSTABEL

Artikel Emne Bemærkninger
I-32 EU's retsakter (ny typologi) Nye bestemmelser
I-33 Lovgivningsmæssige retsakter Væsentlige ændringer
I-34 Ikke-lovgivningsmæssige retsakter
I-35 Delegerede bekendtgørelser -
I-36 Gennemførelsesretsakter
I-39 Særlige bestemmelser vedrørende den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik Væsentlige ændringer
I-40 Særlige bestemmelser vedrørende den fælles sikkerheds- og forsvarspolitik
I-41 Særlige bestemmelser vedrørende området med frihed, sikkerhed og retfærdighed

[ Top ] [ Forrige ] [ Næste ] [ Oversigt ]


Temasiderne forpligter ikke Europa-Kommissionen retligt, foregiver ikke at være udtømmende og indeholder ikke nogen fortolkning af konventionsteksten.


Print udgave | Juridisk meddelelse | Hvad nyt? | Søgning | Kontakt | Oversigt | Ordforklaringer | Om dette netsted | Sidens top