Print udgave | Juridisk meddelelse | Hvad nyt? | Søgning | Kontakt | Oversigt | Ordforklaringer | Om dette netsted
Det Europaeische Konvents resultater Ignorer sprogvalg og gå direkte til traktatlisten (adgangstast=1)
EUROPA > Resumeer af lovgivningen > Resultatet af Det Europæiske Konvent

DET EUROPÆISKE SAMARBEJDE FRA TRAKTAT TIL TRAKTAT >

Arkiv   Arkiv   Arkiv   Arkiv

Resultatet af Det Europæiske Konvent


Introduktion


Baggrund
Indkaldelse af konventet
Afviklingen af arbejdet
Projektets struktur
Resultater
De kommende faser

BAGGRUND

De seneste femten års europæiske samarbejde har været kendetegnet ved en række ændringer af de europæiske traktater. Hver enkelt af disse traktatændringer er blevet forberedt af en regeringskonference med deltagelse af repræsentanter for medlemsstaternes regeringer. De seneste to regeringskonferencer, der resulterede i underskrivelsen af Amsterdam-traktaten i 1997 og Nice-traktaten i 2001, har ikke gjort det muligt at finde tilfredsstillende løsninger på de institutionelle spørgsmål, der dog er af afgørende betydning her forud for udvidelsen. Navnlig efter underskrivelsen af Nice-traktaten er der opstået et behov for at gennemføre en institutionel reform, der er mere end blot en tilpasning af institutionerne med henblik på udvidelsen.

Derfor omfattede Nice-traktaten , der blev indgået på politisk plan af stats- og regeringscheferne på Det Europæiske Råd i Nice i december 2000, allerede i erklæringen om Unionens fremtid, der var knyttet som bilag til denne, de faser, som endnu skulle gennemføres for at videreføre den institutionelle reform.

I denne erklæring bestemtes det således, at der skulle gennemføres mere omfattende og mere indgående drøftelser af Den Europæiske Unions (EU) fremtid, at der skulle vedtages en erklæring på Det Europæiske Råd i Laeken i december 2001, der skulle præcisere, hvilke emner der skulle drøftes, og reformmetoden, og endelig at der skulle indkaldes til en ny regeringskonference i 2004. Endvidere indeholdt denne erklæring fra Nice, der var vedhæftet sluterklæringen fra regeringskonferencen 2000, allerede fire temaer, som de institutionelle drøftelser skulle omfatte.

Det Europæiske Råd præsenterede i Laeken i december 2001 indkaldelsen af et konvent som den metode, man havde valgt til gennemførelse af reformen. Valget af modellen med et konvent markerede et vendepunkt i forbindelse med revision af traktaterne og var et udtryk for ønsket om at komme væk fra møderne bag lukkede døre udelukkende mellem regeringsrepræsentanterne. Oprettelsen af dette konvent er en institutionel nyskabelse, selv om konventet, der har udarbejdet et charter om de grundlæggende rettigheder, på sin vis har skabt præcedens. Denne nye instans havde til opgave at sikre en så åben og bred forberedelse af den kommende regeringskonference som muligt takket være deltagelsen af de vigtigste berørte parter i debatten: repræsentanter for medlemsstaternes og kandidatlandenes regeringer, repræsentanter for de nationale parlamenter, repræsentanter for Europa-Parlamentet og Europa-Kommissionen samt observatører fra Regionsudvalget, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og arbejdsmarkedets parter på europæisk plan.

Erklæringen fra Laeken definerede ligeledes indholdet af debatten via 60 målrettede spørgsmål om Unionens fremtid grupperet omkring fire temaer:

I erklæringen fra Laeken bestemtes det, at det endelige dokument udarbejdet af konventet "enten kan omfatte forskellige valgmuligheder med angivelse af, hvilken støtte de har fået eller anbefalinger, hvis der er opnået konsensus". Derudover bestemtes det, at formanden for konventet skulle forelægge en mundtlig beretning om, hvordan arbejdet skred frem, på hvert af Det Europæiske Råds møder. Endelig var det allerede bestemt, at slutdokumentet skulle anvendes som udgangspunkt for drøftelserne på den regeringskonference, der skulle træffe de endelige beslutninger.

[ Top ]

INDKALDELSE AF KONVENTET

Konventets åbningsmøde blev afholdt den 28. februar 2002, og dets arbejde blev afsluttet den 18. juli 2003 med, at dets formand, Valéry Giscard d'Estaing, forelagde det endelige udkast til en forfatningstraktat for EU for det italienske formandskab.
I henhold til det mandat, som konventet havde fået med Laeken-erklæringen, havde det til opgave at fremsætte forslag med henblik på en institutionel reform. I sidste ende gik det videre end denne enkle opgave og så sig foranlediget til at udarbejde et udkast til forfatning, dvs. en enkelt og forenklet udgave af de forskellige eksisterende traktater, en omredigeret tekst.

Til gennemførelsen af dette forehavende samlede konventet i løbet af sit arbejde 105 konventsmedlemmer og deres suppleanter.

Det Europæiske Råd udpegede Valéry Giscard d'Estaing som formand for konventet samt Guiliano Amato og Jean Luc Dehaene som næstformænd. Ud over disse tre personligheder bestod konventet af:

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg (tre repræsentanter), Regionsudvalget (seks repræsentanter), arbejdsmarkedets parter (tre repræsentanter) og Den Europæiske Ombudsmand var indbudt som observatører.
Kandidatlandene har kunnet deltage fuldt ud i forhandlingerne, uden at de dog kunne forhindre, at der blev truffet beslutninger på punkter, hvor medlemsstaterne var enige. Efter underskrivelsen af tiltrædelsestraktaten med de ti kandidatlande blev deres observatører fuldgyldige medlemmer.

Konventets arbejde blev afviklet på foranledning af et præsidium bestående af konventets formand, næstformændene, de to repræsentanter for Europa-Parlamentet (Mendez de Vigo og Klaus Hänsch), de to repræsentanter for Kommissionen (Barnier og Vittorino), to repræsentanter for de nationale parlamenter og repræsentanter for den spanske, den danske og den græske regering (de lande, der havde formandskabet for Rådet for Den Europæiske Union under konventet).

Præsidiet trådte regelmæssigt sammen, normalt to gange om måneden forud for hvert plenarmøde i konventet og en gang mellem to møder, og det spillede en særlig rolle i udarbejdelsen af forslag til dagsorden for plenarmøderne og i overvågningen af aktiviteterne.

Endelig blev konventet bistået af et sekretariat, der navnlig forberedte konventets arbejdsdokumenter, udarbejdede debatoplæg og sammendrag af drøftelserne.

[ Top ]

AFVIKLINGEN AF ARBEJDET

Konventets arbejde blev inddelt i tre faser: en høringsfase, en undersøgelsesfase og en fase helliget udarbejdelse af teksten. Konventet trådte sammen i plenarmøder af to-tre dages varighed en eller to gange om måneden i Europa-Parlamentets lokaler i Bruxelles. Præsidiet mødtes mellem disse plenarmøder for at forberede dem og for i den afsluttende fase at udforme de artikler, som der var mulighed for at opnå konsensus om i konventet.

Konventets arbejde blev indledt med en høringsfase, der var kendetegnet ved talrige kontakter med civilsamfundet. Konventet lancerede en bred tværeuropæisk debat på flere niveauer:

Konventet lagde særlig vægt på de unges deltagelse. Der blev oprettet et ungdomskonvent, hvor de unge kunne fremkomme med deres vision for Europa. Dette konvent blev afholdt den 10-12. juli 2002 og fremlagde sine forslag for præsidiet. Der blev ligeledes oprettet kontaktgrupper for at skabe et mødested, hvor der kunne gennemføres en dialog med det civile samfund om temaer såsom miljø, kultur, regionerne osv.

Konventets første plenarmøde var navnlig helliget den konkrete tilrettelæggelse af høringsfasen og fastlæggelsen af konventets arbejdsmetode. I henhold til den valgte arbejdsmetode skulle konventet nå til konsensus uden afstemning om de forslag, som det udarbejdede, selv når det gjaldt den endelige tekst. Dermed skulle man ved arbejdets afslutning undgå, at Det Europæiske Råd fik forelagt en tekst indeholdende valgmuligheder.

Da høringsfasen var afsluttet, gik konventsmedlemmerne ind i en arbejdsfase bestående i at fremsætte konkrete visioner, drøfte tekster og ændringsforslag og lidt efter lidt nærme sig en sluttekst.
Som forberedelse til drøftelserne om visse emner besluttede konventet at nedsætte elleve arbejdsgrupper, som beskæftigede sig med følgende emner:

Disse arbejdsgrupper, hvis drøftelser var åbne for alle interesserede konventsmedlemmer, havde til opgave at forsøge at nå frem til konsensus om de forskellige forslag og at fremlægge resultaterne af deres drøftelser for konventet, som traf afgørelse om de uløste punkter. Fra anden halvdel af 2002 gik konventet altså ind i en konkret undersøgelsesfase af de forskellige forslag. Drøftelserne i konventet skulle gøre det muligt at afgøre, hvilke punkter der sandsynligvis kunne opnås konsensus om, og hvilke forslag der ikke kunne finde konsensus blandt konventsmedlemmerne.

I oktober 2002 forelagde konventets formand strukturen i forfatningsteksten i form af et foreløbigt udkast for Det Europæiske Råd i Bruxelles. Drøftelserne om forskellige emner fortsatte, navnlig om den institutionelle reform og arbejdsgruppernes resultater, mens præsidiet udarbejdede en første udgave af artiklerne i del I i den fremtidige forfatningstraktat.

I februar 2003 gik konventet ind i den afsluttende fase af sit arbejde: udarbejdelse af artiklerne, debat om ændringsforslagene og søgning efter et kompromis. På hvert plenarmøde foreslog præsidiet nye artikler, og konventet drøftede dem. Præsidiet indarbejdede de forslag, der blev opnået konsensus om, i teksten. Lidt efter lidt tog udkastet til en forfatningstraktat form.

På grund af antallet af ændringsforslag og den begrænsede tid, der var til rådighed, stod det mere og mere klart, at det ikke var muligt at afslutte konventets arbejde inden Det Europæiske Råd i Thessaloniki i juni 2003. Konventet koncentrerede derfor sin indsats omkring afslutningen af del I og II i teksten og udarbejdelsen af et kompromis om EU's institutionelle reform. De to første dele blev præsenteret i deres endelige udgave på Det Europæiske Råd den 20. juni 2003.

På et sidste plenarmøde i juli 2003 manglede man så at drøfte del III og IV i udkastet til forfatning. Ændringsforslagene vedrørende EU's politikker og navnlig afstemning med kvalificeret flertal blev drøftet endnu en gang og indarbejdet i slutteksten, som blev forelagt for det italienske formandskab den 18. juli 2003 i Rom.
Efter 18 måneders arbejde og drøftelser havde konventet udført sin opgave og foreslog de europæiske borgere et udkast til en forfatningstraktat for Europa.

[ Top ]

UDKASTETS STRUKTUR

Konventet nåede frem til konsensus om et udkast til en traktat om en forfatning for Europa. Der er tale om et enkelt dokument uden valgmuligheder. Det endelige udkast skulle have erstattet de seneste 50 års traktater med en enkelt ny forfatningstraktat.

Udkastet til forfatningstraktat er inddelt i fire store dele. Efter en præambel af forfatningsmæssig karakter, hvori der mindes om Europas historie og kulturarv samt om dets vilje til at overvinde splittelsen mellem dets folk, er del I helliget de principper, mål og institutionelle bestemmelser, der ligger til grund for den nye europæiske union. Del I er opdelt i ni afsnit om omfatter:

Del II i udkastet til forfatning omhandler Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder. Denne del består af syv afsnit, som indledes af en præambel:

Del III omfatter bestemmelser vedrørende EU's politikker og funktionsmåde. Her fastlægges EU's interne og eksterne politikker, f.eks. bestemmelser om det indre marked, den økonomiske og monetære politik, et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed samt den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik og bestemmelserne om institutionernes funktionsmåde. Denne tredje del omfatter syv afsnit:

Del IV omfatter forfatningsudkastets almindelige og afsluttende bestemmelser, navnlig ikrafttrædelsen, proceduren for revision af forfatningen og ophævelse af de tidligere traktater.

Konventet foreslår, at der knyttes fem protokoller og tre erklæringer til forfatningstraktaten, navnlig:

[ Top ]

RESULTATER

Ud fra et ønske om at skabe klarhed er de vigtigste nyheder i udkastet til forfatningstraktat samlet i fire kapitler. Et sammendrag af disse findes nedenfor.

De grundlæggende principper for EU

Institutionerne

Beslutningsprocedurerne

EU's politikker

[ Top ]

DE KOMMENDE FASER

Den tekst, som konventet har fremlagt, er et udkast, der skal danne udgangspunkt for regeringskonferencens arbejde, idet regeringskonferencen alene kan træffe endelige beslutninger om indholdet af den kommende traktat om en forfatning for Europa.

Regeringskonferencen påbegyndte sit arbejde den 4. oktober 2003 på et møde i Rom mellem stats- og regeringscheferne. Den afvikles på højeste plan, da kun udenrigsministrene og stats- og regeringscheferne drøfter konventets forslag. Konventets formand deltager ikke i regeringskonferencen, men observatører fra Europa-Parlamentet er indbudt.

I over to måneder har udenrigsministrene og stats- og regeringscheferne holdt regelmæssige møder i et forsøg på at nå frem til et kompromis. På de første møder og under den første stillingtagen herskede der en vis usikkerhed, da nogle af landene krævede ret til at genåbne debatten om de aspekter, der var nået konsensus om i konventet. Hvis debatten om hele udkastet genåbnes indebærer det en risiko for, at de enkelte regeringer vil forsøge at gøre nationale krav gældende og for at fremme det system med gensidige indrømmelser, der havde været så problematisk under den foregående regeringskonference.
På Det Europæiske Råd i Bruxelles den 12.-13. december 2003 var det ikke muligt at nå frem til konsensus om forfatningen. Medlemsstaterne kunne således ikke blive enige om de to grundlæggende principper, nemlig de fremtidige retningslinjer for flertalsafstemning i Rådet og Kommissionens sammensætning.
Regeringskonferencen anmodede derfor det irske formandskab om at videreføre drøftelserne.

Der blev den 18. juni 2004 opnået politisk enighed omkring regeringskonferencens arbejde, og udkastet til en forfatning blev sendt til regeringscheferne, som undertegnede aftalen den 29. oktober 2004.

Ratificering af forfatningen er det sidste skridt inden den kan træde i kraft. Dette sker ifølge medlemsstaternes egne forfatningsbestemmelser, dvs. enten ved ratificering i parlamentet eller ved folkeafstemning.

Efter problemerne med ratificeringen i visse medlemsstater besluttede stats- og regeringscheferne på Det Europæiske Råd den 16. og 17. juni 2005 at tage en tænkepause om EU's fremtid.

På Det Europæiske Råd den 21. og 22. juni 2007 blev stats- og regeringscheferne i EU enige om et kompromis. De gav mandat til at indkalde en regeringskonference, som skal udarbejde og vedtage en ændringstraktat for EU. Traktatens endelige tekst blev skrevet af Regeringskonferencen og blev vedtaget af Det uformelle Europæiske Råd i Lissabon den 18. og 19. oktober. Lissabontraktaten blev underskrevet af medlemsstaterne den 13. december 2007.

[ Top ] [ Næste ] [ Oversigt ]


Temasiderne forpligter ikke Europa-Kommissionen retligt, foregiver ikke at være udtømmende og indeholder ikke nogen fortolkning af konventionsteksten.


Print udgave | Juridisk meddelelse | Hvad nyt? | Søgning | Kontakt | Oversigt | Ordforklaringer | Om dette netsted | Sidens top