De grundlæggende principper for EU

Kompetencekategorier og udøvelse af beføjelserne

: Indledning
De generelle principper
De forskellige former for beføjelser
Udøvelse af beføjelserne: kontrol og fleksibilitet
Oversigtstabel

INDLEDNING

Udkastet til forfatning indeholder som noget nyt en opdeling af EU's og medlemsstaternes beføjelser i kategorier, og i et særligt afsnit skitseres en beskrivelse af principperne for fordelingen af disse beføjelser.
Den manglende klarhed og præcision i den nuværende afgrænsning af beføjelserne medfører tre store problemer, hvilket har fået konventet til at handle:

EU's borgere klager over, at de ikke forstår, "hvem, der gør hvad" i EU
EU skulle have tilbøjelighed til at lovgive på områder, hvor EU ingen beføjelser har (hvorved EU trænger ind på medlemsstaternes beføjelser), og på områder, hvor det ikke er belejligt med EU-lovgivning, og endelig skulle lovgivningen være alt for detaljeret
det kontrolleres ikke altid, at afgrænsningen af beføjelserne overholdes, især i forbindelse med nærhedsprincippet.

I forbindelse med den opdeling af beføjelserne i kategorier, som foreslås i forfatningens artikel I-11, skelnes der mellem tre former for beføjelser, nemlig enekompetence, delt kompetence og understøttende kompetence. Endelig gør konventsmedlemmerne opmærksom på, at EU har beføjelse til at sikre, at den økonomiske politik og beskæftigelsespolitikken samordnes, og til at definere og gennemføre en fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik (FUSP).
I traktatudkastet opretholdes der desuden en fleksibilitetsbestemmelse, som gør det muligt for Rådet at give Kommissionen tilladelse til, hvis det viser sig nødvendigt, at handle på områder, som ligger uden for dens beføjelser, og det foreslås desuden, at kontrollen med overholdelsen af kompetenceafgrænsningen øges.
Endelig skal det bemærkes, at ændringerne grundlæggende er små, da der stort set ikke sker nogen kompetencetilpasninger (overførsel af kompetence).

[ TOP ]

DE GENERELLE PRINCIPPER

I artikel I-9 i udkastet til forfatningstraktat gentages det grundlæggende kompetencetildelingsprincip, som betyder, at EU kun handler inden for grænserne af de beføjelser, som EU har fået tildelt for at nå de mål, der fastlægges i forfatningen. I udkastet til forfatning fastsættes det i den samme artikel udtrykkeligt, at "beføjelser, der ikke er tildelt Unionen i forfatningen, forbliver hos medlemsstaterne".
Den væsentligste nyskabelse fra konventets side består i, at de eksisterende former for beføjelser er blevet indskrevet i EU's grundlæggende tekst, hvilket aldrig har været tilfældet i de hidtidige traktater. Det bør dog bemærkes, at Domstolen i sin retspraksis har tegnet omridset af en teori, som gør det muligt at skelne mellem tre former for beføjelser (enekompetence, delt kompetence og supplerende kompetence), som er så godt som sammenfaldende med de former for beføjelser, som medlemmerne af konventet har fastsat. Der er i øvrigt blevet lagt vægt på den materielle kompetencetildelingsmetode, som består i præcist at definere, hvilke opgaver der skal udføres af EU, dvs. at der i udkastet til forfatningstraktat foreslås en liste over beføjelser. Herved bliver tingene klarere, eftersom EU's lovgivningsbeføjelser i de nuværende traktater enten defineres ud fra de mål, der skal nås, eller efter emne, hvilket gør det vanskeligere at forstå helheden. Denne forbedring skal dog ses i lyset af, at det i artikel I-11, hvor kompetencekategorierne præsenteres, tilføjes, at "omfanget af og de nærmere bestemmelser for Unionens udøvelse af beføjelser fastlægges i de specifikke bestemmelser for de enkelte områder i del III" i udkastet til forfatningstraktat. Dette bevirker, at situationen, når alt kommer til alt, næsten er identisk med den nuværende situation.

Blandt de generelle principper, som opregnes i dette afsnit om beføjelser, kan nævnes en artikel om EU-retten, som lige så vel kunne have været placeret i afsnit I, som drejer sig om definition af EU og EU's mål. Der er tale om artikel I-10, hvori det for første gang i traktaterne fastslås, at EU-retten har forrang og direkte virkning. Dette er en vigtig nyskabelse, eftersom bekræftelsen af disse to principper i de berømte domstolsafgørelser i Costa-sagen fra 1964 (forrang) og Van Gend en Loos-sagen fra 1963 (direkte virkning) endnu aldrig er kommet konkret til udtryk.

[ Top ]

DE FORSKELLIGE KOMPETENCEFORMER

I artikel I-11 til I-16 gives der en detaljeret beskrivelse af de forskellige kompetenceformer:

Enekompetence (artikel I-12)
EU har enekompetence på et bestemt område, når det kun er EU, der kan lovgive og vedtage juridisk bindende retsakter. Al intervention fra medlemsstaternes side er udelukket, medmindre der foreligger en bemyndigelse fra EU. I artikel I-12 opregnes de områder, hvor EU har enekompetence. Der er ingen ændringer i forhold til den nuværende situation.
Delt kompetence (artikel I-13)
Ved delt kompetence har medlemsstaterne og EU beføjelse til at lovgive og vedtage juridisk bindende retsakter på et bestemt område. Medlemsstaterne udøver deres kompetence, hvis EU ikke har udøvet sin kompetence eller besluttet at give afkald på udøvelsen af denne. Størstedelen af EU's beføjelser tilhører denne kategori. I artikel I-13 opstilles en - ikke-udtømmende - liste over delte kompetencer, som svarer til den nuværende plus enkelte nye områder som området med frihed, sikkerhed og retfærdighed. Herudover er nogle af de kompetencer, som indtil videre er blevet sidestillet med supplerende kompetencer (i dag understøttende kompetencer), omfattet af denne artikel. Det drejer sig om forskning og teknologisk udvikling, udviklingssamarbejde og humanitær bistand.
Understøttende, koordinerende og supplerende kompetencer (artikel I-16)
På visse områder har EU på de betingelser, der er fastsat i forfatningen, beføjelse til at handle for at støtte, samordne eller supplere medlemsstaternes handlinger uden dog at overtage medlemsstaternes beføjelser på disse områder. De juridisk bindende retsakter, som EU kan vedtage i denne forbindelse, må ikke medføre en harmonisering af medlemsstaternes love og administrative bestemmelser. Listen af områder, der omfattes af denne beføjelse, er stort set uændret. Ved hjælp af nogle specifikke artikler lægges der særlig vægt på to aktivitetsområder, som indtil nu har været omfattet af spredte bestemmelser. Det drejer sig om samordning af den økonomiske politik og beskæftigelsespolitikken (artikel I-14) og den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik (artikel I-15). Hvad angår beskæftigelsesområdet, den økonomiske politik og eventuelt social- og arbejdsmarkedspolitikken har EU beføjelse til at fremme og sikre samordningen af de nationale politikker. Med hensyn til den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik understreges det, at EU udformer og gennemfører en fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik, som medlemsstaterne støtter aktivt og uden forbehold.

I forlængelse af denne nye kategorisering skal det bemærkes, at det stadig er muligt for et begrænset antal medlemsstater at udøve beføjelserne gennem et forstærket samarbejde. I artikel I-43 fastsættes det således, at de medlemsstater, der ønsker det, kan indgå i et forstærket samarbejde på områder, hvor EU ikke har enekompetence. Forfatningens bestemmelser om et forstærket samarbejde svarer grundlæggende til de nuværende bestemmelser i EU-traktaten. Den eneste nævneværdige ændring består i, at grænsen for, hvor mange medlemsstater der skal deltage, er fastsat til en tredjedel af medlemsstaterne mod de nuværende otte.

[ Top ]

UDØVELSE AF BEFØJELSERNE: KONTROL OG FLEKSIBILIET

I artikel I-9 fastsættes det, at udøvelsen af EU's beføjelser er underlagt nærheds- og proportionalitetsprincippet.
Konventsmedlemmerne foreslår en udvidelse af kontrollen af, at kompetenceafgrænsningen overholdes, især i forbindelse med nærhedsprincippet, og en fuldstændig inddragelse af de nationale parlamenter. I protokollen om anvendelse af nærheds- og proportionalitetsprincippet angives det, hvilke foranstaltninger der er truffet med henblik på indførelse af et tidligt varslingssystem . I denne forbindelse understreges det i artikel I-17, at Kommissionen skal orientere medlemsstaternes nationale parlamenter om forslag, der er baseret på anvendelsen af fleksibilitetsbestemmelsen, så de kan kontrollere, om nærhedsprincippet overholdes.

For at sikre en vis fleksibilitet i fordelingen af beføjelserne er der en bestemmelse, som giver Rådet mulighed for med enstemmighed at udfylde et eventuelt hul i de beføjelser, som EU har fået tildelt, hvis det viser sig nødvendigt at handle på EU-niveau for at nå et af målene i forfatningen. Denne bestemmelse, som findes i artikel I-17, er en gengivelse af hovedindholdet i artikel 308 i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab. Dens anvendelsesområde er ikke længere begrænset til det indre marked, men er udvidet til de politikker, der er omfattet af forfatningens del III. Med hensyn til proceduren skal Parlamentet ikke længere kun høres, det skal godkende hver enkelt foranstaltning.

[ Top ]

OVERSIGTSTABEL

Artikler	Emne	Bemærkninger
Artikel I-9 til I-17	EU's beføjelser	-
Artikel I-9	Kompetencetildelingsprincippet, nærhedsprincippet og proportionalitetsprincippet	-
Artikel I-10	Fællesskabsrettens forrang og direkte virkning	Nye bestemmelser
Artikel I-11	Kompetencekategorier	Nye bestemmelser
Artikel I-12	Enekompetence	Væsentlige ændringer
Artikel I-13	Delt kompetence
Artikel I-16	Understøttende, koordinerende og supplerende kompetencer
Artikel I-17	Fleksibilitetsbestemmelse	-
Artikel I-43	Forstærket samarbejde	-

[ Top ] [ Forrige ] [ Næste ] [ Oversigt ]

Temasiderne forpligter ikke Europa-Kommissionen retligt, foregiver ikke at være udtømmende og indeholder ikke nogen fortolkning af konventionsteksten.