Print udgave | Juridisk meddelelse | Hvad nyt? | Søgning | Kontakt | Oversigt | Ordforklaringer | Om dette netsted
En Forfatning for Europa Ignorer sprogvalg og gå direkte til traktatlisten (adgangstast=1)
EUROPA > Resumeer af lovgivningen > De grundlæggende principper for EU

DET EUROPÆISKE SAMARBEJDE FRA TRAKTAT TIL TRAKTAT >

De grundlæggende principper for EU


Retsakterne


Indledning
Retsakternes typologi
Lovgivningsmæssig delegering og gennemførelsesretsakter
Særlige bestemmelser
Oversigtstabel

INDLEDNING

Forenklingen af de instrumenter, som EU råder over, var et vigtigt punkt i Laeken-erklæringen om Unionens fremtid, der blandt andet fastlagde konventets mandat .
Konventets arbejde, som blev overtaget af regeringskonferencen, har gjort det muligt at imødekomme denne forventning ved at tydeliggøre det eksisterende system. Retsakternes typologi er fremover begrænset til seks instrumenter: europæiske love, europæiske rammelove, europæiske forordninger, europæiske afgørelser, henstillinger og udtalelser. Med forfatningen ophører således det høje antal retsakter, der gradvist var steget til mere end femten, herunder fem grundlæggende retsakter i henhold til EF-traktaten samt talrige "atypiske retsakter" såsom resolutioner, retningslinjer, overordnede retningslinjer, etc..

De seks nye retsakter opstilles således i artikel I-33, ligesom der skelnes mellem lovgivningsmæssige retsakter og ikke-lovgivningsmæssige retsakter, hvilket er uden fortilfælde i de nuværende traktater.

Desuden præciserer hvert retsgrundlag i forfatningen i modsætning til de nuværende traktater, hvilken type retsakt, der bør anvendes til gennemførelsen heraf. Med denne nye tilgang undgår man, at der hersker tvivl om, hvilken type retsakt, der skal anvendes.

Med hensyn til gennemførelsesretsakterne styrkes Kommissionens rolle, idet den i princippet får tildelt gennemførelsesbeføjelser. Det er dog stadig muligt for Rådet at vedtage gennemførelsesretsakter på det fælles udenrigs- og sikkerhedspolitiske område (FUSP) samt "i specifikke behørigt begrundede tilfælde". Derimod er det ikke længere Rådet, men medlemsstaterne, der kontrollerer, at Kommissionen overholder gennemførelsesbeføjelserne.

I forfatningen skelnes der mellem gennemførelse af en juridisk bindende EU-retsakt (artikel I-37) og delegering af beføjelser til Kommissionen, der kontrolleres af lovgiverne, til at vedtage "delegerede forordninger", der udbygger eller ændrer visse ikke-væsentlige elementer i retsakterne (artikel I-36).

Bestemmelserne om undertegnelse, offentliggørelse og ikrafttræden af EU's retsakter svarer til bestemmelserne i EF-traktaten (artikel I-39). Artikel I-38 er ligeledes tro mod de tilsvarende bestemmelser i de eksisterende traktater for så vidt angår begrundelse for retsakterne og institutionernes frihed til vælge, hvilken type retsakt der skal vedtages, når det ikke fremgår specifikt af forfatningen.

Endelig vil de retsakter, der anvendes på de områder, der er omfattet af anden og tredje søjle, forsvinde med den søjlestruktur, der berettigede deres eksistens. Følgelig vil der således kun kunne anvendes de seks ovennævnte former for retsakter, også på specifikke områder.

[ Top ]

RETSAKTERNES TYPOLOGI

I artikel I-33 skelnes der mellem lovgivningsmæssige retsakter og ikke-lovgivningsmæssige retsakter. Hver af disse kategorier er beskrevet i en specifik artikel; artikel I-34 for så vidt angår lovgivningsmæssige retsakter og I-35 for så vidt angår ikke-lovgivningsmæssige retsakter.

Der findes to lovgivningsmæssige retsakter: europæiske love og europæiske rammelove.

I øjeblikket omfatter artikel 249 i EF-traktaten en liste over de fem grundlæggende retsakter (direktiv, forordning, beslutning, henstilling og udtalelse) og deres virkninger. Der kan etableres forbindelser mellem disse retsakter og de nye betegnelser.
Definitionen af en europæisk lov svarer således til definitionen af en forordning, sådan som vi kender den i øjeblikket. Ligesom forordningen gælder den europæiske lov umiddelbart i hver medlemsstat og skal ikke gennemføres i den nationale lovgivning.
Definitionen af den europæiske rammelov svarer således til definitionen af direktivet. Den fastsætter de tilsigtede mål, men overlader det til medlemsstaterne at bestemme, hvilke foranstaltninger der skal træffes for at nå disse mål inden for den fastsatte frist.
I artikel I-34 er opstillet retningslinjerne for vedtagelse af europæiske love og rammelove, en vedtagelse, der i de fleste tilfælde sker efter den almindelige lovgivningsprocedure.

Der findes fire ikke-lovgivningsmæssige retsakter (artikel I-35): europæiske forordninger, europæiske afgørelser, henstillinger og udtalelser.
Ifølge forfatningen er den europæiske forordning en almengyldig ikke-lovgivningsmæssig retsakt til gennemførelse af lovgivningsmæssige retsakter og visse specifikke bestemmelser i forfatningen. De europæiske forordninger kan ligeledes være delegerede europæiske forordninger eller gennemførelsesforordninger. Disse forordninger kan være bindende i alle enkeltheder eller bindende kun med hensyn til de tilsigtede mål.

Endvidere omfatter den europæiske afgørelse i sin nye definition både afgørelser og beslutninger, hvilket ikke er tilfældet for afgørelser i henhold til artikel 249 i EU-traktaten, fordi den kun henvender sig til de modtagere, der er angivet.
Endelig omfatter de ikke-lovgivningsmæssige retsakter ligeledes henstillinger og udtalelser, der ikke har bindende virkning.
Artikel I-35 bekræfter i sidste stykke Kommissionens generelle beføjelse til at vedtage henstillinger, som anført i den nugældende artikel 211 i EF-traktaten og Rådets generelle beføjelse som den almindelige (artikel I-35).

[ Top ]

LOVGIVNINGSMÆSSIG DELEGERING OG GENNEMFØRELSESRETSAKTER

I forfatningen opdeles gennemførelsesbeføjelserne, der i øjeblikket er indeholdt i artikel 202 i EF-traktaten, i delegerede europæiske forordninger (artikel I-36) og egentlige gennemførelsesretsakter (artikel I-37).

Kommissionen bliver eneansvarlig for vedtagelsen af delegerede europæiske forordninger, der udbygger eller ændrer visse ikke-væsentlige elementer i loven eller rammeloven (artikel I-36 præciserer, at "de væsentlige elementer på et område kan ikke være omfattet af delegation"). Fastsættelsen af de mest tekniske aspekter af retsakter kan således delegeres til Kommissionen i overensstemmelse med de anvendelsesbetingelser, der er fastlagt i de pågældende love og rammelove (delegeringens indhold, omfang og varighed). Endvidere kan denne delegering kun ske under de to lovgivningsmyndigheders kontrol. Parlamentet eller Ministerrådet kan beslutte at tilbagekalde delegeringen, og gennemførelsen heraf kan suspenderes med de fælles lovgivningsmyndigheders stiltiende accept. Disse nye bestemmelser afspejler en væsentlig nyskabelse i EU's beslutningsproces, selvom Kommissionen i praksis allerede var tildelt sådanne beføjelser på områder som det indre marked og miljø. Desuden betyder bestemmelserne en styrkelse af Parlamentets rolle, der sammen med Rådet påser, at lovgivningsbeføjelserne overholdes.

Artikel I-37 er helliget de egentlige gennemførelsesretsakter og minder om, at den materielle gennemførelse af fællesskabsbestemmelserne normalt påhviler medlemsstaterne. Når EU's indgriben er berettiget ved nødvendigheden af ensartet gennemførelse, kan Kommissionen i princippet eller Ministerrådet ved spørgsmål, der berører FUSP-området eller i specifikke behørigt begrundede tilfælde få tildelt gennemførelsesbeføjelser. EU's gennemførelsesretsakter har form af europæiske gennemførelsesforordninger eller europæiske gennemførelsesafgørelser.
Når Kommissionen udøver de beføjelser, der i princippet er tildelt medlemsstaterne, forekommer det logisk, at den bistås af komitéer bestående af repræsentanter for medlemsstaterne, der har til opgave at afgive udtalelser om de forslag til gennemførelsesforanstaltninger, som Kommissionen udarbejder. Dette kontrolsystem er kendt under betegnelsen "komitologi".
I artikel I-37 bestemmes det, at de generelle regler for den måde, hvorpå medlemsstaterne udøver kontrol, fastsættes ved en europæisk lov, der vedtages i henhold til den almindelige lovgivningsprocedure, og dermed ikke udelukkende af Rådet, som det er tilfældet i øjeblikket. I øvrigt gennemføres disse kontrolforanstaltninger i henhold til den samme artikel af medlemsstaterne og ikke længere af Rådet.

[ Top ]

SÆRLIGE BESTEMMELSER (DEN FÆLLES UDENRIGS- OG SIKKERHEDSPOLITIK, DEN FÆLLES SIKKERHEDS- OG FORSVARSPOLITIK OG RETLIGE OG INDRE ANLIGGENDER)

I henhold til de nuværende traktater kan der i forbindelse med den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik, den europæiske sikkerheds- og forsvarspolitik og retlige og indre anliggender, dvs. anden og tredje søjle, der henhører under det mellemstatslige samarbejde og ikke under metoden inden for Fællesskabet, vedtages retsakter, som ikke er fællesskabsretsakter. I forbindelse med den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik præciseres det således i artikel 13 i traktaten om Den Europæiske Union (EU-traktaten), at Rådet anbefaler Det Europæiske Råd fælles strategier og iværksætter dem, især ved at vedtage fælles aktioner og fælles holdninger. I artikel 34 i EU-traktaten opstilles der ligeledes en liste over de retsakter, som Rådet kan vedtage i forbindelse med retlige og indre anliggender. Der er tale om fælles holdninger, afgørelser og rammeafgørelser samt konventioner.

Når søjlestrukturen i henhold til forfatningen forsvinder, vil disse forskellige retsakter forsvinde. I forbindelse med den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik , den fælles sikkerheds- og forsvarspolitik og retlige og indre anliggender vil der fremover blive anvendt akter, der svarer til den nye typologi (artikel I-33).
Artikel I-40 bekræfter, at der kun i forbindelse med den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik kan anvendes europæiske forordninger, og at der "ikke kan vedtages europæiske love eller europæiske rammelove". Med hensyn til den fælles sikkerheds- og forsvarspolitik kan der i henhold til artikel I-41 ligeledes anvendes europæiske afgørelser. Endelig for så vidt angår retlige og indre anliggender ophæves de tidligere anvendte retsakter til fordel for europæiske love og rammelove (artikel I-42).

[ Top ]

OVERSIGTSTABEL

Artikel Emne Bemærkninger
I-33 EU's retsakter (ny typologi) Nye bestemmelser
I-34 Lovgivningsmæssige retsakter Væsentlige ændringer
I-35 Ikke-lovgivningsmæssige retsakter
I-36 Delegerede europæiske forordninger Væsentlige ændringer
I-37 Gennemførelsesretsakter
I-40 Særlige bestemmelser vedrørende den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik Væsentlige ændringer
I-41 Særlige bestemmelser vedrørende den fælles sikkerheds- og forsvarspolitik
I-42 Særlige bestemmelser vedrørende området med frihed, sikkerhed og retfærdighed

[ Top ] [ Forrige ] [ Næste ] [ Oversigt ]


Temasiderne forpligter ikke Europa-Kommissionen retligt, foregiver ikke at være udtømmende og indeholder ikke nogen fortolkning af forfatningsteksten.


Print udgave | Juridisk meddelelse | Hvad nyt? | Søgning | Kontakt | Oversigt | Ordforklaringer | Om dette netsted | Sidens top