Print udgave | Juridisk meddelelse | Hvad nyt? | Søgning | Kontakt | Oversigt | Ordforklaringer | Om dette netsted
En Forfatning for Europa Ignorer sprogvalg og gå direkte til traktatlisten (adgangstast=1)
EUROPA > Resumeer af lovgivningen > EU's beslutningsprocedurer

DET EUROPÆISKE SAMARBEJDE FRA TRAKTAT TIL TRAKTAT >

EU's beslutningsprocedurer


Den nye afstemningsordning for kvalificeret flertal


Indledning
En ny ordning for kvalificeret flertal
Særreglerne
Oversigtstabel

INDLEDNING

Konventet havde som resultat af sit arbejde foreslået en helt ny afstemningsordning for kvalificeret flertal, det såkaldte "dobbelte flertal", dvs. et flertal af medlemsstaterne og et flertal af EU's befolkning. Dette spørgsmål var meget centralt i drøftelserne på regeringskonferencen . Her overtog man det princip, som Konventet havde foreslået, idet der dog blev foretaget visse ændringer for at lette overgangen mellem de to ordninger.

Den nye ordning, der indføres ved forfatningstraktaten, kan betragtes som en virkelig nyskabelse, hvad Rådets beslutningstagning angår. For det første er ordningen blevet væsentligt forenklet. Den vægtning af stemmerne, som havde givet anledning til lange og vanskelige forhandlinger mellem medlemsstaterne, afskaffes. I stedet for de tre kriterier, det hidtil har skullet opfyldes for at opnå kvalificeret flertal (minimumsantal stemmer efter vægtning, et flertal af medlemsstater og 62 % af EU's befolkning), gælder der nu kun to kriterier: Der kræves fremover et flertal af medlemsstater og et flertal af EU's befolkning.

Forfatningstraktaten bryder således med princippet om en vægtning af stemmerne i Rådet, og der indføres i stedet en forenklet, effektiv og fleksibel ordning.

Beslutningstagningen i Rådet lettes, idet der er et større antal kombinationer af medlemsstater, der kan udgøre det kvalificerede flertal, end det var tilfældet efter ordningen i Nice-traktaten . I et udvidet EU er dette af afgørende betydning for Unionens virkeevne og handlekraft.

For det andet er ordningen fleksibel. Det undgås nemlig, at der ved senere udvidelser skal føres lange forhandlinger om tildelingen af stemmer til de enkelte medlemsstater og om minimumsniveauet for det kvalificerede flertal.

For det tredje tages der ved den nye ordning behørigt hensyn til det forhold, at EU både er en union af medlemsstater og en union af mennesker. Ligheden mellem medlemsstaterne respekteres, idet hver medlemsstat har én stemme, og samtidig tages der hensyn til medlemsstaternes forskellige demografiske vægt.

[ Top ]

EN NY ORDNING FOR KVALIFICERET FLERTAL

Den nye ordning for kvalificeret flertal er fastlagt i forfatningstraktatens artikel I-25. Den tidligere ordning, hvor hver medlemsstat tildeltes et bestemt antal stemmer, afskaffes til fordel for en ordning med dobbelt flertal.

Det kvalificerede flertal opnås fremover, når en afgørelse har tilslutning fra mindst 55 % af medlemsstaterne, der omfatter mindst femten af disse og tillige repræsenterer mindst 65 % af Unionens befolkning.

Bestemmelsen om, at det kvalificerede flertal skal omfatte 55 % af medlemsstaterne, der omfatter mindst femten af disse, kræver en forklaring. I et EU med 25 medlemsstater, udgør femten medlemsstater 60 % af det samlede antal. I et EU, der udvides til at omfatte mere end 25 medlemsstater, mister denne bestemmelse imidlertid sin betydning. Fra det øjeblik, hvor EU består af 26 medlemsstater, vil 55 % af medlemsstaterne rent matematisk omfatte mindst femten af disse. Bestemmelsen kan således betragtes som en overgangsbestemmelse.

I artikel I-25 er det præciseret, at disse bestemmelser også finder anvendelse på Det Europæiske Råd, når det træffer afgørelse med kvalificeret flertal. I så fald deltager Det Europæiske Råds formand og Kommissionens formand ikke i afstemningen.

Ifølge forfatningen skal den nye ordning anvendes fra den 1. november 2009, som er datoen for tiltrædelsen af den nye Kommission, der indsættes efter valget til Europa-Parlamentet i 2009. I perioden fra 2004 til 2009 vil den nuværende ordning, der er fastsat i Nice-traktaten, blive anvendt . Disse bestemmelser er i forfatningstraktaten anført i "protokollen om overgangsbestemmelser vedrørende Unionens institutioner og organer", som er knyttet som bilag til forfatningen.

[ Top ]

SÆRREGLERNE

Ud over den generelle regel om dobbelt flertal gælder der nogle særregler, som fastlægger særlige undtagelser, og som fortjener en forklaring:

Retsakter uden forslag fra Kommissionen

For det første gælder det i de tilfælde, hvor Det Europæiske Råd eller Ministerrådet ikke træffer afgørelse på forslag af Kommissionen eller på initiativ af EU-udenrigsministeren, at der til det kvalificerede flertal kræves mindst 72 % af medlemsstaterne, der repræsenterer mindst 65 % af EU's befolkning. Det nødvendige antal medlemsstater er således højere end i de andre tilfælde.

På en vis måde findes denne bestemmelse allerede i de nuværende traktater. Når Rådet handler, uden at der skal foreligge et forslag fra Kommissionen (navnlig på områderne for den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik (FUSP) og for politisamarbejde og retligt samarbejde i kriminalsager), kræves der til det kvalificerede flertal mindst to tredjedele af medlemsstaterne (artikel 205 i EF-traktaten og artikel 23 og 34 i EU-traktaten). Den ide, der ligger til grund for disse bestemmelser, er blevet overtaget i forfatningstraktaten, hvor tærskelen på to tredjedele dog hæves en smule til 72 % af medlemsstaterne.

Det blokerende mindretal

For det andet er det i forfatningstraktaten fastsat, at et blokerende mindretal skal omfatte mindst fire medlemsstater. For at forstå betydningen af denne bestemmelse, må man tænke på de forskellige medlemsstaters demografiske vægt. Uden denne bestemmelse ville det være muligt for blot tre af de fire mest befolkede medlemsstater (Tyskland, Frankrig, Italien og Det Forenede Kongerige) at udgøre et blokerende mindretal. Deres demografiske vægt repræsenterer mere end 35 % af Unionens befolkning.

Denne bestemmelse letter beslutningstagningen i Rådet, da den gør det vanskeligere at danne et blokerende mindretal. Den kan betragtes som en beskyttelsesklausul over for "store" medlemsstaters eventuelle "sammensværgelse". I den institutionelle praksis vil bestemmelsen sandsynligvis ikke blive af særlig stor betydning, da en så udpræget spaltning mellem de "store" og de "små" medlemsstater praktisk taget aldrig forekommer.

En særlig overgangsbestemmelse i tilfælde af snævert flertal

Endelig er der en særlig bestemmelse, som finder anvendelse, hvis der opnås et meget snævert kvalificeret flertal, dvs. når den afgørelse, der skal træffes, er temmelig omstridt. Forfatningen er inspireret af "Ioannina-kompromiset", en praksis der blev vedtaget i 1994, og som blev anvendt indtil ikrafttrædelsen af den nye stemmevægtning, der blev vedtaget ved Nice-traktaten. Regeringskonferencens erklæring ad artikel I-25, der er knyttet som bilag til forfatningstraktaten, indeholder et udkast til en afgørelse om gennemførelse af artikel I-25.

Formålet med denne afgørelse er at lette overgangen fra den nuværende ordning i Nice-traktaten med tildeling af vægtede stemmer til medlemsstaterne til den nye ordning med dobbelt flertal. Den skal vedtages af Rådet på den dato, hvor forfatningen træder i kraft.

Ifølge afgørelsen skal Rådet fortsætte drøftelserne om vedtagelsen af en retsakt, hvis nogle medlemmer af Rådet anmoder herom. For at kunne fremsætte en sådan anmodning, skal de pågældende medlemsstater repræsentere enten:

Denne bestemmelse finder således kun anvendelse i tilfælde, hvor det opnåede kvalificerede flertal er ret snævert.

I sådanne tilfælde gør Rådet sit yderste for inden for en rimelig frist at finde en tilfredsstillende løsning, der kan imødekomme ønsker fra nogle af medlemsstaterne. Rådets formand bestræber sig på sammen med Kommissionen og de øvrige medlemmer af Rådet at skabe et bredere grundlag for enighed i Rådet.

En sådan anmodning må dog i intet tilfælde føre til en overskridelse af de tidsfrister, der gælder ifølge forfatningstraktaten (f.eks. hvis Rådet ifølge forfatningen skal træffe afgørelse inden for en bestemt fastsat frist), EU-retten eller Rådets forretningsorden. Nævnte afgørelse indebærer således ingen ret til at nedlægge veto.

I praksis vil denne afgørelse sandsynligvis blive af meget beskeden betydning, da Rådet i sit daglige arbejde altid søger at opnå det bredest mulige grundlag for sine afgørelser og ofte opnår enighed uden at foretage nogen officiel afstemning. Hvad Ioannina-kompromiset angår, så er det kun meget sjældent blevet anvendt. Denne bestemmelse er således et politisk løfte fra medlemsstaterne om ikke at overstemme et mindretal af medlemsstaterne, hvis der er mulighed for at opnå enighed på et bredere grundlag.

Afgørelsen får virkning fra den 1. november 2009, datoen for overgangen til den nye ordning med dobbelt flertal. Den forbliver i det mindste i kraft indtil 2014. Derefter kan Rådet ophæve den ved en europæisk afgørelse, dvs. ved en afstemning med kvalificeret flertal.

[ Top ]

OVERSIGTSTABEL

Artikel Emne Bemærkninger
I-25 Kvalificeret flertal Nye bestemmelser
Protokol om overgangsbestemmelser vedrørende Unionens
institutioner og organer
Vægtning af stemmerne i Det Europæiske Råd og Ministerrådet indtil 2009 Overgangsbestemmelser

[ Top ] [Forrige ] [ Næste ] [ Oversigt ]


Temasiderne forpligter ikke Europa-Kommissionen retligt, foregiver ikke at være udtømmende og er ikke udtryk for nogen fortolkning af forfatningsteksten.


Print udgave | Juridisk meddelelse | Hvad nyt? | Søgning | Kontakt | Oversigt | Ordforklaringer | Om dette netsted | Sidens top