DET EUROPÆISKE SAMARBEJDE FRA TRAKTAT TIL TRAKTAT >
De grundlæggende principper for EU
Kompetencekategorier og udøvelse af beføjelserne
-
Indledning
De generelle principper
De forskellige former for beføjelser
Udøvelse af beføjelserne: kontrol og fleksibilitet
Oversigtstabel
Med forfatningen indføres der en klarere kompetencefordeling mellem EU og medlemsstaterne.
Principperne for fordelingen og de forskellige kompetencekategorier beskrives i et
særligt afsnit.
Baggrunden for ændringerne er den manglende klarhed og præcision i den nuværende
afgrænsning af beføjelserne, som har medført tre store problemer:
- EU's borgere klager over, at de ikke forstår, "hvem, der gør hvad" i EU
- det hævdes, at EU lovgiver på områder, hvor det ikke er formålstjenligt med EU-lovgivning, hvorved EU tiltager sig medlemsstaternes beføjelser, og at EU-lovgivningen er for detaljeret
- kontrollen af, om afgrænsningen af beføjelserne overholdes, herunder især overholdelsen af nærhedsprincippet, er ikke altid optimal.
I forfatningens generelle opdeling af beføjelserne i artikel I-12 skelnes der
mellem tre kategorier beføjelser, nemlig enekompetence, delt kompetence og kompetence
til at understøtte, koordinere og supplere medlemsstaternes indsats.
Desuden understreges det i forfatningen, at EU har beføjelse til at sikre, at
den økonomiske politik og beskæftigelsespolitikken samordnes, og til at definere
og gennemføre en
fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik
(FUSP).
I forfatningen opretholdes der i øvrigt en fleksibilitetsbestemmelse, som gør
det muligt for EU om nødvendigt at handle på områder, som ligger uden for de områder,
hvor EU har fået tildelt kompetence. Forfatningen øger desuden kontrollen med overholdelsen
af kompetenceafgrænsningen.
Endelig skal det bemærkes, at der grundlæggende er tale om små ændringer, og
at der stort set ikke sker nogen kompetencetilpasninger (overførsel af kompetence).
[ TOP ]
DE GENERELLE
PRINCIPPER
Forfatningstraktatens artikel I-11 vedrører kompetencetildelingsprincippet,
som betyder, at EU kun handler inden for grænserne af de beføjelser, som EU har fået
tildelt for at nå de mål, der fastlægges i forfatningen. I forfatningen fastsættes
det i den samme artikel udtrykkeligt, at "beføjelser, der ikke er tildelt Unionen
i forfatningen, forbliver hos medlemsstaterne".
Forfatningens væsentligste nyskabelse består i, at de eksisterende former for
beføjelser er blevet indskrevet i EU's grundlæggende tekst, hvilket aldrig har været
tilfældet i de hidtidige traktater. Det bør dog bemærkes, at Domstolen i sin retspraksis
allerede har bidraget til at tegne omridset af en opdeling, hvor der skelnes mellem
tre former for beføjelser (enekompetence, delt kompetence og supplerende kompetence).
Der er i øvrigt blevet lagt vægt på den materielle kompetencetildelingsmetode,
som består i præcist at definere, hvilke opgaver der skal udføres af EU, dvs. at
der i forfatningstraktaten opstilles en liste over beføjelser. Herved bliver tingene
klarere, eftersom EU's lovgivningsbeføjelser i de nuværende traktater enten defineres
ud fra de mål, der skal nås, eller efter emne, hvilket gør det vanskeligere at forstå
helheden. Denne forbedring skal dog ses i lyset af, at det i artikel I-12 fastsættes,
at "omfanget af og de nærmere bestemmelser for Unionens udøvelse af beføjelser fastlægges
i del III for hvert område". Denne bestemmelse gør det ganske vist muligt at opretholde
en vis form for fleksibilitet, men samtidig indskrænkes nytten af opdelingen, eftersom
det altid vil være nødvendigt at gennemgå bestemmelserne i del III for præcist at
fastslå "hvem der gør hvad".
Blandt de generelle principper for beføjelserne bør artikel I-6 om EU-retten ligeledes nævnes. Heri er det for første gang i traktaterne nedfældet, at EU-retten har forrang i forhold til medlemsstaternes lovgivning, når der er tale om udøvelse af de beføjelser, som EU har fået tillagt. Dette er en vigtig nyskabelse, eftersom bekræftelsen af dette princip, som fremgår af den berømte domstolsafgørelse i sagen Costa mod Enel fra 1964, ikke tidligere er kommet konkret til udtryk i EU's primære ret.
[ Top ]
DE FORSKELLIGE KOMPETENCEFORMER
I artikel I-12 til I-17 gives der en detaljeret beskrivelse af de forskellige kompetenceformer:
- Enekompetence (artikel I-13)
EU har enekompetence på et område, når det kun er EU, der kan lovgive og vedtage juridisk bindende retsakter. Al intervention fra medlemsstaternes side er udelukket på de pågældende områder, medmindre der foreligger en bemyndigelse fra EU, eller der er tale om gennemførelse af EU's retsakter. I artikel I-13 opregnes de områder, hvor EU har enekompetence. Der er ingen ændringer i forhold til den nuværende situation. - Delt kompetence (artikel I-14)
Ved delt kompetence har medlemsstaterne og EU beføjelse til at lovgive og vedtage juridisk bindende retsakter på bestemte områder. Medlemsstaterne udøver deres kompetence, hvis EU ikke har udøvet sin kompetence eller besluttet at give afkald på udøvelsen af denne. Dette er den praktiske anvendelse af retspraksis vedrørende forrang. Størstedelen af EU's beføjelser tilhører denne kategori. I artikel I-14 opstilles en - ikke-udtømmende - liste over delte kompetencer, som svarer til de nuværende plus enkelte nye inden for visse områder som f.eks. området med frihed, sikkerhed og retfærdighed. Herudover er nogle af de kompetencer, som indtil videre er blevet sidestillet med parallelle kompetencer, omfattet af denne artikel. Det drejer sig om forskning, teknologisk udvikling, rummet, udviklingssamarbejde og humanitær bistand. På disse områder har forrangen imidlertid ingen betydning, hvorved medlemsstaterne fortsat kan udøve deres beføjelser parallelt med EU, også selv om EU har udøvet sine beføjelser på de pågældende områder. - Understøttende, koordinerende og supplerende kompetencer (artikel I-17)
På visse områder har EU på de betingelser, der er fastsat i forfatningen, beføjelse til at handle for at støtte, samordne eller supplere medlemsstaternes handlinger uden dog at overtage medlemsstaternes beføjelser på disse områder. Denne støtte har navnlig form af finansielle tiltag. De juridisk bindende retsakter, som EU kan vedtage i denne forbindelse, må ikke medføre en harmonisering af medlemsstaternes love og administrative bestemmelser. Artikel I-17 indeholder en udtømmende liste over de områder, der omfattes af disse beføjelser. Det bør understreges, at områderne sport, administrativt samarbejde, turisme og civilbeskyttelse som noget nyt er opført på listen over områder med EU-kompetence.
I forlængelse af denne nye kategorisering skal det bemærkes, at det stadig er muligt for et begrænset antal medlemsstater at udøve beføjelserne gennem et forstærket samarbejde. I artikel I-44 fastsættes det således, at de medlemsstater, der ønsker det, kan indgå i et forstærket samarbejde på områder, hvor EU ikke har enekompetence. Forfatningens bestemmelser om et forstærket samarbejde svarer i al væsentlighed til de nuværende bestemmelser i EU-traktaten. De vigtigste ændringer drejer sig om følgende tre punkter: fjernelse af begrænsningerne inden for FUSP og ad hoc-regler for politi- og domstolssamarbejde på straffeområdet, mulighed for inden for rammerne af et forstærket samarbejde at gå fra enstemmighed til kvalificeret flertal og fra en særlig lovgivningsprocedure til en ordinær lovgivningsprocedure og ændring af minimumsgrænsen for deltagende medlemsstater fra de nuværende 8 medlemsstater til en tredjedel af medlemsstaterne.
[ Top ]
UDØVELSE
AF BEFØJELSERNE: KONTROL OG FLEKSIBILIET
I artikel I-11 fastsættes det, at udøvelsen af EU's beføjelser ikke kun er underlagt
princippet om kompetencetildeling, men også nærheds- og proportionalitetsprincippet.
På grund af de nationale parlamenters inddragelse medfører forfatningstraktaten
en øget kontrol af, at kompetenceafgrænsningen overholdes, især i forbindelse med
nærhedsprincippet
. I medfør af protokollen om anvendelse af nærheds- og proportionalitetsprincippet
indføres der et tidligt varslingssystem, som forudsætter stor deltagelse fra de nationale
parlamenters side.
For at sikre en vis fleksibilitet i kompetencefordelingen er der en bestemmelse,
som giver EU mulighed for at handle i tilfælde, som ligger uden for de kompetencer,
som EU har fået tildelt, men som kræver en indsats på EU-niveau for at nå et af forfatningens
mål.
Denne bestemmelse, som er indeholdt i artikel I-18, er en gengivelse af hovedindholdet
i artikel 308 i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab og kræver fortsat
enstemmighed. Dens anvendelsesområde er ikke længere begrænset til det indre marked,
men er udvidet til de politikker, der er omfattet af forfatningens del III. Med hensyn
til proceduren skal Parlamentet ikke længere kun høres, det skal godkende hver enkelt
foranstaltning.
Af artikel I-18 fremgår det desuden, at Kommissionen skal informere medlemsstaternes nationale parlamenter om forslag, som er baseret på anvendelsen af denne fleksibilitetsbestemmelse, så de kan kontrollere, om nærhedsprincippet overholdes.
[ Top ]
| Artikel | Emne | Bemærkninger |
|---|---|---|
| Artikel I-11 til I-18 | EU's beføjelser | - |
| Artikel I-6 | Fællesskabsrettens forrang | Ny bestemmelse |
| Artikel I-11 | Kompetencetildelingsprincippet, nærhedsprincippet og proportionalitetsprincippet | - |
| Artikel I-12 | Kompetencekategorier | Ny bestemmelse
|
| Artikel I-13 | Enekompetence | |
| Artikel I-14 | Delt kompetence | |
| Artikel I-17 | Understøttende, koordinerende og supplerende kompetencer | |
| Artikel I-18 | Fleksibilitetsbestemmelse | - |
| Artikel I-44 | Forstærket samarbejde |
[ Top ] [ Forrige ] [ Næste ] [ Oversigt ]
Temasiderne forpligter ikke Europa-Kommissionen retligt, foregiver ikke at være udtømmende og indeholder ikke nogen fortolkning af forfatningen.