Print udgave | Juridisk meddelelse | Hvad nyt? | Søgning | Kontakt | Oversigt | Ordforklaringer | Om dette netsted
En Forfatning for Europa Ignorer sprogvalg og gå direkte til traktatlisten (adgangstast=1)
EUROPA > Resumeer af lovgivningen > De grundlæggende principper for EU

DET EUROPÆISKE SAMARBEJDE FRA TRAKTAT TIL TRAKTAT >

De grundlæggende principper for EU


Kompetencekategorier og udøvelse af beføjelserne


Indledning
De generelle principper
De forskellige former for beføjelser
Udøvelse af beføjelserne: kontrol og fleksibilitet
Oversigtstabel

INDLEDNING

Med forfatningen indføres der en klarere kompetencefordeling mellem EU og medlemsstaterne. Principperne for fordelingen og de forskellige kompetencekategorier beskrives i et særligt afsnit.
Baggrunden for ændringerne er den manglende klarhed og præcision i den nuværende afgrænsning af beføjelserne, som har medført tre store problemer:

I forfatningens generelle opdeling af beføjelserne i artikel I-12 skelnes der mellem tre kategorier beføjelser, nemlig enekompetence, delt kompetence og kompetence til at understøtte, koordinere og supplere medlemsstaternes indsats.
Desuden understreges det i forfatningen, at EU har beføjelse til at sikre, at den økonomiske politik og beskæftigelsespolitikken samordnes, og til at definere og gennemføre en fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik (FUSP).
I forfatningen opretholdes der i øvrigt en fleksibilitetsbestemmelse, som gør det muligt for EU om nødvendigt at handle på områder, som ligger uden for de områder, hvor EU har fået tildelt kompetence. Forfatningen øger desuden kontrollen med overholdelsen af kompetenceafgrænsningen.
Endelig skal det bemærkes, at der grundlæggende er tale om små ændringer, og at der stort set ikke sker nogen kompetencetilpasninger (overførsel af kompetence).

[ TOP ]

DE GENERELLE PRINCIPPER

Forfatningstraktatens
artikel I-11 vedrører kompetencetildelingsprincippet, som betyder, at EU kun handler inden for grænserne af de beføjelser, som EU har fået tildelt for at nå de mål, der fastlægges i forfatningen. I forfatningen fastsættes det i den samme artikel udtrykkeligt, at "beføjelser, der ikke er tildelt Unionen i forfatningen, forbliver hos medlemsstaterne".
Forfatningens væsentligste nyskabelse består i, at de eksisterende former for beføjelser er blevet indskrevet i EU's grundlæggende tekst, hvilket aldrig har været tilfældet i de hidtidige traktater. Det bør dog bemærkes, at Domstolen i sin retspraksis allerede har bidraget til at tegne omridset af en opdeling, hvor der skelnes mellem tre former for beføjelser (enekompetence, delt kompetence og supplerende kompetence).
Der er i øvrigt blevet lagt vægt på den materielle kompetencetildelingsmetode, som består i præcist at definere, hvilke opgaver der skal udføres af EU, dvs. at der i forfatningstraktaten opstilles en liste over beføjelser. Herved bliver tingene klarere, eftersom EU's lovgivningsbeføjelser i de nuværende traktater enten defineres ud fra de mål, der skal nås, eller efter emne, hvilket gør det vanskeligere at forstå helheden. Denne forbedring skal dog ses i lyset af, at det i artikel I-12 fastsættes, at "omfanget af og de nærmere bestemmelser for Unionens udøvelse af beføjelser fastlægges i del III for hvert område". Denne bestemmelse gør det ganske vist muligt at opretholde en vis form for fleksibilitet, men samtidig indskrænkes nytten af opdelingen, eftersom det altid vil være nødvendigt at gennemgå bestemmelserne i del III for præcist at fastslå "hvem der gør hvad".

Blandt de generelle principper for beføjelserne bør artikel I-6 om EU-retten ligeledes nævnes. Heri er det for første gang i traktaterne nedfældet, at EU-retten har forrang i forhold til medlemsstaternes lovgivning, når der er tale om udøvelse af de beføjelser, som EU har fået tillagt. Dette er en vigtig nyskabelse, eftersom bekræftelsen af dette princip, som fremgår af den berømte domstolsafgørelse i sagen Costa mod Enel fra 1964, ikke tidligere er kommet konkret til udtryk i EU's primære ret.

[ Top ]

DE FORSKELLIGE KOMPETENCEFORMER

I artikel I-12 til I-17 gives der en detaljeret beskrivelse af de forskellige kompetenceformer:

I forlængelse af denne nye kategorisering skal det bemærkes, at det stadig er muligt for et begrænset antal medlemsstater at udøve beføjelserne gennem et forstærket samarbejde. I artikel I-44 fastsættes det således, at de medlemsstater, der ønsker det, kan indgå i et forstærket samarbejde på områder, hvor EU ikke har enekompetence. Forfatningens bestemmelser om et forstærket samarbejde svarer i al væsentlighed til de nuværende bestemmelser i EU-traktaten. De vigtigste ændringer drejer sig om følgende tre punkter: fjernelse af begrænsningerne inden for FUSP og ad hoc-regler for politi- og domstolssamarbejde på straffeområdet, mulighed for inden for rammerne af et forstærket samarbejde at gå fra enstemmighed til kvalificeret flertal og fra en særlig lovgivningsprocedure til en ordinær lovgivningsprocedure og ændring af minimumsgrænsen for deltagende medlemsstater fra de nuværende 8 medlemsstater til en tredjedel af medlemsstaterne.

[ Top ]

UDØVELSE AF BEFØJELSERNE: KONTROL OG FLEKSIBILIET

I artikel I-11 fastsættes det, at udøvelsen af EU's beføjelser ikke kun er underlagt princippet om kompetencetildeling, men også nærheds- og proportionalitetsprincippet.
På grund af de nationale parlamenters inddragelse medfører forfatningstraktaten en øget kontrol af, at kompetenceafgrænsningen overholdes, især i forbindelse med nærhedsprincippet . I medfør af protokollen om anvendelse af nærheds- og proportionalitetsprincippet indføres der et tidligt varslingssystem, som forudsætter stor deltagelse fra de nationale parlamenters side.

For at sikre en vis fleksibilitet i kompetencefordelingen er der en bestemmelse, som giver EU mulighed for at handle i tilfælde, som ligger uden for de kompetencer, som EU har fået tildelt, men som kræver en indsats på EU-niveau for at nå et af forfatningens mål.
Denne bestemmelse, som er indeholdt i artikel I-18, er en gengivelse af hovedindholdet i artikel 308 i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab og kræver fortsat enstemmighed. Dens anvendelsesområde er ikke længere begrænset til det indre marked, men er udvidet til de politikker, der er omfattet af forfatningens del III. Med hensyn til proceduren skal Parlamentet ikke længere kun høres, det skal godkende hver enkelt foranstaltning.

Af artikel I-18 fremgår det desuden, at Kommissionen skal informere medlemsstaternes nationale parlamenter om forslag, som er baseret på anvendelsen af denne fleksibilitetsbestemmelse, så de kan kontrollere, om nærhedsprincippet overholdes.

[ Top ]

OVERSIGTSTABEL

Artikel Emne Bemærkninger
Artikel I-11 til I-18 EU's beføjelser -
Artikel I-6 Fællesskabsrettens forrang Ny bestemmelse
Artikel I-11 Kompetencetildelingsprincippet, nærhedsprincippet og proportionalitetsprincippet -
Artikel I-12 Kompetencekategorier Ny bestemmelse
Artikel I-13 Enekompetence
Artikel I-14 Delt kompetence
Artikel I-17 Understøttende, koordinerende og supplerende kompetencer
Artikel I-18 Fleksibilitetsbestemmelse -
Artikel I-44 Forstærket samarbejde

[ Top ] [ Forrige ] [ Næste ] [ Oversigt ]


Temasiderne forpligter ikke Europa-Kommissionen retligt, foregiver ikke at være udtømmende og indeholder ikke nogen fortolkning af forfatningen.


Print udgave | Juridisk meddelelse | Hvad nyt? | Søgning | Kontakt | Oversigt | Ordforklaringer | Om dette netsted | Sidens top