Navigation path

Left navigation

Additional tools

Europa-Kommissionen - Udtalelse

Erklæring fra førstenæstformand Frans Timmermans og kommissær Věra Jourová på den europæiske mindedag for ofrene for alle totalitære og autoritære regimer

Bruxelles, den 23. august 2017

I dag, den 23. august, markerer vi den europæiske mindedag for ofrene for alle totalitære og autoritære regimer. Vi mindes ofrene for disse regimer og bekræfter på ny, at vi på det kraftigste tager afstand fra de ideologier, de byggede på.

Den 23. august 1939 underskrev Nazityskland og Sovjetunionen Molotov-Ribbentrop-pagten. Den markerede begyndelsen på en af de mørkeste perioder i nyere historie på vores kontinent. Totalitære regimer i hele Europa begrænsede menneskers frihed, krænkede deres rettigheder og gjorde millioner af almindelige borgere til ofre for deres ideologi.

Vi må ikke glemme fortidens rædsler. Det kan give os den viden og den styrke, der skal til for at modstå dem, der forsøger at genoplive disse ideologier. Den Europæiske Union blev bygget på fælles værdier som menneskers værdighed, grundlæggende rettigheder, retsstatsprincippet og demokrati samt på modstand mod ekstrem nationalisme. Vi må aldrig tage disse rettigheder og friheder for givet. Vi vil kæmpe for dem hver eneste dag.

Ekstremisme, nationalisme, fremmedhad og andre former for had kan stadig optræde i offentlige taler i Europa. At holde minderne i live er ikke blot en hyldest til ofrene, men også en måde at sikre, at disse ideologier forkastes fuldstændig, og at sådanne uhyrligheder aldrig sker igen.

Vi står fast på vores forsvar af demokratiet, retsstatsprincippet og de grundlæggende rettigheder i Europa og resten af verden. Ekstremisme, intolerance og undertrykkelse hører ikke hjemme i EU.

Baggrund

Undertegnelsen af Molotov-Ribbentrop-pagten den 23. august 1939 førte til, at mange millioner mennesker blev deporteret, tortureret og slået ihjel under totalitære regimer.

Afslutningen på Anden Verdenskrig satte en stopper for naziregimet, men mange europæere fortsatte i årtier med at lide under totalitære regimer.

Videoklip: Førstenæstformand Frans Timmermans om vores fælles værdier

STATEMENT/17/2722

Pressehenvendelser:

Borgerhenvendelser: Europe Direct på tlf. 00 800 67 89 10 11 eller pr. mail


Side Bar