Navigation path

Left navigation

Additional tools

Europa-Kommissionen - Tale

Tale om Unionens tilstand 2016: Hen imod et bedre Europa — et Europa, der beskytter, styrker og forsvarer sine borgere, værdier og interesser

Strasbourg, den 14. september 2016

.

[AUTHORISED VERSION]

 

Hr. formand

Ærede medlemmer af Europa-Parlamentet.

Jeg stod her for et år siden og fortalte jer, at det ikke gik godt for vores Union. Jeg sagde, at der ikke er tilstrækkeligt med Europa i denne Union. Og at der ikke er tilstrækkeligt med Union i denne Union.

Jeg vil ikke stå her i dag og sige, at alt nu er godt.

Det er det ikke.

Lad os være hudløst ærlige i vores diagnose.

Vores Europæiske Union befinder sig — i det mindste delvist — i en eksistentiel krise.

Jeg har i løbet af sommeren lyttet opmærksomt til medlemmerne af dette parlament, til repræsentanterne for medlemsstaternes regeringer, til mange nationale parlamentarikere og til de almindelige EU-borgere, der har delt deres tanker med mig.

Jeg har været vidne til adskillige årtiers europæisk integration. Der har været mange gode øjeblikke. Men der har selvfølgelig også været mange svære tider, endog kriser.

Aldrig før har jeg dog oplevet, at der var så lidt fælles fodslag mellem medlemsstaterne. Så få områder, hvor de er enige om at samarbejde.

Aldrig før har jeg hørt så mange ledere tale udelukkende om deres nationale problemer og kun nævne Europa i forbifarten, om overhovedet.

Aldrig før har jeg oplevet, at repræsentanterne for EU-institutionerne opstiller helt forskellige prioriteringer, som nogle gange endda er i direkte modstrid med de nationale regeringer og parlamenter. Det er, som om at der næsten ikke længere findes nogen kontaktflade mellem EU og medlemsstaternes hovedstæder.

Aldrig før har jeg oplevet de nationale regeringer så svækket af populistiske kræfter og i den grad handlingslammede, fordi de er bange for at lide nederlag ved det næste valg.

Aldrig før har jeg oplevet så stor fragmentering og så lidt fællesskab i vores Union.

Vi skal nu træffe et meget vigtigt valg.

Skal vi give efter for den meget naturlige følelse af frustration? Skal vi tillade os at blive kollektivt deprimerede? Skal vi lade vores Union falde fra hinanden for øjnene af os?

Eller skal vi sige: Er det ikke netop nu, at vi skal tage os sammen? Er det ikke netop nu, at vi skal smøge ærmerne op og arbejde dobbelt så hårdt eller endda tre gange så hårdt? Har Europa ikke netop nu brug for et mere beslutsomt lederskab end nogensinde før, snarere end politikere, der forlader den synkende skude?

Vi skal i vores overvejelser om Unionens tilstand være meget realistiske og helt ærlige.

For det første er vi nødt til at indrømme, at vi står over for mange uløste problemer i Europa. Det kan der ikke herske nogen tvivl om.

Lige fra høj arbejdsløshed, social ulighed og tårnhøj offentlig gæld til den enorme udfordring, det er at integrere flygtninge, og den meget reelle trussel mod vores sikkerhed både hjemme og ude - hver eneste af EU's medlemsstater er berørt af de kriser, der hører vores tid til.

Vi står endda i den ulykkelige situation, at et af vores medlemmer forlader vores fællesskab.

For det andet bør vi være klar over, at verden iagttager os.

Jeg er lige vendt hjem fra G20-mødet i Kina. Europa har syv pladser ved dette vigtige globale forums forhandlingsbord. Til trods for at vi er så velrepræsenterede, var der flere spørgsmål, end vi havde fælles svar på.

Vil Europa stadig kunne indgå handelsaftaler og sætte standarden på verdensplan, når det gælder økonomiske, sociale og miljømæssige anliggender?

Vil Europas økonomi endelig komme på fode igen, eller vil den fortsat stå på lav vækst og lav inflation i det næste årti?

Vil Europa stadig være førende på verdensplan, når det gælder kampen for menneskerettigheder og grundlæggende værdier?

Vil Europa fortsat råbe højt med én stemme, når den territoriale integritet trues i strid med folkeretten?

Eller vil Europa forsvinde fra den internationale scene og overlade det til andre at forme verden?

Jeg ved, at I her i Parlamentet er mere end villige til at give klare svar på disse spørgsmål. Men vores ord skal følges op af fælles handling. Ellers er der netop blot tale om ord. Man kan ikke med ord alene sætte den internationale dagsorden.

For det tredje bør vi erkende, at vi ikke kan løse alle vores problemer med endnu en tale. Eller med endnu et topmøde.

Dette er ikke USA, hvor præsidenten holder sin tale om Unionens tilstand for begge kamre i Kongressen, og hvor millioner af borgere følger hvert et ord, han siger, live i fjernsynet.

Til sammenligning hermed viser vores overvejelser om Unionens tilstand her i Europa med al tydelighed, hvor ufuldstændig vores Union er. I dag holder jeg min tale for Europa-Parlamentet. Og på fredag, mødes jeg særskilt med de nationale ledere i Bratislava.

Jeg kan derfor ikke i min tale udelukkende bejle til jeres gunst uden at tage hensyn til, hvad medlemsstaternes ledere har at sige på fredag. Jeg kan heller ikke tage til Bratislava med et andet budskab, end det jeg overbringer jer i dag. Jeg skal tage hensyn til begge - lige vigtige - demokratiske niveauer i Unionen.

Vi er ikke Europas Forenede Stater. Vores Europæiske Union er langt mere kompleks. Det er en fejl at ignorere denne kompleksitet, for så kommer vi til at træffe de forkerte beslutninger.

Hvis Europa skal fungere, skal de taler, der holdes til støtte for vores fælles projekt, ikke kun holdes i dette ærede Parlament, men også i medlemsstaternes nationale parlamenter.

Hvis Europa skal fungere, skal vi alle arbejde for enhed og fællesskab og lægge rivaliseringen mellem kompetencer og institutioner bag os. Først da vil Europa være mere end blot summen af de enkelte bestanddele. Og først da kan det europæiske samarbejde blive stærkere og bedre, end det er i dag. Først da vil EU-institutionernes ledere og de nationale regeringer kunne genvinde de europæiske borgeres tillid til vores fælles projekt.

De europæiske borgere er nemlig trætte af de endeløse uoverensstemmelser, skænderier og mundhuggerier.

De europæiske borgere vil have konkrete løsninger på det meget aktuelle problem, som vores Union står over for. Og de vil have mere end blot løfter, beslutninger og topmødekonklusioner. Dem har de hørt og set til bevidstløshed.

De europæiske borgere vil have fælles beslutninger, der gennemføres omgående og effektivt.

Ja, vi har brug for en langsigtet vision. Kommissionen har til hensigt at opstille en sådan vision for fremtiden i en hvidbog, som vil blive offentliggjort i marts 2017, således at den foreligger inden romtraktaternes 60-årsjubilæum. Vi vil beskrive, hvordan vi kan styrke og reformere vores Økonomiske og Monetære Union. Vi vil også tage højde for de politiske og demokratiske problemer, som de 27 medlemsstater skal løse i fremtiden. Vi vil i denne proces naturligvis arbejde tæt sammen med Europa-Parlamentet og de nationale parlamenter.

Visioner alene er dog ikke tilstrækkelige. Vores borgere har i langt højere grad brug for lederskab. At nogen reagerer på de udfordringer, vi står over for i øjeblikket.

Europa er et fælles projekt med mange deltagere, som kun fungerer, hvis vi alle trækker på samme hammel. Det gælder både for EU-institutionerne, de nationale regeringer og de nationale parlamenter. Vi skal på en række udvalgte områder, hvor der er størst behov for fælles løsninger, endnu engang vise, at dette er muligt.

Jeg foreslår derfor en positiv dagsorden med konkrete europæiske tiltag for det kommende år.

Det kommende år vil nemlig efter min opfattelse være afgørende, hvis vi vil genforene vores Union. Og hvis vi vil overvinde den tragiske splittelse mellem øst og vest, der er opstået i de seneste måneder. Hvis vi vil vise, at vi kan være hurtige og beslutsomme i spørgsmål, der virkelig betyder noget. Hvis vi vil vise verden, at Europa fortsat er i stand til at gøre en fælles indsats.

Vi skal se at komme i gang.

Jeg har i formiddag sendt et brev til formand Martin Schulz og premierminister Robert Fico.

Det kommende år er afgørende, når det gælder om at skabe et bedre Europa:

et Europa, der yder beskyttelse

et Europa, der bevarer den europæiske måde at leve på

et Europa, der styrker borgernes indflydelse

et Europa, der forsvarer sine borgere, værdier og interesser både hjemme og i udlandet og

et Europa, der tager ansvar.

 

ET EUROPA, SOM VÆRNER OM VORES LEVEVIS

Jeg er overbevist om, at den europæiske levevis er værd at bevare.

Jeg har indtryk af, at mange har glemt, hvad det vil sige at være europæer.

Hvad det vil sige at være en del af denne union af europæere – hvad landmanden i Litauen har til fælles med den enlige mor i Zagreb, sygeplejersken i Valetta eller den studerende i Maastricht.

At huske, hvorfor Europas nationer valgte at arbejde sammen.

At huske, hvorfor masserne fejrede solidariteten i Warszawas gader den 1. maj 2004.

At huske, hvorfor det europæiske flag vejrede stolt over Puerta del Sol den 1. januar 1986.

At huske, at Europa er en drivkraft, som kan hjælpe med at forene Cypern, hvilket er noget, som jeg støtter de to cypriotiske ledere i.

Først og fremmest er Europa lig med fred. Det er ikke noget tilfælde, at den længste periode med fred i Europas nedfældede historie startede med oprettelsen af De Europæiske Fællesskaber.

70 år med vedvarende fred i Europa, og det i en verden med 40 væbnede konflikter, som hvert år koster 170 000 mennesker livet.

Vi har ganske vist stadig vores forskelligheder. Ja, vi er ofte uenige. Nogle gange strides vi. Men det er med ord. Og vi løser vores konflikter omkring forhandlingsbordet, ikke i skyttegravene.

En integreret del af vores europæiske levevis er vores værdier.

Værdier som frihed, demokrati og retsstatsprincippet. Værdier, som vi har kæmpet for i århundreder – både med sværdet og med ordet.

Vi kan som europæere aldrig acceptere, at polske arbejdstagere bliver chikaneret, overfaldet eller endog slået ihjel i Harlows gader. Arbejdstagernes frie bevægelighed er lige så meget en fælles europæisk værdi som vores kamp mod diskrimination og racisme.

Vi europæere er stærkt imod dødsstraf. Fordi vi tror på og respekterer værdien af menneskeliv.

Vi europæere tror også på uafhængige, retfærdige retssystemer.Uafhængige domstole holder regeringer, virksomheder og enkeltpersoner i skak. Effektive retssystemer støtter den økonomiske vækst og forsvarer grundlæggende rettigheder. Det er derfor, Europa fremmer og forsvarer retsstatsprincippet.

At være europæer er også ensbetydende med at være åben og handle med vores naboer i stedet for at bekrige dem. Det er ensbetydende med at være verdens største handelsblok, der har handelsaftaler på plads eller undervejs med mere end 140 partnere over hele verden.

Og handel betyder beskæftigelse – for hver 1 mia. EUR, vi genererer i eksport, skabes der 14 000 ekstra job i EU. Og mere end 30 mio. job, dvs. 1 ud af 7 af alle job i EU, afhænger nu af eksporten til resten af verden.

Det er derfor, at Europa arbejder sammen med Canada om at åbne markederne. Canada er en af vores tætteste partnere og et land, med hvilket vi deler interesser, værdier, respekt for retsstatsprincippet og forståelse af kulturel mangfoldighed. Handelsaftalen mellem EU og Canada er den bedste og mest progressive aftale, EU nogensinde har forhandlet hjem. Og jeg vil samarbejde med jer og med alle medlemsstaterne, så denne aftale kan blive ratificeret så hurtigt som muligt.

At være europæer betyder, at du har ret til at få dine personoplysninger beskyttet af stærk europæisk lovgivning. Europæerne bryder sig ikke om droner, der registrerer hvert skridt, de tager, eller om virksomheder, der registrerer hvert enkelt klik med musen. Derfor nåede Parlamentet, Rådet og Kommissionen i maj til enighed om en forordning om fælles europæiske databeskyttelsesregler. Der er tale om en stærk europæisk lov gældende for virksomheder, uanset hvor de ligger, og hvornår de behandler dine oplysninger. For privatlivets fred betyder noget i Europa. Det er et spørgsmål om menneskelig værdighed.

At være europæer betyder også, at der er lige konkurrencevilkår.

Det betyder, at arbejdstagerne skal have samme løn for det samme arbejde på det samme sted. Det er et spørgsmål om social retfærdighed. Derfor står Kommissionen bag forslaget vedrørende udstationeringsdirektivet. Det indre marked er ikke et sted, hvor arbejdstagere fra Østeuropa kan udnyttes eller udsættes for lavere sociale standarder. Europa er ikke det vilde vesten, men en social markedsøkonomi.

Lige konkurrencevilkår betyder også, at de europæiske forbrugere er beskyttet mod karteller og magtfulde virksomheders misbrug. Alle virksomheder – store som små – skal betale skat der, hvor de tjener deres penge. Det gælder også for giganter som Apple, også selv om deres markedsværdi er højere end BNP'et i 165 af verdens lande. I Europa accepterer vi ikke, at magtfulde virksomheder får ulovlige skatteaftaler ad bagdøren.

Vi skal ikke blande os i skatteniveauet i et land som Irland. Irland har sin suveræne ret til at sætte det skatteniveau, det vil. Men det er ikke rimeligt, at en virksomhed kan unddrage sig beskatning – penge, som ellers ville kunne komme irske familier, virksomheder, sygehuse og skoler til gode. Kommissionen vogter over denne retfærdighed. Det er den sociale side af konkurrencelovgivningen, og det er det, som Europa står for.

At være europæer er også ensbetydende med at have en kultur, der beskytter vores arbejdstagere og vores industrier i en stadig mere globaliseret verden. Det er tilfældet i Gosselies i Belgien, hvor tusindvis af mennesker risikerer at miste deres job. Takket være EU-lovgivningen skal virksomheden nu indgå i en ægte social dialog. Arbejdstagerne og de lokale myndigheder kan regne med europæisk solidaritet og hjælp fra EU's fonde.

At være europæer betyder også, at vi går i brechen for vores stålindustri. Vi har allerede iværksat 37 antidumping- og antisubsidieundersøgelser med det formål at beskytte vores stålindustri mod illoyal konkurrence. Men vi skal gøre mere, da overproduktion i visse dele af verden er årsag til, at europæiske producenter går nedenom og hjem. Derfor har jeg været i Kina to gange i år for at drøfte problemet med overkapacitet. Det er også derfor, at Kommissionen har foreslået at ændre reglen om den lavest mulige told. USA har en importtold på 265 % på kinesisk stål, mens visse europæiske regeringer i årevis har insisteret på at nedsætte tolden på stål fra Kina. Jeg opfordrer medlemsstaterne og Parlamentet til at støtte Kommissionen i bestræbelserne på at styrke vores handelspolitiske beskyttelsesinstrumenter. Vi skal ikke være naive frihandelsfolk men være i stand til at reagere lige så kraftfuldt på dumping som USA.

En vigtig del af vores europæiske liv, som jeg ønsker at værne om, er vores landbrugssektor. Kommissionen vil altid stå vores landbrugere bi, navnlig når de som nu gennemlever svære tider. Sidste år blev mejerisektoren ramt af et russisk importforbud. Derfor har Kommissionen mobiliseret 1 mia. EUR til støtte for de europæiske mælkeproducenter for at bringe dem på fode igen. Jeg vil ikke acceptere, at mælk er billigere end vand.

At være europæer indebærer for de fleste af os også brug af euroen. Euroen forblev stærk under den globale finanskrise og beskyttede os mod endnu mere ustabilitet. Euroen er en af de førende valutaer i verden, og det medfører enorme, ofte usynlige, økonomiske fordele. Landene i euroområdet har i år sparet 50 mia. EUR i rentebetalinger takket være Den Europæiske Centralbanks monetære politik. 50 mia. EUR ekstra, som vores finansministre kan og bør investere i økonomien.

Mario Draghi beskytter vores valutas stabilitet, og han yder et større bidrag til vækst og beskæftigelse end mange af vores medlemsstater.

Javist, vi europæere led tab under en historisk finans- og gældskrise. Men sandheden er, at hvor de offentlige underskud i euroområdet i gennemsnit lå på 6,3 % i 2009, ligger de nu på under 2 %.

I løbet af de seneste tre år har næsten 8 mio. flere mennesker fundet et arbejde. Der er tale om 1 mio. alene i Spanien – et land, som fortsat viser en imponerende evne til at rejse sig efter krisen.

Jeg ville ønske, at dette blev fremhævet lidt oftere, overalt i Europa, når folkevalgte politikere tager ordet.

For i vores ufuldstændige Union kan intet europæisk lederskab træde i stedet for nationalt lederskab.

De europæiske nationer skal forsvare rationalet bag enheden. Der er ikke nogen, der kan gøre det for dem.

De skal gøre det.

Vi kan forenes, vores forskelligheder til trods.

Europas mægtige, demokratiske nationer skal ikke bøje af for populismen.

Europa skal ikke dukke sig for terrorismen.

Nej, medlemsstaterne skal bygge et Europa, som beskytter. Og vi, de europæiske institutioner, skal hjælpe dem med at indfri dette løfte.

 

ET EUROPA, DER GØR STÆRK

Den Europæiske Union skal ikke blot sikre, at vi kan bevare vores europæiske livsstil, men skal også forbedre europæiske borgeres situation.

Vi skal arbejde for et Europa, der styrker borgerne og økonomien. Og i dag har både borgerne og økonomien indrettet sig digitalt.

Digital teknologi og digital kommunikation har indflydelse på alle livets aspekter.

Alt hvad der skal til, er adgang til en højhastighedsinternetforbindelse. Vi skal sikre denne forbindelse. Økonomien har brug for den. Befolkningen har brug for den.

Og det er nu, vi skal investere i netforbindelser.

Det er grunden til, at Kommissionen i dag foreslår en reform af de europæiske telekommunikationsmarkeder. Vi ønsker at skabe nye retsregler, der tiltrækker og fremmer investeringer i netforbindelser.

Erhvervslivet skulle gerne kunne planlægge sine investeringer i Europa i de næste 20 år. Hvis vi investerer i nye netværk og tjenester, vil det nemlig skabe mindst 1,3 millioner job i løbet af de næste ti år.

Netforbindelser bør komme alle til gode.

Kommissionen foreslår derfor i dag, at 5G, dvs. 5. generation af mobilkommunikationssystemet, udrulles overalt i EU inden 2025. Det vil kunne skabe yderligere to millioner job i EU.

Alle drager nytte af netforbindelser, hvilket betyder, at det ikke bør have nogen betydning, hvor man bor, eller hvor meget man tjener.

Vi foreslår derfor i dag, at alle europæiske landsbyer og byer udstyres med gratis trådløs internetforbindelse omkring de vigtigste centre for det offentlige liv inden 2020.

I takt med at verden bliver digital, skal vi også sætte kunstnere og skabere bedre i stand til at beskytte deres værker. Kunstnere og skabere spiller en yderst vigtig rolle for samfundet. At skabe et indhold er ikke blot en hobby. Det er en profession. Og det er en del af den europæiske kultur.

Jeg så gerne, at journalister, forlæggere og forfattere honoreres bedre for deres arbejde, hvad enten det foregår på et kontor eller hjemme, hvad enten værket offentliggøres på nettet eller ej, og hvad enten det offentliggøres i form af en papirkopi eller et link til nettet.

Den revision af EU's ophavsrettigheder, som vi foreslår i dag, sikrer netop dette.

Ved at styrke økonomien fremmer vi ikke blot investeringer i forbundetheden, men også beskæftigelsen.

Derfor skal Europa investere stort i ungdommen, de jobsøgende og i nye virksomheder.

Den investeringsplan for Europa til en værdi af 315 mia. EUR, som vi sammen blev enige om for blot 12 måneder siden, har allerede medført investeringer på 116 mia. EUR – fra Letland til Luxembourg – i planens første år.

Der er ydet lån til over 200 000 små virksomheder og nystartede virksomheder i EU. Og over 100 000 personer har fået nyt job. Det er sket takket være den nye Den Europæiske Fond for Strategiske Investeringer, som jeg foreslog, som min Kommission udviklede, og som I her i Europa-Parlamentet bakkede op om og vedtog på rekordtid.

Vi skal nu videre. I dag foreslår vi at fordoble både fondens varighed og dens finansielle kapacitet.

Med jeres støtte vil vi sikre, at fonden yder i alt mindst 500 mia. EUR – en halv billion – i investeringer inden 2020. Og vi vil sigte på at nå op på 630 mia. EUR inden 2022. Hvis medlemsstaterne bidrager, kan vi naturligvis nå målet endnu hurtigere.

Sideløbende med indsatsen for at skabe private investeringer, skal vi også skabe det rette investeringsmiljø.

De europæiske banker er i en langt bedre situation i dag end for to år siden takket være en fælles europæisk indsats. Europa har brug for bankerne. Det er dog ikke godt for den finansielle stabilitet at have en økonomi, der er næsten udelukkende er afhængig af banklån. Det er heller ikke godt for erhvervslivet, hvilket vi så under den finansielle krise. Derfor er det så vigtigt, at vi nu hurtigst muligt kommer videre med kapitalmarkedsunionen. Kommissionen vil her i dag fremlægge en konkret køreplan.

En kapitalmarkedsunion vil gøre vores finansielle system mere robust. Den vil give virksomheder lettere og mere diversificeret adgang til finansiering. Forestil jer en finsk nystartet virksomhed, som ikke kan få et banklån. Lige nu er mulighederne meget begrænsede. Kapitalmarkedsunionen vil tilbyde alternative, vitale finansieringskilder, som kan hjælpe nystartede virksomheder i gang – business angels, venturekapital og markedsbaseret finansiering.

Bare for at nævne et eksempel – for næsten et år siden fremsatte vi et forslag, som vil gøre det lettere for bankerne at yde lån. Det har potentiale til at kunne frigive op til 100 mia. EUR i ekstra finansiering til EU's erhvervsliv. Så lad os få sat skub i vedtagelsen.

Vores europæiske investeringsplan har fungeret bedre end forventet inden for EU, og nu skal vi udbrede den globalt. Det er noget, som mange af jer og medlemsstaterne har bedt om.

I dag lancerer vi en ambitiøs investeringsplan for Afrika og nabolandene, som har potentiale til at kunne skaffe investeringer på 44 mia. EUR. De kunne komme op på 88 mia. EUR, hvis medlemsstaterne også bidrager.

Tanken bag er den samme, som fungerede godt for den interne investeringsplan: vi benytter offentlig finansiering som garanti for at tiltrække offentlige og private investeringer, således at der skabes reel beskæftigelse.

Det vil supplere vores udviklingsbistand og bidrage til at tackle nogle af de grundlæggende årsager til migration. Med en økonomisk vækst i udviklingslandene på et niveau, der ikke har været lavere siden 2003, er dette yderst vigtigt. Den nye plan vil være en livline for dem, der ellers ville føle sig tvunget til at foretage en farlig rejse for at skabe sig et bedre liv.

Selv om vi investerer for at forbedre vilkårene uden for EU, er vi også nødt til at foretage investeringer for at klare humanitære kriser herhjemme. Frem for alt er vi nødt til at investere i de unge.

Jeg hverken kan eller vil acceptere, at Europa fortsat er et kontinent med ungdomsarbejdsløshed.

Og jeg hverken kan eller vil acceptere, at generation Y, de såkaldte "millennials", måske bliver den første generation i 70 år, som bliver fattigere end deres forældre.

Det er naturligvis primært en opgave for de nationale regeringer. Men EU kan understøtte deres indsats. Det gør vi gennem EU's ungdomsgaranti, som blev lanceret for tre år siden. Min Kommission gjorde ungdomsgarantien mere effektiv og sikrede, at den hurtigere gav resultater. Over 9 millioner unge har allerede nydt godt af programmet. Det er 9 millioner unge, som har fået et arbejde, et praktikophold eller en læreplads takket være EU. Vi vil fortsat udbrede ungdomsgarantien i hele EU og dermed forbedre europæernes færdigheder og nå ud til de regioner og unge med størst behov.

Det gør vi også med Erasmusprogrammet, som 5 mio. studerende allerede har nydt godt af. Takket være programmet flytter, rejser, arbejder, studerer og kommer unge i praktik overalt i EU. 1 ud af 3 unge studerende under Erasmus+ får tilbudt ansættelse i den virksomhed, hvor de har været i praktik.

Men vi kan gøre mere endnu. Der er mange unge, samfundsbevidste mennesker i Europa, som er villige til at yde et meningsfuldt bidrag til samfundet og udvise solidaritet. Det kan vi give dem mulighed for at gøre.

Solidaritet er det, der skal holde vores Union sammen.

Ordet solidaritet forekommer 16 gange i traktaterne, som alle medlemsstaterne har tilsluttet sig og ratificeret.

Vores europæiske budget er et levende bevis på finansiel solidaritet.

Der hersker en imponerende solidaritet, når det gælder om i fællesskab at anvende EU-sanktioner over for Rusland, når det overtræder folkeretten.

Euroen er et udtryk for solidaritet.

Vores udviklingspolitik er et stærkt signal udadtil om solidaritet.

Og når det kommer til at tackle flygtningekrisen, begynder vi også at se tegn på solidaritet. Jeg er overbevist om, at der er behov for større solidaritet. Men jeg ved også, at solidaritet skal komme ad frivillig vej. Den skal komme fra hjertet. Den kan ikke tvinges frem.

Vi er ofte mest villige til at udvise solidaritet, når vi står over for nødsituationer.

Da brandene hærgede i Portugal, slukkede italienske fly ilden.

Da oversvømmelserne forårsagede strømafbrydelser i Rumænien, fik svenske generatorer gang i strømmen igen.

Da tusindvis af flygtninge ankom til Grækenlands kyster, fandt de husly i slovenske telte.

I samme ånd foreslår Kommissionen i dag at etablere et europæisk solidaritetskorps. Unge i hele EU vil i krisesituationer frivilligt kunne give en hjælpende hånd, hvor behovet er størst, såsom i forbindelse med flygtningekrisen eller de seneste jordskælv i Italien.

Jeg ønsker at se det europæiske solidaritetskorps i drift inden udgangen af næste år. Og inden 2020 vil jeg gerne se de første 100 000 unge europæere deltage.

Ved frivilligt at melde sig til det europæiske solidaritetskorps vil de unge mennesker ikke alene kunne udvikle deres færdigheder og få arbejde, men også høste værdifuld menneskelig erfaring.

 

ET EUROPA, DER FORSVARER

Et Europa, der yder beskyttelse, er et Europa, der forsvarer – hjemme og ude.

Vi må forsvare os mod terrorisme.

Siden bombeattentaterne i Madrid i 2004 har der været mere end 30 terrorangreb i Europa – 14 bare inden for det seneste år. Mere end 600 uskyldige mennesker er omkommet i byer som f.eks. Paris, Bruxelles, Nice eller Ansbach.

Præcis, som vi stod skulder ved skulder i sorgen, må vi stå sammen i vores reaktion.

Det seneste års barbariske handlinger har atter vist os, hvad vi kæmper for – den europæiske levevis. Når vi konfronteres med umenneskeligheden må vi værne om vores værdier og os selv. Vi er demokratiske, pluralistiske samfund, der kendes på åbenhed og tolerance.

Imidlertid må den tolerance ikke eksistere på bekostning af vores sikkerhed.

Derfor har min Kommission lagt vægt på sikkerhed fra første færd – vi kriminaliserede terrorisme og udenlandske krigere i hele Unionen, vi slog ned på brugen af skydevåben og finansiering af terrorister, vi samarbejdede med internetvirksomheder om at få terroristisk propaganda væk fra internettet, og vi bekæmpede radikalisering i Europas skoler og fængsler.

Men vi kan gøre mere endnu.

Vi har behov for at vide, hvem der krydser vore grænser.

Vi vil derfor forsvare vores grænser med den nye europæiske grænse- og kystvagt, der i øjeblikket formelt godkendes af Europa-Parlamentet og Rådet – blot ni måneder efter, at Kommissionen fremsatte forslag herom. Frontex har allerede mere end 600 medarbejdere udstationeret i Grækenland ved grænsen til Tyrkiet og mere end 100 i Bulgarien. EU-institutionerne og medlemsstaterne bør nu arbejde meget tæt sammen for at få etableret dette nye agentur hurtigt. Det er mit mål at få mindst 200 ekstra grænsevagter og 50 ekstra køretøjer indsat ved Bulgariens ydre grænse fra oktober måned.

Vi vil også forsvare vore grænser med en streng kontrol af alle, som krydser grænserne. Den vil blive vedtaget inden årets udgang. Hver gang en person rejser ind i eller forlader Unionen, vil oplysninger om tid, sted og årsag blive registreret.

Inden november vil vi fremsætte forslag om et europæisk system for rejseoplysninger – et automatiseret system med henblik på at afgøre, hvem der vil få lov at rejse ind i EU. På den måde vil vi vide, hvem der rejser til EU, før de ankommer her.

Og vi har alle brug for disse oplysninger. Hvor mange gange har vi i de seneste måneder ikke hørt fortællinger om, at oplysningerne fandtes i ét lands database, men at de aldrig fandt vej til myndigheden i et andet land, hvor de kunne have gjort en afgørende forskel?

Grænsesikkerhed indebærer ligeledes, at der må lægges vægt på udveksling af oplysninger og efterretninger. Til dette formål vil vi styrke Europol – vort europæiske agentur til støtte for den nationale retshåndhævelse – ved at give det bedre adgang til databaser og flere ressourcer. En antiterrorenhed, som pt. råder over et personale på 60 ansatte, kan ikke tilvejebringe den nødvendige støtte 24/7.

Et Europa, der yder beskyttelse, forsvarer også vores interesser uden for vores grænser.

Kendsgerningerne er indlysende: Verden bliver større. Og vi bliver mindre.

I dag udgør vi europæere 8 % af verdens befolkning - vi vil kun udgøre 5 % i 2050. Til den tid finder vi ikke et eneste EU-land blandt verdens førende økonomier. Men Unionen samlet set? Vi vil stadig ligge øverst på ranglisten.

Vores fjender ville gerne se os splittes.

Vores konkurrenter ville drage fordel af vores splittelse.

Det er udelukkende ved at stå sammen, at vi er og vil forblive en magtfaktor, der vil blive taget alvorligt.

Selv om Europa er stolt over at være en "blød magt" med global indflydelse, må vi ikke være naive. Bløde magtmidler er utilstrækkelige i vores stadig mere farefulde nabolag.

Se blot på den brutale kamp om Syrien. Den har direkte konsekvenser for Europa. Vores byer angribes af terrorister, som har trænet i Daesh's lejre. Men hvor er Unionen, og hvor er EU-medlemsstaterne i forhandlingerne om en fredsaftale?

Federica Mogherini, vores høje repræsentant og min næstformand, gør et fantastisk stykke arbejde. Men vi har behov for at gøre hende til vores europæiske udenrigsminister, hvorigennem alle udenrigstjenester fra store såvel som små lande forener deres kræfter for at opnå en løftestangseffekt i internationale forhandlinger. Dette er årsagen til, at jeg i dag opfordrer til en europæisk strategi for Syrien. Federica bør have en plads ved det bord, hvor Syriens fremtid drøftes. Derved kan Europa bidrage til at genopbygge en fredelig syrisk nation og et pluralistisk, tolerant civilsamfund i Syrien.

Europa må skærpe tonen. Dette gælder allermest for vores forsvarspolitik.

Europa kan ikke længe tillade sig at køre på frihjul med andres militære styrke som undskyldning eller lade Frankrig stå alene om at forsvare æren i Mali.

Vi er nødt til at tage ansvar for at beskytte vores interesser og den europæiske levevis.

I det seneste årti har vi engageret os i mere end 30 civile og militære EU-missioner fra Afrika til Afghanistan. Men uden en permanent struktur kan vi ikke agere på effektiv vis. Hastende operationer udskydes. Vi har særskilte hovedkvarterer til parallelle missioner, selv når de finder sted i samme land eller by. Det er på tide, at vi får et fælles hovedkvarter for sådanne operationer.

Vi bør også arbejde i retning af fælles militære aktiver, der i nogle tilfælde ejes af Unionen. Og naturligvis i fuld komplementaritet med NATO.

Det økonomiske argument er indlysende. Det manglende samarbejde på forsvarsområdet koster Europa mellem 25 mia. EUR og 100 mia. EUR om året, afhængigt af hvilket område det drejer sig om, som vi kan bruge langt bedre.

Det kan lade sig gøre. Vi er i færd med at opbygge en flåde af tankfly. Lad os bygge videre på dette eksempel.

Et stærkt europæisk forsvar forudsætter, at den europæiske forsvarsindustri innoverer. Derfor vil vi inden årets udgang fremsætte forslag om en europæisk forsvarsfond for at sætte skub i forskning og innovation.

Lissabontraktaten gør det muligt for de medlemsstater, der ønsker det, at lægge deres forsvarskapaciteter sammen i form af et permanent struktureret samarbejde. Jeg finder, at tiden er inde til at gøre brug af denne mulighed. Og jeg håber, at vores møde med de 27 medlemsstater i Bratislava om få dage vil blive det første, politiske skridt i denne retning.

Fordi kun ved at samarbejde vil Europa være i stand til at forsvare sig hjemme og ude.

 

ET EUROPA, DER PÅTAGER SIG ANSVAR

Det sidste punkt, som jeg ønsker at omtale, handler om ansvar. Om at tage ansvar for at opbygge dette Europa, som yder beskyttelse.

Jeg opfordrer alle EU-institutioner og alle vores medlemsstater til at påtage sig ansvar.

Vi må sætte os ud over den gamle vane med at lade nationalstaterne tage æren for succes og give Unionen skylden for fiasko. Ellers vil vores fælles projekt ikke overleve.

Vi må holde fast i målbevidstheden i vores Union. Jeg opfordrer derfor hver og en af de 27 ledere, der er på vej til Bratislava, til at tænke på tre grunde til, at vi har brug for Den Europæiske Union.Tre ting, som de er villige til at påtage sig et ansvar for at forsvare. Og som de er villige til at levere kort tid derefter.

En langsommelig opfyldelse af afgivne løfter er et fænomen, som i stadig større grad risikerer at undergrave Unionens troværdighed. Tag Parisaftalen som eksempel. Vi europæere er førende på verdensplan inden for klimaindsatsen. Det var Europa, der bragte den første, juridisk bindende globale klimaaftale i stand. Det var Europa, som opbyggede den "Ambition Coalition", der gjorde en aftale mulig i Paris. Men Europa har nu svært ved at vise vejen og være blandt de første til at ratificere vores aftale. Frankrig, Østrig og Ungarn har som de eneste ratificeret aftalen indtil videre.

Jeg opfordrer alle medlemsstaterne og Europa-Parlamentet til at yde hver deres del i de kommende uger, ikke måneder. Vi bør være hurtigere. Lad os få Parisaftalen ratificeret nu. Det kan lade sig gøre. Det er et spørgsmål om politisk vilje. Og det handler om Europas globale indflydelse.

EU-institutionerne må også optage sig ansvar.

Jeg har bedt alle mine kommissærer om at være rede til i de næste to uger at drøfte vores Unions tilstand i de nationale parlamenter i de lande, de hver især kender bedst. Siden begyndelsen af min formandsperiode har mine kommissærer aflagt mere end 350 besøg i de nationale parlamenter. Og jeg ønsker, at de skal aflægge endnu flere besøg nu. For Europa kan kun opbygges sammen med medlemsstaterne og ikke ved at modarbejde dem.

Vi er også nødt til at tage ansvar for at anerkende det, når det ikke er op til os at træffe visse afgørelser. Det er ikke i orden, at når EU-landene ikke indbyrdes kan beslutte, om de vil forbyde anvendelsen af glyphosat i ukrudtsbekæmpelsesmidler, så tvinges Kommissionen af Europa-Parlamentet og Rådet til at træffe en afgørelse.

Vi vil derfor ændre disse regler – fordi de ikke er demokratiske.

Kommissionen må påtage sig et ansvar for at være politisk og ikke teknokratisk.

En politisk Kommission er en, som lytter til Europa-Parlamentet, lytter til alle medlemsstaterne og lytter til befolkningen.

Og det er vores lydhørhed, som fik min Kommission til at trække 100 forslag tilbage i mandatperiodens første to år, fremlægge 80 % færre initiativer end i de foregående 5 år og iværksætte en grundig gennemgang af al eksisterende lovgivning. For kun ved at fokusere på, hvor Europa kan tilføre reel merværdi og skabe resultater, vil vi kunne gøre Europa til et bedre og mere tillidsvækkende sted.

Det at være politisk indebærer også, at når teknokratiske fejl sker, skal de straks korrigeres. Kommissionen, Europa-Parlamentet og Rådet har i fællesskab besluttet at afskaffe roamingtakster for mobiltelefoner. Det er et løfte, vi agter at holde. Ikke bare for forretningsrejsende, der rejser til udlandet i få dage. Ikke bare for ferierende, der tilbringer to uger i solen Men for vores grænsearbejdere. Og for de millioner af Erasmus-studerende, der studerer i udlandet i et eller to semestre. Jeg har derfor trukket et lovudkast tilbage, som en velmenende embedsmand har udarbejdet i løbet af sommeren. Udkastet var ikke forkert teknisk set. Men det ramte ikke plet, med hensyn til hvad der var blevet lovet. Og et nyt og bedre udkast vil se dagens lys i næste uge. Roaming bør være som at logge på derhjemme.

Det at være politisk hjælper os også til at gennemføre stabilitets- og vækstpagten med sund fornuft. Ved oprettelsen var pagten påvirket af teori. Dens anvendelse er blevet en doktrin for mange. Og i dag er pagten et dogme for nogen. I teorien bør det sanktioneres, hvis et lands gæld overstiger 60 procent af BNP med ét decimalpoint. Men i virkeligheden er vi nødt til at se på årsagerne til gælden. Vi bør søge at bakke op om i stedet for at straffe igangværende reformbestræbelser. Til det formål har vi brug for ansvarlige politikere. Og vi vil fortsætte med at anvende pagten – ikke på en dogmatisk måde, men med sund fornuft og med den fleksibilitet, der fornuftigt nok er indbygget i reglerne.

Endelig indebærer det at påtage sig ansvar også, at vi står til regnskab over for vælgerne. Dette er årsagen til, at vi vil foreslå at ændre den absurde regel om, at kommissærerne skal træde tilbage fra deres hverv, hvis de ønsker at stille op til valg til Europa-Parlamentet. Den tyske forbundskansler og den tjekkiske, danske eller estiske statsminister indstiller ikke deres arbejde, når de stiller op til genvalg. Det bør kommissærer heller ikke. Hvis vi ønsker en Kommission, som imødekommer den virkelige verdens behov, bør vi tilskynde kommissærerne til at søge den fornødne kontakt med demokratiet. Og ikke hindre dette.

 

KONKLUSION

Ærede medlemmer

Jeg er så ung som det europæiske projekt, der fylder 60 næste år i marts 2017.

Jeg har levet i det og arbejdet for det hele mit liv.

Min far troede på Europa, fordi han troede på stabilitet, arbejdstagernes rettigheder og sociale fremskridt.

Fordi han kun alt for godt forstod, at freden i Europa er dyrebar – og skrøbelig.

Jeg tror på Europa, fordi min far lærte mig de samme værdier.

Men hvad lærer vi vores børn nu? Hvad vil de arve fra os? En Union, der opløses i splid? En Union, der har glemt sin fortid og ikke har nogen vision for fremtiden?

Vores børn fortjener bedre.

De fortjener et Europa, der beskytter deres levevis.

De fortjener et Europa, der styrker og forsvarer dem.

De fortjener et Europa, der yder beskyttelse.

Det er på tide, at vi – institutionerne, regeringerne, borgerne – alle påtager os ansvaret for at opbygge et sådant Europa. Sammen.

SPEECH/16/3043


Side Bar