Navigation path

Left navigation

Additional tools

Europa-Kommissionen

[Det talte ord gælder]

José Manuel Durão Barroso

Formand for Europa-Kommissionen

Formand José Manuel Durão Barrosos afskedstale

Europa-Parlamentets plenarmøde

Strasbourg, den 21. oktober 2014

Hr. formand, ærede medlemmer

Allerførst vil jeg gerne takke Dem for invitationen til at holde tale for Europa-Parlamentet. Det er nok sidste gang, jeg har den mulighed. Vi nærmer os af slutningen af min anden embedsperiode som formand for Europa-Kommissionen, og jeg er glad for at være sammen med Dem og min kolleger for at gøre status. Da det er den anden Kommission, jeg er formand for, vil jeg tillade mig at komme ind på de seneste ti år.

Jeg vil gerne dele mine følelser med Dem og fortælle, hvad jeg mener om den måde, Den Europæiske Union har håndteret de ganske betydelige udfordringer, vi har oplevet i perioden, og hvad jeg mener, vil blive de vigtigste udfordringer i fremtiden.

De er utvivlsomt enige med mig i, at vi har gennemlevet en usædvanlig periode med betydelige udfordringer. Ti år med krise og med Den Europæiske Unions tiltag mod krisen. Vi har ikke blot haft en statsgældskrise. Faktisk oplevede vi i begyndelsen af min første embedsperiode en forfatningskrise, da to stiftende medlemmer af Den Europæiske Union ved folkeafstemninger forkastede forfatningstraktaten. Så vi har altså haft en forfatningskrise, en statsgældskrise og finanskrise, og nu oplever en voldsom geopolitisk krise som følge af konflikten mellem Rusland og Ukraine.

Forfatningskrisen blev overvundet takket være Lissabon-forfatningstraktaten. Faktum er, at mange dengang sagde, at det ville være umuligt for Den Europæiske Union at finde frem til en ny forfatningsmæssig struktur. Og ja, der var tidspunkter med uklarhed og tvivl. Men grundlæggende var vi i stand til at beholde størstedelen af EU-retten, herunder de fleste nye elementer i Lissabon-forfatningstraktaten, som blev ratificeret af alle medlemsstater, også dem, der i dag synes at have glemt, at de ratificerede den.

Senere (jeg har lært at gemme de økonomiske spørgsmål til sidst, fordi de stadig er aktuelle) stod vi over for en uhyre alvorlig udfordring og trussel mod stabiliteten i Europa i form af Ruslands uacceptable adfærd over for Ukraine. Og vi stod fast på vore principper. Vi tilbød Ukraine en associeringsaftale og en frihandelsaftale, og jeg er glad for, at Ukraine på trods af alle vanskelighederne greb muligheden for at undertegne og ratificere associeringsaftalen. Jeg vil også gerne lykønske Parlamentet. Den dag, det ukrainske parlament ratificerede aftalen, ratificerede De aftalen og viste dermed, at De kan vække håb i Ukraine om at blive medlem af den europæiske familie af nationer.

Som vi alle ved, er krisen i talende stund endnu ikke overvundet. Men jeg mener godt, vi kan være stolte af, at vi har stået fast på vore principper, at vi helt utvetydigt har fordømt Ruslands handlinger, og at der faktisk blev indgået en associeringsaftale, ikke blot med Ukraine, men også med Georgien og Moldova. Jeg mener nemlig, det er vor pligt over for de lande, som sætter deres håb til Europa og ønsker en fælles fremtid med os, som de deler værdier med.

Netop nu gøres der mæglingsforsøg, og i dag sidder Kommissionen med ved bordet som mægler ved et møde om energi med den russiske og den ukrainske regering. Så det er muligt at forhandle sig frem til en politisk løsning, og det arbejder vi på. Det er i alle parters interesse at nå en politisk aftale, men en politisk aftale, som overholder folkerettens principper, en politisk aftale, som respekterer et nabolands ret til at vælge sin egen fremtid, og en politisk aftale, som respekterer landet suverænitet og uafhængighed. Så vi bør være stolte af, hvad vi har udrettet under denne uhyre vanskelige geopolitiske krise.

Og så har vi altså også haft den finansielle krise og statsgældskrisen. Kendsgerningerne er, at krisen ikke opstod i Europa, men faktum er også, at fordi vi ikke var forberedt, fordi euroområdet endnu ikke rådede over instrumenterne til at imødegå den, blev vi hårdt ramt, ikke blot finansielt, men også økonomisk, socialt og politisk. Krisen var formentlig den største siden starten på den europæiske integrationsproces i 1950'erne. Nu vil jeg gerne sætte tingene lidt i perspektiv.

Kære parlamentsmedlemmer

Jeg vil gerne minde om, hvad de fleste analytikere i de økonomiske og finansielle medier, selv i mange medlemsstater, og uden for Europa, tænkte kunne blive konsekvensen: Alle forudsagde, at Grækenland ville forlade euroområdet og opgive euroen, hvilket naturligvis omgående ville få en dominoeffekt i andre lande, f.eks. Irland og Portugal, hvor dominoeffekten faktisk allerede kunne føles. Men lad os nu ikke glemme, at Spanien, og Italien for den sags skyld, var under stort pres. Vi kiggede ud over afgrunden. Jeg husker udmærket, hvad der skete under drøftelser sideløbende med G20-topmødet i Cannes i 2011. Jeg husker udmærket, da analytikerne næsten enstemmigt forudsagde, at Grækenland ville forlade euroområdet, og mindst halvdelen af dem forudsagde euroens sammenbrud. Og hvad skete der så? Ikke blot forlod ingen euroområdet. Den 1. januar 2015 tiltræder det 19. medlem, Litauen, euroområdet. Ikke blot forlod Grækenland ikke euroområdet. Euroområdet har – i lighed med Den Europæiske Union – gennemgået en udvidelse. Det er en pointe, som ikke har fået den plads, den fortjener, i vor analyse.

Kan I huske, at i 2004, det år jeg havde den ære og fornøjelse at påtage mig posten som formand for Europa-Kommissionen, var vi 15 lande? I dag er vi 28. Under krisen er antallet af medlemmer af Den Europæiske Union altså næsten fordoblet. Findes der noget bedre bevis på EU's modstandsdygtighed og tilpasningsevne? At vi var i stand til at forblive forenede og åbne under krisen, mener jeg, bekræfter, hvor stor Den Europæiske Unions modstandsdygtighed og styrke er, og det bør ikke undervurderes.

Jeg er godt klar over, at for nogle, har disse ting ikke særlig stor betydning. På en måde idealiserer de fortiden. De drømmer sandsynligvis om et lukket Europa og mener, Europa var bedre, da halvdelen af kontinentet var underkastet totalitær kommunisme. Det mener jeg ikke. Jeg finder, at det Europa, vi har i dag, er bedre end det, vi havde, da halvdelen af Europa var underkastet kommunismen. Det er betydningsfuldt, at Den Europæiske Union under hele krisen var i stand til at åbne, konsolidere og forene næsten hele kontinentet Europa på grundlag af værdierne fred, frihed og retfærdighed. Det skal vi fejre, ikke være flove over, sådan som nogle synes at være det.

Så det er også en anledning til at tage festtøjet på. Mange forudsagde, som I sikkert husker, hvis I dengang fulgte med i emnet, at Europa-Kommissionen ikke ville være i stand til at fungere med 25, 27 eller 28 medlemmer. At Den Europæiske Union ville gå i stå. Faktum er, at udvidelsen ikke fik Den Europæiske Union til at gå i stå. Faktum er – det tror jeg godt, jeg kan betro Dem nu – at det nogle gang var vanskeligere at forene nogle af EU's stiftende medlemmer end at forene alle EU's medlemsstater.

Så det synes jeg også, vi kollektivt bør være stolte af, for Den Europæiske Union var i stand til at forblive forenet og åben under krisen. "Åben" i alle ordets betydninger, herunder åben over for omverdenen. Eksempelvis har vi fremmet en proaktiv klimadagsorden efter Doha-udviklingsrundens og Doha-handelsforhandlingernes sammenbrud. Og på det område går vi forrest, for jeg er overbevist om, at handel potentielt er en af de bedste måder at støtte væksten globalt og i Den Europæiske Union. Et andet eksempel er, at vi som led i et EU-initiativ henvendte os til USA's daværende præsident og opfordrede ham til, ja overbeviste ham om, at der skulle arrangeres et første G20-møde på stats- og regeringschefniveau. Fordi det var udtryk for en global samarbejdsorienteret tilgang, og fordi vi dermed undgik at falde tilbage til modbydelig protektionisme. Det ville ellers være fristende i krisetider. Så vi var altså i stand til at fastholde et forenet Europa, ja øge antallet af EU-medlemmer, men også at åbne os mod omverdenen.

Men står vi så stærkere nu, eller står vi svagere? Jeg er godt klar over, at de mest kritiske blandt Dem vil sige, at vi står svagere. Men står vi virkeligt svagere?

Da krisen brød ud, rådede vi næsten ikke over nogen instrumenter til at håndtere den. Vi stod, som det dengang blev sagt, over for en krise af hidtil uset omfang. Og dog rådede vi ikke over nogen mekanismer, der eksempelvis kunne støtte lande, som risikerede at gå i betalingsstandsning. Der er gjort meget. Vi, Kommissionen og medlemsstaterne, har i fællesskab, og til stadighed med stærk støtte fra Parlamentet, skabt et nyt styringssystem. Vi har i dag et styringssystem, som fungerer bedre end tidligere, og som har givet fællesskabsinstitutionerne helt nye beføjelser, og vi har gjort alt for at fastholde fællesskabsmetoden som et centralt element i europæisk integration. Eksempelvis har Kommissionen i dag flere beføjelser til at styre euroområdet end før krisen. Den Europæiske Centralbank har i dag mulighed for at underkaste banker i EU direkte tilsyn, noget som tidligere ville være blevet betragtet som en umulighed. Det ville have været næsten utænkeligt før krisen. Og jeg kan huske, da vi diskuterede bankunion, og jeg gav et interview, hvor jeg sagde, at vi havde behov for en bankunion, og jeg blev ringet op af regeringerne og blev spurgt: "Hvorfor taler De om bankunionen" Den står der ikke noget om i traktaterne." Jeg svarede: "Den står der ganske rigtigt ikke noget om i traktaterne, men vi har brug for bankunionen, hvis vi skal nå traktaternes mål, nemlig stabilitet og vækst." I dag har vi så en bankunion.

Ærede medlemmer

Hvis vi sætter tingene ind i et større perspektiv og tænker tilbage på, hvor vi befandt os for tid år siden, og sammenligner det med, hvor vi er nået til i dag, kan vi med fuld alvor og i fuld overensstemmelse med sandheden sige, at Den Europæiske Union i dag, i hvert fald i euroområdet, er mere integreret og har styrkede kompetencer, og vi råder nu takket være fællesskabsmetoden over flere måder at tackle kriser på, især i euroområdet. Ikke blot i form af bankunionens styringssystem, men også i form af lovgivning om finansiel stabilitet, finansiel regulering og finansielt tilsyn.

Vi har fremlagt ca. 40 nye retsakter, som Europa-Parlamentet alle har godkendt. Endnu engang vil jeg gerne takke Dem, fordi Europa-Parlamentet og Europa-Kommissionen i næsten alle drøftelserne stod på samme side og gik ind for et mere, ikke mindre, ambitiøst Europa. Så i dag kan jeg sige, at vi er stærkere, fordi vi har et mere integreret styringssystem, fordi vi har lovgivning, der håndterer misbrug på de finansielle markeder, fordi vi nu har et meget klarere tilsyns- og reguleringssystem. Så jeg mener, vi nu står bedre rustet end tidligere til at tackle en krise, hvis en krise som dem, vi har oplevet, skulle opstå i fremtiden.

De kan naturligvis indvende, at der fortsat resterer mange problemer. Ja, det gøre der, og det vil jeg komme ind på om et øjeblik, når jeg taler om vækstudsigterne, men lad os nu ikke glemme vort udgangspunkt. Vi var faktisk meget tæt på, at nogle af vore medlemsstater gik i betalingsstandsning, eller sagt ligeud: gik fallit. Se, hvor langt vi er nået i dag. Blandt de lande, som måtte bede om tilpasningsprogrammer, har Portugal og Irland afsluttet deres programmer med et vellykket resultat. Irland er nu et af de lande i Europa, der har den højeste vækst. Og faktisk er alle de andre, som risikerede et akut sammenbrud, nu langt mere stabile. Spanien, som bad om et bankprogram, har også haft held til at gøre fremskridt. Blandt alle disse lande – og her må vi ikke glemme de central- og østeuropæiske, som også havde tilpasningsprogrammer, selv om de endnu ikke var en del af euroområdet, er der faktisk kun to, som stadig arbejder på at afslutte deres tilpasningsprogrammer.

Underskuddet på de offentlige finanser i euroområdet er nu på 2,5 % Det er langt under niveauet i USA og Japan. Så taler vi stabilitet, står vi langt bedre nu end tidligere. I øvrigt har euroområdet overskud på handelsbalancen. Den Europæiske Union får under ét overskud på varer, tjenesteydelser og for første gang i mange år også på landbrugsområdet.

Jeg nævner det, for meget ofte hører man visse politikere give udtryk for, at vi taber slaget om globaliseringen. Det gør vi ikke. Nuvel, nogle lande i EU er ganske vist ikke ved at vinde slaget, men gennemsnitligt kan vi sige, at Europa er i færd med at vinde dette globale slag på konkurrenceområdet med hensyn til handel og investeringer.

Men selvfølgelig er væksten stadig ringe. Jeg mener ikke, vi grundlæggende kan sige, at krisen er helt ovre, for der består fortsat en række trusler, men slaget om stabiliteten, det har vi vundet. Ingen tør ved deres fulde fem indgå et væddemål om euroens endeligt. Euroen har vist, at den er en særdeles stærk, troværdig og virkelig stabil valuta. Det er en kendsgerning, at væksten stadig er ringe og klart ligger under det, vi havde forventet.

Hvordan kan vi så øge væksten? Det er det afgørende spørgsmål. For at kunne svare på det, må jeg endnu engang gøre Dem opmærksom på noget. Jeg er helt klar over, at Den Europæiske Unions politik og ikke mindst Europa-Kommissionens politik er blevet fremstillet som udelukkende optaget af besparelser. Det er et fortegnet billede.

Vi har til stadighed bedt de lande, der har følt presset fra markederne, om at følge tre vigtige politikker: for det første finanspolitisk konsolidering. For det ville jo være fuldstændigt uansvarligt, hvis de ikke kunne fremrykke et spareprogram for at rette op på de offentlige finanser. Men vi har lige så kraftigt understreget – og her foretrak nogle måske ikke at høre efter – behovet for strukturreformer og for konkurrenceevne. Faktum er nemlig, at vi selv inden krisen havde en lavere vækst, end vort potentiale berettigede til. Det er kendsgerningerne. Der var alvorlige problemer med manglende konkurrenceevne i nogle medlemsstater, og det er grunden til, at vi behøvede mere vidtrækkende strukturreformer.

Men vi har også plæderet for investeringer. Jeg har altid sagt, at vi har brug for flere offentlige og private investeringer. Jo mere vi viser, at vi har konkurrencedygtige økonomier, der kan tiltrække private investeringer, jo flere private investeringer. Og faktisk er jeg glad for at kunne konstatere, at de fleste af vore lande, om end der er forskelle i tempoet, gennemfører vidtrækkende strukturreformer, som før krisen ville være blevet betragtet som helt urealistiske.

Det er faktum, at hvis vi skal foretage en ærlig analyse, så var de lande, der led mest under den finansielle krise, netop dem, der havde tabt konkurrenceevne inden krisen. De reformer, som f.eks. Spanien, Irland, Portugal og Grækenland har gennemført, de er imponerende.

Ud over den politiske konsolidering og strukturreformerne har vi altid vidst, at det var nødvendigt med flere investeringer. Private, men også offentlige investeringer. De husker sikkert drøftelserne om den flerårige finansielle ramme. Parlamentsformand Martin Schulz gør i hvert fald. Vi deltog sammen i mange møder, hvor vi bad medlemsstaterne om at øge investeringerne. Det vigtigste investeringsinstrument, vi råder over på EU-niveau, er den flerårige finansielle ramme med dens ca. 1 billion EUR.

Så hvis investeringerne ikke var mere omfattende, var det altså ikke på grund af Kommissionens eller Parlamentets manglende ambitioner. Det var på grund af modstand fra visse regeringer. Det er kendsgerningerne. Vi går ind for solide investeringer, målrettede investeringer, der skaber vækst. Ikke blot inden for den flerårige finansielle ramme. Tænk eksempelvis på de forslag, jeg fremsatte for Dem i mine taler om Unionens tilstand. På den forøgelse af Den Europæiske Investeringsbanks kapital, som der til sidst blev opnået enighed om. På de projektobligationer, som medlemsstaterne har accepteret, om end kun som pilotprojektobligationer. Og på den mulighed vi har giver SMV'er for at få adgang til midler fra Investeringsbanken, strukturfondene og vort budget. Beklageligvis ønskede blot to lande at fortsætte denne politik.

Eller på f.eks. programmet for ungdom, ungdomsgarantien, som vi foreslog, og som medlemsstaterne nåede til enighed om. Men hvis vi kaster et blik på ungdomsbeskæftigelsesinitiativet, ja så er der blot to lande, der har accepteret at oprette et decideret ungdomsbeskæftigelsesprogram.

Så kære kolleger, jeg vil gerne sige det klart: Vi går ind for investeringer. Jeg ønsker den nye Kommissionen og min ven og kollega Jean-Claude Juncker held og lykke og håber, at medlemsstaterne støtter ham, så der kan skabes et mere omfattende investeringsprogram for de kommende år. Jeg tror, tiden er moden til det, for bevidstheden om det er langt større nu. Men endnu engang er noget sådant et led i en samlet strategi, som kombinerer finanspolitisk konsolidering og strukturreformer og investeringer samt naturligvis alt det, vi har gennemført inden for rammerne af bankunionen og finansiel regulering med henblik på stabilitet.

Jeg vil gerne understrege dette punkt, for jeg mener, det ville være en fejl at give op, udvise mindre beslutsomhed og at gå bort fra strukturreformerne efter de anstrengelser, vi har gjort. Efter min mening er en del af arbejdet nu gjort. Vi har i det store og hele skabt stabilitet. Der er vækst, om end den er lavere, end vi kunne ønske, men vi har brug for målbevidsthed for at kunne afslutte reformerne, så der kan skabes bæredygtig vækst, ikke vækst der bygger på gæld, det være sig al for stor offentlig eller privat gæld, for den slags vækst er kunstig vækst. Det er fiktiv vækst, og vi kommer før eller siden til at betale prisen. Nej, bæredygtig vækst! Jeg tror, bæredygtig vækst er mulig, hvis vi fortsat har modet til at gennemføre reformer og skabe stærkere styring for Den Europæiske Union.

Jeg har ikke tid til at gennemgå alle de øvrige politikker, som vi har udviklet over årene. Blot vil jeg gerne pege på et par stykker, fordi der snart skal træffes afgørelser på områderne, og fordi jeg finder dem vigtige.

Jeg er særdeles stolt over, at det var den første Barroso-Kommission, der i 2007 fremlagde verdens mest ambitiøse program for klimabeskyttelse. Og vi sætter stadig klimadagsordenen på verdensplan.

Faktisk var vi i stand til at få klimadagsordenen til at smelte sammen med energisikkerhedsdagsordenen. Jeg nævner det, fordi vi netop denne uge skal have vigtige drøftelser i Bruxelles på stats- og regeringschefniveau, og jeg håber, at Den Europæiske Union fortsat vil spille en førende rolle – vi skal ikke isoleres, men få andre med, fordi vi har et ansvar for vor planet. Og det var bestemt et af de største fremskridt de seneste år, at Den Europæiske Union var i stand til at tage de vigtigste og modigste skridt i retning af bekæmpelse af klimaændringer

Noget andet, vi efter min mening godt kan være stolte over, er, at det var muligt at afsætte 30 % flere midler til Horisont 2020, til forskning og teknologi, i den flerårige finansielle ramme, på trods af alle begrænsningerne på grund af vor finansielle situation. Jeg mener, der er rig mulighed for, at vi kan gøre mere på dette område, og også med hensyn til kultur, med vort program Et Kreativt Europa.

Faktum er, at det på nogle områder var muligt at øge investeringerne på EU-plan på trods af den økonomiske og finansielle krise.

Jeg er også særdeles stolt over, at vi konstant ydede en god indsats med hensyn til udviklingsstøtte og naboskabspolitik.

Hver gang tragedien ramte rundt omkring i verden – tsunamien i Indonesien, ebolakrisen for nyligt, den syriske flygtningekrise og Darfour – var vi til stede, til stede som nogle af de første. Og jeg mener også, at europæerne bør være stolte over, at vi i fællesskab med vore medlemsstater er verdens største donor af udviklingshjælp. Det er noget, der svarer glimrende til vore værdier, og jeg er glad over, at vi trods alle kriser ikke gav køb på vore forpligtelser inden for udviklingssamarbejdet.

Jeg har allerede været inde på handel. Jeg mener, det er af stor betydning at have en vigtig handelsdagsorden og et Europa, der er åbent for fri og fair handel. Og Kommissionen har indgået et rekordhøjt antal aftaler, ikke blot med Sydkorea, Singapore, Centralamerika – den første region, vi indgik en aftale med – Peru, Ecuador og senest med Canada, med Vestafrika, Østafrika og Sydafrika. Jeg kunne nævne andre, hvor arbejdet skrider godt frem, f.eks. med Japan og USA, og også en investeringsaftale med Kina.

Så vi er verdens vigtigste handelsblok. Vi har verdens største økonomi.

Det er noget, jeg siger, fordi det er kommet på mode at være pessimist, at se Europa som et slagent kontinent. Det er det, jeg kalder intellektuel pessimismeforblændelse. Men jeg mener faktisk, vi kan være vore resultater bekendt, og det er min overbevisning, at vi sammen er meget stærkere og bedre kan forsvare vore interesser og beskytte vore værdier.

Kære kolleger – sådan kalder jeg Dem, for nok har vi undertiden være oppe at diskutere, vi har også været kolleger, der sammen har virkeliggjort det fantastiske projekt, som det europæiske projekt er – og vi kan drage en række erfaringer.

En af dem er, at vi har vist stor modstandskraft. Jeg mener, vi kan konkludere, at integrationskræfterne er stærkere end desintegrationskræfterne. Det var min overbevisning 24 timer i døgnet, selv i dramatiske øjeblikke, eller når jeg måtte komme med indtrængende opfordringer til visse regeringer, idet jeg bad de velstående lande om at vise mere solidaritet og de fattigere lande om at vise mere ansvarlighed.

Nogle gange gjorde vi det ganske vist helt diskret. Europa-Kommissionen arbejder formentlig mere diskret end andre. Jeg ønskede ikke, at Kommissionen skulle bidrage til den kakofoni af stemmer, der kunne høres, da krisen var på sit højeste. Det var en situation, hvor markedet var uhyre følsomt. Men jeg kan sige åbent og ærligt, at vi gjorde alt det, vi kunne med de eksisterende instrumenter for at undgå en opsplitning af euroområdet og splittelse i Den Europæiske Union. Og jeg måtte meget ofte appellere til mine kolleger i Det Europæiske Råd, stats- og regeringscheferne, om at gøre det etisk rigtige og udvise europæisk ansvar.

Men en af de erfaringer, jeg har gjort, er, at skønt det i sidste ende var muligt at nå frem til afgørelser, var det sandt at sige til tider særdeles strabadserende og vanskeligt. Og tidkrævende. Vi har også tænkt noget, som jeg tror, vi alle kan være enige om: Demokrati fungerer altså langsommere end markedet.

Kommissionen, og jeg er sikker på, det samme gælder Parlamentet, ville have foretrukket, at der var blevet truffet modigere, mere vidtgående afgørelser hurtigere. Men vi er en Union af demokratiske stater, ikke en superstat. Vi må respektere, at der er politiske meningsforskelle.

En af de konklusioner, jeg drager af ti års erfaringer, er behovet for samarbejde mellem institutioner. Jeg ved godt, at det nogle gange er mere populært at forfægte umulige idéer og kritisere andre. Men jeg er af den faste overbevisning, at vi skal arbejde sammen med de forskellige institutioner, og at det ikke løser noget at tegne et modsætningsforhold mellem medlemsstaterne og Den Europæiske Union. Tværtimod må vi vise vore medlemsstater, at de er stærkere som del af Den Europæiske Union. At vi ikke arbejder på at svække deres nationale identitet, men tværtimod beder dem om at dele deres suverænitet med os, så de bedre er i stand til at varetage deres interesser globalt. Det er jeg helt overbevist om.

Og nu, da jeg træder tilbage om få dage, vil jeg over for Dem gerne give udtryk for, at det vigtige for mig er at bruge disse erfaringer, så vi undgår at begå nogle af de samme fejl i fremtiden. Samtidig tror jeg, vi kan sige, at det ikke er gennem konfrontation, men samarbejde, at vi kan nå vore mål.

I øjeblikket forbereder jeg overdragelsen af dette særdeles udfordrende og interessante job til Jean-Claude Juncker. Jeg vil gerne sige på egne og alle kommissærkollegernes vegne, at vi ønsker den nye Kommission held og lykke. Den står over for store udfordringer, men den kan regne med vor støtte. Og også Parlamentets, er jeg sikker på.

Hr. formand. Samarbejdet mellem os har ikke altid været gnidningsløst. Men jeg tror, vi er enige om, at vi var i stand til at skabe et frugtbart samarbejde mellem Parlamentet og Kommissionen.

Jeg har besøgt Parlamentet over 100 gange. Aldrig har en Kommissionen været så ofte på besøg i Parlamentet som de to Barroso-Kommissioner. Vi har skabt dette samarbejde, og jeg er utrolig taknemmelig over, at Parlamentet, skønt der ofte blev fremsat vidtgående krav, til stadighed har bakket op om fællesskabsmetoden og fællesskabsinstitutionerne. Og det mener jeg, er særdeles vigtigt for Europas fremtid.

Kære kolleger i det europæiske projekt

Den måde, de problemer, vi har i Europa, skal løses på, er ikke gennem revolution, endsige gennem modrevolution. Det er gennem kompromisser og reformer. Udvikling og reformer. Vi må gennemføre reformer for at tilpasse os de nye udfordringer, men uden at der opstår konflikter mellem institutionerne eller medlemsstaterne. Og jeg tror, at via et stærkt samarbejde, hvor hensyn almenvellet i Europa vejer tungere end alt andet, så får min kollega og ven Jean-Claude Juncker og Juncker-Kommissionen succes, naturligvis på grundlag af Deres støtte.

Fordi Den Europæiske Union er en værdiunion. De seneste dage har jeg talt med mange journalister, der har spurgt mig: Hvilken situation rørte Dem dybest? Hvilken situation synes De bedst om? Og ærligt talt havde jeg også særdeles vanskelige stunder. En af de situationer, der rørte mig dybest, var, da jeg på Den Europæiske Unions vegne sammen med Martin Schulz og formanden for Det Europæiske Råd, Herman Van Rompuy, modtog Nobels fredspris.

Det var en stærk påmindelse til os fra det internationale samfund om, at vi har betydning på verdensplan, og at det, vi gør, er uhyre vigtigt. Om, at de værdier, der lå til grund for skabelsen af vor Union, nemlig betydningen af fred, stadig har en helt central placering i dag. Og om, at vi må kæmpe for dem.

Og jeg tror, det er den situation, jeg som sagt gerne vil dele med alle dem, der i de forskellige institutioner, herunder Parlamentet, har arbejdet på at skabe et forenet, åbent og stærkere Europa. Nu, da jeg går af, vil jeg sammen med alle mine kolleger i Kommissionen gerne sige til Dem, at vi ikke har opnået alt det, vi kunne, endsige alt det, vi gerne ville have opnået. Men jeg tror, vort arbejde er udført i den rette ånd, for vi satte Den Europæiske Unions interesser over særinteresser. Det er min overbevisning, at betingelserne nu er opfyldt for, at vi kan fortsætte arbejdet hen imod et forenet, åbent og stærkere Europa.

Mange tak for opmærksomheden.

Auf wiedersehen, goodbye, au revoir, adeus.

Muito obrigado, thank you very much.

Efter at have lyttet til europaparlamentsmedlemmernes indlæg fremsatte formand José Manuel Durão Barroso følgende afsluttende bemærkninger:

Hr. formand

Jeg vil gerne besvare nogle spørgsmål, som de foregående talere har rejst. Allerførst tror jeg, at beviset for, at vi – den Kommissionen som jeg har haft æren af at være formand for – har fulgt den rette kurs, er. at kritikken kommer fra Parlamentets to yderfløje. De benægter kategorisk – ofte i samme tonefald – de problemer og usædvanlige udfordringer, som vi har stået over for, og fremkommer ikke med noget sammenhængende løsningsforslag.

Det er en kendsgerning, at det, vi har gennemlevet, måske er den største økonomiske og finansielle krise i hvert fald siden begyndelsen af europæisk integration. Og det er en kendsgerning, at det ikke var Den Europæiske Union eller Europa, der skabte krisen. Det er det, som visse suverænitetstilhængere, for nu at bruge deres udtryk, ikke forstår eller ikke vil forstå. Det var ikke Europa, der skabte den uforholdsmæssigt store private gæld og den manglende ansvarlighed på det finansielle område. Tværtimod. Det skete under medlemsstaternes tilsyn, eller manglende tilsyn. Europa er svaret. Nu har vi et af de mest vidtrækkende, om ikke det mest vidtrækkende regulerings- og tilsynssystem. Derfor er det en løgn at påstå, at Den Europæiske Union har skadet Europa. Det er udtryk for fuldstændig mangel på respekt og manglende intellektuel stringens. Det var ikke Europa, der skabte den finansielle krise. Den opstod i USA. Europa frembød ganske vist en række svagheder, men det var svagheder, som Den Europæiske Union netop lagde vægt på at afhjælpe. Den Europæiske Union var ikke årsagen, og jeg mener, det er noget, som alle de, der deler det europæiske ideal, uanset om de kommer fra højre, venstre eller centrum, må have modet til at sige, for ellers styrker vi netop den ekstreme venstre- og højrepopulisme.

Jeg har lyttet opmærksomt til dem blandt Dem, som sagde, at populismen har vokset sig stærkere og tilskriver det Den Europæiske Union. Men kære venner: Det er ikke rigtigt. Populisme og fremmehad eksisterer helt klart uden for Den Europæiske Union. Se, hvad der er hændt indvandrerne i Schweiz. Se, hvad der hændte i Norge, hvor en terrorist dræbte jeg ved ikke hvor mange unge, fordi han er imod et multikulturelt Europa. Se Tea-party-bevægelsen i USA. Er Tea-party-bevægelsen USA's skyld?

Det vi ser i verden i dag er en aggressiv populisme, der bruger argumenter snart fra højre, snart fra venstre – nogle gang er det faktisk svært at se forskellen – og hævder, at det skyldes Den Europæiske Union. Det er udtryk for manglende intellektuel stringens og politisk redelighed. Det, vi må gøre som europæere, det er netop at vise, at det ikke er Europa, der skabte krisen, ja end ikke medlemsstaternes offentlige gæld. Europa kan ikke gøre meget, når en medlemsstat eksempelvis forfalsker sine regnskaber. Det er noget, vi har stået over for i Europa. Det første initiativ, der udgik fra den anden Barroso-Kommission, var at bede medlemsstaterne om at give os større tilsynsbeføjelser over deres statistikker. Det var noget, man betakkede sig for under den første Barroso-Kommission Og det var ikke Grækenland, der betakkede sig. Det var de store medlemsstater, der ikke ville give Den Europæiske Union et større ansvar. Så hvis vi absolut skal have en debat, så lad os være præcise og stringente med hensyn til intellektuel hæderlighed og politisk stringens.

Derfor, kære venner, er der noget, jeg gerne vil sige til Dem af hele mit hjerte. Det hold, som jeg har haft æren af at være formand for, har arbejdet hårdt og målrettet og har altid sat de europæiske interesser højst. Der er noget, som jeg må sige Dem, for her befinder vi os i et politisk parlament med forskellige politiske kræfter, og jeg vil gerne insistere på at sætte idéen om almenvellet i Europa højst. I Barroso-Kommissionen var der ikke kristendemokratiske, socialistiske eller liberale kolleger. Der var en række personer, der arbejdede for Europa. Mit parti er Det Europæiske Folkeparti, og det er jeg stolt over, men som kommissionsformand er mit parti Europa, og det er et budskab, som jeg gerne vil dele med Dem, særligt med de store proeuropæiske centrum-venstre- og centrum-højre-kræfter. Det er indlysende, at meningsforskelle skal komme til udtryk, men de må ikke føre til en svækkelse af den proeuropæiske lejr. Vi må ikke gøre det lettere for det yderste højre og det yderste venstre. De proeuropæiske kræfter må finde sammen. Og de må have modet til at forsvare Europa. Det må de også hjemme i hovedstæderne og ikke blot her i Strasbourg. Vi må skabe denne store koalition for Europa, for jeg tror, vi har tilstrækkeligt med energi til at vinde både nutidens og fremtidens slag.

Tak for opmærksomheden.


Side Bar