Navigation path

Left navigation

Additional tools

Europa-Kommissionen

[Det talte ord gælder]

José Manuel Durão Barroso

Formand for Europa-Kommissionen

Om Europa

Overvejelser om Den Europæiske Union i nutid og fremtid

Kommissionsformand José Manuel Durão Barrosos tale

Humboldt-universitetet i Berlin, den 8. maj 2014

'Nós estamos na Europa e é na Europa que nós nos salvamos ou nos perdemos todos.' 1

Eduardo Lourenço

Allerførst vil jeg gerne takke for den venlige invitation til at være til stede her i denne store tyske og europæiske institution, Humboldt-universitetet. Det føles fantastisk at stå her i Hegels, Max Plancks og Albert Einsteins universitet. Jeg vil også gerne takke for muligheden for at holde en Humboldt-forelæsning om Europa. Jeg har ikke gjort det tidligere, for jeg syntes, at det rigtige ville være at sammenfatte mine erfaringer i en tale, når jeg nærmede mig afslutningen på mine ti år i Europa-Kommissionen. Og så fordi jeg har fået at vide, at de studerende på universitetet er vant til undervisningstimer på halvanden time. Jeg skal nu prøve at gøre min tale lidt kortere. Men jeg tror, at øjeblikket er det rette og institutionen den rette til uden omsvøb at fremlægge mine erfaringer og mine forslag til, hvordan fremtidens Europa skal se ud.

Mine damer og herrer

Jeg har i de sidste 30 år deltaget aktivt i europæisk integration. Ikke blot de seneste 10 år som formand for Europa-Kommissionen, men også som mit land Portugals udenrigsminister og premierminister. Derfor føler jeg, at inden jeg forlader posten som kommissionsformand, har jeg pligt til at dele mine erfaringer og tanker om, hvordan vi fremover kan bygge videre på det, vi allerede har nået.

Jeg føler, det er mit ansvar, men samtidig er jeg også begejstret for at gøre det, for jeg er i sandhed begejstret for Europa. Og jeg tror, tiden er inde til, at vi tænker os om og beslutter os for, hvordan vores kontinent skal se ud i fremtiden.

Udviklingen de seneste ti år har på godt og ondt været bemærkelsesværdig.

De sidste ti års europæisk integration har i sandhed været kendetegnet ved historiske resultater begyndende med udvidelsen fra og med 2004 til Central- og Østeuropa og lande ved Middelhavet. Men det har også været et tiår kendetegnet ved kriser af hidtil uset omfang. Den første krise opstod i 2005, da det ikke var muligt at ratificere forfatningstraktaten. Krisen blev først overvundet i 2009, da Lissabontraktaten trådte i kraft. Og i 2008 blev vi ramt af det finansielle sammenbrud, som udviklede sig til det værst tænkelige mareridt: en statsgældskrise kombineret med en økonomisk og social krise. Det blev en afgørende stresstest af Den Europæiske Unions og ikke mindst den fælles valutas, euroens, soliditet. Og det krævede ekstraordinære tiltag, herunder helt nye instrumenter.

Og som om det ikke var nok, står vi nu over for nye udfordringer som følge af den seneste tids begivenheder i Ukraine og Rusland. Det er sandsynligvis den største trussel mod sikkerheden og freden i Europa siden Berlinmurens og jerntæppets fald.

Erfaringerne fra de seneste ti år vil skærpe debatten om Den Europæiske Unions fremtid. Derfor vil jeg nu dele en række tanker med Dem, som kan gøde debatten.

Jeg kalder dem overvejelser om Den Europæiske Union i nutid og fremtid, for jeg er overbevist om, at Den Europæiske Union har behov for at udvikle sig yderligere, og at en sådan udvikling må være harmonisk og ikke abrupt.

Reform, ikke revolution.

Udvikling, ikke mod revolution.

Mine damer og herrer

Den historiske udvikling er ikke jævn og lineær. Den er kroget og omskiftelig. Og nu og da tager den pludseligt syvmileskridt. Vi gennemlever lige nu en tid, hvor udviklingen går stadig hurtigere, og i Europa og resten af verden kæmper stater og andre aktører for at følge med.

Lige fra begyndelsen har europæisk integration været en måde at håndtere sådanne forandringer, en måde at hjælpe staterne med at tilpasse sig historiske udfordringer, som de ikke formår at påvirke hver for sig.

Atter engang viser begivenhederne de seneste ti år, hvor utroligt smidige og fleksible Den Europæiske Unions institutioner er. Man kunne tale om deres 'plasticitet': deres profil og form tilpasses, mens hovedindholdet bevares.

Hvori består så hovedindholdet, det europæiske projekts essens?

I projektets første fase – lad os kalde det 'Europa 1.0' – der blev udtænkt efter 2. verdenskrig, handlede det europæiske projekt om at sikre fred og velstand i den frie del af Europa gennem økonomisk integration og på grundlag af fransk-tysk forsoning.

Efter jerntæppets og Berlinmurens fald fokuserede det, vi kunne kalde 'Europa 2.0', på at udbrede fordelene ved åbne markeder og det åbne samfund til et udvidet, genforenet Europa.

Eftervirkningerne af den finansielle og økonomiske krise og fremkomsten af den multipolære og globaliserede verden igangsatte den tredje fase af europæisk integration. Nu er der behov for at ajourføre til det, vi kunne kalde 'Europa 3.0'.

For hvert trin i denne proces er Den Europæiske Union blevet mere interaktiv, mere kompleks og har fået større gennemslagskraft, fordi udfordringerne er blevet større, vanskeligere at forstå og har fordret mere avancerede former for samarbejde.

Den tredje fase handler hovedsageligt – eller burde hovedsageligt handle – om den magt og indflydelse, der er nødvendig for at sikre Europas fred og velstand under globaliseringen. Den økonomiske og finansielle krise viste særligt, at det er uomgængeligt nødvendigt at forbedre den økonomiske styring i euroområdet, hvis den fælles valuta skal være bæredygtig på lang sigt. Det kan blive nødvendigt at tage yderligere institutionelle skridt af mere politisk karakter. Udfordringen er naturligvis at tage disse skridt på en måde, så vi bibeholder det indre marked og EU's samlede integritet. Det kan blive nødvendigt med et forstærket samarbejde i flere hastigheder i Europa. Men et klassedelt Europa har vi undgået og skal vi for enhver pris altid undgå. Så ja til fleksibilitet. Nej til lagdeling.

Inden jeg kommer nærmere ind på de institutionelle udfordringer, og særligt Europas magt og indflydelse i verden, er det vigtigt at huske på, at hovedformålet siden oprettelsen af De Europæiske Fællesskaber – fred og velstand – stadig er centralt for os i dag. Det bekræfter den seneste udvikling.

Fred og stabilitet, fordi de helt reelle trusler mod Europas økonomiske fundament i sidste ende undergravede vor selvtillid og medførte en næsten surrealistisk og selvopfyldende panik, som bragte selve de europæiske enhedsbestræbelser i fare. Euroens mulige sammenbrud blev anset for begyndelsen på Europas sammenbrud. Hvis det var indtruffet, ville det utvivlsomt have ført til en ny opsplitning af Europa i første- og andenrangsøkonomier og dermed første- og andenrangssamfund. Og det ville givetvis have gjort en ende på visionen om et kontinent af ligestillede, der er forenet i en stadig snævrere union.

Der har ganske vist været gnidninger mellem nord og syd, mellem rige og fattige, mellem debitor- og kreditorlande, mellem centrum og periferi. Men vi har ikke givet dem lov til at splitte Europa. Tværtimod har vi i nyere tid aldrig været nået længere i uddybningen af vor Økonomiske og Monetære Union, samtidig med at vi fuldt ud har fastholdt de principper, som bevarer Den Europæiske Unions integritet generelt. Ja faktisk har Den Europæiske Unions institutioner, lige fra Europa-Kommissionen til Den Europæiske Centralbank, fået styrket deres kompetencer og beføjelser. Nogle af disse kompetencer var utænkelige for få år siden, før krisen. Det europæiske niveau har kun fået endnu større relevans. For så vidt angår økonomien er der sket den største institutionelle ændring siden indførelsen af euroen.

De, der hævdede, at fred som begrundelse for europæisk integration hørte fortiden til, behøver blot at kaste et blik på Ukraine. Fred er aldrig noget, vi skal tage for givet. Freden skal vindes igen og igen af hver generation gennem europæisk enhed og gennem europæiske tiltag i regionen som helhed og internationalt. Fred som begrundelse for europæisk integration har aldrig været mere overbevisende.

Den velstand, som, siden den europæiske integration begyndte, har gjort Den Europæiske Union så attraktiv, er også blevet udfordret under den finansielle og økonomiske krise. Der var tale om en krise for vækstmodeller, der dækkede over forsøg på at puste den økonomiske vækst op gennem finansielle fiksfakserier og fastholde væksten gennem offentlig og privat gældsætning i henholdsvis amerikansk og europæisk økonomi.

Nu er vi tilbage til, at tingene må gøres på den hårde måde, gennem innovation og strukturreformer, der forbedrer vor konkurrenceevne på verdensplan. Det er bemærkelsesværdigt, i hvor høj grad de lande, der blev hårdest ramt, nu har kæmpet sig tilbage. Irland, Spanien og Portugal har gjort bemærkelsesværdige fremskridt. Så sent som denne uge meddelte mit land, Portugal, at det ville forlade programmet uden at bede om yderligere bistand fra Den Europæiske Union. Trods alle genvordigheder er også Grækenland og Cypern nu på rette spor. Modsat hvad mange forudsagde, var der ingen, der forlod euroområdet, men Letland var – takket være en imponerende indsats – ligefrem i stand til at tilslutte sig euroområdet. De europæiske lande udnytter erfaringerne fra krisen med hensyn til gæld og makroøkonomiske ubalancer. Økonomierne gennemgår reformer, om end visse økonomier, herunder nogle større, bør fremskynde gennemførelsen af dem. Og disse bestræbelser står ikke længere alene, men er i stigende grad afstemt efter de konkrete politikker og resultater, som kan konstateres på tværs af grænserne.

Europa har behov for en sådan legitimering gennem resultater, og resultaterne kan kun skabes ved fortsat at lægge vægt på reformer: reform af vore økonomiske strukturer, offentlige forvaltninger, arbejdsmarkeder, det indre marked, energi- og klimapolitikker osv. At skabe sådanne resultater er et led i det nødvendige fællesskab mellem os.

Naturligvis har nogle af disse tilpasninger været stærkt smertefulde. Og vi har haft en social nødsituation i nogle af vore lande. Men det er også vigtigt at lægge mærke til, at med eller uden euroen, med eller uden Den Europæiske Union havde de pågældende tilpasninger skullet foretages. At vanskelighederne ikke skyldtes euroen eller Den Europæiske Union. Faktisk var Europa ikke årsagen til problemet. Europa er en del af løsningen.

Den europæiske sociale markedsøkonomi er baseret på en unik social model. På trods af nationale forskelle adskiller vor velfærdsstat os fra alle andre større økonomier og samfund, fra udviklede økonomier til nye vækstøkonomier. Det er dyrebart for vore borgere. En model, som er indbegrebet af de værdier, som de bekender sig til – den enestående kombination af ansvar for sig selv og solidaritet med samfundet og på tværs af generationer. En model, der skaber resultater, de lever op til, f.eks. tryghed i alderdom og i modgang. Og det er kun gennem samarbejde og tilpasning, at vi kan opretholde vor sociale markedsøkonomi.

Nu vil jeg vende tilbage til hovedemnet, den tredje fase af europæisk integration, der vedrører magt og indflydelse. Vi må erkende, at for at kunne sikre fred og velstand i Europa behøver vi en Europæisk Union, som er langt mere villig til at gøre sin magt og indflydelse gældende i verden. Under krisen blev tilliden til Europas globale indflydelse alvorligt svækket på verdensplan. Europas økonomiske models tiltrækningskraft på verdensplan blev midlertidigt undermineret. Og dermed opstod der tvivl om vore værdier og vor autoritet som global aktør. Nu må vi kæmpe os tilbage til den rolle og genvinde den indflydelse, vi havde tidligere. Udfordringerne fra globaliseringen rækker videre end til økonomien. Det er nødvendigt at genoverveje vor diplomatiske tilgang. Vore forsvarskapaciteter må samles. Mere end nogensinde må vi værne om vore værdier.

På verdensplan sker der også en tilpasning, hvor en ny verdensorden er i støbeskeen. Enten bidrager vi til ændringerne, eller også går vi glip af fremtidige muligheder. I den forbindelse demonstrerer udviklingen vedrørende Ukraine, hvor bydende nødvendigt det er at være årvågne og stå sammen. Enten samler Europa sig om at sætte sin vilje ind på at gøre sin magt og indflydelse gældende, eller også vil Europa blive opfattet som irrelevant.

Det kræver af os, at vi gør Den Europæiske Union mere stabil indadtil.

Vi bliver nødt til at fjerne tre kløfter. Der er en styringskløft, for medlemsstaterne kan ikke længere på egen hånd skabe de resultater, som borgerne har brug for, og omvendt mangler EU's institutioner stadig en del af de nødvendige redskaber. Der er en legitimitetskløft, fordi borgerne føler, at beslutningerne tages for fjernt fra dem. Og der er en forventningskløft, fordi folk forventer mere, end det politiske system kan indfri. Man kan ikke automatisk antage, at medlemsstaterne er enige om, hvilke redskaber de skal anvende til at afhjælpe disse kløfter på europæisk plan. Derfor er der et klart behov for at definere, hvilket fællesskab vi ønsker, og det er det, der bliver afgørende for vor rolle i verden.

Stabilitet kan kun opnås gennem en ny ligevægtstilstand, hvor fælleskabet når et højere niveau.

Mine damer og herrer

Ingen har nogensinde påstået, at tilpasning er let, ikke engang når tilpasningen er ubestrideligt nødvendig.

Dybtgående ændringer er en særlig udfordring for europæiske lande, der, fordi de er demokratier, må overveje, ikke blot hvad de skal gøre, men også hvordan de skal gøre det. Det er ikke nok at tilpasse sig den nye virkelighed, vi må målbevidst udnytte den nye virkelighed og garantere, at den kommer alle til gode. Jeg kan huske, at jeg engang lyttede til en række statsministre i Det Europæiske Råd, der sagde: "Vi ved, hvad der skal gøres. Der er bare lige det, at hvis vi gør det, så taber vi næste valg."

Det må ikke være en undskyldning for ikke at gøre det nødvendige, for ikke at gøre den hårde indsats for at skabe opbakning. 'Rendre possible ce qui est nécessaire' – gøre det nødvendige muligt – er betingelsen for ansvarlig regeringsførelse.

Det er ikke blot en udfordring for Den Europæiske Union. Regeringer i hele verden står på forskellig vis over for lignende udfordringer. Demokrati viser sig endnu engang at være den bedste, mest stabile måde at tackle dem på. Samtidig fordrer demokrati dog mere end noget andet system statsmandskunst og modig ledelse.

I modsætning til en opfattelse, der er udbredt i visse kredse, er tidligere faser af europæisk integration altid blevet drevet frem både nedefra og oppefra.

Det var tilfældet med de modstandsbevægelser, fagforeninger og arbejdsgivere, som fandt sammen efter krigens rædsler. Det var tilfældet med de unge tyskere og franskmænd, der ivrigt krydsede både mentale grænser og landegrænser i 1950'erne. Det var tilfældet med de grækere, portugisere og spaniere, som i 1970'erne gjorde sig fri af diktaturet for at føle sig som en del af Europa. Som indså, at de regimer, de levede under, var ude af stand til og utilbøjelige til at tilpasse sig ændringerne i verden omkring dem. Det var tilfældet med europæerne i Central- og Østeuropa i 1980'erne og 1990'erne, fra Solidarność i Polen til Fløjlsrevolutionen i Prag, fra de baltiske uafhængighedsbevægelser til ungarerne, som var de første til at gennembryde jerntæppet. De satte i vid udstrækning lighedstegn mellem at genvinde demokratiet og tilhøre Den Europæiske Union. Sådan følte min generation det i Portugal. Sådan følte flere generationer det senere i de central- og østeuropæiske dele af Europa. De vidste med Vaclav Havels ord, at 'Europa er hjemlandet for vore hjemlande'.

Ved en tale i London i 1951 beskrev Konrad Adenauer, hvordan en sådan bred forståelse af de relevante spørgsmål gjorde Tyskland til en så beslutsom aktør i den tidlige fase af europæisk integration. "Det er ikke blot frygt for bolsjevismen, der driver os", udtalte han, "men også erkendelsen af... at de problemer, vi står over for i vor tid, nemlig at sikre freden og forsvare friheden, kun kan løses inden for rammerne af et større fællesskab. Denne overbevisning deles af de brede masser i Tyskland... I den forbindelse kan jeg nævne, at den tyske forbundsdag den 26. juli 1950 enstemmigt erklærede, at det gik ind for oprettelsen af en europæisk føderation."

I dag har en sådan bred politisk og samfundsmæssig opbakning aldrig være mere afgørende. Vi kan ikke bevæge os fremad uden momentum. Vi hverken kan eller bør vride armen om på offentligheden. Men vi kan prøve på at opbygge den konsensus, der er brug for. Det er her, spørgsmålet om politisk lederskab kommer ind i billedet. Lederskab handler om at tage ansvar. Lederskab handler ikke om at hoppe med på populistiske strømninger. For Den Europæiske Union er ikke længere, hvad den var engang. Den har udviklet sig til et stadig mere demokratisk styringssystem, særlig takket være Lissabontraktaten, og den har en langt større indflydelse på folks liv end tidligere. Vi har faktisk opbygget den meget snævrere Union, som tidligere ikke var andet end en målsætning.

Derfor er det ikke længere tilstrækkeligt, at bureaukrater, teknokrater og diplomater sidder og drøfter tingene. Ja grænsen for, hvad selv topmøder kan udrette, er nået. Vi må have en ny debat, en ny debat for at komme videre – en reel følelse af ejerskab til det europæiske projekt både på nationalt og transnationalt plan.

Her er vi virkeligt ved sagens kerne: De konkrete politikker og de politiske institutioner kan kun fungere, hvis der er konsensus om det aftalte fællesskab og vejen derhen.

Det europæiske projekts egenart – at det til stadighed er under videreudvikling – afspejles i den række diskussioner om traktater, som siden Maastricht har domineret debatten. Siden har den finansielle og økonomiske krise endnu engang medført, at der er blevet sat spørgsmålstegn ved traktaterne. Spørgsmålet om en forfatning for Europa har endnu ikke fundet sin løsning.

Jeg mener endog, at spørgsmålet ikke kan besvares endeligt, og slet ikke på nuværende tidspunkt.

De, der forfægter en radikal integrationsmodel, kan ikke være uvidende om, at det store flertal af befolkningen ikke ønsker europæisk enhed på bekostning af nationalstaten. De, hvis perspektiv er rent nationalt eller mellemstatsligt, kan ikke være uvidende om, at de enkelte nationalstater ikke længere formår at give borgerne det, de forventer. At forsøge at opstille en begrebslig definition af slutresultat af europæisk integration giver ikke nogen mening.

Det vil være fornuftigere at følge at andet spor. Europæisk integration har i hver fase bygget på et veldefineret mål og en klar forestilling om, at der er behov for Europa. Midlerne hertil, traktaterne og institutionerne, har altid været udtryk for den politiske vilje.

Så før vi giver os ud i diskussioner om de tekniske detaljer vedrørende endnu en traktat, må vi besvare spørgsmålet: hvilken type af fællesskab mellem hovedstæderne og Bruxelles mener vi, er nødvendig, uundværlig og uundgåelig? Hvilke ting mener vi, at vi ubetinget må beslutte i fællesskab? Hvad er det formål med Unionen, som vi er fælles om, enige om og fast besluttede på? I hvilket omfang accepterer vi vort skæbnefællesskab som uigenkaldeligt og værende uden forbehold? Kort sagt: hvad er vor vision?

Krisen markerede afslutningen på en æra, hvor 'implicit konsensus' herskede, og hvor der var noget næsten intuitivt over europæisk integration. Nu må konsensussen gøres eksplicit. Tiden er kommet til en politisk og samfundsmæssig debat om, hvilket fællesskab vi ønsker i EU. Om hvor vidtgående og dyb en integration, vi ønsker. Om hvem, der ønsker at deltage i hvad. Og med hvilket formål.

Mine damer og herrer

Jeg vil nu opridse den politik, de principper og de politiske områder, som efter min overbevisning skal spille en central rolle i vore bestræbelser på et skabe en sådan konsensus.

I april 1978 befandt daværende formand for Europa-Kommissionen, Roy Jenkins, sig i en situation, jeg selv nogle årtier senere kun skulle komme til at kende alt for godt.

"Fællesskabets økonomi", sagde han, "omfatter jobs og industrier i tilbagegang, monetær stabilitet, regionalpolitik og energiforsyningsmuligheder. Alt dette er politiske spørgsmål, ikke bureaukratiske."

Og selvom han tilsyneladende blot konstaterede det indlysende, drog han imidlertid en interessant konklusion: "Skønt der måske er nogen, der mener det modsatte, er Fællesskabets institutioner opbygget med stor omhu og er tilmed blevet tilpasset efterhånden for at give plads til diskussion og deraf følgende løsninger på såvel teknisk som politisk plan. De er ikke perfekte... men rammerne for beslutningstagning er på plads."

Det har nemlig ofte været og er stadig særdeles fristende at drøfte 'rammerne for beslutningstagningen', før det, som Roy Jenkins kaldte 'de politiske spørgsmål'.

Den europæiske politiske debat handler alt for ofte om institutioner og forfatninger. De politiske institutioner er blevet en besættelse, som har fjernet opmærksomheden fra de konkrete politikker og de politiske beslutningsprocesser, der egentlig burde diskuteres. I stedet for at træffe beslutninger diskuterer vi, hvordan vi skal træffe dem, og hvem der skal træffe dem.

Ligesom Roy Jenkins gjorde det for fire årtier siden, vil jeg gerne advare mod det i dag.

De udfordringer, der ligger foran os i den tredje fase af europæisk integration, må vurderes ud fra først de politiske beslutningsprocesser, der er nødvendige, dernæst de konkrete politikker, der er nødvendige, og til sidst de politiske institutioner, der er nødvendige for at gennemføre de to første dele. I den rækkefølge.

Debatten om Europas fremtid må i dag først og fremmest være en debat om politik og politiske områder, ikke om institutioner og traktater. Den skal handle om, hvad vi ønsker at gøre sammen og hvorfor. Hvis vi ikke når til enighed om det, kommer vi til at føre endeløse debatter om nærhedsprincipper og undtagelsesbestemmelser uden nogensinde at overbevise eller stille nogen tilfreds. Vi må hver for sig og sammen beslutte os for, hvad vi vil gøre sammen– og hvad vi ikke behøver eller ikke vil gøre sammen.

Rammerne for beslutningstagningen i Den Europæiske Union har ganske vist udviklet sig enormt i årenes løb, ikke blot siden Roy Jenkins' dage, men også i min embedsperiode. Hvis vi sammenligner, hvor vi befandt os for tyve år siden, med hvor vi er i dag, er udviklingen slående.

Her tænker jeg ikke blot på kompetencer, men hovedsagligt på formen og dynamikken i beslutningstagningen. Det var mig beskåret at deltage i Rådets møder fra 1987 og i Det Europæiske Råds møder fra 1992 til 1995. Og jeg kan bevidne, at udviklingen har været enorm. I nogle tilfælde har selve institutionernes kultur gennemgået grundlæggende ændringer.

I begyndelsen af 1990'erne var det Europæiske Fællesskab stadig centreret om Rådet. Ganske vist havde Kommissionen initiativret, men de fleste beslutningsbeføjelser lå hos medlemsstaterne. Siden da har vore systemer og procedurer ændret sig markant.

Dette er frem for alt sket gennem øgede beføjelser til Europa-Parlamentet, der ikke længere blot er en rådgivende forsamling, men en uundværlig medlovgiver. Også selv om Parlamentet selv stadig ofte vakler mellem 'rollen som talerør' og 'rollen som beslutningstager'. Ikke alle aktører i Europa-Parlamentet har overvundet fristelsen til at fremføre krav uden at tage hensyn til, om de kan gennemføres i praksis. De undervurderer de politiske betingelser for visse beslutninger. Og vi har set, at nogle foretrækker at protestere eller opponere mod det etablerede i stedet for at udfylde en rolle, hvor de i højere grad opfylder behovet for at opnå pragmatiske resultater sammen med de øvrige institutioner. Sandsynligvis skyldes det også, at Parlamentet fortsat ikke har selvstændig initiativret. Vi bør dog anerkende, at Parlamentets bidrag i det store og hele har været positivt. Parlamentet har det seneste årti spillet højt spil, men til syvende og sidst har det spillet efter reglerne – lige fra vedtagelsen af Den Europæiske Unions budget til indgåelsen af bankunionen.

Forholdene medlemsstaterne imellem har også ændret sig meget som følge af den ny dynamik mellem de nu 28 medlemsstater set i forhold til 12 medlemsstater i f.eks. 1992 eller 1994. I modsætning til Bruxelles-myten er dette ikke i så høj grad et spørgsmål om størrelse og magt. Det er et spørgsmål om visioner og dagsorden. Hvis jeg f.eks. sammenligner dynamikken i Det Europæiske Råd i 1992 eller 1994, hvor vi var 12 medlemmer, og hvor udenrigsministrene deltog i møderne, med forholdene i dag. Jeg har en levende erindring om de møder, hvor Helmut Kohl, Francois Mitterrand og Felipe Gonzáles deltog. Så kan jeg godt fastslå, at der var forskel på dynamikken i Det Europæiske Råds møder dengang sammenlignet med i dag.

Nogle regeringer sætter sig til forhandlingsbordet med en defensiv holdning, andre kun med et enkelt programpunkt, og andre igen uden større interesse. Kun få ledere sætter sig til forhandlingsbordet med en altomspændende vision, en vidtfavnende tilgang. De føler i en vis udstrækning et ansvar for Europa. Men ikke alle føler et lige stort ansvar. Selv om det er det ansvar, der giver en politisk proces som den, der foregår i EU, kant.

Tilsvarende er der sket store forandringer i Rådets rolle som tyngdepunkt. Engang betragtede traktaten Rådet for Almindelige Anliggender bestående af udenrigsministrene som Rådets politiske tinde. Denne rolle er nu fuldstændig overgået til Det Europæiske Råd. Europa er blevet en 'sag for cheferne'. Det organ, der samler de nationale ledere – Det Europæiske Råd – har fået øget betydning, endog inden Lissabontraktaten gjorde det mere operationelt og stabilt gennem oprettelsen af den faste formands kontor. Det er rigtigt, at en del af Det Europæiske Råds dynamik bunder i den økonomiske og finansielle krises særegenhed, nemlig behovet for hurtigt at kunne mobilisere finansielle midler, noget som kun medlemsstaterne er i stand til. Dette aftager muligvis over tid. Nødvendigheden af at stats- og regeringslederne ikke blot opfatter deres rolle som et nationalt, men også et europæisk anliggende, forsvinder ikke.

Skiftet fra Rådet til Det Europæiske Råd har imidlertid også skabt visse problemer med hensyn til gennemførelsen. F.eks. var der i begyndelsen en tendens til igen og igen at kræve rådsmøder og eurotopmøder, hver gang der skete et eller andet. Det førte til gentagne topmøder, men havde også den fordel, at der blev lagt pres på lederne for at træffe beslutninger. Skiftet trivialiserede imidlertid topmøderne og øgede fornemmelsen af, at beslutningerne ikke var tilstrækkeligt omfattende, og at gennemførelsen altid skete for sent. Ganske enkelt fordi de beslutninger, som stats- og regeringscheferne traf, ikke rigtig blev fulgt op på nationalt niveau. Der var for meget pres og for lidt præcision.

I denne situation fremstår Kommissionen som et uundværligt og forstærket omdrejningspunkt. Kommissionens initiativret er blevet bevaret gennem hele krisen. Og dens initiativtalent – hvis jeg må sige det på den måde – som Walter Hallstein såede, og Jacques Delors opdyrkede, har hele tiden været til stede og blev ophav til de afgørende løsninger: fra oprettelsen af EFSM, EFSF og senere ESM, som i sidste ende byggede på Kommissionens forslag, til bankunionen2. Fra initiativet om projektobligationer til Kommissionens forslag til retsakter om reformen af den økonomiske styring inklusive en ny stabilitets- og vækstpagt. Kommissionen har altid fulgt en sand europæisk tilgang i udøvelsen af sin initiativret.

Interessant nok kan Kommissionens uomtvistelige rolle ikke illustreres bedre end ved den mellemstatslige finanspagt. Under hele forhandlingsforløbet om pagten var Kommissionen en uundværlig kilde til ekspertise og kreativ lovgivningsteknik ved forhandlingsbordet. Og selv i denne kontekst – den mellemstatslige – var det til sidst Kommissionen, der gik forrest, da der skulle garanteres en stærk gennemførelse. Det forhold, at Kommissionen for at opnå resultater til tider ikke tager hele æren selv, bør ikke forveksles med en falmende rolle. Der er ingen andre steder i Unionen, hvor det horisontale perspektiv – bevidstheden om de forskellige situationer i medlemsstaterne – forenes med det vertikale perspektiv – ekspertise i de europæiske politikker.

Men for fuldt ud at forstå, hvad der er sket fra dengang til nu, er man også nødt til at se på mediernes dækning. Den er blevet mere dybtgående, hurtigere og meget mere omfattende og kritisk. Det er slut med ærbødighed over for topmøder og ledere. Succes måles på resultater – og meget ofte resultater her og nu. Og hvis de ikke kan holde til, at medierne piller dem fra hinanden, går de i opløsning, netop som det skete for åbent tæppe et par gange under krisen. Det forklarer også i en vis udstrækning den lidt 'hakkende proces', dvs. krisestyringens synkoperede natur.

Det er en af grundene til, at opbygningen af Den Europæiske Union er blevet sammenlignet med at rejse et stillads. Man får indtryk af noget, der er under vedvarende opbygning og reparation, men meget ofte skjuler stilladset den bagvedliggende "skønhed" i konstruktionen.

Jeg vil vove at påstå, at det ligger i det europæiske projekts natur at ligne et værk under evig opførelse. Og de, der bekymrer sig om den manglende sammenhæng og symmetri, burde hellere indrette sig efter et arkitektonisk koncept, der går ud på udvikle nye former og konstruktioner for at få nye funktioner. I EU fungerer systemtænkning normalt ikke særlig godt.

Man kan sige, at integrationsprocessen har vist sit værd med tiden og bestået kriseprøven, fordi der altid har været et resultatkrav, der er blevet mødt med virkningsfulde resultater. Vi har udviklet en styringsform med en modenhed, der gør det muligt at træffe beslutninger på grundlag af en bred konsensus. Det, vi har set, og det, vi stadig ser frem for alt, er, at lederskab er vigtigt.

For kun gennem lederskab, der bygger på konsensus, undgår vi fragmentering.

Det er derfor, jeg har sikret mig, at Kommissionen, mens jeg har været formand, har taget kollektivt ansvar for sine beslutninger. Kommissionens formand er garant for en kollegialitet, der betyder, at man undgår silomentalitet og tunnelsyn. Som regel startede vi med oprigtige meningsforskelle og reelle debatter. Men næsten alle afgørelser i disse ti år blev i sidste ende truffet ved konsensus. Et udøvende politisk organ er ikke et parlament i miniatureudgave. Og som udøvende organ må Kommissionen tage ansvar for de initiativer, som den i fællesskab vurderer som nødvendige. Det er derfor beslutningsprocessen i Kommissionen i henhold til traktaterne er kollegial, og ikke individuel. Det er faktisk muligt for et kollegium med 28 medlemmer at fungere. Frem for alt er det et spørgsmål om en ægte fællesskabskultur og en effektiv ledelse af institutionen.

Eftersom starten på den første Kommission, jeg var formand for, faldt sammen med den største udvidelse nogensinde af Den Europæiske Union i 2004, var jeg særlig opmærksom på behovet for at undgå opsplitning langs geografiske, ideologiske eller andre linjer. Jeg er overbevist om, at selv om det er vigtigt at anerkende Kommissionens politiske karakter, er det lige så vigtigt at undgå, at Kommissionen bliver partipolitisk.

Kommissionen har ikke kun politiske funktioner, men også administrative funktioner og domstolslignende funktioner. Dette kræver stor visdom og balance på beslutningsniveauet, så Kommissionens troværdighed i dens forskellige roller ikke undergraves, og så dens uafhængighed og professionalisme ikke bringes i fare.

Den Europæiske Union har i løbet af de sidste to årtier nået en langt højere grad af politisk og institutionel modenhed. Og det er denne politiske ramme, der har hjulpet os gennem krisen. Men det, vi har i dag, må konsolideres, hvis det skal vare ved.

Det er måden, vi konsoliderer og går videre på, der bør drøftes i dag. For denne debat er forudsætningen for de resultater, vi er nødt til at opnå: vækst og beskæftigelse gennem yderligere udvikling af det indre marked, vor fælles valuta og vore fælles politikker for handel, energi og klima, infrastruktur, videnskab og innovation, erhvervsliv og den digitale økonomi; vi er nødt til at opnå frihed og sikkerhed gennem vor fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik og vor fælles politik for retlige og indre anliggender; og vi er nødt til at opnå social velfærd gennem vor fælles indsats inden for uddannelses-, kultur-, og ungdomsområdet og ved at løfte de fælles udfordringer, der er forbundet med befolkningsudviklingen og socialsikringssystemerne.

Mine damer og herrer

Rammerne for at træffe beslutninger er der, men vi må erkende, at der er en række ting i europæisk politik, der ikke fungerer efter hensigten, og som hæmmer vor udnyttelse af rammerne.

Dette er et reelt problem for Europas demokrati.

Der er en mangel på medejerskab i europæisk politik, som ikke vil kunne afhjælpes med institutionelle tilpasninger alene.

Så længe de demokratiske beslutningstagere nægter at anerkende, forsvare og støtte deres fælles beslutninger, vil EU's legitimitet tage skade.

Alt for ofte betragtes politiske stridigheder som systemfejl. I stedet for at holde sig til sagens kerne - er der f.eks. en bedre løsning på spørgsmålet om elpæren eller olivenoliedåser? - præsenterer man kontroversielle resultater som et uundgåeligt absurd resultat af et fejlbehæftet "Bruxelles"-system. Og det på trods af, at både debatterne og resultaterne ville være stort set de samme, om ikke direkte identiske, hvis samme spørgsmål blev behandlet på nationalt niveau. Det er ikke en eller anden "Bruxelles-centralisme", der er igangsætteren af regulering på områder som sundhed, produktstandarder, arbejdstagernes rettigheder, miljøbestemmelser eller transportsikkerhed, men samfundsdebatten og borgernes krav om handling som svar på deres bekymringer. Som hovedregel begynder lovgivningsmæssige initiativer ikke i Bruxelles. De begynder med samfundets, virksomhedernes eller arbejdstagernes interesser, med offentlige debatter og politiske processer. For eksempel kom ideen om at regulere elpærer og olivenoliedåser fra medlemsstaterne. Og vi førte initiativet om elpærer videre, fordi energieffektivitet giver god mening, men vi har opgivet at regulere olivenoliedåser, fordi vi ikke mener, der er behov for en europæisk regulering på dette område.

Der er desuden asymmetri mellem den nationale politiske dialektik og den europæiske politiske dialektik. På nationalt niveau gælder princippet om regeringen kontra oppositionen, sådan at der i alle spørgsmål er et "parti imod" og et "parti for". I EU gælder dette princip ikke, og der er derfor ikke noget "parti, der er for" alt, hvad EU gør. Det er primært Kommissionen - som i traktaterne er tænkt som forsvareren af de almene europæiske interesser - der altid forventes at stå inde for de i fællesskab trufne beslutninger. Men Kommissionen mangler alt for ofte reel støtte fra et system, hvor alle andre har råd til at være en lille smule i regering og en lille smule i opposition.

Det betyder, at der er en slags "kognitiv dissonans" mellem den politiske proces på nationalt niveau og den politiske proces på europæisk niveau. Og dette bidrager til gengæld til, at der opstår en nærmest skizofren politisk adfærd. På europæisk niveau kan de nationale politikere kræve meget mere end i deres hjemland, uden at de behøver at tage ansvar for efterfølgende vedtagelse og gennemførelse. Fristelserne og mulighederne for at fralægge sig ansvaret er mangfoldige. Og det er min erfaring, at samme parti ofte siger ét i deres hjemland og det stik modsatte – ikke bare noget andet, men virkelig det modsatte – i Europa-Parlamentet i Strasbourg.

Og i sidste ende sanktioneres alle aktører – hvad enten de er nationale eller europæiske – stadig i nationale valg. Der er ikke nogen reel fælleseuropæisk politisk sanktion, der er uafhængig af det nationale niveau, og som vedtages på egne præmisser.

Når det kommer til stykket, er problemet dette: alle lande ønsker at se Europa som en storskærmsprojektion af deres egne aspirationer og er parate til at sige, at "Europa" har et problem, når de andre ikke følger deres initiativer. Mange medlemsstater håber eller foregiver, at Europa i sidste instans bliver en større udgave af dem selv - men det kommer aldrig til at ske.

På samme måde er mange politikere glade for detailregulering inden for deres egne favoritområder, mens de fordømmer andre, der detailregulerer, og kalder det utidig indblanding. Intet har gjort EU mere skade end tendensen hos dem, der ikke formår at overbevise, til at skyde skylden for deres manglende succes på Europas mangler i stedet for på deres egen manglende evne til at samle flertal for deres idéer. Og det fører os på den anden side videre til det barske dilemma, der er kernen i diskussionen om fremtiden: når folket ikke bryder sig om de nationale beslutninger, stemmer det normalt imod beslutningstagerne. Hvis folket ikke bryder sig om en europæisk beslutning, er det tilbøjeligt til at vende sig mod Europa som helhed.

Og det politiske spørgsmål er da også det, vi må tage fat på først. Hvis jeg bliver spurgt om, hvad der er det virkelige problem, siger jeg "'It's the politics, stupid!" I nationalstaten er legitimitetsproblemet i princippet løst. Politisk uenighed fører normalt ikke til, at de politiske institutioner og hele det politiske system udfordres. Men i Den Europæiske Union afhænger legitimiteten stadig af, at der fremvises konkrete resultater. Dette forklarer, hvorfor manglende støtte til EU’s institutioner kan blive en trussel mod selve den europæiske integration, mens manglende støtte til nationale institutioner og politiske partier generelt ikke truer den nationale enhed. Det er et faktum, at ethvert politisk projekt behøver et minimum af vedvarende støtte, det være sig eksplicit eller implicit. Ud over almindelige borgeres tvivl eller utryghed ved de fleste institutioner og eliter i globaliseringens tidsalder har Den Europæiske Union i den senere tid oplevet en særlig udfordring: over for den voksende euroskepticisme og eurofobi har visse politiske kræfter på midten taget de populistiske argumenter til sig i stedet for at imødegå dem. Fra centrum-venstre til centrum-højre er de politiske kræfter og aktører nødt til at komme ud af deres komfortzone. I stedet for at overlade debatten til yderfløjene må de genvinde initiativet. De må slå til lyd for en positiv dagsorden for Europa, både på nationalt plan og på EU-plan.

Ingen traktatændring, ingen institutionsteknisk opskrift kan erstatte den politiske vilje, når det gælder Europa. Heldigvis vinder dette synspunkt allerede terræn. Som Friedrich Hölderlin engang sagde: "Wo die Gefahr ist, wächst das Rettende auch".

Sådanne politiske mangler skal behandles frem for alt andet for at styrke både Europas legitimitet og effektivitet.

Til det formål har vi brug for lederskab, handling og medejerskab til EU-projektet, forstået som en del af den politiske og samfundsmæssige grundstruktur i medlemsstaterne. Vi er nødt til at forstå, at EU's politikker ikke længere er udenrigspolitik. I dag er EU's politik blevet indenrigspolitik i medlemsstaterne.

Vi er nødt til at udvikle et nyt samarbejdsforhold mellem EU, dets institutioner og medlemsstaterne. Med "samarbejdsforhold" mener jeg et princip, ifølge hvilket institutionerne og medlemsstaterne bevæger sig ud over det loyale samarbejde, som allerede er nedfældet i traktaterne, især artikel 4 i EU-traktaten, og arbejder sammen på en måde, der sikrer størst mulig forenelighed mellem de beslutninger, der træffes på de forskellige niveauer.

Alt for længe har det været forventningen - i hvert fald i Bruxelles-boblen - at EU-institutionerne altid vil prøve at gøre mere, end traktaterne giver dem lov til, mens forventningen i medlemsstaterne har været, at de vil tvinge institutionerne til at gøre mindre. Denne umodne opførsel må overvindes.

Det, vi har brug for, er en moden håndtering af klare mandater til de forskellige aktører og niveauer i EU, helt fra den lokale sfære over den regionale og nationale til den europæiske sfære. Mandater, som alle respekterer, både i deres fulde udstrækning og med alle deres begrænsninger.

En sådan overgang fra konkurrence til samarbejde mellem EU's institutioner og mellem EU-institutionerne og medlemsstaterne kræver, at de politiske partier på EU-plan får styrket deres rolle. De skal samle de politiske interesser, prioritere de politiske opgaver og sikre den gennemgående politiske sammenhæng.

Derfor kan den valgdynamik, som udløses af de politiske partiers udpegelse af spidskandidater til posten som kommissionsformand, være et skridt i den rigtige retning.

Jeg erkender fremgangsmådens begrænsninger, men jeg mener ikke desto mindre, at den kan styrke valgets europæiske karakter. Den kan hjælpe de partier, der tager den til sig, til gradvist at opbygge en europæisk offentlighed. Det kan undre – eller måske ikke – at politiske partier, der altid har fremført kritik af en manglende demokratisk ansvarlighed i Europa, nu afviser sådanne nye foranstaltninger, der netop tager sigte på at styrke ansvarligheden. Nationalt demokrati er klart nødvendigt for Den Europæiske Unions legitimitet, men det ville være forkert at bremse fremskridtene med europæisk demokrati i sig selv. Det er ganske vist stadig et system i sin vorden, men at forsøge at blokere det vil kun bringe os bagud.

Efter valget skal denne dynamik følges af en forståelse, som ikke blot omfatter personerne, men også de politisk vigtige sager. Ikke kun i hver institution, men også i forholdet mellem institutionerne. Mere konkret indebærer dette en aftale mellem Parlamentet, Rådet og Kommissionen om, hvad der er vigtigt – og hvad der ikke er det – for den nye lovgivende forsamling. Rammeaftalen kunne også tænkes efterfulgt af en ny interinstitutionel aftale om bedre regulering med det formål at begrænse den administrative byrde.

Ellers når vi aldrig frem til en overbevisende og tvingende enighed om, hvilke emner der kræver, at EU har et stort ord at skulle have sagt, og om, på hvilke områder EU fortsat skal spille en tilbagetrukken rolle.

Mine damer og herrer

Det er på dette grundlag, vi kan opnå mere end de uundgåelige kirurgiske tilpasninger af EU's nuværende retsgrundlag.

Jeg tror ikke vi inden for en overskuelig fremtid kommer til at opleve et europæisk "Philadelphia-øjeblik", hvor en forfatning udformes helt fra bunden. EU's udviklingsmodus vil fortsat være "den permanente reform", ikke "den permanente revolution".

For at denne permanente reform kan lykkes, og for at hvert trin kan være i overensstemmelse med den overordnede vision, der ligger bag, er der en række principper, der efter min mening skal overholdes:

For det første bør enhver yderligere udvikling af EU bygge på de eksisterende traktater og fællesskabsmetoden, for rykker man uden for denne ramme, bliver resultatet blot fragmentering, overlappende strukturer og i sidste instans regler uden sammenhæng og med begrænset virkning.

For det andet bør de nuværende traktater og andre instrumenter renses for unødig kompleksitet og interne modsigelser, før der gribes til nye tilføjelser. Det betyder, at mellemstatslige instrumenter som den europæiske stabilitetsmekanisme og finanspagten hurtigst muligt bør indarbejdes i traktaterne.

For det tredje bør eventuelle nye mellemstatslige løsninger kun undtagelsesvis komme i betragtning, og i så fald som overgangsløsninger, så vi undgår problemer med ansvarsforholdene og manglende sammenhæng.

For det fjerde bør EU altid sigte mod så vidt muligt at udvikle sig som en helhed, med 28 medlemsstater i dag. Er en mere dybtgående integration i andre grupperinger strengt nødvendig, nemlig mellem de nuværende og de kommende medlemmer af den fælles mønt, bør alle, som er villige, stadig have mulighed for at deltage. Den foretrukne metode til at etablere et tættere samarbejde mellem en gruppe medlemsstater er forstærket samarbejde som fastsat i traktaterne.

For det femte bør enhver videreudvikling af EU bygge på en klar fasedeling og tidsfølge, hvor fremtidige udviklinger hovedsagelig bygges på udnyttelse af alle muligheder i traktaterne i deres nuværende form, uden forbehold, som ikke fremgår af disse traktater. Det vil sige, at man kun tager fat på traktatændringer, hvis traktaterne ikke rummer hjemmel for afledt ret.

For det sjette må udviklingstakten ikke være dikteret af det mest tøvende medlem. Europas tempo skal ikke være lig med det langsomste medlems tempo.

Og for det syvende, når en ny traktatændring anses for nødvendig, skal argumenterne for den underbygges grundigt og debatteres til bunds, også i offentligheden, inden den forhandles på plads og lægges ud til ratificering.

Det er selvfølgelig korrekt, at vi i dag står over for en særlig udfordring, når det gælder forholdet mellem den fælles valuta, euroområdet og hele EU. Men jeg er overbevist om, at traktaterne rummer nyttig vejledning i denne henseende.

Ifølge traktaterne er den fælles valuta bestemt til at skulle indføres i alle medlemsstater, bortset fra dem, der permanent har fravalgt euroen. Og det er et faktum, at der kun er én medlemsstat — Det Forenede Kongerige — som har en sådan fravalgsordning.

Selv Danmarks stilling kan bedre beskrives som et "muligt tilvalg" end et "permanent fravalg". Alle andre medlemsstater har forpligtet sig til at indføre euroen. Dette vil tage tid og under alle omstændigheder kræve endnu større forberedelse end tidligere.

Men det ville være en fejltagelse at lade en ide om tiltagende konvergens udvikle sig til strukturel divergens. Så meget desto mere som erfaringerne fra den praktiske håndtering af krisen har vist os, at brudlinjerne i debatten ikke går mellem de nuværende og kommende medlemmer af euroen. Uanset om vi taler om europluspagten, finanspagten, den fælles tilsynsmekanisme eller den fælles afviklingsmekanisme, så har så godt som alle andre ønsket at tilslutte sig eller bidrage, hver gang de 17 eller 18 er gået i gang med et mere ambitiøst projekt. De samlende kræfter har vist sig at være stærkere end de kræfter, der fjerner landene fra hinanden.

Hos visse aktører spores der en tendens til at drømme om en omlægning af EU til et mere begrænset euroområde i stedet for en union bestående af 28 medlemmer, men det er ikke udtryk for hverken systemfejl eller manglende potentiale hos EU28. Nej, det er udtryk for nostalgiske drømme om et hyggeligere samarbejde, en tilbagevenden til en tid, der fejlagtigt opfattes som behageligere, da integrationen ikke var så omfattende og vanskelig og derfor så ud til at være mere sammenhængende og præget af større nærhed. Men tiden står ikke stille, og historien går sin gang. At stille et kerneeuropa op mod et randeuropa vil ikke tjene nogen af parterne.

Her er det måske på sin plads at komme med en kommentar til forholdet mellem Den Europæiske Union og Det Forenede Kongerige. Jeg er oprigtigt overbevist om, at EU er stærkere med Det Forenede Kongerige, og at Det Forenede Kongerige er stærkere som medlem af Den Europæiske Union, end hvis det stod udenfor. Men jeg anerkender også, at Det Forenede Kongeriges situation af historiske, geopolitiske og økonomiske årsager kan betragtes som noget særligt. Og det er netop grunden til, at det ville være en fejl at lade en undtagelse, der gælder for Det Forenede Kongerige, blive til en regel for alle andre. Vi kan og bør tage hensyn til Det Forenede Kongeriges særlige forhold, så længe det ikke truer den overordnede sammenhæng i EU.

Disse særlige forhold bør dog ikke – selv om de i visse spørgsmål af og til finder opbakning hos flere andre regeringer – forveksles med den generelle situation i EU.

Mine damer og herrer

På grundlag af disse principper må vi tage fat på en række politikområder, der særlig kræver debat, handling og beslutninger om konkrete institutionelle forbedringer i de kommende år: 1) Uddybning af den økonomiske og monetære union som skitseret i Kommissionens plan, 2) effektivisering af EU's eksterne repræsentation, 3) styrkelse af EU's værdier og af EU-borgerskabet, 4) en bedre arbejdsdeling i lovgivningsprocessen og 5) nødvendigheden af at opbygge en mere fuldkommen politisk union.

Hvad angår uddybningen af den økonomiske og monetære union er Kommissionens plan for en udbygget og egentlig ØMU stadig den relevante vision. I den kombineres betydelige ambitioner med en passende fasedeling. Først skal den reformerede økonomiske styring implementeres i sin helhed. Når det mål er nået, bør en gradvis udvikling af en finanspolitisk kapacitet for euroområdet tages under overvejelse, suppleret med yderligere koordinering af skattepolitikken og arbejdsmarkederne. En sådan udvikling vil i sidste ende forudsætte traktatændringer og skal derfor ubetinget foregå med en dertil svarende demokratisk legitimitet og mulighed for at drage aktørerne til ansvar. En finanspolitisk mere føderal opbygning i euroområdet må ikke være forbeholdt de nuværende medlemmer af den fælles valuta. Den må nødvendigvis stå åben for alle fremtidige og potentielle medlemmer og respektere integriteten af det indre marked og de politikker, der føres af EU som helhed.

En mere effektiv ekstern repræsentation kræver samarbejde om en arbejdsdeling mellem EU's og medlemsstaternes embedsmænd. Det hidtidige samarbejde mellem Kommissionens formand og Det Europæiske Råds formand viser vejen. Den højtstående repræsentant/Kommissionens næstformand skal have effektive politiske stedfortrædere på både Kommissionens og Rådets side. Mulighederne i en fælles repræsentation udadtil som fastsat i Lissabontraktaten skal udnyttes til bunds. Kombinationen af udenrigspolitik med de eksterne aspekter af de interne politikker giver EU indflydelse i verden. Den åbner mulighed for en mere effektiv byrdefordeling mellem EU og dets medlemsstater. Afgørende bliver det at følge op på de første skridt til en mere sammenhængende sikkerheds- og forsvarspolitik. Desuden bliver det et vigtigt led i disse bestræbelser at opnå en mere sammenhængende ekstern repræsentation af euroområdet i internationale finansielle institutioner.

Styrkelsen af EU's værdier og af EU-borgerskabet forudsætter fuld respekt for og gennemførelse af retsstatsprincippet og de EU-fæstede rettigheder, garantier og friheder. Der er behov for at konsolidere instrumenter som grundrettighedstjekket i konsekvensanalysen af lovgivningsforslag og Kommissionens "ramme for styrkelse af retsstatsprincippet". Kampen mod misbrug af EU-fæstede rettigheder, herunder navnlig retten til fri bevægelighed, kan og skal føres ved lovgivning inden for den afledte ret, og ikke ved at sætte spørgsmålstegn ved princippet.

Hvad angår arbejdsdelingen på lovgivningsområdet må udgangspunktet være en erkendelse af, at der ikke er mindre lovregulering i EU's medlemsstater end i EU som sådan. Selv om der utvivlsomt findes tilfælde af overdreven reguleringsiver i institutionerne, også i Kommissionen, må man ikke se bort fra, at den egentlige drivkraft bag EU-lovgivningen er nødvendigheden af at gøre de detaljerede lovregler i 28 medlemsstater indbyrdes forenelige. Spørgsmålet om, hvordan EU skal "fylde meget i store sager og mindre i mindre sager", er derfor ikke så meget et spørgsmål om negativ- eller positivlister over indsatsområder, men snarere om, hvor intense og indgribende de enkelte initiativer er. Og det spørgsmål behandles bedst i en ny interinstitutionel aftale om bedre lovgivning, hvor den egnethedskontrol, konsekvensvurdering og afbureaukratiseringsindsats, som Kommissionen allerede har iværksat, udvides til hele lovgivningsprocessen. I sidste instans er det et spørgsmål om en periodisk gennemgang af den politiske konsensus om de politisk vigtige sager, som man kunne hjælpe frem ved at indføre "udløbsklausuler" eller et princip om lovgivningsmæssig diskontinuitet ved nyvalg til Europa-Parlamentet.

Den mere fuldkomne politiske union og den styrkede demokratiske legitimitet, der bør danne fundament under det, jeg kalder Europa 3.0, bør bygge på fællesskabsmetoden, som er det system for magtdeling og lighed mellem institutionerne og medlemsstaterne, der giver det bedste udgangspunkt for en større grad af overnationalt demokrati. Et sådant overnationalt demokrati må ikke konstrueres som en kombination af vetorettigheder i flere lag. Det skal derimod bygge på et system, der giver mulighed for at drage aktørerne til ansvar på det niveau, hvor der træffes eksekutivafgørelser. Da eksekutivafgørelser træffes af europæiske udøvende myndigheder, især Kommissionen, er det den europæiske lovgiver, dvs. Europa-Parlamentet og – i det omfang det varetager lovgivningsopgaver – Rådet, som skal sikre den demokratiske legitimitet og mulighed for at drage aktørerne til ansvar. Tilsvarende bliver det de nationale parlamenters opgave at sikre legitimitet og mulighed for at drage aktørerne til ansvar for så vidt angår de beslutninger, der træffes på medlemsstaternes niveau, herunder om medlemsstaternes optræden i Rådet. Forholdet mellem de nationale parlamenter og Europa-Parlamentet bør også have en fremtrædende plads i det samarbejdsforhold, som jeg har slået til lyd for.

Det er inden for denne logik, at den kommende tids udvikling bør gå i retning af at etablere en reformeret Kommission som EU's udøvende organ, med beføjelser som en art finansministerium for EU. Den skulle stå til regnskab for en lovgivende instans med to kamre, som udgøres af Europa-Parlamentet og Rådet. For at sikre den rette balance mellem den politiske etablering af Kommissionen og dens funktionelle uafhængighed bør den nuværende negative måde at vedtage et mistillidsvotum til Kommissionen på afløses af en mekanisme for konstruktivt mistillidsvotum, hvor Kommissionen kun falder, hvis et absolut flertal i Europa-Parlamentet foreslår en anden formand for Europa-Kommissionen.

For sluttelig at sikre fuld sammenhæng mellem og effektivitet i varetagelsen af de forskellige udøvende beføjelser på EU-plan og samtidig sikre den demokratiske legitimitet og muligheden for at drage aktørerne til ansvar kunne man overveje yderligere nye ideer. På mellemlang sigt kunne embedet som Kommissionens næstformand med ansvar for økonomiske og monetære anliggender og euroen slås sammen med embedet som formand for Eurogruppen. En mere radikal ide, som at slå embedet som formand for Europa-Kommissionen sammen med embedet som formand for Det Europæiske Råd, har utvivlsomt længere udsigter.

Men med den udvikling, vi sandsynligvis vil opleve i den europæiske integration, nemlig i euroområdet, giver en sådan sammenlægning mening, fordi den vil styrke sammenhængen i EU's politiske system og gøre det mere synligt både internt og udadtil. Der kan også blive tale om overgangsfaser og midlertidige løsninger. Hvad der imidlertid er vigtigt at bemærke er, at denne institutionelle udvikling kun kan lykkes, hvis vi først gør de nødvendige fremskridt i de politiske processer og konvergensen mellem konkrete politikker.

Jeg siger det igen: It's the politics, stupid!

Det er de politiske processer, der kan gøre tingene mulige eller umulige, og først derefter udviklingen af institutionerne - ikke omvendt.

Mine damer og herrer, lad mig konkludere.

Den europæiske integration vil altid foregå ét skridt ad gangen. Det vidste vi fra starten: "L’Europe ne se fera pas d’un coup, ni dans une construction d’ensemble," som det hedder i Schuman-erklæringen.

Denne pragmatiske fremgangsmåde har aldrig stået i modsætning til at arbejde hen imod en vision. Hen imod vor ambition, vor drøm – det, den tyske filosof Peter Sloterdijk kaldte en "lucid drøm".

Den europæiske integration er fortsat det mest visionære projekt i nyere tid. Dets energi og tiltrækningskraft er slående. Dets smidighed er uden fortilfælde. Men kun hvis visse betingelser er til stede: når der er et klart lederskab, når samarbejdet når en højere grad af modenhed, og når europæiske politikere sætter nye offensive mål.

Dette er hvad der står på spil i det kommende valg til Europa-Parlamentet. Valget er den bedst mulige lejlighed til at forsvare det, vi har opnået, og opbygge konsensus om, hvad der skal gøres fremover, tale frit om, hvad Europa reelt er, og argumentere for en vision om, hvad Europa kunne være.

Dette valg er særdeles vigtigt!

I mine ti år i spidsen for Europa-Kommissionen har jeg prøvet at bygge videre på fundamenterne for en pragmatisk, sammenhængende og spændstig Europæisk Union. EU's løsninger har måske ikke altid stået mål med de oprindelige ambitioner, men jeg mener, at Kommissionen har spillet og fortsat vil spille en afgørende rolle.

Vi har arbejdet for at bevare Europas enhed, fastholde dets åbenhed og gøre det stærkere. Stærkere eftersom medlemsstaternes økonomier bliver stadig bedre rustet til den globale konkurrence. Og stærkere eftersom vor økonomiske og finansielle styring på EU-plan er blevet styrket markant.

Der er meget at bygge videre på. Et enestående projekt. Et nødvendigt projekt. Et projekt, man kan være stolt af.

Jeg har haft det privilegium at være til stede og kunne bidrag til reaktionen på nogle af de mest truende begivenheder i Den Europæiske Unions historie, og den ære at kunne iværksætte reformer, som bygger på læren af disse erfaringer. Men den sande belønning for alle involverede vil komme – ikke af starten på, men af fuldbringelsen af den nødvendige indsats.

Så lad os nu arbejde videre.

Lad os tage fat på det daglige reformarbejde.

Lad os fortsætte arbejdet med det, en af mine forgængere, François-Xavier Ortoli, kaldte "hverdagsmodet".

Til dem, der ligesom jeg selv – og forhåbentlig tilhørerne her – deler denne begejstring, denne kærlighed til Europa, vil jeg sige: lad os videreføre arbejdet med det mål at skabe forhold, hvor alle i Europa kan leve i et anstændigt samfund. For i sidste instans handler det ikke om koncepter. Det handler ikke om tal, ikke om økonomi. Nej, det handler om værdier. Og det er min overbevisning, at det lige netop er værdier som fred, frihed og solidaritet, Europa står for.

Mange tak for opmærksomheden!

1 :

Vi er en del af Europa, og det er i Europa, at vi enten alle redder os selv eller alle går til grunde.

2 :

Kommissionens meddelelse af 30. maj 2012 om stabilitet, vækst og beskæftigelse.


Side Bar

My account

Manage your searches and email notifications


Help us improve our website