Chemin de navigation

Left navigation

Additional tools

Europa-Kommissionen

Viviane Reding

Næstformand i Europa-Kommissionen Og EU-kommissær med ansvar for retlige anliggender, grundlæggende rettigheder og unionsborgerskab

Speech Derfor behøver vi Europas Forenede Stater

Center for EU-ret ved Passau Universitet / Passau

8 november 2012

"Enhver, der ønsker en varig og pålidelig finanspolitik, har behov for en europæisk finansminister, der står til ansvar over for Europa-Parlamentet, og som har klare rettigheder til at foretage indgreb over for medlemsstaterne. Kreditvurderingsbureauernes ligegyldighed kan helt sikkert ikke være nogen erstatning for en sådan."

"I Maastricht ville man have os til at tro, at vi endegyldig kunne lægge grunden til en monetær union og en ny verdensvaluta uden parallelt hermed at skabe Europas Forenede Stater. Det var en fejl, og denne fejl fra Maastricht må i dag rettes, hvis vi fortsat ønsker at leve i et stabilt Europa med en blomstrende økonomi."

"I dag ser jeg frem for alt en fare i, at både den europæiske stabilitetsmekanisme og finanspagten er improviserede konstruktioner uden for de europæiske traktater. Stillet over for krisen gik det vel ikke anderledes, hurtig handling var nødvendig. Fra et demokratisk-parlamentarisk synspunkt hverken kan eller må dette imidlertid være en permanent løsning."

"For sådanne beslutninger på europæiske niveau må den demokratiske kontrol også etableres på europæisk niveau og i øjenhøjde. Derfor går jeg ind for på mellemlang sigt at overføre både finanspagten og den europæiske stabilitetsmekanisme til at høre under de europæiske traktater, således at de kommer under Europa-Parlamentets kontrol."

"Jeg ville finde det ønskværdigt, at det for fremtiden blev gjort til en regel, at kommissærerne først skal vælges ind i Europa-Parlamentet. Det ville styrke det europæiske demokratis legitimitet."

"Efter mange overvejelser anser jeg begrebet Europas Forenede Stater for at være det mest egnede, ikke blot for at finde bred accept, men også for på rammende vis at beskrive den ønskede sluttilstand for Den Europæiske Union."

"I Europa har vi behov for et tokammersystem som i USA. En dag vil vi måske endda behøve en direkte valgt præsident for Europa-Kommissionen."

"Ja, jeg anser Europas Forenede Stater for at være den rette vision for at overvinde den aktuelle krise, men frem for alt for at overvinde Maastrichttraktatens mangler. Som europæisk kristendemokrat kan jeg jo ikke lade min fremtidsvision diktere af britiske euroskeptikere."

Kære rektor,
kære studerende ved Passau Universitet,
ærede medlem, kære Manfred,
mine damer og herrer professorer,
mine damer og herrer,

det glæder mig meget at besøge jer på Passau Universitet. Det er første gang, jeg er i Passau, og jeg må sige, at jeg er imponeret: Et moderne universitet direkte ved Innflodens bred med direkte udsigt til Østrig, talrige traktørsteder i nærheden, og alt dette ganske nær Tjekkiet – her havde gerne været studerende igen!

Nu forstår jeg også godt, hvorfor vi i Bruxelles har så mange jurister og økonomer fra Passau Universitet, som med stor ambition og iver arbejder på den videre opbygning af Europa. Her i trestatsområdet Passau har man jo nærmest ikke noget andet valg end at bliver europæer! Som luxembourger kan jeg sagtens leve mig ind i det. I mit hjemland er grænser en del af hverdagen. Og således kan luxembourgerne praktisk taget opleve Europa hver dag. Det er ikke uden grund, at Schengenaftalen om fri bevægelighed for personer i Europa fra 1985 blev underskrevet hos os i Luxembourg på en båd på Moselfloden, præcis på grænsen mellem Luxembourg, Frankrig og Tyskland. Derfor føler jeg mig lidt som hjemme hos mig selv her hos jer i Passau på de tre floder.

At jeg er i Passau i dag er først og fremmest takket være europaparlamentarikeren Manfred Webers indbydelse. I Bruxelles og Strasbourg har vi et tæt samarbejde om retspolitik og indenrigspolitik. Vi har begge i de forgangne måneder arbejdet på at styrke den frie bevægelighed, som er indskrevet i Schengenaftalen. For 48 % af EU-borgerne er retten til bevægelsesfrihed og til frit valg af bopæl i EU den væsentligste borgerrettighed. Derfor kan vi ikke tillade, at nogle i krisetider forsøger at sætte grænsebomme op i Europa igen!

Jeg vil også gerne takke Center for EU-ret ved Passau Universitet for at være med til at organisere dagens arrangement. Da jeg som EU-kommissær med ansvar for retlige anliggender også er ansvarlig for unionsborgerskab, er det mig især en tilfredsstillelse, at Center for EU-ret i mere end ti år også omfatter et såkaldt "Unionsborgercentrum". Dette unionsborgercentrum er et regelmæssigt kontaktpunkt, når borgere støder på grænserelaterede problemer i hverdagen. Kan en tandlæge fra Passau åbne en klinik på den østrigske side af Inn? Har en ungarsk arbejdstager, der bor i Niederbayern, ret til tysk arbejdsløshedsunderstøttelse? Må en tysk studerende fra Passau, som bor på den østrigske side af Inn, deltage i europaparlamentsvalg dér? Det er spørgsmål, som borgerne kan henvende sig til Center for EU-ret med og få en første, gratis juridisk rådgivning om. Dette er et meget konkret bidrag til Europa, og også til Passau Universitets gode ry – først og fremmest når erfaringerne fra dette arbejde nær borgeren senere integreres i den akademiske undervisning og i forskningen, som det på eksemplarisk vis sker ved Passau Universitet.

Mine damer og herrer,

Emnet for mit foredrag i dag er Europas Forenede Stater. Europas Forenede Stater – det er en stærk, ambitiøs og ganske sikkert kontroversiel vision for vores kontinents fremtid. Jeg er sikker på, at vi kommer til at føre en intensiv debat om min tese bagefter: nemlig, at vi nu som udvej fra finans- og gældskrisen må betræde vejen mod Europas Forenede Stater. Jeg ser frem til den debat med jer. For i disse krisetider anser jeg det for vigtigere end nogensinde, at vi åbent og ærligt udveksler med hinanden, hvilket alternativer Europa står over for. For der er altid alternativer, og det er de demokratisk valgte politikeres ansvar tydeligt at udpege og forklare disse alternativer. Således har borgerne et klart valg. Ved Forbundsdagsvalg. Ved delstatsvalg. Og ved valget til Europa-Parlamentet i 2014.

Indledningsvis vil jeg i det følgende forklare jer, hvor begrebet Europas Forenede Stater kommer fra, og hvad det betyder. Derefter vil jeg skildre for jer, hvorfor politikerne i de seneste 20 år har skyet dette begreb omtrent lige så meget som djævelen vievandet. Og endelig vil jeg gerne forklare, hvad det skyldes, at Europas Forenede Stater i dag pludselig står på den politiske dagsorden igen.

For det første: Hvor kommer den egentlig fra, visionen om Europas Forenede Stater, og hvad indebærer den?

Der er mange berømte personligheder, som i historiens løb har talt eller drømt om Europas Forenede Stater. Blandt disse er George Washington, Napoleon Bonaparte, Giuseppe Mazzini og Richard Coudenhove-Kalergi. Den klareste og mest konkrete vision blev uden tvivl formuleret af den franske forfatter Victor Hugo.

Denne vision kan man kun forstå på baggrund af det 19. århundredes europæiske histories uro, som Victor Hugo oplevede på sin egen krop. Flere krige mellem Frankrig og Tyskland, Hugos tvungne eksil på de britiske kanaløer på grund af hans modstand mod Napoleon III, Tysklands traumatiske annektering af Alsace-Lorraine efter krigen i 1870-71 og endelig Hugos medvirken til den besværlige etablering af den tredje franske republik. Victor Hugo længtes på den tid forståeligt nok efter fred og demokrati på det europæiske kontinent. Derfor formulerede han på Fredskongressen i Paris i midten af det 19. århundrede sin vision for Europas Forenede Stater:

"Der vil komme, hvor en krig mellem Paris og London, mellem Skt. Petersborg og Berlin, mellem Wien og Torino vil forekomme lige så absurd som en krig mellem Rouen og Amiens eller mellem Boston og Philadelphia. Der vil komme en dag, hvor I, Frankrig, I, Rusland, I, Italien, I, England, I, Tyskland, I alle kontinentets nationer uden at miste jeres særlige kendetegn og glorværdige individualitet, vil smelte tæt sammen til en højere enhed og lægge grunden til europæisk broderskab ...

Der vil komme en dag, hvor der ikke vil findes andre slagmarker end de markeder, der åbner sig for handel, og den ånd, der åbner sig for idéer. Der vil komme en dag, hvor kugler og bomber vil blive erstattet af stemmesedler, af alle folks stemmeret, af et stort, suverænt senats beslutninger, et senat, der vil være for Europa, hvad Parlamentet er for England og Nationalforsamlingen er for Frankrig. Der vil komme en dag, hvor man vil udstille kanoner på museer og undre sig over, hvad det mon kunne være. Der vil komme en dag, hvor to umådeligt store grupper, Amerikas Forenede Stater og Europas Forenede Stater, som står over for hinanden, vil række hinanden hånden på tværs af havene og skabe udveksling inden for varer, handel, industri, kunst og idéer. […] Og det vil ikke vare 400 år, før den dag kommer, for vi lever i omskiftelige tider."

Som man let kan se, var Hugos vision om Europas Forenede Stater primært en vision om fred. Det var også en demokratisk vision, hvilket ses af Hugos tidlige forestilling om almindelig valgret og et stort parlament for Europa. Endelig nævner Hugo meget tydeligt et kerneanliggende, som har dybe rødder i den europæiske historie, som frem til i dag har præget enhver debat om stærkere europæiske integration, og som er særlig vigtig for mig personligt: Europas nationer skal slutte sig sammen i et højere fællesskab, et stort broderskab, uden derved at miste sine særtræk og glorværdige individualitet. "Forenet i mangfoldighed" – dette europæiske motto, som udtrykkeligt blev forankret i EU-forfatningstraktaten, fandtes også allerede hos Hugo.

At Hugo dermed ønskede sig en forfatningsstruktur for Europa sådan som den, der allerede fandtes på den anden side af Atlanten, er kun alt for forståeligt. I midten af det 19. århundrede var Amerikas Forenede Stater ud over Schweiz det eneste land i verden, som med de oprindeligt suveræne og fuldstændig forskellige enkeltstater mellem Maine og Louisiana skabte først en konføderal og siden en føderal sammenslutning. Dertil var De Forenede Stater ved siden af Schweiz det eneste konsoliderede demokrati i verden. Amerikas Forenede Stater egnede sig altså set med den demokratiske pacifist Hugos øjne ideelt som model for hans utopiske forestilling om et fremtidigt forenet Europa.

Det er Hugos oprindeligt pacifistisk-demokratisk motivation, som forklarer, hvorfor hans idé om Europas Forenede Stater fandt stor politiske spredning efter Europas skrækkelige erfaringer i Første Verdenskrig og endnu stærkere efter Anden Verdenskrig europæiske katastrofe.

Kan det virkelig undre nogen, at den italienske modstandskæmper Altierio Spinelli – senere en af de europæiske fællesskabers grundlæggere – allerede i 1942 satte sin vision om Europas Forenede Stater op mod tidens erfaringer med krig og totalitarisme i sit manifest fra Ventotene, som – bemærkelsesværdigt for 1942 - endda skulle omfatte et demokratisk, afnazificeret Tyskland? Er det så forbløffende, at den tyske kristendemokrat Konrad Adenaur efter krig, nazistisk diktatur og fængsling af Gestapo åbent forfulgte målet om at gøre den unge tyske forbundsrepublik til medlem af Europas Forenede Stater, som han i sine erindringer betegnede som "den bedste og mest holdbare sikring for Europas vestlige naboer"? Eller at luxembourgeren Joseph Bech, der fra 1940 til 1945 var udenrigsminister i eksilregeringen for storhertugdømmet, der dengang var besat af nazisterne hentede sin idé om Europa direkte fra visionen om Europas Forenede Stater, hvilket han understregede i sin tale, da han modtog Karlsprisen i 1960.

Særlig bemærkelsesværdig var dog den britiske premierminister Winston Churchills berømte Zürichtale. Ved Zürich Universitet talte Churchill i 1946 uden omsvøb om Europas daværende tilstand: et kontinent, som lå i ruiner efter endnu en morderisk broderkrig, og som nu blot havde endnu en mulighed for at give sine borgere fred, sikkerhed, frihed og velstand igen: "We must build a kind of United States of Europe", sådan appellerede Churchill til de europæiske regeringer. Ifølge Churchill skulle grundlaget for Europas Forenede Stater være princippet om, at små nationer skulle tælle lige så meget som store - det er et punkt, hvor jeg som luxembourger for en gangs skyld er fuldstændig enig i en britisk vision om Europa. Som et første, uomgængeligt skridt på vejen mod forsoning af den europæiske familie så Churchill, helt rigtigt, et partnerskab mellem Frankrig og Tyskland. Storbritannien selv skulle i øvrigt ikke være en del af Europas Forenede Stater. På den tid havde Storbritannien sit eget verdensomspændende Commonwealth. "Let Europe arise!", med denne flammende appel sluttede Churchill sin Zürichtale.

Nu kan man sige: Ja ja, det var jo den umiddelbare efterkrigsgeneration. Men måtte denne generation ikke snart indse, at der ikke skulle blive noget af det med Europas Forenede Stater? Måtte dette ikke senest den 30. august 1954 stå klart for selv den mest begejstrede europæiske føderalist? Da afslog som bekendt den franske nationalforsamling aftalen om det europæiske forsvarssamarbejde. Dermed kunne den parallelt forhandlede aftale om det europæiske politiske fælles – et meget læseværdigt første forfatningsdokument for et forenet Europa – ikke længere ratificeres. Senest på det tidspunkt, kunne man mene, måtte generationen af efterkrigspolitikere da have begravet de højtflyvende drømme om Europas Forenede Stater.

Sådan var det dog ikke. Blot få år senere, i 1957, blev der gjort et nyt forsøg. Med Romtraktaten blev Det Europæiske Økonomiske Fællesskab og Det Europæiske Atomenergifællesskab grundlagt. I første omgang så det dengang ud som et rent økonomisk og teknisk samarbejde, som et "praktisk forbund for funktionel integration", som den tyske jurist Hans Peter Ipsen kaldte det. Samarbejdet om mere politiske spørgsmål blev bevidst udeladt efter de dårlige erfaringer fra 1954. De stater, som grundlagde Det Europæiske Økonomiske Samarbejde, havde imidlertid en fast vilje til gennem den økonomiske sammenslutning i et fælles marked skridt for skridt at skabe et så stærkt faktisk sammenhold, at den indledningsvis begrænsede integration måtte udmønte sig i en bredere, politisk integration. Og en sådan spredningseffekt ville siden - tænkte Romtraktatens grundlæggere - føre direkte til en føderal regeringsform og dermed til Europas Forenede Stater.

Sådan så f.eks. Walter Hallstein, den første formand for Kommissionen, det, da han i sin bog "Der unvollendete Bundesstaat" skrev sine forestillinger om Det Europæiske Fællesskabs tilstand. Det var også sådan, de to store tyske folkepartier så på sagen. Målet om "Europas Forenede Stater" blev indtil 1992 udtrykkeligt fastholdt i CDU's partiprogram. SDP optog allerede i 1925 dette krav i sit Heidelbergprogram, som gjaldt frem til 1959.

Også i den europæiske partifamilie forblev det en populær vision. Således udtalte Jacques Santer, som dengang var kristendemokratisk premierminister i Luxembourg og tidligere havde været partiordfører for Det Europæiske Folkeparti, den 8. november 1988:

"Vi kristendemokrater i Det Europæiske Folkeparti vil, at Det Europæiske Fællesskab skal blive til Europas Forenede Stater."

Den stærkeste fortaler for denne vision var foruden den luxembourgske kristendemokrat uden tvivl den tyske forbundskansler Helmut Kohl. I sin nyligt udkomne biografi af Kohl beskriver Hans-Peter Schwarz meget malende, hvor beslutsom Kohl var på dette område. For Kohl stod forhandlingerne om Maastrichttraktaten helt i Europas Forenede Staters tegn. Mens de fleste politikere alene rettede opmærksomheden mod regeringskonferencen om den økonomiske og monetære union og statutten for Den Europæiske Centralbank, insisterede Kohl hele tiden på ambitiøse fremskridt ved den parallelt indkaldte regeringskonference om den politiske union. For Kohl var begge regeringskonferencer lige vigtige. Den monetære union og den politiske union var for ham to sider af samme mønt.

Kort efter underskrivelsen af Maastrichttraktaten proklamerede Kohl den 31. maj 1991 foran CDU's partiledelse "Europas Forenede Stater" som et irreversibelt mål – til trods for, at man med den nye traktat i sidste ende kun havde opnået en monetær union og ikke en politisk union, sådan som Kohl havde håbet. Den 3. april 1992 bedømte Kohl Maastrichttraktaten således i en tale (jeg citerer):

"I Maastricht lagde vi grundstenen til fuldførelsen af Den Europæiske Union. Traktaten om Den Europæiske Union indleder en ny, afgørende etape i arbejdet på at skabe ét Europa, som inden for nogle få år vil føre til skabelsen af det, grundlæggerne af det moderne Europa drømte om efter den seneste krig: Europas Forenede Stater."

Tydeligere kunne det ikke siges. Med Maastricht blev der taget et stort skridt mod en fælles europæisk valuta. Det logiske næste skridt var nu nært forestående: Den politiske union, som ville føre til Europas Forenede Stater.

Denne antagelse holdt imidlertid ikke stik. Tværtimod forsvandt drømmen om Europas Forenede Stater kort efter fra dagsordenen. Man kan konstatere, at begrebet praktisk ikke er blevet anvendt mere siden 1993. End ikke af Helmut Kohl.

Hvordan skete denne meningsændring? Hovedårsagen var det særlige kompromis, som medlemsstaterne var blevet enige om i 1991 i Maastricht for den monetære unions struktur. Medlemsstaterne var til sidst blevet enige om at skabe en monetær union uden en parallel politisk enhed. Man kan deri se en ødelæggelse af Helmut Kohls drøm, en drøm som deltes af mange Europapolitikere fra Beneluxlandene, som havde kæmpet for en parallel politisk union. I Maastricht var det et andet koncept, der blev sat igennem. Der blev skabt en uafhængig Europæisk Centralbank. Men ingen europæisk økonomisk regering. Den magtfulde chef for Den Europæiske Centralbank har ikke en europæisk finansminister som modpart, men 17 nationale finansministre. Der findes en fælles europæisk valuta, men ingen nævneværdig fælles europæisk finanslov, der kan anvendes til økonomipolitisk formål.

Denne asymmetriske arkitektur fra Maastricht var resultatet af et historisk sammenstød mellem to politiske strømninger. Den ene var neoliberalismen, som var på mode verden over i begyndelsen af 1990'erne, og som mange europæiske stats- og regeringschefer var tilhængere af. For den neoliberale tænkning var den asymmetriske konstruktion fra Maastricht ligefrem ideel. For denne konstruktion gjorde markederne stærke og politikken svag. Den fælles valuta skulle kun lade sig stabilisere gennem den traktatfæstede markedsdisciplin. En økonomisk eller finanspolitisk styring på europæisk niveau ville fra et neoliberalt synspunkt kun kunne bevirke skadelige forvridninger af markederne. At medlemsstaterne fortsat fulgte selvstændige og forskellige nationale økonomi-, finans-, skatte- og socialpolitikker var i den neoliberale fortolkning ingen svaghed, men ligefrem en landvinding fra Maastricht. For derved måtte de politiske beslutninger på disse politikområder træffes i "systemkonkurrence" mellem staterne.

I Maastricht stødte den dengang fremherskende neoliberale ideologi sammen forestillingerne blandt dem, som grundlæggende stillede sig skeptisk over for suverænitetsoverdragelsen til den monetære union og som i øvrigt så vidt muligt holdt fast ved den nationale suverænitet. Således holdt den britiske forhandlingsdelegation i Maastricht fast ved, at ordet "føderal" skulle stryges fra udkastet til traktatbestemmelserne. For tilhængerne af Europas Forenede Stater var dette et svært nederlag.

Det kan altså føres tilbage til et historisk sammenstød mellem neoliberalisme og idéen om nationalstatens suverænitets ukrænkelighed, at der ikke blev skabt Europas Forenede Stater i Maastricht, men kun en ufuldstændig union. I Tyskland satte forbundsforfatningsdomstolens dom om Maastricht i 1993 et stop for denne udvikling. Forbundsforfatningsdomstolen gjorde det overordentligt tydeligt, at medlemsstaterne også efter Maastrichttraktaten forblev "herrer over traktaten", og at Tyskland om nødvendigt også kunne træde ud af den monetære union igen. Både for den neoliberale og den suverænistiske skole var dette ligefrem en triumf. "Afsked med superstaten. Der bliver ikke noget Europas Forenede Stater", var den liberalkonservative tyske filosof Herrmann Lübbes konklusion om Maastrichttraktaten i et stridsskrift fra 1994.

Helmut Kohl skal i øvrigt have noteret dette med stort vemod. Forfatteren af hans biografi, Hans-Peter Schwarz, beretter, at Kohl efter forbundsforfatningsdomstolens dom om Maastrichttraktaten ikke længere anvendte begrebet Europas Forenede Stater i offentligheden. Ved et møde i CDU's partiledelse i 1994 skal han imidlertid have bemærket, at dette begreb i årtier havde været et af hans yndlingsudtryk.

Personligt oplevede jeg denne stemning i Det Europæiske Folkeparti, den europæiske sammenslutning af kristendemokratiske partier, tæt inde på livet. Omtrent parallelt med forhandlingerne om Maastrichttraktaten var samtaler begyndt om at optage det italienske højrekonservative "Forza Italia" og britiske "Tories" i Det Europæiske Folkeparti. Dette skulle i lang tid fremover gøre Det Europæiske Folkeparti til den stærkeste fraktion i Europa-Parlamentet. Dette magtpolitiske mål havde imidlertid en høj pris: Det Europæiske Folkeparti måtte til gengæld acceptere, at målet om et føderalt Europa med et kristeligt præg samt visionen om Europas Forenede Stater blev fjernet fra partiprogrammet. Jeg kan endnu levende huske diskussionerne dengang, hvor grundlæggende kristendemokratiske overbevisninger kolliderede med magtpolitiske beregninger. Sammen med en gruppe af kristendemokrater fra Belgien, Nederlandene og Luxembourg stemte jeg dengang imod Det Europæiske Folkepartis nye retning. Sammen med ligesindede skrev vi dengang den kristendemokratiske Athenerklæring. Vi var dog ikke tilstrækkelig stærke. Magtpolitikken var vigtigere end de tanker, som inspirerede grundlæggerne af den europæiske forening.

Erfaringerne fra Maastricht forklarer, hvorfor enhver, som var med dengang – og det er stadig en betragtelig del af den aktive generation af politikere – i dag oftest resigneret beskriver Europas fremtid som følger: Da jeg var ung, drømte jeg om Europas Forenede Stater. I dag ved jeg bedre, det kan simpelthen ikke lade sig gøre, vi må være realistiske." Denne resignerende grundholdning blev endnu stærkere, da den europæiske forfatningstraktat i 2005 – det sidste forsøg på i det mindste delvist at gøre Maastrichttraktatens Europæiske Union til en politisk union - blev stemt ned ved folkeafstemninger i Nederlandene og Frankrig, selv om 18 havde ratificeret traktaten, heraf to – Luxembourg og Spanien – i øvrigt også ved folkeafstemninger. "Maastricht kunne have været vores forfatning", sukkede vores luxembourgske premierminister Jean-Claude Juncker i 2001 i anledning af Maastrichttraktatens tiårsdag.

Når borgerne i dag spørger os politikere "Hvad skal der ske med Europa?" eller "Hvor er den europæiske forening på vej hen?", svarer vi som regel udenom. "Vi vil ikke have en superstat", det er for det meste den første sætning – ud af lutter angst for at blive misfortolket af de neoliberale, suverænitetsvogterne eller den tyske forbundsforfatningsdomstol. Så fortsætter det for det meste sådan her: "EU er jo en konstruktion af sin helt egen slags". "Vi vil ikke have en europæisk forbundsstat, men en konføderal eller føderal konstruktion" eller "et forbund af nationalstater".

Jeg har efter mange års erfaring stor forståelse for sådanne sproglige forvridninger, også når selv om statsretskyndige er ved at rive håret af hovedet på sig selv over det. Jeg må tilstå, at jeg selv i de forgangne år har søgt tilflugt i sådanne floskler. I den seneste tid oplever jeg imidlertid, at borgerne i stigende grad kritiserer dette som en kattens gang om den varme grød, og jeg oplever, at de ikke er overbevist. For kort tid siden modtog jeg efter et møde på et rådhus i Østrig en e-mail fra en borger: "Hvordan skal man som borger egentlig kunne identificere sig med det europæiske projekt, som du roser så meget, når man ikke kan få et ærligt svar på, hvor vi er på vej hen? Når I fortsætter med at definere Europa så teknokratisk og kompliceret, så må I ikke undre jer over, at vi opfatter jer som teknokrater!" Denne borger, mine damer og herrer, har ikke bare ret. Han har helt ret.

Og derfor er det trods de traumatiske erfaringer fra Maastricht på tide at aktualisere begrebet Europas Forenede Stater. De seneste måneder har Europas Forenede Stater sågar oplevet en renæssance. Stillet over for krisen udtaler talrige førende politikere fra alle partier sig nu med eftertryk for at skabe Europas Forenede Stater, fra kristendemokrater som den tyske arbejdsmarkedsminister Ursula von der Leyen og min kommissionskollega Günter Oettinger, over socialdemokrater som Østrigs tidligere forbundskansler Alfred Gusenbauer og liberale som den tyske udenrigsminister Guido Westerwelle til Daniel Cohn-Bendit, den veltalende formand for de grønne i Europa-Parlamentet. Den franske erhvervsorganisation MEDEF indledte sidste år sågar en regelret kampagne for Europas Forenede Stater. Og som I formodentlig ved, har jeg også siden begyndelsen af dette år i flere taler og avisartikler udtrykkeligt bekendt mig til visionen om Europas Forenede Stater. Naturligvis forbliver den slags fremstød ikke altid uimodsagte. Formanden for Europa-Parlamentet, Martin Schulz, og formanden for CDU i den tyske forbundsdag, Volker Kauder, advarer f.eks. offentligt imod igen at udråbe Europas Forenede Stater til politisk mål efter de dårligere erfaringer fra fortiden. Det er legitimt. Men det ændrer ikke ved, at begrebet og diskussionen om Europas Forenede Stater i dag står på dagsordenen igen. Og godt det samme.

Grunden til det er naturligvis den aktuelle finans- og gældskrise. Europa har i krisetider altid fundet kræfter til nye anstrengelser i retning af integration. Jeg er overbevist om, at det også bliver tilfældet denne gang, og at Europa kan gå styrket ud af den aktuelle krise. Den nuværende krise er derved af særlig betydning for udformningen af et føderalt Europa. For denne krise viser på markant vis, at den monetære unions asymmetriske konstruktion, som blev skabt i Maastricht i sammenspillet af neoliberale og suverænitetsvogtere, ikke er levedygtig på længere sigt.

Mine damer og herrer,

hvordan kan man tro, at det fortsat rækker med markedsdisciplin og regler for en solid finanspolitik - efter at vi i 20 år har set, at hverken markedet eller de strikse regler kan hindre en utøjlet national gældspolitik i alle medlemsstater? – Tyskland var her desværre i lang tid et særligt pinligt eksempel. "Enhver, der ønsker en varig og pålidelig finanspolitik, har behov for en europæisk finansminister, der står til ansvar over for Europa-Parlamentet, og som har klare rettigheder til at foretage indgreb over for medlemsstaterne. Kreditvurderingsbureauernes ligegyldighed kan helt sikkert ikke være nogen erstatning for en sådan."

Hvordan kan man for alvor tro, at vi kan føre en vækstorienteret europæisk økonomipolitik, uden at Den Europæiske Union råder over nogen nævneværdige finansielle midler? I Europa strides vi netop nu på heftig vis om, hvorvidt de finansielle midler, der skal gå til Bruxelles, skal være 1 % eller 1,05 % af EU's BNP - og så undrer vi os over, at vi europæere har det sværere end USA med hensyn til at øge vækstpotentialet. I USA råder Washington imidlertid over et føderalt budget på ca. 35 % af det amerikanske BNP!

Mine damer og herrer,

Er det virkelig så underligt, at USA i øjeblikket ikke oplever nogen tillidskrise over for dollaren, til trods for, at landet har et højere gældsniveau end de fleste europæiske stater og et betydeligt større budgetunderskud end eurolandene, og selv om flere regioner i USA er gået bankerot i de senere år? Nej, det er det ikke. For ulig situationen i Europa er der ingen i USA, der tvivler på, at USA trods alle økonomiske og finansielle vanskelligheder vil bestå som føderation. Ingen tvivler på, at Minnesota forbliver en del af USA – selv om Minnesota i juli 2011 gik konkurs. Dollarkursen rykkede sig ikke engang ved meldingen om det - selv om Minnesotas økonomiske tyngde i USA er sammenlignelig med Grækenlands betydning for den europæiske økonomi.

I Maastricht ville man have os til at tro, at vi endegyldigt kunne lægge grunden til en monetær union og en ny verdensvaluta uden parallelt hermed at skabe Europas Forenede Stater. Det var en fejl, og denne fejl fra Maastricht må i dag rettes, hvis vi fortsat ønsker at leve i et stabilt Europa med en blomstrende økonomi. Og det er godt, at medlemsstaternes stats- og regeringschefer har indset dette i mellemtiden. I 2010 begyndte en proces, der kommer til at betyde en grundlæggende ombygning af den monetære union. På grundlag af en rapport fra EU-institutionernes formænd arbejder Det Europæiske Råd i disse dage på fire nye integrationstrin:

  • En europæisk bankunion med en central europæisk bankinspektion

  • en europæisk finanspolitisk union med en stærkere kontrolmekanisme over de nationale finanslove på den ene side og udvikling af en europæisk finansiel kapacitet på den anden side

  • en europæiske økonomisk union, inden for hvilken der i højere grad end hidtil træffes fælles beslutninger for økonomi-, skatte- og socialpolitik

  • og endelig en politisk union.

Denne proces byder på chancer, men også risici. Der er uden tvivl chance for at indhente dét, som blev forsømt i 1991 i Maastricht, altså en chance for nu at fuldende den ufuldendte politiske union. Der er imidlertid samtidig en risiko for, at vi på ny må begrænse os til nogle økonomiske of finanspolitiske reformer, og endnu engang mislykkes med den store helhed i form af en overbevisende, stærk og demokratisk union. I disse dage er der i nogle hovedstæder tendenser, der som jeg ser det, giver anledning til alvorlige bekymringer.

Lad mig sige det tydeligt: Der er i de seneste tre år blevet gjort meget for at stabilisere vores monetære union. Den nye europæiske stabilitetsmekanisme, som kan aktivere op til 500 mia. EUR for om nødvendigt at stabilisere eurostater, er en historisk landevinding. Dette gælder også den europæiske finanspagt, på grundlag af hvilken 25 europæiske stater på overbevisende facon har forpligtet sig til solide offentlige finanser og gældsbremser. Også Den Europæiske Centralbanks indsats er af uvurderlig betydning for, at vores europæiske valuta fortsat forbliver stabil. Men lad os være ærlige: Disse er alle sammen uden tvivl vigtige foranstaltninger til at bekæmpe krisen. De kan købe tid, men de kan med sikkerhed ikke erstatte en varig stabilisering af den vakkelvorne konstruktion fra Maastricht.

I dag ser jeg frem for alt en fare ved, at både den europæiske stabilitetsmekanisme og finanspagten er improviserede konstruktioner uden for de europæiske traktater. Stillet over for krisen kunne det vel ikke gå anderledes, hurtig handling var nødvendig. Fra et demokratisk-parlamentarisk synspunkt hverken kan eller må dette imidlertid være en permanent løsning. I denne sammenhæng vil der på europæisk plan snart blive truffet fundamentale beslutninger om de enkelte eurostaters indretning, hvad angår økonomi-, finans- og socialpolitik. Sådanne beslutninger kræver en daglig og effektiv demokratisk kontrol. Det kan efter min overbevisning ikke arrangeres ved mellemstatslige sammenkomster mellem nationale ministre og statssekretærer, som hver for sig får en smule opmærksomhed fra 17 nationale parlamenter. For sådanne beslutninger på europæisk niveau må den demokratiske kontrol også etableres på europæisk niveau og i øjenhøjde. Derfor går jeg ind for på mellemlang sigt at overføre både finanspagten og den europæiske stabilitetsmekanisme til at høre under de europæiske traktater, således at de kommer under Europa-Parlamentets kontrol.

"No taxation without representation", lyder en vigtig demokratisk grundsætning. Denne grundsætning skal vi tage meget alvorligt under udformningen af fremtidens Europa. En stærkere integration af Europa i retning af en sand økonomisk union og valutaunion vil kræve, at der fremover træffes meget følsomme beslutninger på europæisk niveau. Disse beslutninger må ikke overlades til trojkaer af uafhængige finanseksperter alene! Når Irland for første gang i landets historie pålægges at indføre gebyrer på vandforsyning til befolkningen som led i den presserende og nødvendige konsolidering af landets offentlige finanser, så må en sådan beslutning ikke bare være sagligt korrekt, den skal legitimeres demokratisk gennem Europa-Parlamentet. Det samme gælder Bruxelles' retningslinjer for privatiseringer i Grækenland, for lønindeksering i Luxembourg eller for sambeskatning i Tyskland, som i år er blevet behandlet inden for rammerne af det europæiske semester. Hvorvidt sådanne retningslinjer er rigtige eller forkerte, må man i mine øjne debattere på ansvarsfuld vis og for åbne døre i Europa-Parlamentet.

Alt dette kræver reformer af Den Europæiske Union, som rækker langt ud over den monetære unions funktionsmåde. Der er behov for en grundlæggende politisk og demokratisk fordybelse af den bestående Europæiske Union. I de informationsskrivelser, der i øjeblikket cirkulerer i de europæiske hovedstæder, berøres dette spørgsmål endnu meget forsigtigt og behandles nogle gange under overskriften "politisk union". Jeg mener, at vi må være langt mere ambitiøse på dette punkt, hvis vi ikke vil gentage fejlene fra Maastricht. Vi har behov for en klar og ambitiøs vision for vores kontinents fremtid og for et stærkt og demokratisk Europa, som er langt mere end blot et stort marked og en stabil valuta.

Formanden for Kommissionen, Barroso, opfordrede os i sin tale om Unionens tilstand i september til ikke at være bange for ord og begreber i denne debat om Europas politiske fremtid, men i stedet at formulere vores vision klart og modigt. For mig er klar tale særligt vigtig, hvis vi ønsker at finde accept for denne vision hos borgeren.

Lad mig vise dette med et eksempel: I har alle for længst vænnet jer til, at den udøvende magt i Bruxelles hedder "Europa-Kommissionen". Men overvej lige en gang, hvordan det lyder i borgernes ører. I Bruxelles træffer kommissærer beslutninger – det lyder fra begyndelsen af som teknokrati og bureaukrati, og ikke som politiske og demokratisk legitime beslutninger. Er det så så underligt, når borgmesteren i en kommune i Bayern ikke kan blive gode venner med beslutningerne fra denne "konkurrencekommission" i Bruxelles? Forbundskansler Angela Merkel opfordrede os i begyndelsen af dette år til at lave Europa-Kommissionen om til en europæisk regering. Jeg anser denne udskiftning af begreber for at være rigtig, ja faktisk længe savnet. Det er jo længe siden, Europa-Kommissionen var en gruppe af eksperter og teknokrater, der ikke var blevet valgt. De bliver derimod valgt hvert femte år blandt de direkte valgte medlemmer af Europa-Parlamentet og dét på baggrund af valget til Europa-Parlamentet. Før en kommissær udnævnes, må han gennemgå en tre timer lang høring i det udvalg af Europa-Parlamentet, som har ansvaret for hans fagområde. Der bliver ens hjerte og nyrer sat på en prøve, ens faglige kompetencer bliver testet, men også ens værdiforestillinger og politiske orientering. Og Europa-Parlamentet går ikke af vejen for at lade en kommissærkandidat, der ikke kan præstere, dumpe, som Manfred Weber sikkert kan bekræfte. Sammenligner man denne fremgangsmåde med lignende fremgangsmåder på nationalt plan, så tiltræder medlemmerne af Europa-Kommissionen gennem en mere demokratisk fremgangsmåde end nogen minister i den tyske forbundsregering eller en delstatsregering, som alle udnævnes uden parlamentets indblanding. Dertil kommer, at talrige kommissærer før deres tiltræden er blevet valgt til medlemmer af Europa-Parlamentet. Jeg er selv blevet valgt ind i Europa-Parlamentet fem gange i træk af borgerne i Luxembourg. Jeg ville finde det ønskværdigt, at det for fremtiden blev gjort til en regel, at kommissærerne først skal vælges ind i Europa-Parlamentet. Det ville styrke det europæiske demokratis legitimitet.

Lad os være lige så modige som den tyske forbundskansler, når vi beskriver den fremtidige udformning af det politisk forenede Europa. Et føderalt Europa – det kan man betegne som et europæisk Schweiz, som Forbundsrepublikken Europa eller som Europas Forenede Stater. Efter mange overvejelser anser jeg begrebet Europas Forenede Stater for at være det mest egnede, ikke blot for at finde bred accept, men også for på rammende vis at beskrive den ønskede sluttilstand for Den Europæiske Union.

Et "europæisk Schweiz" som fremtidsvision ville, trods min store personlige sympati for den traditionsrige alperepublik, ikke være en god sammenligning med det forenede Europa. For det forenede Europa bliver med sikkerhed ikke nogen neutral "særstat", men en global politisk aktør, en verdensmagt. Vi må heller ikke glemme, at Schweiz i sit statsnavn stadig kalder sig en konføderation - "confoederatio" - skønt landet for længst er en konsolideret forbundsstat. En schweizisk vision for Europas fremtid ville altså snarere føre til mere statsretslig begrebsforvirring, end det ville bidrage til klarhed.

"Forbundsrepublikken Europa" – jeg kan forstå, at en og anden her i Tyskland ville blive begejstret over den model. Det fremtidige føderale Europa kan og bør med sikkerhed lade sig inspirere af den succesfulde tyske føderalisme. Tillad jeres luxembourgske nabo denne indvending: Den, der vækker det indtryk, at verden skal komme sig ved at gøre som Tyskland, også selv om det så kun måtte være i statsretslig henseende, han kommer ikke til at skaffe sig venner i de andre EU-lande.

Tilbage bliver kun begrebet "Europas Forenede Stater". Altså, tilbage til Victor Hugo.

"Europas Forenede Stater" – det mål om forening, der er forankret her, afspejler i Victor Hugos tradition den fredstanke, der stadig præger den europæiske integrationsproces, hvilket tildelingen af Nobels Fredspris til Den Europæiske Union for få dage siden mindede om. Vores kontinent gør klogt i aldrig at glemme erfaringerne fra sin frygtelige historie.

"Europas Forenede Stater" – flertalsformen udtrykker tydeligt, at det ikke drejer sig om en enhedsstat eller en superstat, men om en føderal konstruktion, i hvilken et antal enkeltstater indgår i et forbund, hvor de enkelte staters forskelligartethed og individualitet bevidst bliver bibeholdt, som Victor Hugo med rette betonede det.

Og endelig: "Europas Forenede Stater" – viser meget tydeligt, at vi ganske vist efterstræber en demokratisk-føderal forfatningsform, der er sammenlignelig med den i USA, men at vi vil gøre dette inden for konteksten af den europæiske historie, vore egne værdier og vores kontinents særlige forskelligartethed. I Europa har vi behov for et tokammersystem som i USA. En dag vil vi måske endda behøve en direkte valgt præsident for Europa-Kommissionen, som den tyske finansminister Wolfgang Schäuble har foreslået, og som Det Europæiske Folkeparti har indskrevet i sit partiprogram. Valgkampen til det amerikanske præsidentvalg har i de seneste uger på gribende vis vist os, hvilken mobiliserende effekt et sådant valg af en person kan have for et helt kontinent. Valget kræver bestemt, at politikerne er villige og kompetente til at gå i direkte dialog med borgerne, også på et rådhus i det inderste Ohio. I Europa vil vel kun flersprogede kandidater have en chance i en sådan valgkamp.

Europas Forenede Stater – det giver også os europæere mulighed for tydeligt at understrege de punkter, der skiller os fra USA, hvilket er grunden til, vi kun ønsker at overtage forfatningsstrukturen, men sikkert ikke hvert aspekt den forfatningsmæssige virkelighed fra USA. Således har vi i Europa på grund af vores historiske erfaringer ofte en anden opfattelse af værdier og grundlæggende rettigheder end man har i USA, hvilket frem for alt fremgår af vores forkastelse af dødsstraffen, som er forankret i EU's charter om grundlæggende rettigheder, samt den stærke betoning af grundlæggende rettigheder til databeskyttelse. I Europa har vi også en anderledes forståelse af forholdet mellem marked og stat, for i Europa efterstræber vi ikke en ren markedsøkonomi, men derimod en social markedsøkonomi – også selv om USA under Obama i det mindste inden for sundhedsplejen har udviklet sig i retning af Europa. Og naturligvis har vi i Europa en ganske anden historisk erfaring med vores mangfoldighed af kulturer og sprog - selv om vi ikke må glemme, at også 16 % af USA's befolkning i dag har spansk som modersmål, og den andel vokser.

Mine damer og herrer,

jeg nærmer mig slutningen. Ja, jeg anser Europas Forenede Stater for at være den rette vision for at overvinde den aktuelle krise, men frem for alt for at overvinde Maastrichttraktatens mangler. Som europæisk kristendemokrat kan jeg jo ikke lade min fremtidsvision diktere af britiske euroskeptikere. Jeg noterer også med interesse, at 43 % af den tyske befolkning i følge en spørgeundersøgelse foretaget af dagbladet "Die Welt" er for Europas Forenede Stater – og dét endda inden debatten rigtig er gået i gang. Det er virkelig ikke noget dårligt udgangspunkt.

Jeg ved naturligvis, at vi ikke kan gøre Europas Forenede Stater til virkelighed fra den ene dag til den anden. Vi vil helt sikkert få behov for nye traktater og formodentlig også en forfatningsændring i Tyskland, og på det punkt kan vi stole på forbundsforfatningsdomstolen! Vi vil også blive nødt til at besvare spørgsmålet om, hvorvidt alle EU-stater eller kun eurostaterne tør begive sig ind på vejen til Europas føderale fremtid. Storbritanniens positionering vil i den forbindelse komme til at spille en afgørende rolle, også selv om Winston Churchill jo allerede i 1946 i sin Zürichtale tydeliggjorde den britiske indstilling til Europas Forenede Stater. "We will be for, but not with it", og sådan kan man vel også sammenfatte den britiske position ud fra dagens synsvinkel.

Ligesom Victor Hugo tror jeg dog heller ikke, at vi kommer til at vente 400 år på Europas Forenede Stater. To verdenskrige, 60 års erfaring med europæisk integration og ikke mindst den aktuelle krise har sat betydeligt skub i udviklingen. Økonomerne Kenneth Rogoff og Carmen Reinhart kommer i deres bog "This Time Is Different: Eight Centuries of Financial Folly" på grundlag af detaljerede analyser af finanskrisen i de sidste 800 år med følgende prognose:

"Under pres fra krisen vil der opstå en dynamik, som vi endnu ikke kan forestille os i dag: sluttelig kan Europas Forenede Stater komme hurtigere, end de fleste tror."

Jeg er overbevist om, mine damer og herrer, at i hvert fald de studerende, der er til stede her i dette rum, har en god chance for at opleve Europas Forenede Stater.

Tak for jeres opmærksomhed, nu vil jeg se frem til en spændende diskussion med jer.


Side Bar

Mon compte

Gérez vos recherches et notifications par email


Aidez-nous à améliorer ce site