Chemin de navigation

Left navigation

Additional tools

José Manuel Durão Barroso Formand for Europa-Kommissionen En ny begyndelse for EU - Tale om Unionens tilstand 2011 Europa-Parlamentet Strasbourg, den 28. september 2011

Commission Européenne - SPEECH/11/607   28/09/2011

Autres langues disponibles: FR EN DE ES NL IT SV PT FI EL CS ET HU LT LV MT PL SK SL BG RO

SPEECH/11/607

José Manuel Durão Barroso

Formand for Europa-Kommissionen

En ny begyndelse for EU - Tale om Unionens tilstand 2011

Europa-Parlamentet

Strasbourg, den 28. september 2011

Hr. formand

Ærede medlemmer

Hr. minister

Lad os være ærlige og helt præcise i analysen af Unionens tilstand.

Jeg er overbevist om, at vi i dag står over for den største udfordring nogensinde i Unionens historie.

Der er tale om er en finansiel, økonomisk og social krise. Men også om en tillidskrise. I forhold til vores ledere generelt, men også i forhold til EU og vores evne til at vende udviklingen.

Derimod er der ingen tvivl om årsagerne til krisen. EU har ikke formået at løfte de konkurrencemæssige udfordringer. En række medlemsstater har levet over evne. På de finansielle markeder har der været eksempler på uansvarlig og utilstedelig adfærd. Vi har ikke tacklet de skævheder, der er opstået mellem medlemsstaterne, særlig i euroområdet.

Samtidig har den radikalt ændrede verdensorden og virkningerne af globaliseringen forværret problemerne.

Det har vakt dyb bekymring i vores samfund. Frygt for fremtiden hos mange borgerne. Aldrig før har for faren for, at vi vender os indad mod det nationale, for ikke at sige mod nationalismen, været større.

Populister sætter spørgsmålstegn ved EU’s vigtigste resultater: euroen, det indre marked, ja endog den frie bevægelighed for personer.

Jeg tror, at man kan sige, at statsgældskrisen i dag først og fremmest er en politisk tillidskrise. Borgerne, men også verden uden for EU, betragter os og spørger sig selv - Er der reelt tale om en Union? Er der reelt vilje til at støtte den fælles valuta?

Er de dårligst stillede medlemsstater reelt villige til at gennemføre de nødvendige reformer?

Er de mest velstillede medlemsstater reelt parate til at udvise solidaritet?

Er EU reelt i stand til at skabe vækst og arbejdspladser?

Jeg vil gerne sige det lige ud:

Situationen er alvorlig, men krisen kan løses.

EU har en fremtid.

Hvis vi blot kan genskabe tilliden. Det kræver stabilitet, vækst, men også politisk vilje og politisk lederskab.

Vi må stå sammen om at foreslå borgerne en ny begyndelse i EU.

Vi må realisere det, der blev givet udtryk for i Berlin-erklæringen, som Kommissionen, Parlamentet og Det Europæiske Råd undertegnede i anledning af 50-årsdagen for undertegnelsen af Rom-traktaterne. Som man dengang udtrykte det: "Wir leben heute miteinander, wie es nie zuvor möglich war. Wir Bürgerinnen und Bürger der Europäischen Union sind zu unserem Glück vereint." "Vi lever i dag sammen, som det aldrig før var muligt. Vi, borgerne i Den Europæiske Union, er forenet til fælles bedste." Det en erklæring og et ord er et ord. Vi må hver dag udvise vilje til at omsætte ord til handling.

Det kan lykkes, og vores institutioner er en del af løsningen, ikke en del af problemet.

Nogle lægger som bekendt vægt på behovet for stabilitet. Andre behovet for vækst.

Begge dele er uden tvivl nødvendige.

Nogle fremhæver behovet for budgetdisciplin. Andre behovet for solidaritet.

Begge dele er nødvendige.

Tiden er ikke længere til lappeløsninger. Der er behov for en resolut tilgang, for helhedsløsninger. For et højere ambitionsniveau for EU.

Jeg er helt overbevist om, at vi i dag står ved en historisk skillevej. Et af de afgørende øjeblikke, hvor splittelsen truer, hvis vi ikke bevæger os fremad ad vejen mod integration.

Det er således et spørgsmål om politisk vilje, og det er det, vores generation vil blive bedømt på.

Det er muligt at overvinde krisen. Ikke blot er det muligt, det er også nødvendigt. Og politisk lederskab består jo netop i at gøre det nødvendige muligt.

Ærede medlemmer

Lad mig lægge ud med Grækenland. Grækenland er og bliver medlem af euroområdet. Grækenland skal opfylde sine forpligtelser, fuldt ud og rettidigt. Til gengæld har de øvrige medlemmer af euroområdet lovet at støtte Grækenland og hinanden. På topmødet i euroområdet den 21. juli blev der givet udtryk for, at "Vi er fast besluttet på fortsat at yde støtte til de lande, der er omfattet af programmerne, indtil de på ny har opnået markedsadgang, forudsat at de implementerer disse programmer med succes."

Det er derfor, jeg nedsatte ekspertgruppen for Grækenland.

Vi har netop iværksat en handlingsplan, hvis vigtigste punkter er:

– en liste over 100 gennemførlige kvalitetsprojekter, der indebærer investeringer i samtlige græske regioner, således at de resterende bevillinger under strukturfondene udnyttes optimalt, samt

– en stor indsats for at gøre procedurerne i forbindelse med projekter, som medfinansieres af EU, mindre bureaukratiske.

Der er stadig 15 mia. EUR i strukturfondsmidler, som skal anvendes i Grækenland. De vil støtte græsk økonomi ved at imødekomme et presserende behov for et program for teknisk bistand til den offentlige sektor.

Et program på 500 mio. EUR, der indeholder garantier for lån fra Den Europæiske Investeringsbank til små og mellemstore virksomheder i Grækenland, er i støbeskeen.

Kommissionen overvejer også muligheden af en mere omfattende garantimekanisme, der kan bidrage til at øge bankernes udlån til realøkonomien.

Alt dette udgør en omfattende støtte til, at Grækenland kan tage kampen op, og Grækenland vil skulle fremvise konkrete resultater. Landet skal gøre op med særinteresser og uhensigtsmæssige måder at gøre tingene på.

Men lad mig gøre det helt klart: Der er ikke tale om et kortdistanceløb, men om en maraton.

En stabil og ansvarlig Union handler ikke kun om Grækenland.

De økonomiske udsigter er særdeles dystre. Vi lider under de negative virkninger af de konstante revurderinger af risici, der pågår på verdensplan. Det er vores ansvar at genskabe tilliden til både euroen og Unionen som helhed.

Det kan vi gøre ved at vise, at vi er i stand til at træffe alle de beslutninger, som en konkurrencedygtig, rummelig og effektiv forvaltning af en fælles valuta og en integreret økonomi fordrer. Derfor skal der handles både på kort, mellemlang og lang sigt.

Allerførst skal vi hurtigt fastlægge, hvordan statsgældskrisen skal tackles.

Det kræver stærkere kriseløsningsmekanismer. Der er behov for en stærk og sikker euro.

Vi skal bygge videre på den europæiske finansielle stabilitetsfacilitet og den kommende europæiske stabilitetsmekanisme.

Den europæiske finansielle stabilitetsfacilitet skal omgående gøres stærkere og mere fleksibel. Det er, hvad Kommissionens allerede i januar fremlagde forslag om. Det er, hvad euroområdets stats- og regeringschefer nåede til enighed om den 21. juli. Først når det er ratificeret, kan man med den europæiske finansielle stabilitetsfacilitet:

– gribe forebyggende ind

– gribe ind med støtte til rekapitalisering af banker

– foretage indgreb på de sekundære markeder for at undgå, at problemer spreder sig.

Når den europæiske finansielle stabilitetsfacilitet er ratificeret, skal vi anvende finansieringsrammen så effektivt som muligt. Kommissionen arbejder i øjeblikket på forskellige løsningsforslag.

Herudover bør vi gøre vores yderste for at fremskynde den europæiske stabilitetsmekanismes ikrafttræden.

Og naturligvis har vi tillid til, at Den Europæiske Centralbank – i fuld overensstemmelse med traktaten – vil gøre alt, hvad der står i dens magt for at sikre euroområdets integritet og dets finansielle stabilitet.

Men det er ikke nok. Vi må skabe en mere omfattende økonomisk koordinering og integration, ikke mindst i euroområdet.

Det er i mindst lige så høj grad en politisk som en økonomisk opgave.

I dag skal De deltage i afstemningen om forslagene i den såkaldte "six-pack", som vi fremlagde for Dem og for Rådet for et år siden. Six-pack’en indeholder en reform af stabilitets- og vækstpagten og udvider overvågningen til at omfatte de makroøkonomiske balancer. Vi er nu meget tæt på at være tilbage ved det, som Kommissionen oprindelig lagde på bordet. De har haft afgørende betydning for fastholdelsen af ambitionsniveauet, og det vil jeg gerne takke Dem for og lykønske Dem med.

Six-pack'en giver os langt stærkere håndhævelsesmekanismer. Vi er nu i stand til at drøfte medlemsstaternes planer på budgetområdet, inden der træffes afgørelser i medlemsstaterne. Kombinationen af budgetdisciplin og integration er nøglen til euroområdets fremtid. Et virkeligt troværdigt euroområde kan kun opnås gennem integration og budgetdisciplin.

Ærede medlemmer

Det er i sandhed vigtige skridt fremad, men vi er nødt til at gå endnu videre. Den monetære union må suppleres med en økonomisk union. Vi må og skal fuldføre den opgave, Maastrichttraktaten stillede os.

Det var en illusion at tro, at vi kunne være fælles om en valuta og et indre marked og samtidig fastholde hver vores nationale tilgang til den økonomiske politik og finanspolitikken. Lad os ikke bilde os selv ind, at vi kan være fælles om en valuta og et indre marked og samtidig fastholde en mellemstatslig tilgang.

Hvis euroområdet skal være troværdigt – og husk, at det ikke blot er føderalisternes budskab, men også markedernes – så skal vi have en egentlig fællesskabsmetode. Det er nødvendigt med en reel integration i euroområdet. Det er nødvendigt at supplere den monetære union med en rigtig økonomisk union. Hvordan kan vi nå frem til en sådan egentlig fællesskabsmetode på nuværende tidspunkt? I de kommende uger vil Kommission bygge videre på six-pack'en og fremlægge forslag til en sammenhængende ramme for, hvordan den økonomiske koordinering og integration, særlig i euroområdet, kan uddybes. Det vil ske på en måde, der sikrer, at euroområdet og Unionen som helhed kan fungere sammen. Vi ønsker naturligvis ikke, at euroområdet skal ødelægge de resultater, der er opnået med det indre marked og vores fire frihedsrettigheder.

Samtidig kan vi træffe afgørelser i fællesskab og dermed styrke konkurrenceevnen. Det kunne gøres ved at integrere europluspagten i denne ramme under fuld overholdelse af de nationale gennemførelsesbeføjelser.

Hvis alt dette skal fungere, har vi – mere end nogensinde – behov for den uafhængige myndighed, som Kommissionen er, og for dens forslag til og vurderinger af, hvilke foranstaltninger, medlemsstaterne bør træffe. Det kan regeringerne ganske enkelt ikke klare på egen hånd. Det kan heller ikke klares gennem forhandlinger regeringerne imellem.

Kommissionen er faktisk inden for rammerne af sine fællesskabsbeføjelser Unionens økonomiske regering. Det behøver vi bestemt ikke nye institutioner til.

Der er en grund til, at traktaterne har oprettet overnationale institutioner. Der er en grund til, at Europa-Kommissionen, Den Europæiske Centralbank og Domstolen blev oprettet. Kommissionen står som garant for fairness. Kommissionen, som naturligvis arbejder i partnerskab med medlemsstaterne, er desuden indsat af og ansvarlig over for denne forsamling: det direkte valgte parlament for både euroområdet og Den Europæiske Union som helhed.

Ærede medlemmer

Tiden er også inde til at samle varetagelsen af euroområdets repræsentation udadtil. I overensstemmelse med traktaten vil Kommissionen fremsætte forslag herom.

En union med stabilitet og ansvarlighed, som er opbygget på dette grundlag, og som har en fælles tilgang, vil desuden gøre det muligt for medlemsstaterne fuldt ud at udnytte fordelene ved et større marked for udstedelsen af statsobligationer.

Når euroområdet først er fuldt udstyret med de instrumenter, der er nødvendige for både at sikre integration og budgetdisciplin, vil udstedelse af fælles gældsbeviser blive opfattet som både naturligt og noget, alle har gavn af. På betingelse af, at sådanne euroobligationer bliver "stabilitetsobligationer", dvs. obligationer, der er udformet, så de belønner dem, der følger spillets regler, og har en afskrækkende virkning på dem, der ikke gør. Som jeg allerede har meddelt denne forsamling, vil Kommission inden for få uger fremlægge mulige modeller for sådanne "stabilitetsobligationer".

Nogle af disse modeller kan gennemføres inden for rammerne af den nugældende traktat, mens den fuldt udfoldede model for euroobligationer kræver traktatændringer. Og det er vigtigt, ærede medlemmer, for vi kan gøre en masse inden for den nuværende Lissabontraktat. Og der er ingen undskyldning for ikke at gøre det og for ikke at gøre det nu.

Men det kan blive nødvendigt at overveje yderligere traktatændringer.

Jeg tænker bl.a. især på den begrænsning, der ligger i kravet om enstemmighed. Det er ikke muligt, at det er den langsomste, der sætter farten for vores fælles bestræbelser. I dag har vi en union, hvor det det langsomste medlem, der sætter farten for alle andre medlemsstater. Det er ikke troværdigt og heller ikke ud fra et markedssynspunkt, og vi er derfor nødt til at finde en løsning på dette problem for beslutningstagningen. En medlemsstat har selvfølgelig ret til ikke at tilslutte sig en beslutning. Det er, som de understreger, et spørgsmål om national selvstændighed. Men en medlemsstat har ikke ret til at hindre andre i at bevæge sig fremad, for de andre har også deres nationale selvstændighed, og hvis de ønsker at gå videre, ja så bør de have mulighed for det.

Vores vilje til at overveje traktatændringer bør ikke bruges som en mulighed eller en undskyldning for at udsætte de nødvendige reformer, men det er min overbevisning, at en længere tidshorisont vil øge troværdigheden af de beslutninger, vi træffer i dag.

En union, hvor der hersker stabilitet og ansvar, forudsætter, at der hurtigt indføres en ny reguleringsordning for den finansielle sektor. Vi har brug for velkapitaliserede og ansvarlige banker, der låner ud til realøkonomien.

Der er blevet sagt meget om den påståede sårbarhed, som visse af vores banker er præget af. De europæiske banker har i de seneste år styrket deres position betydeligt, når det drejer sig om kapital. Der er nu stigende kapitaltilførsel til at udfylde de huller, der blev påpeget ved stresstesten i sommer. Det er nødvendigt for at begrænse den skade, som uroen på finansmarkederne påfører realøkonomien og arbejdspladserne.

Vi har i løbet af de seneste tre år udformet en ny finansiel reguleringsordning.

Lad os ikke glemme, at vi allerede har fremlagt 29 lovgivningstekster. De har allerede vedtaget flere af dem, herunder oprettelsen af uafhængige tilsynsmyndigheder, som allerede fungerer. Nu er det vigtigt at få vedtaget vores forslag om:

- derivater

- udækket short-selling og credit default swaps

- en fair aflønning af bankansatte.

Disse forslag ligger på bordet, og de bør vedtages af Rådet og Parlamentet. Kommissionen vil ved udgangen af i år fremlægge de resterende forslag, dvs. bestemmelser om:

- kreditvurderingsinstitutter

- banksaneringer

- personligt ansvar for finansaktører.

Herefter vil vi være den første landegruppe i G20, der har indfriet vores globale forpligtelser vedrørende finansiel regulering.

Ærede medlemmer

I de forløbne tre år har medlemsstaterne – eller rettere skatteborgerne - ydet støtte og stillet garanti for den finansielle sektor på 4,6 billioner EUR. Nu er det på tide, at finanssektoren gør gengæld og yder et bidrag til samfundet. Det er derfor med tilfredshed, at jeg kan meddele, at Kommissionen i dag har vedtaget et forslag om skat på finansielle transaktioner. Og i dag forelægger jeg Parlamentet en meget vigtig tekst, som, hvis den gennemføres, kan afstedkomme et provenu på over 55 mia. EUR om året. Nogle vil spørge "Hvorfor?". Hvorfor? Det er et spørgsmål om retfærdighed. Hvis landmænd, arbejdstagere og alle erhvervssektorer lige fra industrien til landbrug og servicesektoren betaler et bidrag til samfundet, ja, så bør banksektoren også yde sit bidrag til samfundet.

Og når der er brug for en skattemæssig konsolidering - og det er der nu – og når der er brug for højere indtægter, ja, så er spørgsmålet, hvor disse indtægter skal komme fra. Skal vi lægge større skat på arbejde? Skal vi lægge større skat på forbrug? Jeg synes, at det er i orden at beskatte finansielle aktiviteter, som i nogle af EU's medlemsstater ikke yder et passende bidrag til samfundet.

Det er ikke kun de finansielle institutioner, der bør betale en rimelig del. Vi har ikke råd til at vende det blinde øje til skatteunddragelse. Så tiden er inde til, at vi vedtager forslaget om beskatning af opsparing i Den Europæiske Union. Og jeg appellerer til medlemsstaterne om endelig at give Kommissionen det mandat, som vi har bedt om, for at kunne forhandle skatteaftaler for hele Den Europæiske Union med tredjelande.

Ærede medlemmer

Stabilitet og ansvarlighed er ikke i sig selv tilstrækkeligt. Vi har brug for stabilitet, men vi har også brug for vækst. Vi har brug for ansvarlighed, men vi har også brug for solidaritet.

Forudsætningen for en fortsat stærk økonomi er vækst og arbejdspladser. Derfor er vi nødt til at frisætte energien i vores økonomi, især i realøkonomien.

I dag tyder prognoserne imidlertid på en voldsom afmatning.

Men stor vækst i Europa er imidlertid ikke en drøm uden for rækkevidde. Den vil ikke som med et trylleslag være der i morgen. Men vi kan skabe vilkårene for at få gang i væksten. Vi har gjort det før. Og vi skal og kan gøre det igen.

Det er rigtigt, at der ikke er mange muligheder for ny finanspolitisk stimulering.

Men det er ikke ensbetydende med, at vi ikke kan gøre mere for at øge væksten.

For det første må de lande, der har et finanspolitisk råderum, undersøge mulighederne, men det skal ske på en holdbar måde.

For det andet er alle medlemsstater nødt til at arbejde for strukturreformer, så det bliver muligt at øge vores konkurrenceevne på verdensplan og fremme væksten.

Sammen kan og skal vi udnytte mulighederne i det indre marked, udnytte handelsfordelene og skabe investeringer på EU-niveau.

Lad mig starte med det indre marked.

En fuldstændig gennemførelse af tjenesteydelsesdirektivet ville ifølge vores beregninger kunne give en økonomisk gevinst på op til 140 mia. EUR.

Men der er i dag to år efter fristens udløb stadig flere medlemsstater, som endnu ikke har vedtaget den nødvendige lovgivning.

Så vi har ikke opnået den fulde gevinst ved en fuldstændig liberalisering af tjenesteydelser i EU.

Men det er ikke alt, der kan gøres mere.

Vi er nødt til at vedtage de forslag, der ligger på bordet. Europa-Kommissionen har allerede vedtaget akten for det indre marked. Og en række centrale initiativer ligger parate.

Vi er tæt på at have et EU-patent, hvilket ville reducere vores udgifter til beskyttelse med 20 % i forhold til de nuværende udgifter. Jeg forventer, at dette arbejde er afsluttet inden årets udgang.

Hvad akten for det indre marked angår, burde vi overveje at benytte en hasteprocedure. For øvrigt burde vi på mange områder benytte hasteproceduren, for vi befinder os i en egentlig undtagelsestilstand. Og det ville være en måde at tage hensyn til de usædvanlige forhold.

Vækst vil i fremtiden i stadig stigende grad være afhængig af informationsteknologien. Vi har brug for et digitalt indre marked, som vil spare hver eneste EU-borger for ca. 1 500 EUR om året, hvis mulighederne på e-handelsområdet udnyttes til f.eks. at afskaffe roamingtaksterne for mobiltelefoni.

En stigning i bredbåndsdækningen på endnu 10 % ville medføre en yderligere årlig vækst på mellem 1 og 1,5 %.

I en konkurrencepræget verden er vi nødt til at være veluddannede, så vi råder over de færdigheder, der er nødvendige for at kunne klare de nye udfordringer. Vi skal være innovative. Og vores handlinger skal være holdbare.

Vi har allerede fremlagt flere detaljerede forslag om innovation, ressourceeffektivitet og om, hvordan vi kan styrke det industrielle grundlag.

En moderne industripolitik drejer sig om investering i forskning og innovation.

Vi er nødt til hurtigt at fuldføre vores bestræbelser på at udvide brugen af risikovillig kapital til at finansiere unge, nyskabende virksomheder overalt i Europa.

Vedvarende jobskabelse er mulig, hvis vi fokuserer på innovation og nye teknologier, herunder grønne teknologier. Vi skal sikre, at "grøn" følges med vækst.

Allerede inden for de seneste fem år er der f.eks. i Den Europæiske Union blevet skabt 300 000 arbejdspladser i sektoren for vedvarende energi. På verdensplan vil markedet for grøn teknologi blive tredoblet inden for det næste årti.

Vi er nødt til at koncentrere vores indsats om områder, hvor den har en reel indflydelse. En af forudsætningerne for fremtidig vækst er, at vi aktivt arbejder videre med dagsordenen for intelligent lovgivning, hvorved vi kan opnå en besparelse på 38 mia. EUR for de europæiske virksomheder, især små og mellemstore virksomheder. Men medlemsstaterne er også nødt til at yde deres del ved at mindske den administrative byrde.

Men vi er også nødt til at investere. De nævnte reformer er vigtige, men vi har også brug for investeringer på EU-plan.

En union med vækst og solidaritet har brug for moderne og indbyrdes forbundne infrastrukturer.

Vi har i forbindelse med den næste flerårige finansielle ramme (MFF) foreslået at indføre en facilitet, der skal bruges til at forbinde Europa på energi- og transportområdet og på det digitale område.

Denne nyskabende del af MFF-forslaget skal sammenholdes med en anden meget vigtig nyskabende ide, nemlig projektobligationer.

Kommissionen vil inden for de nærmeste uger fremlægge sine forslag om EU-projektobligationer. Vi vil desuden foreslå en række pilotprojekter, så der vil være finansieringsmuligheder til støtte for væksten. Vi kan endda gøre det, inden MFF vedtages. På denne måde kan vi fremrykke nogle af de store infrastrukturinvesteringer, som Europa har brug for.

EU og dens medlemsstater bør hurtigst muligt overveje, hvilke muligheder der er for vores egen politikstyrede bank, Den Europæiske Investeringsbank, for i højere grad - og om muligt i langt højere grad - at finansiere langsigtede investeringer.

Derfor er vi nødt til at undersøge, hvordan vi kan udvide EIB's ressourcer og kapitalgrundlag, så den kan give lån til realøkonomien.

I år 2000 var der 22 mia. EUR i risikovillig kapital i Europa. I 2010 var dette beløb kun på 3 mia. EUR. Hvis vi ønsker at fremme iværksætteri, er vi nødt til at vende dette fald, og vi har brug for en sådan støtte til især de små og mellemstore virksomheder.

Vi kan også få mere vækst ud af strukturfondene, hvis vi øger absorptionsevnen og anvender strukturfondene som støtte til at opnå bedre makro-økonomiske resultater. De er vigtige for innovation, uddannelse og beskæftigelse og små og mellemstore virksomheder.

Jeg vil desuden gerne opfordre forsamlingen til inden årets udgang at vedtage de forslag, som vi fremsatte i august, om at øge medfinansieringssatserne for lande med hjælpeprogrammer. Det vil bevirke, at disse økonomier får tilført vigtige finansieringsmuligheder, samtidig med at presset lettes på de nationale budgetter.

Ærede medlemmer

Reformer af vores arbejdsmarkeder, offentlige finanser og pensionssystemer kræver en stor indsats fra alle dele af samfundet.

Vi ved alle sammen, at disse reformer er nødvendige, for at vi kan reformere vores sociale markedsøkonomi og beholde vores sociale model. Men det er helt afgørende, at vi står ved vores værdier – retfærdighed, rummelighed og solidaritet.

Det er nu, vi skal give konkrete håb til de 1 ud af 5 unge, som ikke kan finde arbejde. I nogle lande er situationen for unge simpelthen dramatisk. Jeg vil gerne opfordre virksomhederne til at gøre en særlig indsats for at skabe praktikophold og lærlingeuddannelser for unge. De kan opnå støtte fra Den Europæiske Socialfond.

Hvis vi kan få erhvervslivet, arbejdsmarkedets parter, de nationale myndigheder og EU til at samarbejde om et initiativ for bedre muligheder for unge, kan vi gøre en forskel. Jeg tror, det mest hastende sociale problem er at tage sig af disse unge mennesker, der ikke kan finde et job, og det er meget bedre at have en lærlingekontrakt eller et praktikophold end at gå rundt i gaderne og føle den bekymring, som er et udtryk for generel mistillid til EU.

Vi skal fremskynde gennemførelsen af de mest påtrængende dele af vores vækst- og beskæftigelsesplan, Europa 2020. Kommissionen vil sætte fokus på situationen for unge mennesker i alle medlemsstaterne i sine landespecifikke henstillinger for næste år.

Jeg mener, vi skal give vores fremtid en chance.

Her og nu skal vi også handle for at hjælpe de 80 mio. EU-borgere, der er truet af fattigdom. Det betyder, at Rådet nu skal godkende vores forslag til sikring af EU-programmet for levering af levnedsmidler til de socialt dårligst stillede. Jeg vil gerne takke forsamlingen her for den politiske støtte til vores foreslåede løsning.

Ærede medlemmer

For halvtreds år siden blev 12 lande i Europa enige om at undertegne Det Sociale Charter. Det var netop i oktober for halvtreds år siden. I dag har 47 lande undertegnet chartret, inklusive alle EU's medlemsstater.

For at sikre disse grundlæggende værdier i EU tror jeg, det er nødvendigt at højne kvaliteten af den sociale dialog på EU-niveau. Alle parter – fagforeninger, arbejdstagere, erhvervsliv og civilsamfundet generelt - må bidrage til den ny begyndelse for EU og føle ejerskab til den, hvis den skal lykkes.

Vi skal huske, at EU er borgernes Europa. Som borgere har vi alle fordele ved EU. Vi får europæisk identitet og unionsborgerskab som supplement til vores nationale statsborgerskab. Unionsborgerskab giver en række rettigheder og muligheder. Retten til frit at passere grænser, studere og arbejde i udlandet. Også her må vi alle forsvare disse rettigheder og muligheder, så vi kan bevare og udvikle dem. Ligesom Kommissionen gør nu i forbindelse med vores forslag om Schengen. Vi vil ikke tolerere tilbageskridt for borgernes rettigheder. Vi vil forsvare fri bevægelighed og alle friheder i EU.

Ærede medlemmer

Kommissionens aktiviteter dækker som bekendt mange andre områder. Jeg kan ikke komme ind på dem alle her, men de er nævnt i det brev, jeg har sendt til Europa-Parlamentets formand, og som alle parlamentsmedlemmer har modtaget.

Før jeg konkluderer, vil jeg gerne tale om Den Europæiske Unions ansvar udadtil. Jeg ønsker et åbent EU - et EU, der er engageret i verden.

EU's indsats i verden er ikke kun den bedste garanti for borgerne og forsvaret af vores interesser og værdier, men også en uundværlig indsats i verden. I dag er det moderne at tale om G2.

Jeg tror ikke, verden ønsker et G2. Et G2 ville heller ikke være i de pågældende to landes interesse. Under den kolde krig oplevede vi de spændinger, bipolaritet skaber. Jeg tror, at EU mere end nogensinde er uundværligt, hvis vi ønsker en retfærdig og åben verden.

Jeg tror, at den verden i fuld omstilling, som vi lever i, har brug for et EU, der tager sit ansvar alvorligt. Et indflydelsesrigt EU, et EU med 27 og snart 28 medlemsstater, når Kroatien tiltræder. Et EU, der fortsat viser vejen, både hvad angår handel og klimaændringer, mens store udfordringer venter forude, fra Durban til Rio+20, og EU skal bevare sin førerstilling på disse områder.

Lad os også rette blikket og opmærksomheden mod vores sydlige naboer. Det arabiske forår er udtryk for en grundlæggende omstillingsproces, som vil få meget store følger, ikke kun for landenes befolkninger, men også for os, for vores Europa. Derfor skal EU være stolt. Vi var de første til at støtte tuneserne, ægypterne, libyerne, der ønskede demokrati og frihed. Derfor støtter EU disse legitime forhåbninger, bl.a. gennem vores partnerskab for demokrati og velstand.

Jeg håber også, at det arabiske forår kan give os håb om fred i hele regionen og om en palæstinensisk stat, der kan leve i fred med staten Israel, som EU ønsker det.

Men lad os også rette blikket og opmærksomheden mod vores naboer i øst. På fredag deltager jeg i topmødet om det østlige partnerskab i Warszawa. Jeg vil deltage med en ambition om større politisk samhørighed og en tættere økonomisk integration mellem os og vores partnere i regionen. Den Europæiske Union har en usædvanlig forandringskraft. Den er til inspiration for mange mennesker i verden, og hvis disse lande gennemfører grundlæggende reformer, kan vi hjælpe dem, og vi kan knytte tættere politiske bånd og også arbejde for en tættere økonomisk integration.

Endelig må vi ikke glemme de allerfattigste. Vi skal fastholde vores forpligtelse til at nå millenniumudviklingsmålene.

Lad os ligeledes være realistiske og anerkende, at hvis EU virkelig skal have indflydelse, hvis EU virkelig vil være en stormagt, skal vi have en stærkere fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik. Den skal være troværdig. Den skal støtte sig til en fælles sikkerheds- og forsvarsdimension, hvis vi virkelig skal tælle i verden.

Tiden er for længst forpasset til at modsætte sig et europæisk forsvar af frygt for, at det skulle skade den transatlantiske alliance. Som De allerede har bemærket, så er det i dag vores amerikanske venner, der selv beder os om at yde mere som europæere. Verden har ændret sig, verden er ved at ændre sig grundlæggende. Ønsker vi virkelig at tælle i verden?

I dag, hvor forsvarsbudgetterne er under pres, skal vi udrette mere sammen med de midler, vi råder over.

Kommissionen påtager sig sin del af ansvaret og arbejder fortsat for et indre marked på forsvarsområdet, ligesom den udnytter de beføjelser, den er tillagt i traktaten, til at udvikle en forsvarsrelateret industri.

Ærede medlemmer

Lad os ikke være naive, verden ændrer sig, og hvis EU vil tælle i verden og forsvare borgernes interesser, har vi brug for den politiske dimension og forsvarsdimensionen for at få vægt og indflydelse i verden.

Ærede medlemmer

Jeg vil nu konkludere.

Når Kommissionens mandatperiode udløber i 2014, er det præcis hundrede år siden første verdenskrig brød ud på vores kontinent, en mørk periode i historien, som blev efterfulgt af anden verdenskrig, et af de mest dramatiske kapitler i Europas og verdens historie. I dag tror jeg, vi kan sige, at sådanne rædsler er utænkelige i Europa. De er i høj grad utænkelige, fordi vi har Den Europæiske Union, fordi vi takket være den europæiske vision gennem økonomisk og politisk integration har sikret fred på vores kontinent. Derfor kan vi ikke sætte dette dyrebare værk over styr. Vi har arvet det fra tidligere generationer. Og vores generation vil ikke sætte det over styr! Lad os sige det klart, hvis vi begynder at opsplitte EU, hvis vi tillader tilbageskridt for EU's store resultater, så vil vi uden tvivl opsplitte vores mål.

Som sagt skyldes den krise, vi oplever i dag, grundlæggende et politisk problem. Det er en prøve på, om vi ønsker at leve sammen. Derfor skal vi udbygge Den Europæiske Union, derfor har vi oprettet fælles institutioner. Derfor skal vi sikre den europæiske interesse.

Realiteten i dag er, at mellemstatsligt samarbejde ikke er tilstrækkeligt til at bringe EU ud af denne krise og give EU en fremtid. Tværtimod risikerer et vist mellemstatsligt samarbejde at føre til nationalistisk opblomstring og splittelse. Et vist mellemstatsligt samarbejde kan betyde slutningen på det EU, vi ønsker os.

Lad os ikke glemme, at de beslutninger, vi træffer nu, og dem vi ikke træffer, vil forme vores fremtid. Jeg vil godt sige, at jeg føler mig såret, når jeg ser visse personer andre steder i verden alfaderligt fortælle os europæere, hvad vi skal gøre. Jeg tror faktisk, vi har problemer, meget alvorlige problemer, men jeg tror ikke, at vi skal sige undskyld for vores demokratier. Vi skal ikke sige undskyld for vores sociale markedsøkonomi. Jeg tror, vi skal kræve, at vores institutioner, men også vores medlemsstater og Paris, Berlin, Athen, Lissabon og Dublin udviser stolthed over at være europæere og med en følelse af værdighed svarer vores partnere: "Tak for jeres råd, men vi er selv i stand til at komme ud af denne krise". Jeg føler stolthed over at være europæer.

Og denne stolthed over at være europæer gælder ikke bare vores store kultur, vores store civilisation, alt det, vi har frembragt. Det er ikke kun en stolthed over fortiden, men en stolthed over vores fremtid. Det er præcis den tillid, vi skal genskabe hos os. Jeg tror, det er muligt.

Nogle siger, det er meget vanskeligt, at det ikke er muligt.

Her vil jeg gerne minde om, hvad den store afrikanske statsmand, Nelson Mandela, har sagt: "It always seems impossible, until it is done. Let's do it."

Vi kan gøre det med tillid – vi kan sikre en ny begyndelse for EU.

Tak for opmærksomheden.


Side Bar

Mon compte

Gérez vos recherches et notifications par email


Aidez-nous à améliorer ce site