Navigation path

Left navigation

Additional tools

Romano Prodi Formand for Europa-Kommissionen 2000 - 2005 : Udformning af det ny Europa Europa-Parlamentet Strasbourg, den 15. februar 2000

European Commission - SPEECH/00/41   15/02/2000

Other available languages: EN FR DE ES NL IT SV PT FI EL

SPEECH/00/41

Romano Prodi

Formand for Europa-Kommissionen

2000 - 2005 :

Udformning af det ny Europa

Europa-Parlamentet

Strasbourg, den 15. februar 2000

Ærede formand

Ærede medlemmer af Parlamentet:

Denne Kommission begynder sin embedsperiode ved overgangen til det tredje årtusinde. Det er et ideelt tidspunkt til at vurdere de udfordringer og muligheder, der ligger forude, og til at se på, hvad den europæiske integration har præsteret indtil nu.

Den første ting, der slår os, er et paradoks. På den ene side har den europæiske integration givet os et halvt århundrede med fred og velstand, der er uden fortilfælde i vores kontinents historie. Med euroens indførelse har vi nu et fuldstændigt indre marked, der sætter EU i stand til at fremstå som en økonomisk verdensmagt, der kan modtage de udfordringer, der følger af globaliseringen.

På den anden side er europæerne desillusionerede og ængstelige. De har mistet troen på de europæiske institutioner. De er ved at miste tålmodigheden med de langsomme fremskridt, der gøres i arbejdsløshedsbekæmpelsen. Den forestående EU-udvidelse deler den offentlige mening mellem håb og frygt - håb om stabilitet og fremskridt, frygt for et Europa uden identitet eller grænser.

Den tvivl og ængstelse, der findes i dag, kan ikke overvindes ved at se tilbage på gårsdagens succes: befolkningen skal overbevises om, at Europas politikere og beslutningstagere er i stand til at træffe beslutsomme og effektive foranstaltninger. At de kan modernisere Europa og styre os frem til en lys fremtid.

Denne opgave er nu ved at blive så meget større og så meget mere påtrængende, som udvidelsen er i gang. Udvidelsen er helt afgørende, hvis vi skal sikre fred, stabilitet og fælles værdier i hele Europa. Men afhængig af hvordan vi og ansøgerlandene gennemfører udvidelsesprocessen, kan den svække eller styrke Europas evne til at skabe velstand og fremskridt.

Frem for alt skal vi overbevise befolkningen om, at udvidelsen ikke kun er en vanskelig nødvendighed, men også en enestående historisk chance, som er i vores fælles politiske og økonomiske interesse.

Vi står overfor to nøglespørgsmål: hvad har Europa behov for nu, og hvad har Den Europæiske Union behov for for at kunne tjene Europa?

For det første har Europa behov for en kraftig og vedvarende vækst for at bekæmpe arbejdsløshed og social udstødelse og for at give EU større vægt i vores egen del af verden og globalt.

For det andet har Europa behov for sikkerhed. Ekstern sikkerhed skal opnås ved at reducere uro og spændinger ved vores grænser. Intern sikkerhed skal opnås ved at bekæmpe kriminalitet, herunder organiseret kriminalitet. Kriminalitet skal tackles ved kilden - dårligt fungerende samfundsinstitutioner, dårlig uddannelse, social uretfærdighed og trøstesløsheden i storbyerne. Sikkerhed betyder også et sikkert miljø og sikre forbrugerprodukter, specielt fødevarer.

For det tredje har Europa behov for nye visioner. Vi europæere har arvet en civilisation, der er dybt rodfæstet i religiøse og sociale værdier. Vores civilisation i dag beriges af åbenhed over for andre kulturer. Det, vi nu har brug for, er et humanistisk perspektiv. Vores økonomiske og sociale system skal i det daglige og systematisk afspejle, at menneskelig værdighed er det vigtigste. Det skal sikre, at alle har frihed, personlig udfoldelsesmulighed, adgang til kulturaktiviteter og et åndeligt liv.

For det fjerde skal Europa vise sin samfundsmodel over for omverdenen. Vi er her ikke kun for at forsvare vores egne interesser: vi kan fremvise en enestående historisk erfaring. Erfaringen med at frigøre folk fra fattigdom, krig, undertrykkelse og intolerance. Vi har skabt en model for udvikling og kontinental integration, der er baseret på principperne demokrati, frihed og solidaritet - og det er en model, der virker. En model for en konsensual suverænitetsafgivelse, hvor alle accepterer at tilhøre en minoritet.

Det er ikke udtryk for imperialisme, når vi ønsker at udbrede disse principper og dele vores samfundsmodel med folkene i Syd- og Østeuropa, som tragter efter fred, retfærdighed og frihed. Europa skal faktisk gå videre.

Vi skal sigte efter at blive en global civil magt, der fremmer en holdbar global udvikling. Når alt kommer til alt, kan Europa kun garantere sin egen strategiske sikkerhed ved at sikre en holdbar global udvikling.

Dette var, hvad Europa har behov for. Men hvad skal Den Europæiske Union gøre for at tjene Europa? Den skal:

fokusere på de virkelige prioriteter med hensyn til udvidelsen og kritisk vurdere, hvad der virkelig skal gøres på EU-plan, og hvad der kunne gøres af medlemsstaterne. Dette forudsætter en stærk konsensus

udforme den rette policy-mix for at sikre euroens stabilitet og fastholde væksten. Grundlaget for denne vækst skal være et dynamisk indre marked, en bedre konkurrenceevne og en virkelig indsats for at øge forskning og innovation

træffe yderligere effektive foranstaltninger for at beskytte Europas miljø, harmonisere vores sociale beskyttelsessystemer og samordne vores skattesystemer. Skattepolitikken skal styrke ØMU, fordele skattebyrden mere retfærdigt mellem kapital og arbejdskraft og dermed bidrage til at reducere skattetrykket

skabe et europæisk område med retfærdighed og sikkerhed. For at forsvare vores sikkerhed og frihed har EU brug for stærke, effektive og ansvarlige institutioner. EU har brug for en beslutningstagningsstruktur, der består af et Råd, der afspejler de nationale synspunkter og legitimiteten af suveræne staters overdragelse af magtbeføjelser, et Parlament, som giver demokratisk legitimitet på europæisk plan, og en fuldstændig ansvarlig Kommission, der inspirerer og forvalter og altid handler i Europas interesse.

Hvis globaliseringen skal kontrolleres, skal der findes en ny form for globale beslutningsstrukturer for at kunne styre den globale økonomi. På europæisk plan betyder det en snævrere europæisk integration.

Denne proces er nu ved at komme ind i en afgørende ny fase. Hidtil har den europæiske integration i vid udstrækning været en økonomisk proces - etablering af det indre marked, indførelse af den fælles valuta. Fra nu af vil det i stigende omfang blive en politisk proces.

Det er ikke et valg - det er en nødvendighed: Europas politiske integration vil nødvendigvis gå hånd i hånd med den geografiske udvidelse. De nye områder for denne integration er retlige og indre anliggender, fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik, forsvarssamarbejde og væsentlige spørgsmål om fundamentale politiske værdier. Disse områder berører direkte den nationale suverænitet og kræver politisk enighed på et endnu højere niveau end de temaer, der dominerede i 1980'erne og 1990'erne.

Kommissionen har udtrykt denne politiske dimension i de fire strategiske mål for 2000-2005, der blev fremsat i sidste uge:

udvikling af nye beslutningsstrukturer i EU

et stabilt Europa med en stærk stemme på verdensscenen

en ny økonomisk og social dagsorden

en bedre livskvalitet for alle.

Under den første af disse overskrifter - udvikling af nye beslutningsstrukturer i EU - blev der annonceret en hvidbog. Den vil handle om to ting. For det første vil den rejse fundamentale spørgsmål om, hvilke politikker en europæisk union med op til tredive medlemmer har brug for, og hvordan sådanne politikker bedst kan etableres. For det andet vil den rejse spørgsmålet om, hvilke institutioner vi har behov for i det 21. århundrede, og foreslå en ny arbejdsdeling mellem Kommissionen, de andre institutioner, medlemsstaterne og det civile samfund. Der er tale om en ny og mere demokratisk form for partnerskab mellem de forskellige niveauer i beslutningsstrukturen i Europa.

Hvorfor er det nødvendigt at træffe foranstaltninger efter disse linjer? Lad mig forklare det.

For det første drejer det sig om en gennemgang af politikområderne.

Den Europæiske Union har gennem årene udviklet sig i lag: først toldunionen, derefter det indre marked og senest den fælles valuta. Politikkerne blev udviklet parallelt, efterhånden som de blev nødvendige, og de blev dermed som lag lagt oven på hinanden.

Indtil nu har der ikke været nogen overordnet plan, som politikkerne blev designet eller koordineret efter. Vores forsøg på at integrere bestemte politikker - f.eks. miljøpolitik eller ligestillingspolitik - på alle andre politikområder har ikke været en fuldstændig succes.

Den Europæiske Union er imidlertid på det mellemlange til lange sigt på vej mod en afgørende udvidelse, der vil tvinge os til radikal nytænkning på en række eksisterende politikområder og til at overveje, hvordan de pågældende politikker skal implementeres. Vi skal stille os selv følgende spørgsmål:

- Ser og forstår befolkningen, hvad vi gør? Med andre ord, ved og forstår de europæiske skatteborgere, hvad deres penge bruges til og hvorfor?

- Gør vi tingene tilstrækkelig enkelt og effektivt? Med andre ord, har vi afskaffet alt unødvendigt papirarbejde?

- Er vores prioriteringer rigtige? Eller er de et resultat af historiens tilfældigheder?

Der er faktisk behov for fundamentalt at nyvurdere alle politikker i lyset af vores prioriteringer. Uhensigtsmæssige politikker skal enten radikalt omformuleres eller opgives.

For at tage et konkret eksempel: konkurrencepolitikken. Det nuværende håndhævelsessystem blev udformet i fællesmarkedets første år - i 1962 - for at sikre, at de konkurrenceprincipper og -regler, der er fastsat i traktaten, anvendes overalt i EU. Der blev indført et stærkt centraliseret system, der gav Kommissionen enebeføjelse til at vedtage bestemte beslutninger.

Nu er situationen ændret. Den grænseoverskridende økonomiske aktivitet er væsentligt taget til på grund af det indre marked og den fælles valuta. konkurrencebegrænsende adfærd kan ikke kontrolleres effektivt - eller bare overvåges - udelukkende på europæisk plan. Alle medlemsstater har indført konkurrencemyndigheder, og konkurrencekulturen er almindelig udbredt.

Derfor foreslår Kommissionen at decentralisere sine eksklusive beføjelser til de nationale myndigheder og domstole. Kommissionen vil dermed få bedre muligheder for at løse sine kerneopgaver på konkurrenceområdet - nemlig at udvikle og fortolke reglerne og behandle de konkurrencesager, der har en reel betydning på EU-plan.

Kommissionen vil med andre ord bedre kunne udfylde rollen som traktatens vogter uden nødvendigvis at skulle varetage alle udøvende opgaver.

Vi vil snart gå i gang med en dybtgående undersøgelse af politikkerne, hvor vi ikke nøjes med at foretage en revision som så ofte før, men hvor der vil blive stillet fundamentale spørgsmål om deres virkning og politiske relevans.

Undersøgelsen af politikkerne vil blive foretaget i god tid inden næste revision af de finansielle overslag i 2006. På det tidspunkt skal vi afgøre, hvilke foranstaltninger det virkelig er nødvendigt at finansiere gennem EU, og hvordan udgifterne skal opdeles mellem interne og eksterne foranstaltninger og mellem forskellige interne foranstaltninger.

For det andet skal vi stille os det spørgsmål, hvad der bør gøres på europæisk plan, og hvad der bør gøres af medlemsstaterne, regionerne eller det civile samfund. Jeg går ikke ind for, at Bruxelles får en centraliserende rolle, men jeg tror derimod, at tiden er inde til en radikal decentralisering. Det skal erkendes, at Europa ikke kun styres af europæiske institutioner, men også af nationale, regionale og lokale myndigheder - og af det civile samfund.

Borgerne er ikke tilfredse med den måde, tingene gøres på på europæisk plan. De kritiserer ikke kun Kommissionens seneste resultater: de føler også, at de europæiske institutioner er langt væk, og de tvivler på, at vi kan levere den slags samfund, de ønsker. De kræver med rette at få større indflydelse på udformningen af det nye Europa.

Udfordringen er derfor ikke kun at reformere Kommissionen - hvilket er vigtigt. Det drejer sig heller ikke kun om at få institutionerne til at virke mere effektivt - hvilket også er vigtigt. Udfordringen er derimod at finde en fuldstændig ny måde at forme Europa på. At omforme Europa. At udfinde en fuldstændig ny form for beslutningsstrukturer for morgendagens verden.

Men jeg ønsker at understrege, at det udvidede Europa bestemt har brug for stærke institutioner. Det skal være demokratisk legitime institutioner, der fungerer på en gennemsigtig og ansvarlig måde, og som nyder befolkningens fulde tillid. Borgerne ønsker et meget mere nærværende og åbent demokrati.

De vil ikke støtte det europæiske projekt, med mindre de er fuldt involveret i opstilling af målsætninger, udformning af politikker og evaluering af resultater. Og det har de ret i.

Jeg tror, at vi skal holde op med at operere med hierarkiske kompetencelag, der er adskilt efter subsidiaritetsprincippet, og i stedet begynde at tænke i netværksarrangementer, hvor alle beslutningsniveauer sammen udformer, foreslår, implementerer og overvåger politikkerne.

Vi kan selvfølgelig ikke diskutere beslutningsstrukturer eller åbent demokrati uden at komme ind på vores evne til at sikre, at kvinderne - der udgør halvdelen af befolkningen - er passende repræsenteret i debatten og beslutningstagningen. Vi skal sikre, at alle europæiske politikker fuldt ud tager hensyn til ligestillingsdimensionen. Hvad angår kvindernes beskæftigelsesrettigheder, har Europa politisk og på lovgivningsområdet altid stået i første række. Vi er nu nødt til at se meget bredere på dette spørgsmål i politiske termer.

Vi vil straks gå i gang med hvidbogen, og jeg forventer, at den vil være færdig engang i foråret 2001. Den vil selvfølgelig blive udarbejdet parallelt med regeringskonferencen og vores institutionelle reformer, da en del af de centrale punkter netop er spørgsmålet om, hvilke institutioner vi skal have i det 21. århundrede.

Jeg har ingen forudfattet mening med hensyn til svaret på dette spørgsmål. Ingen institution - heller ikke den, som jeg tilfældigvis er formand for - bør anse sin nuværende form eller endog sin eksistens på lang sigt som givet. Jeg ønsker en åben debat om dette spørgsmål med alle involverede aktører - ikke mindst dette Parlament og repræsentanterne for det europæiske civile samfund. Formålet med hvidbogen er at stimulere debatten, og den vil indeholde væsentlige og målrettede handlingsforslag.

Ærede medlemmer, handling siger mere end ord. De europæiske institutioner skal først og fremmest bygge deres legitimitet på effektive handlinger. Faren for manglende folkelig støtte til Europa består kun, hvis vi fortsætter med at fremsætte løfter, der ikke indfries. Det er ikke euroskepticisme, som vi skal være bange for: det er offentlig ligegyldighed, der er baseret på den forestilling, at vi taler for meget og gør for lidt.

Jeg er fast besluttet på at lukke kløften mellem ord og handling i Europa. Befolkningen ønsker et Europa, der kan indfri forventningerne. Denne Kommission er fast besluttet på at indfri forventningerne.

Denne Kommission vil derfor gøre to ting: vi vil energisk gå i gang med at gøre vores interne reformer til en succes, og vi vil gennemgå vores prioriteringer og fokusere på vores kerneområder.

Det er afgørende at gennemføre en tilbundsgående reform af Kommissionen i betragtning af de indviklede udfordringer, vi står overfor. Det betyder en fuldstændig revision af vores arbejdsmetoder.

Vi skal forbedre vores ledelsesfærdigheder, sikre en forsvarlig anvendelse af offentlige midler og modernisere vores administration. Erfaringen har vist, hvor nødvendigt det er.

Men der er meget mere, vi skal gøre. Vi skal skabe betingelserne for en ændring fra en procedureorienteret organisation til en politikorienteret. Det er, hvad det virkelig drejer sig om i reformprocessen.

Kommissionen skal blive en politisk drivkraft i udformningen af det nye Europa. Og den skal koncentrere sig om denne opgave og derfor bevæge sig væk fra de mere traditionelle opgaver, som den hidtil har udført.

Vores personale er den vigtigste kapital, vi har i bestræbelserne på at nå dette mål. Det vil kun lykkes os, hvis vi har et engageret, dygtigt og uafhængigt personale. Vi ønsker et personale, som føler sig fuldt ud ansvarligt og fuldt ud inddraget i det krævende, men troværdige projekt, som det er at udforme et nyt Europa.

Jeg vil anmode alle kommissionsmedlemmer om, at de inden for deres ressortområder gennemgår prioriteringerne i de næste måneder, sådan at Kommissionen bliver i stand til at løse opgaverne på kerneområderne i de kommende år. Vores mål er at skille os af med lavt prioriterede aktiviteter og dermed frigøre ressourcer. Når det præcist er besluttet, hvad Kommissionens kerneprioriteringer er, vil vi overføre personale til disse opgaver.

Det vil blive vores reaktion på et af de centrale kritikpunkter, der blev fremsat af Udvalget af Uafhængige Eksperter - skævheden mellem ressourcer og opgaver. Vi vil vise, at vi kan hjælpe til med at korrigere denne skævhed ved at eliminere aktiviteter. Så længe vi ikke har gjort det, ved vi, at dette Parlament ikke vil godkende en forøgelse af antallet af kommissionsansatte.

Hvis aktiviteterne og de menneskelige ressourcer skal matche fuldstændigt, er det imidlertid uden tvivl nødvendigt at rekruttere nyt personale, og jeg vil ikke tøve med at vende tilbage til dette Parlament med en detaljeret liste over vores behov og over de opgaver, som vi ellers vil blive tvunget til at ophøre med at udføre.

Mit klare mål er at sikre, at Europa-Kommissionen koncentrerer sig om sit egentlige arbejde og gør det effektivt og godt, og hvis vi ikke får de nødvendige ressourcer, vil vi derfor nægte at påtage os nye opgaver, som ikke er kerneopgaver.

Intet illustrerer dette bedre end behovet for en effektiv forvaltning af den eksterne støtte. Ingen giver så meget i udviklingsbistand i verden som EU, men vi har en forfærdelig rekord, når det drejer sig om hurtig og effektiv handling. Personalemangel og tunge interne systemer er en del af problemet. De reformer, jeg lige har talt om, vil bidrage til at overvinde disse problemer. Problemerne skyldes til dels også en overregulering, der er pålagt af Rådet - også hér skal der gøres noget.

Det er en daglig tragedie, at vi ikke er i stand til at levere vores udviklingshjælp hurtigere og mere effektivt. Vi har gode folk i felten, på farlige steder, men de skal bakkes op af effektive administrative systemer. Hvis dette ikke sker, kan vores ressourcer ikke anvendes optimalt, og Unionen mister anseelse internationalt. Ud fra en medmenneskelig synsvinkel, men også fordi befolkningen kræver det, skal vi simpelthen blive mere effektive. At kunne levere støtte, når det er nødvendigt, betyder, at vi redder menneskeliv.

Kommissionen er fast besluttet på at gøre en forskel. Fundamentale strukturreformer er ikke en valgmulighed, men en nødvendighed. Vi skal forbedre vores støttestrategier og budgettildelinger for at sikre, at de afspejler støttemodtagernes behov og vores egne prioriteringer.

Dette skal være en kerneopgave for Kommissionen. Samtidig har vi behov for radikalt at gennemgå den måde, hvorpå vi anvender eksterne ressourcer til forvaltning og implementering af projekter. Dette Parlament har fremsat konstruktive forslag om at erstatte kontorerne for teknisk bistand med nye organer, der er mere gennemsigtige og ansvarlige. På dette punkt går Kommissionens tanker i samme retning.

Succes på dette område er afgørende for hele vores reformstrategi. I den hvidbog, vi fremlægger om nogle uger, vil spørgsmålet om den eksterne støtte blive et centralt tema.

Balkansituationen er en afgørende test for vores evne til at udføre en effektiv handling, som vil blive bestemmende for vores troværdighed. Her må der frem for alt ikke være en kløft mellem ord og handling.

Man kan ikke forvente, at befolkningerne i Sydøsteuropa kan glemme den seneste fortid, men de behøver ikke at fortsætte med at leve i fortiden. Der er håbefulde tegn på, at tingene endelig er ved at ændre sig til det bedre.

Det kroatiske folk har vist, at overgang til demokrati er mulig, og dermed gjort pessimisterne til skamme. Vi vil fuldt ud støtte den nye regering, når den går i gang med de reformer, den har lovet det kroatiske folk. Vi vil støtte reformbestræbelserne overalt i regionen: vi vil bidrage til at implementere Dayton-aftalerne i Bosnien-Hercegovina, støtte den demokratisk valgte regering i Montenegro, indlede stabiliserings- og associeringsforhandlinger med FYROM og tilstræbe noget lignende med Albanien.

I Kosovo vil vi fortsætte med at give vores fulde støtte til genopbygningsindsatsen.

Vi spiller en vigtig rolle i forbindelse med stabilitetspagten og arbejder snævert sammen med andre nøgleaktører, herunder USA og Verdensbanken.

Vi presser på for at fremme stabiliserings- og associeringsprocessen, der er vejen til Europa.

Og vi er ved at etablere de instrumenter, der er nødvendige for at gøre arbejdet.

Vi har lige åbnet det nye europæiske agentur for genopbygning af Kosovo.

Vi arbejder på en ny forordning, der skal samordne og forenkle al vores bistand til regionen; den vil blive forelagt Parlamentet i de kommende uger.

Vi arbejder hårdt for at kunne bringe støtteleverancerne hurtigt frem til de nødstedte områder, specielt ved at udvikle accelererede procedurer og mere effektive arbejdsmetoder.

Vi er i Generaldirektoratet for Eksterne Relationer ved at oprette en taskforce for Balkan, der skal fremme vores politik i regionen.

Men jeg ønsker, at vi gør mere. Mit mål er, at vi:

finder midler til at liberalisere handelen inden for regionen og med Den Europæiske Union og ansøgerlandene

hjælper med at bygge de infrastrukturforbindelser - paneuropæiske netværk og korridorer - der er nødvendige for en effektiv kommunikation i regionen, og bidrager til at klargøre Donau så hurtigt som muligt

øger vores bestræbelser på at understøtte disse lande i at etablere et civilt samfund, der er baseret på pluralistiske institutioner, retsstatsprincippet og frie medier

øger vores indsats for at hjælpe de forskellige stater og regioner til at arbejde sammen på det økonomiske og politiske område. Vores mål for Balkan er ikke kun at sætte en midlertidig stopper for konflikter, der har eksisteret i århundreder, men at skabe en varig fred og en stærk økonomisk vækst.

Ligesom Unionen beskytter sine egne borgere mod organiseret kriminalitet, må vi også hjælpe Balkan-landene til at bekæmpe denne voksende trussel, bl.a. ved at hjælpe dem med at uddanne en moderne og professionel politistyrke.

Vores indsats i Sydøsteuropa vil blive langvarig og dyr, men vi kan ikke fralægge os vores ansvar. Unionen skylder regionens folk og stater - vores europæiske medborgere - at vi hjælper dem. Til gengæld kræver vi, at de hjælper os - med at de helhjertet forpligter sig til at gennemføre reformer.

Situationen i Sydøsteuropa - og, i en anden sammenhæng, Tjetjenien - viser, hvor vigtigt det er at stabilisere vores kontinent og sikre fred, demokrati og respekt for menneskerettighederne overalt i Europa. Derfor er det helt afgørende, at udvidelsen lykkes, og at der etableres en sammenhængende samarbejdspolitik med vores naboer.

Men demokrati og respekt for menneskerettighederne skal også sikres med stor overvågenhed i det nuværende EU. I denne forbindelse vil vi deltage i udarbejdelsen af et charter for grundlæggende rettigheder. Det er blevet særlig aktuelt på baggrund af den nye situation i Østrig.

Jeg minder om, hvad jeg her i Parlamentet sagde tidligere i denne måned vedrørende Kommissionens politiske rolle i forbindelse med den østrigske situation. Når én medlemsstat er i vanskeligheder, er hele Unionen i vanskeligheder. En overnational institution skal ikke isolere en EU-medlemsstat, men holde den fast i folden. Og det vil Kommissionen gøre.

Vi vil nøje følge situationen i Østrig. Den Europæiske Unions beståen afhænger af, at den overholder de grundlæggende principper om frihed, demokrati og respekt for menneskerettighederne. Disse principper indebærer, at alle medlemsstater skal sikre individets rettigheder, uanset tro, status eller oprindelse.

Disse principper udgør også en integrerende del af retsstatsprincippet, og jeg kan igen forsikre Dem om, at Kommissionen vil være urokkelig i sin beslutsomhed om at følge retsstatsprincippet. Vi vil ikke tolerere selv den mindste overtrædelse af individers eller minoriteters rettigheder.

Derfor sendte jeg den 7. februar en lykønskningshilsen til den østrigske kansler Schüssel i forbindelse med hans udnævnelse - som jeg altid gør til en ny regeringschef i en medlemsstat. Min lykønskningshilsen er udtrykt i det sædvanlige sprog til sådanne lejligheder. Men det centrale og vigtigste afsnit var udtrykt i utvetydige vendinger.

"Jeg er sikker på", skrev jeg i mit brev til kansleren "at De, som anført i Deres erklæring "Østrigs ansvar - en fremtid i Europas hjerte", vil udvise samme beslutsomhed som Deres forgængere i opbygningen af Europa og i forsvaret af de fælles europæiske værdier - frihed, demokrati, respekt for menneskerettighederne og grundlæggende frihedsrettigheder samt retsstatsprincippet".

Jeg minder om, at Kommissionen i november fremsatte et forslag til direktiv om bekæmpelse af racisme. Jeg vil opfordre Rådet til hurtigt at vedtage dette forslag og anmoder Parlamentet om hurtigt at afgive sin udtalelse, sådan at forhandlingerne kan komme i gang.

Ærede medlemmer, lad mig rekapitulere de andre ting, som Kommissionen er fast besluttet på at gennemføre i de næste fem år. Tiltagene er fremhævet meget klart i vores strategipapir.

Vi vil føre udvidelsesforhandlingerne energisk og hjælpe til at udvikle et effektivt samarbejde med vores umiddelbare naboer som Rusland og Middelhavslandene.

Med hensyn til den øvrige verden vil en af de politiske prioriteringer for Europas udenrigspolitik i de kommende år bestå i at gøre en afgørende ny indsats for at hjælpe hele Afrika med at opnå politisk stabilitet og en bæredygtig udvikling. Dette er den eneste måde, hvorpå vi på lang sigt kan overvinde krig og hungersnød, som alt for længe har plaget det afrikanske kontinent.

På trods af tilbageslaget i Seattle vil vi også arbejde på at sikre, at der igen lanceres en omfattende Millenium-runde. Globaliseringskræfterne bør styres på en sådan måde, at de bliver til fordel for hele verden og sikrer en bæredygtig global udvikling. Hvis den nye runde skal krones med held, må både Europa og USA udvise større forståelse over for de mindst udviklede landes behov.

Vi vil arbejde for en ny økonomisk og social dagsorden med henblik på at øge konkurrenceevnen og skabe job. Lissabon-topmødet i marts vil markere et afgørende vendepunkt i disse bestræbelser. Fuld beskæftigelse skal igen figurere som en afgørende økonomisk-politisk målsætning.

Vi vil bidrage til at gøre Europa til et bedre og sikrere sted at leve i ved at træffe foranstaltninger på miljøområdet og ved at implementere Tammerfors-dagsordenen og de foranstaltninger, der er anført i hvidbogen om fødevaresikkerhed. Jeg ønsker specielt at henlede opmærksomheden på den kritiske Donau-situation. Det er et dramatisk eksempel på, at der er behov for en europæisk indsats over for miljøkatastrofer og specielt for at etablere en struktur for "civil beskyttelse" på europæisk plan. Dette er et påtrængende problem.

Endelig vil vi spille en ledende rolle i debatten om, hvordan et udvidet Europa bør organiseres, sådan at vi kan forene forskelligartethed og decentralisering med behovet for stærke institutioner og samordnede foranstaltninger. Derfor vores hvidbog om europæiske beslutningsstrukturer.

Dette er ikke vage forestillinger: Vi har tværtimod opstillet målelige mål. For at realisere målene, har vi brug for aktivt samarbejde fra alle institutioner - og vi vil gøre alt, hvad vi kan for at skabe opbakning til vores forehavende. Jeg er parat til at stå inde for de områder, hvor Kommissionen har beføjelse til at handle. For alle andre områder er det Unionen som helhed, der må stå sin prøve.

Hvordan kan vi om fire eller fem år vide, om befolkningen mener, at Den Europæiske Union har indfriet forventningerne? Hvordan kan EU som helhed måle sin succes? Jeg foreslår et meget enkelt kriterium: En højere stemmeprocent ved valget til Europa-Parlamentet i 2004.

I mellemtiden opfordrer jeg EU's befolkning til i højere grad at interessere sig for vores arbejde. Find ud af, hvad vi laver. Kig i min korrespondance, og fortæl os, hvad der bør gøres. Vi er fast besluttet på at nå de højeste niveauer for gennemsigtighed og ansvarlighed over for borgerne.

Ærede medlemmer, vi lever i en tid med muligheder som aldrig tidligere. De økonomiske udsigter er gode, og den enestående kombination af vedvarende vækst, IT-revolutionen og det ekspanderende europæiske marked giver os den "gode cirkel", vi har brug for.

Hvis vi modigt og beslutsomt arbejder sammen, kan vi skabe det nye Europa, som borgerne ønsker, og som vi skylder de fremtidige generationer.

Et retfærdigt, menneskeligt, integrerende Europa.

Et inspirerende, energisk, iværksætterlystent Europa.

Et Europa for alle.

Lad os arbejde sammen for at gøre dette årti til et årti, der kendetegnes ved enestående præstationer og succes.

Et årti, som historien vil huske som Europas årti.

Tak


Side Bar

My account

Manage your searches and email notifications


Help us improve our website