Navigation path

Left navigation

Additional tools

DET EUROPÆISKE RÅD
FORMANDEN

DA

New York, den 26. september 2012

(OR. en,fr)

EUCO 178/12

PRESSE 402

PR PCE 152

Herman Van Rompuy
formand for det Europæiske Råd
Tale ved De Forenede Nationers 67. Generalforsamling

Herman Van Rompuy, formanden for Det Europæiske Råd, talte i dag i New York på vegne af Den Europæiske Union i anledning af De Forenede Nationers 67. Generalforsamling .
Formand Van Rompuy satte i sin tale fokus på udviklingen i den arabiske verden og gentog EU's støtte til overgangen til demokrati i kølvandet på Det Arabiske Forår. "Det er hvert enkelt lands ansvar at udstikke sin egen kurs og yde befolkningens forhåbninger retfærdighed. Den Europæiske Union er fast besluttet på at stå ved deres side og følge hvert eneste skridt på vejen. Vi forpligter os på lang sigt. Jeg vil gerne på ny slå fast: Vi tror stadig på budskabet i Det Arabiske Forår."

Henvendt til verdens ledere sagde Herman Van Rompuy om de seneste voldelige protester: "Hver og en af os i dette lokale har et ansvar for at forsvare og fremme tolerance og respekt."

Angående den borgerkrig, der raser i Syrien, opfordrede formanden for Det Europæiske Råd til en syrisk ledet politisk overgang og erklærede: "De ansvarlige for undertrykkelsen har ingen plads i et fremtidigt Syrien og må træde tilbage."

Formand Van Rompuy kom ved afslutningen af sin tale ind på verdensøkonomien og opfordrede til en koordineret indsats hen imod en verdensomspændende økonomisk genopretning. "Skønt krisen stadig er nærværende, synes beslutsomheden efter Lehman at være aftaget, og vi må puste nyt liv i den. Alle større økonomier må gøre deres del for at bringe verdensøkonomien tilbage på vækstsporet."

* * *

Hr. formand for Generalforsamlingen, hr. generalsekretær for De Forenede Nationer, Deres excellencer, mine damer og herrer,

Demokratiets fremmarch, der er sket i store successive bølger siden De Forenede Nationers oprettelse, er nu taget til i styrke, hvilket vi alle kan glæde os over.

Uden at undervurdere de vanskeligheder og den modgang, der opleves andre steder, tænker jeg her hovedsagelig på den positive udvikling i Myanmar, i Somalia og i de unge demokratier verden over, såsom Østtimor. Men først og fremmest tænker jeg i dag naturligvis på de igangværende forandringer i den arabiske verden.

Da disse historiske forandringer fejede hen over den arabiske verden, hvirvlede de op i en blanding af dybe følelser hos dem, der så til, både i og uden for regionen. Der var frygt for blodsudgydelser og regional ustabilitet, for øget ekstremisme, og der var usikkerhed omkring, hvad der var i vente. Men i overvældende grad så verden til med solidaritet, forståelse og håb.

Vi i Europa, geografisk set så tæt på og med samfund tæt forbundet med samfundene i de lande, der oplever disse omvæltninger, vi var også yderst bevidste om, at forandringerne - og de risici og muligheder, der lå forude - direkte ville få konsekvenser for os som naboer.

Naturligvis var forventningerne store. Det var fristende at se begivenhederne i Tunis eller i Cairo som de første sider i en eventyrbog ... Men dette er en historiebog. Den indeholder også mørke sider - nogle af disse skrives på tragisk vis i talende stund. Og vi må holde os til en enkel sandhed: det tager tid at opnå varige ændringer. Nye demokratiske institutioner fungerer ikke problemfrit med ét slag. Der er ingen magiske løsninger for at bringe økonomier på ret køl igen eller skabe job til millioner af unge mænd og kvinder. Dybe spændinger forsvinder ikke i selvsamme øjeblik, en diktator er borte.

Overgangens lange vej ligger forude. Der vil uden tvivl opstå skuffelser hen ad vejen. Der vil være sving i den gale retning, forhindringer og tilbageslag. Men jeg er dybt overbevist om, at disse vanskeligheder til trods går rejsen i den rigtige retning.

Og der er ingen vej tilbage.. Hvad end fremtiden bringer, forbliver Det Arabiske Forår et vendepunkt. Udviklingen er uigenkaldelig. Så snart folkets stemmer er sat fri - en uforglemmelig oplevelse for alle dem, der aldrig tidligere er blevet hørt - kan disse stemmer ikke bringes til tavshed.

Det er hvert enkelt lands ansvar at udstikke sin egen kurs og yde befolkningens forhåbninger retfærdighed. Den Europæiske Union er fast besluttet på at stå ved deres side og følge hvert eneste skridt på vejen. Vi forpligter os på lang sigt. Jeg vil gerne på ny slå fast: Vi tror stadig på budskabet i Det Arabiske Forår.

Europæerne er mere end nogen klar over, at politiske forandringer ikke er smertefrie og ikke sker fra den ene dag til den anden. Vi kender til lange overgange. Da den europæiske integration startede i min levetid, var et flertal af de lande, der i dag er EU's medlemmer, ikke demokratier endnu. Efter vores opfattelse skal en overgang af et sådant omfang ikke dømmes ud fra sin hastighed, men ud fra sin retning og ud fra de fremskridt, der gøres gennem de utallige skridt fremad.

Udgangspunktet er frie og retfærdige valg, og vi hylder derfor Tunesien, Libyen, Egypten og de andre lande, der med held har gennemført demokratiske valg, hvor mange borgere kunne stemme frit for allerførste gang i deres liv - valg, hvor vi med stor glæde bidrog med ekspertise til nationale og lokale myndigheder.

For i sidste ende at kunne bringe beskæftigelse, social retfærdighed og ytringsfrihed til alle er denne kolossale demokratiske proces nødt til hver eneste dag at overvinde hindringer som korruption, bureaukrati, økonomiske privilegier og fastholde den politiske vilje til at sikre medinddragelse. En vigtigt indsats, som mange bidrager til. Vi tilbyder rådgivning til iværksættere og embedsmænd på tværs af regionen, vi hjælper med at uddanne dommere og politifolk, vi støtter journalister og civilsamfundsgrupper.

Vores erfaring er, at samfund er stærkere, når kvinder er i stand til at deltage fuldt ud i landets politiske og økonomiske liv, når deres stemmer høres, og deres valg respekteres.

Det kan være fristende, når magten først er i hænde, at afvise at give nogle grupper de rettigheder, der indtil for nyligt blev nægtet alle. Men et demokrati kan kun blomstre, når det giver hele folket -- uanset den enkeltes køn, religion, sprog eller etnisk oprindelse -- lige medbestemmelse og lige rettigheder sikret ved lov og i praksis.

Endelig kan naboer udrette mere, når de samarbejder - og det er derfor, vi deler erfaringer fra vores egen Europæiske Union om emner såsom sammenkobling af energinet eller fjernelse af regionale handelshindringer.

En af Den Europæiske Unions fornemmeste bedrifter har været at føre tidligere fjender sammen og forsone dem i et fælles ønske om fred, demokrati og velstand.

Respekt, tolerance og ikkevold er de centrale værdier, og uden disse er det ikke muligt at leve sammen i harmoni.

Disse værdier er skrøbelige, og at fastholde dem kræver konstant opmærksomhed, især i en global, digital verden, hvor alle former for budskaber kan spredes hurtigere end nogensinde og nemt kan udnyttes.

Tolerance er evnen til at modstå kritik, at tilbyde dialog, at afstå fra vold, og som sådan er den et udtryk for selvtillid. Samtidig er respekt for andres tro og overbevisning en central værdi for at kunne leve sammen. Tolerance og respekt opnår deres sande betydning i et åbent samfund, der beskytter ytringsfriheden. Hver og en af os i dette lokale har et ansvar for at forsvare og fremme tolerance i og mellem vores lande, såvel som respekt. Vold og drab, som i tilfældet med den amerikanske ambassadør, Christopher Stevens, kan aldrig retfærdiggøres uanset begrundelsen.

Hr. formand, i dag istemmer Europa koret af dem, der har taget stærkt afstand fra den borgerkrig, der raser i Syrien. Konfronteret med massakren af titusinder af mennesker er verden forenet i afsky og fordømmelse, men - lad os være ærlige - indtil nu har vi ikke været i stand til stoppe den brutale vold.

Selvfølgelig yder Europa og andre humanitær støtte til flygtninge, selvfølgelig støtter vi de enkeltpersoner, der sætter deres liv på spil ved at indsamle beviser på massakrer, selvfølgelig gør vores diplomater i Damaskus deres yderste for at støtte FN's indsats for at opnå en fredelig løsning, men vi vil forblive magtesløse, medmindre det internationale samfund går sammen i en fælles beslutning om at stoppe denne meningsløse vold, der truer med at ødelægge en hel region.

Hr. formand, jeg vil gerne rose det fremragende stykke arbejde, og det store engagement som generalsekretæren såvel som den særlige udsending Lakhdar Brahimi har lagt i at finde en løsning på at overvinde denne tragedie. Jeg ser endvidere med glæde på de initiativer, der udfoldes med henblik på at føre de regionale hovedaktører sammen i en helhedsorienteret international tilgang. Tidligere på året appellerede de europæiske ledere til alle medlemmerne af Sikkerhedsrådet om at samarbejde i et forsøg på at stoppe volden. I dag er denne appel endnu mere indtrængende.

Landet har brug for hurtigt at bevæge sig hen imod en syrisk ledet politisk overgang, der lever op til det syriske folks forhåbninger, samtidig med at minoriteters borgerlige rettigheder og menneskerettigheder overholdes. Dette er den eneste udvej. Og de ansvarlige for undertrykkelserne har ingen plads i et fremtidigt Syrien og må og skal træde tilbage.

Jo længere tid denne konflikt fortsætter, jo mere radikaliserede vil folk blive, jo mere blod vil blive udgydt til ingen nytte, og jo længere vil sårene være om at hele.

Sikkerhedssituationen vedbliver med at være kompleks og skrøbelig i mange dele af verden. Det Arabiske Forårs begivenheder bør ikke distrahere os fra den presserende opgave, det er at skabe fred i Mellemøsten - tværtimod.

Også andre sager er presserende, herunder at gribe ind over for ustabilitet og den humanitære situation i Sahel-regionen, at bringe fred og stabilitet til De Store Søers Område, at overbevise Nordkorea om at opgive sine kernevåben- og missilprogrammer og at finde en forhandlet løsning på det iranske atomspørgsmål, en sag, som Den Europæiske Union er direkte engageret i.

Vi må forholde os til alle disse spørgsmål velvidende, at varige løsninger kræver politisk vilje fra de berørte lande. I samme ånd er det vigtigt, at spændingerne i de østasiatiske og sydøstasiatiske farvande aftager, og at uoverensstemmelser løses fredeligt med samarbejdsvilje og respekt for folkeretten.

Der er mange globale udfordringer, som vi bliver nødt til at tackle sammen. Men på alle områder fra bekæmpelse af klimaforandringer til nedbringelse af fattigdom verden over vil vi ikke opnå resultater uden multilateralt samarbejde. Det er derfor, at Den Europæiske Union fuldt ud støtter et stærkere og mere effektivt FN.

Hr. formand, mine damer og herrer, borgerne i alle vores lande vil have arbejde. Også på dette område er globalt samarbejde absolut nødvendigt og den bedste måde, hvorpå verdens økonomiske genopretning sikres.

Vores økonomier er blevet fuldstændig indbyrdes afhængige af hinanden: intet land kan løse sine problemer alene, intet land har råd til at ignorere de andres problemer. Er vi klar over dette? Ja. Reagerer vi på denne viden? Ikke nok.

I 2008, i starten af den globale finanskrise, opstod der et kort øjeblik med global bevidsthed, en forståelse for, at det hastede, hvilket førte til nye fora, fælles løfter og en koordineret indsats. Og i dag, skønt krisen stadig er nærværende, synes beslutsomheden efter Lehman at være aftaget, og vi må puste nyt liv i den.

Alle større økonomier må gøre deres del for at bringe verdensøkonomien tilbage på vækstsporet. Global vækst afhænger af strukturreformer i hvert enkelt af vores lande og af at mindske den makroøkonomiske ubalance mellem dem.

I Europa udfører vi vores del af dette arbejde. Vi gør alt for at overvinde de nuværende vanskeligheder i euroområdet. Vi har indført en stærkere beskyttelse for at garantere vores fælles valutas stabilitet, og vi reformerer vores økonomier for at blive mere konkurrencedygtige og skabe fremtidens job. Vi er begyndt at opbygge en bankunion for bedre at kunne styre og dæmme op for risiciene i den finansielle sektor, og de kommende måneder vil vi fastlægge perspektivet for, hvor vi skal hen, hvor vi ønsker, at vores Økonomiske og Monetære Union skal være om ti år.

Vi er allerede nået langt, og i dag ser vi de første resultater af denne kollektive indsats. Selv om der stadig er lang vej igen, er jeg overbevist om, at disse bestræbelser vil lykkes, og at Europa som følge af disse erfaringer vil blive stærkere, økonomisk og politisk.

Dette var, hvad jeg kom for at fortælle jer, og jeg tilføjer, at i forbindelse med håndteringen af denne finanskrise drejer det sig for os europæere ikke kun om monetære transaktioner og om få budgetterne til at balancere, men om selve fremtiden for vores europæiske projekt.

Dette projekt er iværksat for at overvinde de krige og diktaturer, som længe har plaget vores kontinent. I tres år har vores Union gjort det muligt at få bugt med det nationalistiske had landene imellem og opbygge et kontinent, der er forenet i fred og i en stræben efter social retfærdighed og velstand. Det kræver en daglig indsats for at fastholde disse værdier og styrke deres forankring. Intet er nogensinde endeligt opnået.

På globalt plan er det denne Generalforsamling, FN, der uophørligt skal arbejde for virkeliggørelsen af disse mål, som vedrører os alle, for at bane vejen for større harmoni og fremskridt i verden.

Tak.


Side Bar

My account

Manage your searches and email notifications


Help us improve our website