Chemin de navigation

Left navigation

Additional tools

DET EUROPÆISKE RÅD
FORMANDEN

DA

Cernobbio, den 8. september 2012

(OR. en)

EUCO 162/12

PRESSE 370

PR PCE 137

Tale af
Herman VAN ROMPUY
formand for Det Europæiske Råd
på Forum Ambrosetti

Præsident Napolitanos indsigtsfulde tale får mig til at anlægge et bredere perspektiv.

Siden 1945 har europæiske stater arbejdet sammen.

Stadig mere intensivt, for at sikre fred på kontinentet og velfærd for vores borgere.

Det er værd at holde sig for øje, hvorfor vi i dag koncentrerer alle vores bestræbelser om at overvinde den økonomiske og finansielle krise sammen. Det handler om meget mere end bare pengepolitiske operationer: selve det europæiske projekt står på spil.

Vores Union betyder noget for os af utallige årsager. Men i sidste ende betyder det noget, fordi europæerne i fortiden - på tragisk vis - har oplevet, hvad sker der, hvis vi går hver vores vej, og i sidste ende betyder det noget, fordi vi udmærket ved, at vi skal stå sammen i dag, hvis vi skal have nogen betydning blandt de globale aktører i morgen.

Vores Union er ikke bare umagen værd, den er afgørende.

Medlemsstaterne ved det, virksomhedslederne ved det, meningsdannerne ved det, resten af verden ved det.

Men det er ikke en selvfølge for de fleste af vores borgere. Og det er også en politisk realitet.

Noget er imidlertid ved at ændre sig under pres fra den finansielle krise. Vi er nu klar over, at euroen fuldstændig har ændret Unionens karakter. At den har ændret spillereglerne.

Indtil da blev Europa ofte omtalt i idealistiske, abstrakte vendinger, og selv når EU's konkrete resultater påvirkede folks liv, var det altid i positive vendinger.

Bortset fra beklagelser over mælkekvoter eller agurker var der altid tale om "win-win".

Med eurokrisen konfronteres borgerne for første gang med den hårde kendsgerning, at der er nogle omkostninger forbundet med fordelene. For eksempel udgifterne til og bestræbelserne på at forsvare en fælles valuta under en finansiel krise.

Borgerne indser nu også for første gang, at de er i samme båd. At det, der sker i et andet land - med banker, bobler eller budgetter - også påvirker dem.

At være medansvarlig til fælles bedste i Europa kan være en smertefuld opdagelse for mennesker, der i deres eget land kæmper for at finde et job eller for at få det til at løbe rundt.

Jeg er meget uenig med dem, der forhastet konkluderer, at krisen har dræbt solidariteten mellem de europæiske lande. Det er slet ikke tilfældet! Krisen har afsløret, hvad det kræver at være i en Union. I virkeligheden er dette den allerførste rigtige solidaritetsprøve i Unionens historie!

Selvfølgelig er der spændinger og begrænsninger, der er modstand og kritik, der er karikaturer og vittighedstegninger - jeg er udmærket klar over alt det! Og alligevel. Alligevel finder der en enorm kollektiv indsats sted med deltagelse af alle eurolande, alle EU-institutioner, alle borgere, for at mønstre den politiske vilje, de parlamentariske flertal, og midler og penge, for at hjælpe hinanden og for at komme ud af denne krise sammen. Det er faktisk solidaritet i et hidtil uset omfang.

Tallene taler for sig selv: vi har afsat flere hundrede milliarder euro i finansiel støtte.

Ingen bør undervurdere denne fælles politiske vilje.

Når vi sidder sammen omkring bordet i Det Europæiske Råd og på eurotopmøder, hvor der træffes svære beslutninger om redningstilbud eller budgetregler, kan jeg naturligvis ikke læse alle de enkelte lederes tanker og motiver.

Men der er noget, der står meget klart i lokalet.

Vi arbejder ikke bare for euroens overlevelse, vi arbejder ikke bare for dens bæredygtighed, nej, vi arbejder for dens succes, for Europas succes. Sikring af arven fra vores grundlæggere og sikring af en bedre fremtid for den næste generation.

Her, på Forum Ambrosetti, vil jeg gerne nævne nogle konkrete grunde til, at jeg er overbevist om, at vi vil nå dertil. Der er tre grunde.

For det første: EU-lederne er nået til en endelig forståelse om et vigtigt aspekt af krisen, dens systemiske karakter.

De anerkender alle nu, at krisen ikke kun er summen af de enkelte landes problemer, men også et resultat af mangler i arkitekturen i Den Økonomiske og Monetære Union som helhed. Vi europæere havde givet os selv en fælles valuta uden midler til at forsvare den. Vi har hovedsagelig støttet os på regler uden midlerne og redskaberne til at håndhæve dem eller til at håndtere en krise. Vi gjorde vores økonomiske og finansielle afhængighed markant dybere, men uden at drage alle de politiske konsekvenser. I løbet af de seneste to år har vi klart rettet op på nogle af de mest åbenlyse mangler. Men nu er vi nødt til at tage et kvalitativt spring.

Det, der har ændret sig i det sidste par måneder - jeg vil nok sige mellem marts og juni - er den faste beslutning om at gå til sagens kerne. Alle euroområdets ledere lægger nu alle spørgsmål på bordet, uden tabuer. Det er en hastende opgave, men vi skal gøre det ordentligt. Hurtige løsninger er ikke nok. Alle ledere erkender også, at vi ikke kan løse vores kortsigtede problemer uden at tage de langsigtede udfordringer op. Ja, hvis vi vil have investorerne til at købe 10-årige statsobligationer, er vi nødt til at vise dem, hvad vi ønsker, at euroområdet skal være om 10 år... Og hvis vi vil have vores borgere til at støtte beslutninger, som for mange medfører en periode med ofre, afsavn og omkostninger, må vi overbevise dem om, at disse bestræbelser er umagen værd, at tingene vil blive bedre. Vi vil blive bedømt på vores resultater.

Så vi har en chance for at færdiggøre et halvfærdigt hus. Det er vores historiske pligt at gribe den.

Derfor har euroområdets ledere bedt mig lede en dybtgående refleksion. Jeg har allerede givet udtryk for mine første tanker i en indledende rapport i juni i tæt samarbejde med formændene for Kommissionen, Eurogruppen og Den Europæiske Centralbank, og vi er nu i den næste fase af denne refleksion. Jeg vil sige mere om dette om et øjeblik.

Lad mig først komme ind på den anden grund til, at jeg er sikker på, at vi vil overvinde krisen: Medlemsstaterne er ved at gennemføre ambitiøse økonomiske reformer, som giver resultater. Det er ikke kun et spørgsmål om at gøre op med fortidens udskejelser, men også om at tilpasse sig en stadig mere konkurrencepræget verden. På en måde er det en ansvarlighedsprøve. Disse strukturreformer er afgørende for den økonomiske fremtid for vores lande, for at sikre vækst og skabe arbejdspladser. Og arbejdet skal gøres: euro eller ingen euro, EU eller intet EU.

Vi ser reelle fremskridt. Euroområdets økonomier, der er under pres, er ved at genvinde konkurrenceevne, og vi reducerer skadelige ubalancer i euroområdet. Tag handel. Spaniens store betalingsbalanceunderskud på 10 procent før krisen er stort set lukket - landet er endda nettoeksportør til euroområdet nu! Portugal har reduceret sit underskud på betalingsbalancens løbende poster med to tredjedele, og den græske eksport vokser hurtigere end noget andet sted i EU.

Der er også væsentlige fremskridt med strukturreformerne. Spanien og Portugal har gjort deres arbejdsmarkeder mere effektive, og dette viser sig allerede i lavere lønomkostninger, og med tiden vil det bidrage til jobskabelse.

Irland gør så gode fremskridt på alle fronter, at Dublin har været tilbage på de internationale obligationsmarkeder siden juli og tiltrækker betydelige investeringer fra USA.

Verdens øjne hviler også på Italien og på de imponerende reformer, som premierminister Montis regering gennemfører for at bringe Italien tilbage, hvor landet hører hjemme: blandt Europas førende økonomier - og også, som præsident Napolitano understregede, i kernen af den europæiske integration, hvor det har været lige siden vores grundlæggende Romtraktat.

Italien er ved at vende sin økonomi rundt: det bryder monopoler, skaber mindre bureaukrati, kæmper mod særinteresser og arbejder hårdt på at skabe arbejdspladser. Det fortsætter også den finanspolitiske konsolidering, der begyndte tidligere.

Det er en langsigtet og kollektiv indsats, en, der involverer regeringen, erhvervslivet, det italienske folk. Det er derfor, den finder sted med retfærdighed.

Når man ser på, hvad der allerede er opnået, på viljen til at angribe hvert problem, ét efter ét, på det mod, hvormed italienerne møder disse bestræbelser, så er jeg sikker på, at disse bestræbelser, som skal fortsættes ubønhørligt, giorno dopo giorno, vil blive kronet med held.

Reformer betaler sig – det er der mange eksempler på.

Men reformer kræver tid til at blive vedtaget og tid til at give resultater. Det tager tid, før de viser sig i indikatorer, endsige har indvirkning på realøkonomien. Jeg nævnte nogle første tegn på resultater, og der vil komme flere.

Hvilket bringer mig til mit tredje punkt, en tredje grund til at have tillid til, at vi vil nå dertil: Mens disse reformer er undervejs, står Europa klar til at hjælpe, når der er behov for hjælp.

De høje risikopræmier for nogle lande er ikke altid berettigede, og de kan være uden sammenhæng med grundlæggende økonomiske forhold og reformbestræbelser - og jeg udtrykker mig mildt, når jeg siger det på denne måde. Selv de historisk lave renter i visse lande er for lave…!

Og høje risikopræmier kan have negative konsekvenser for stabiliteten i euroområdet som helhed. I sådanne tilfælde har vi værktøjer og en klar politisk forpligtelse til at gøre mere. I juni bekræftede euroområdets ledere, at de var rede til at bruge de eksisterende instrumenter på en fleksibel og effektiv måde. På samme møde opnåede vi også et gennembrud i retning af en bankunion. Og for to dage siden fremlagde Den Europæiske Centralbank en ramme, inden for hvilken der kan gøres en betydelig indsats, hvis medlemsstaterne fortsætter deres tilpasningstiltag.

Så vi har en tredelt helhed: kortsigtede foranstaltninger for at sikre finansiel stabilitet, en langsigtet vision for Den Økonomiske og Monetære Union, og dybtgående reformer i hvert eneste land, og denne tredelte helhed gør euroen irreversibel. Og alle europæiske ledere og institutioner er også fast besluttet på at bevare dens integritet. Så længe Grækenland går ind for euroen, vil dets partnere fortsat støtte dets bestræbelser fuldt ud.

Jeg har allerede nævnt den igangværende systemiske refleksion om Den Økonomiske og Monetære Union i fremtiden. Den rapport, jeg forelagde i juni, udstak en vision for en reel økonomisk og monetær union, en vision om at føre den frem til sin stærke og stabile endelige form.

På grundlag af denne rapport har jeg fået mandat fra euroområdets ledere til at arbejde på en præcis og tidsbestemt køreplan for, hvordan man når dertil. Jeg arbejder på det med formændene for Kommissionen, Den Europæiske Centralbank og Eurogruppen, og vi vil forelægge den for Det Europæiske Råd inden årets udgang.

Dette arbejde er koncentreret om fire byggeklodser:

For det første: en bankunion - for at undgå at skatteyderne systematisk skal betale regningerne for bankkrak.

For det andet: en finanspolitisk union - for at undgå uholdbare underskud, bl.a. gennem mere central håndhævelse og flere solidaritetsmekanismer.

For det tredje: en økonomisk union - for i fællesskab at forbedre konkurrenceevnen i euroområdet som helhed, indadtil og udadtil.

Og endelig for det fjerde: en dybere politisk union - for at sikre, at disse foranstaltninger understøttes af styrket demokratisk legitimitet og ansvarlighed.

Disse fire byggeklodser er uløseligt forbundet. De er gensidigt forstærkende, og alle fire er nødvendige for, at Den Økonomiske og Monetære Union kan blive fuldstændig solid og sikker. Det vil tage tid at opfylde denne vision, og det vil nødvendigvis være en gradvis proces. Men for at sikre, at vi når vores mål, skal vi slå ind på denne vej nu.

Nogle kommentatorer lader som om vi står over for det svære valg mellem enten en opløsning eller en øjeblikkelig overgang til en føderation. De tager fejl. Europa fungerer ikke sådan. Vi vil overvinde krisen, ikke gennem revolution, men gennem reformer og evolution. Vi er ikke en stat, vi er en Union - og vi skal blive en stærkere Union.

Det videre arbejde drejer sig om at fastlægge indholdet og rækkefølgen af alle trinnene. Først må vi finde det rigtige indhold, og så kan vi snakke om processen, om de juridiske og institutionelle midler.

På dette stadium vil jeg gerne insistere på et element i særdeleshed: bankunionen.

Banker og nationale tilsynsmyndigheder har vist sig ude af stand til at håndtere systemiske risici i et integreret finansielt marked. Det pres på de offentlige finanser, som dette skabte i nogle lande, har truet den finansielle stabilitet i euroområdet som helhed. For at bryde den onde cirkel mellem krisen i banksektoren og den, der påvirker den offentlige gæld i euroområdet, har vi brug for bedre forebyggelse.

Her vil jeg gerne fjerne enhver misforståelse - det, vi kræver, er på ingen måde en union for banker, men en union, som vil gøre det muligt for os bedre at styre de risici, der er forbundet med en ustabil og dog magtfuld sektor, der er tilbøjelig til at tage moralske risici.

Dette vil indebære oprettelse af et banktilsyn for euroområdet, der omfatter alle banker, samt indførelse af en kundeindskudsgaranti for hele euroområdet og overstatslige rammer til at omstrukturere og afvikle kriseramte finansielle institutioner med en fælles bagstopper, men med minimal udgift for borgerne.

Disse to elementer, fælles tilsyn og fælles afvikling, er indbyrdes afhængige. Hvordan, for eksempel, kan de risici, der er forbundet med bankkrak, forblive hos de nationale myndigheder, når de har overdraget den tilsynsmæssige kontrol og ikke længere har ansvaret?

Så vi er nødt til at handle hurtigt med hensyn til banktilsyn, men vi har også brug for en klar tidsplan med passende rækkefølge for at etablere fælles afvikling og indskudsgaranti. Europa-Kommissionen vil snart udarbejde forslag om oprettelse af et fælles europæisk banktilsyn, og dette vil markere et første, men ikke det sidste vigtige skridt i denne retning.

Sådan arbejder vi hårdt på en langsigtet plan, samtidig med at vi beskæftiger os med de umiddelbare virkninger af krisen hver eneste dag.

Og jeg understreger: dette er på ingen måde blot et spørgsmål om teknisk problemløsning. Det er lige så meget – og endda mere – et spørgsmål om politisk overbevisning. Det handler om valget af, hvilket Europa vi ønsker at leve i. Hør bare de forskellige stemmer i eurodebatterne rundt om i Europa i disse dage. Bag akronymer og jargon - EFSF, SMP, OMT og alle de andre - drejer det sig om, hvad der er rimeligt, om ansvar, solidaritet, om at være - ja eller nej - en del af et større europæisk fællesskab ud over ens egne nationale grænser.

Lederne er nødt til at gå i brechen og slå til lyd. For beskæftigelsen for eksempel, den største bekymring hos vælgerne: Europa er ikke en trussel mod beskæftigelsen, nej Europa er en kilde til beskæftigelse!

Og det gælder på mange andre områder. Unionen er ikke problemet, Unionen er en del af løsningen.

Tidligere talte jeg om en første solidaritetsprøve for vores Union. Det er min overbevisning, at vi vil bestå denne prøve.

Ligesom vi vil bestå ansvarlighedsprøven. Det er min overbevisning, at de kræfter, der holder Europa sammen, er stærkere end dem, der skiller os ad.

Den unikke struktur i vores samfund er vores allerstørste styrke. Den er vævet med tråde af fred, af økonomisk fremgang, af social retfærdighed, af menneskelig værdighed. Vi er stolte af den. Det er vores budskab til borgerne og til verden som helhed, i dag og i morgen.


Side Bar

Mon compte

Gérez vos recherches et notifications par email


Aidez-nous à améliorer ce site