Navigation path

Left navigation

Additional tools

Other available languages: EN FR DE NL IT PT EL

Forord

Pa mødet den 22. december 1994 i Bonn traf  Schengen-gruppens eksekutivkomité
beslutning om,  at Schengen-konventionen definitivt skulle  træde i kraft den
26. marts 1995.

I  det  følgende gives  en  kort  faktuel  orientering  om denne  beslutnings
rækkevidde og konsekvenser.

For  at  lette   forstaelsen  af  beslutningen  om  at  iværksætte  Schengen-
konventionen gives her først en  kort opsummering af den  historiske baggrund
for og udviklingen i Schengen-initiativet (afsnit A).

Derefter   analyseres   indholdet   af   den  beslutning,   Schengen-gruppens
eksekutivkomité traf den 22. december 1994 (afsnit B).

Endelig  beskrives   de  vigtigste   konsekvenser  af  Schengen-konventionens
ikrafttrædelse, savel  for  borgerne (afsnit  C)  som  for forholdet  til  de
medlemsstater, der enten  ikke er med  i Schengen-gruppen,  eller som  ganske
vist er med, men endnu ikke har iværksat Schengen-konventionen (afsnit D).

A. Den historiske baggrund

- Schengen-aftalen fra 1985

1. Den  14. juni 1985 vedtog  Kommissionen sin  hvidbog om  gennemførelsen af
det indre  marked, der bl.a. tog sigte pa at afskaffe al kontrol ved de indre
grænser, hvilket senere, med  vedtagelsen af Fællesakten, kom  til at   indga
som en malsætning i EF-traktaten (artikel 8A, nu artikel 7A).

Pa  samme  dato  undertegnede  Belgien,  Tyskland,  Frankrig,  Luxembourg  og
Nederlandene  Schengen-aftalen om  gradvis  ophævelse  af kontrollen  ved  de
fælles    grænser   (i   det    følgende   benævnt   "Schengen-aftalen").   I
betragtningerne til denne aftale blev det slaet fast,  at aftalen indgik i et
videre perspektiv  og skulle  bane vej  for ophævelse  af al  kontrol ved  de
indre grænser i EF.

De lande, der  undertegnede Schengen-aftalen, ønskede dermed  "sa vidt muligt
senest  den 1. januar 1990" (art. 30)  at  fa  afskaffet enhver  kontrol  ved
deres  fælles  grænser, savel  af  personer  som af  varer.  Schengen-aftalen
indeholdt bestemmelser om  lempelse af kontrollen umiddelbart  efter aftalens
undertegnelse og om de ledsageforanstaltninger, der skulle træffes forud  for
den  fuldstændige afskaffelse  af  enhver grænsekontrol  og  tog sigte  pa at
opretholde  et højt  sikkerhedsniveau  i det  omrade,  hvor der  ikke længere
skulle findes  nogen grænser. Disse  ledsageforanstaltninger svarede til  det
program,  der  var indeholdt  i  Kommissionens  hvidbog,  og  drejede sig  om
kontrol   med   indvandring,  visumpolitik   og   asylret,  politisamarbejde,
narkotikabekæmpelse osv.

- Gennemførelseskonventionen fra 1990

2.  Forhandlingerne pa  dette politisk  ømtalelige  og juridisk  komplicerede
omrade blev meget  langvarige, og de blev yderligere forsinket af udviklingen
i  DDR i  slutningen  af 1989.  Men  den  19. juni 1990 undertegnede  de  fem
Schengen-lande    igen i  Schengen  gennemførelseskonventionen til  Schengen-
aftalen  (herefter benævnt  "Schengen-konventionen"). I  præamblen  til denne
konvention henvises der  til, at "EF-traktaten, som ændret ved Den Europæiske
Fællesakt, fastsætter,  at det  indre marked  omfatter et  omrade uden  indre
grænser", og at  "de kontraherende parter  forfølger samme  mal, uden at  det
griber ind  i de  foranstaltninger, der  matte blive  truffet  i henhold  til
traktatbestemmelserne".

Denne   konvention   fastholder   princippet   om   afskaffelse   af   enhver
personkontrol    ved   de    indre   grænser    og    indeholder   alle    de
ledsageforanstaltninger, der er  nødvendige for at sikre,  at enhver uhindret
kan passere de fælles grænser. Der er bl.a.  tale om bestemmelser pa følgende
omrader:

-    overvagning af de ydre grænser
-    harmonisering af visumpolitikken
-    udlændinges ind- og udrejse
- kriterier for, hvilket land der skal behandle en asylansøgning
- politisamarbejde
- gensidig bistand i straffesager
- udvisning
- overførsel af fuldbyrdelsen af straffedomme
- euforiserende stoffer
- vaben og ammunition
- Schengen-informationssystemet (SIS)

Oprindeligt ville Schengen-gruppen  ogsa have vedtaget regler  om afskaffelse
af kontrollen af bagage og  af varer i bred forstand. Konventionen indeholder
dog  praktisk  taget  ingen  bestemmelser  herom,  eftersom  Schengen-landene
fandt, at disse spørgsmal  helt klart faldt ind under EF's kompetence,  og at
udviklingen allerede gik i den rigtige retning pa EF-plan.

- Udviklingen siden Schengen-konventionens undertegnelse 

3.  Siden  konventionens  undertegnelse  har  Schengen-gruppen   koncentreret
arbejdet om:

- udarbejdelse af gennemførelsesbestemmelser til konventionen
-    udvidelse af Schengen-gruppen.

 3.1. Hvad  det sidstnævnte punkt angar,  bemærkes, at  kun unionslandene kan
optages  i  Schengen-  aftalen og  Schengen-konventionen.  I  mellemtiden  er
følgende lande kommet med:

- Italien, den 27. november 1990
- Spanien og Portugal, den 25. juni 1991
- Grækenland, den 6. november 1992.

Danmark,  Irland   og  Det  Forenede  Kongerige   er  de  eneste   af  de  12
medlemsstater, der  endnu ikke  har tiltradt  Schengen-aftalen. I  marts 1994
anmodede Danmark dog om at  matte deltage som observatør  i Schengen-gruppen,
med henblik  pa senere  tiltrædelse. Denne  anmodning er  for øjeblikket  til
behandling.

Efter udvidelsen af Unionen er  ogsa de nye medlemsstater begyndt at overveje
tiltrædelse  af Schengen-aftalen.  Den 27. juni 1994  fik  Østrig status  som
observatør,  og tiltrædelsesdokumenterne  ventes undertegnet  i  løbet af  de
kommende uger.

3.2.  Siden   undertegnelsen  af  Schengen-konventionen  har  deltagerlandene
arbejdet med  at udarbejde  gennemførelsesbestemmelser hertil  og indføre  de
samarbejdsmekanismer og  -ordninger, der  er forudset  i konventionen,  bl.a.
Schengen-informationssystemet.

Blandt de  vigtigste  gennemførelsesforanstaltninger  kan  nævnes  en  fælles
handbog  angaende  de  ydre   grænser  og  konsulatsamarbejde.  Det  er  især
problemerne med  indførelsen af  et funktionsdygtigt informationssystem,  der
har skabt forsinkelser i gennemførelsen af Schengen-konventionen.

- Schengen-konventionens ikrafttrædelse/iværksættelse

4.  Der ma  skelnes  mellem  ikrafttrædelsen og iværksættelsen  af  Schengen-
konventionen.

4.1. Med  hensyn  til  ikrafttrædelsen indeholder  Schengen-konventionen  den
traditionelle bestemmelse om, at konventionen automatisk  træder i kraft, nar
det   sidste   af   de   krævede   ratificeringsinstrumenter   er   deponeret
(artikel 139).  For  de   fem  oprindelige  kontraherende  lande   skete  det
den 1. september 1993, og for Spanien og Portugal den 1. marts 1994.

Rent  juridisk  bestar  eksekutivkomitéen saledes  kun  af  disse syv  landes
ministre, men beslutningerne træffes dog altid enstemmigt, med deltagelse  af
Italien og Grækenland.

4.2. For at  undga den situation, at medlemsstaterne automatisk skal afskaffe
kontrollen    ved    de    indre    grænser,     før    alle    konventionens
ledsageforanstaltninger er kommet  pa plads, blev der i slutakten indføjet en
erklæring, hvori  det bl.a. fastsættes,  at "konventionen først  iværksættes,
nar forudsætningerne  for  dens  anvendelse  er opfyldt  i  de  kontraherende
stater og der er indført en effektiv kontrol ved de ydre grænser".

Da disse  forudsætninger ikke var opfyldt  pa det  fastsatte tidspunkt, matte
tidspunktet  for konventionens  iværksættelse udskydes  tre gange  (Schengen-
gruppen havde i  første omgang sat datoen til  den 1. juli 1993, derefter til
den 1. december 1993, og endelig til den 1. februar 1994).

Pa mødet  den 14. december 1993  i Paris  konstaterede eksekutivkomitéen,  at
alle  de krævede  forudsætninger nu var  opfyldt, med undtagelse  af den, der
drejede  sig om et funktionsdygtigt  informationssystem. Det  var de tekniske
vanskeligheder  i  forbindelse  med  SIS,  der  fik  Schengen-gruppen  til  i
februar 1994  at   udskyde  iværksættelsen  af  Schengen-konventionen   endnu
engang, denne  gang  pa  ubestemt  tid.  Men  takket  være  de  bestræbelser,
Schengen-gruppens tyske  formandskab  udfoldede,  lykkedes  det  derefter  at
overvinde  disse tekniske vanskeligheder,  saledes at eksekutivkomitéen kunne
træffe   beslutning   om   Schengen-konventionens   iværksættelse  pa   mødet
den 22. december 1994 i Bonn.

- Schengen og EF (og Unionen)

5. Før man  giver sig til at  analysere denne beslutning om  iværksættelse af
Schengen-konventionen,   ma  man  se   nærmere  dels  pa  EF-institutionernes
holdning til  Schengen-initiativet og dels pa  Schengen-konventionens forhold
til EF, Unionen og regeringssamarbejdet mellem de tolv unionslande.

5.1. Lige fra starten stillede  Kommissionen sig positivt over  for Schengen-
initiativet,  der kunne  virke  som  en drivkraft  og  samtidig  ogsa som  en
prøvebænk  for  hele  EF's  afskaffelse  af  personkontrollen  ved  de  indre
grænser. Kommissionens positive holdning  over for dette initiativ hang bl.a.
ogsa  sammen med,  at  Kommissionen pa  EF-plan  havde lagt  sig fast  pa  en
pragmatisk  fremgangsmade   og  accepterede,   at  ledsageforanstaltninger  i
tilknytning  til  afskaffelsen  af  personkontrollen  blev  udarbejdet  i  et
samarbejde mellem regeringerne og ikke af EF-institutionerne.

Via  sin   deltagelse  som   observatør  i   Schengen-gruppens  arbejde   har
Kommissionen sikret,  at man under videreudviklingen  af dette initiativ hele
tiden  tilgodesa EF's mal  og EF-retten. Den har  bl.a. forvisset  sig om, at
Schengen-konventionen    ikke   indeholder    nogen   diskrimination   mellem
statsborgere i  Schengen-lande og statsborgere  i andre EF-lande (se  nærmere
herom nedenfor).

5.2. Med  hensyn til udarbejdelsen  af ledsageforanstaltninger i  tilknytning
til afskaffelsen af personkontrollen inden for EF er  det vigtigt at bemærke,
at Schengen-gruppen ikke  i regeringssamarbejdet inden for EF har optradt som
en  fasttømret blok, der  tvang de  andre medlemsstater  til  uden  videre at
overtage Schengen-aftalen. F.eks. er de kriterier for afgørelsen af,  hvilket
land  der  skal behandle  en  asylansøgning,  som  blev  fastlagt i  Dubling-
konventionen, der blev undertegnet af de  12 EF-lande den 14. juni 1990, ikke
de  samme som  dem,  der er  fastlagt i  Schengen-konventionens  bestemmelser
herom.

5.3. Det betyder  ikke, at de regler, Schengen-landene har vedtaget, ikke har
haft  nogen indvirkning  pa de  ledsageforanstaltninger,  de 12 EF-lande  har
vedtaget. F.eks. tog det direktivforslag, Kommissionen  har fremlagt angaende
kontrol med erhvervelse og besiddelse af vaben, ikke sigte  pa at harmonisere
de nationale  vabenlovgivninger. Schengen-gruppen fandt derimod, at  en sadan
harmonisering      (forbudte     vaben,      godkendelsespligtige      vaben,
anmeldelsespligtige   vaben)   var   en   nødvendig    ledsageforanstaltning.
Kommissionen   fremlagde  derefter   et  ændret   direktivforslag  med  samme
harmoniseringsbestemmelser som i Schengen-konventionen,  og denne tekst  blev
godkendt i Radet.

Da Komissionen fremlagde  forslag til forordning  om opstilling  af en  liste
over de  tredjelande, hvis statsborgere  skal have visum  for at  kunne rejse
ind  i EF-landene  (EF-traktatens  artikel 100 C,  stk. 1), overtog  den  den
"negativliste", Schengen-landene  havde opstillet. Pa  samme made gælder,  at
da  Kommissionen fremlagde  sit  forslag til  forordning om  udformningen  af
dette  visum   (EF-traktatens   artikel 100 C,  stk. 3),   overtog  den   den
udformning,  som Schengen-gruppen havde vedtaget (som i den forbindelse havde
lagt vægt pa at finde frem til en model, der kunne bruges i hele Unionen).

Omvendt har  Schengen-gruppen ogsa  overtaget de  gennemførelsesbestemmelser,
der  blev  vedtaget pa  unionsplan  i Dublin-konventionen  - de  indgar  nu i
Schengen-konventionens asylbestemmelser.

5.4. Med hensyn til forholdet mellem  Schengen-konventionen og bestræbelserne
pa  at  fa  afskaffet  personkontrollen  i  hele  Unionen   indgik  Schengen-
initiativet som nævnt ovenfor i bestræbelserne pa at gennemføre malene i  EF-
traktatens  artikel 7A,  og  den berørte  ikke  de  foranstaltninger,  der er
truffet eller vil blive truffet i henhold til traktaten.

Dette sikres af to bestemmelser i Schengen-konventionen:

- den ene gentager  princippet om fællesskabsrettens forrang (artikel 134) i
  relation til  forholdet mellem konventionen og  EF's retsakter, f.eks. med
  hensyn til  vaben (forholdet  mellem ovennævnte  direktiv og konventionens
  artikel 77 ff.)

- den anden fastsætter, at de konventioner, der indgas mellem unionslandene,
  ogsa har forrang for Schengen-konventionen (artikel 142):

  -  nar der  indgas overenskomster mellem EF-landene om  gennemførelse af et
     omrade  uden indre  grænser,  skal de  kontraherende  parter aftale,  pa
     hvilke  betingelser bestemmelserne i  Schengen-konventionen ændres eller
     erstattes af bestemmelserne i sadanne overenskomster

  -  de   kontraherende  parter  tager  med  henblik  herpa  hensyn  til,  at
     bestemmelserne   i   Schengen-konventionen  kan   indebære   et  tættere
     samarbejde end det samarbejde, der følger af sadanne overenskomster

  -  de  bestemmelser, der  er  i  strid  med bestemmelser  i  overenskomster
     indgaet mellem EF-landene, tilpasses under alle omstændigheder hertil.

I henhold hertil  har Schengen-landenes eksekutivkomité allerede  vedtaget en
protokol,  hvori   det  fastsættes,   at  Schengen-konventionens  afsnit   om
asylbestemmelser skal  erstattes af Dublin-konventionen,  nar denne træder  i
kraft.

B. Beslutningen om iværksættelsen af Schengen-konventionen

1. Den  22. december 1994 traf  Schengen-gruppens eksekutivkomité  beslutning
om Schengen-konventionens definitive iværksættelse pr.  26. marts 1995.  Alle
forudsætningerne  for  at afskaffe  personkontrollen ved  de indre  grænser -
herunder ogsa et funktionsdygtigt informationssystem - var nu opfyldt.

At  netop  denne dato  blev valgt,  skyldtes ønsket  om at  indføre Schengen-
reglerne ved  alle grænser (til lands, til søs og i  luftrummet) pa én gang -
i  lufthavnene  faldt denne  dato    sammen med  overgangen  fra  vinter- til
sommerfartplanen.

Konventionen skal  fra denne dato  anvendes af syv  af de ni  Schengen-lande,
nemlig  Belgien, Tyskland,  Spanien,  Frankrig,  Luxembourg, Nederlandene  og
Portugal (for Italiens  og Grækenlands vedkommende  er ikke  alle de  krævede
forudsætninger opfyldt  -ikke alle de  nationale parlamenter har  ratificeret
aftalen, og informationssystemet er endnu ikke bragt pa plads).

2. Perioden    fra    22. december    1994    til 25. marts 1995    var    en
overgangsperiode,  i løbet af  hvilken alle  de foranstaltninger,  som skulle
til for at sikre en  fuldstændig anvendelse af alle  Schengen-reglerne (bl.a.
om  konsulatsamarbejde,   retsligt   samarbejde  og   politisamarbejde   samt
infrastrukturer  i lufthavne),  skulle bringes  pa plads  i organisatorisk og
personalemæssig henseende.

3.    Efter   den   26. marts 1995   var   der    tale   om   en   indledende
tremanedersperiode,  i løbet  af  hvilken  udviklingen skulle  følges  særlig
nøje,  saledes  at   man  omgaende  kunne  skride  ind  over  for  eventuelle
problemer.

Efter denne  dato har Schengen-landene  saledes afskaffet enhver kontrol  ved
deres indre grænser, hvilket især vil kunne mærkes i lufthavnene.

Anvendelsen  af konventionen  og  herunder  ogsa afskaffelsen  af  al kontrol
sorterer under hvert enkelt Schengen-land.

Der  er ogsa  nedsat  et staende  udvalg, der  skal tage  sig af  de tekniske
problemer, der kan  opsta. Det skal forelægge eksekutivkomitéen en rapport om
de første  erfaringer efter den  indledende tremanedersperiodes udløb,  bl.a.
om,    hvordan    SIS-systemet,   kontrollen    ved    de    ydre    grænser,
narkotikabekæmpelsen  og samarbejdet  mellem de  enkelte  landes domstole  og
politi fungerer.

C. Schengen-konventionen og den enkelte borger

1. Iværksættelsen  af Schengen-konventionen er  en væsentlig landvinding  for
borgerne,  som  herefter  vil  kunne  fa  det  fulde  udbytte   af  den  frie
bevægelighed pa en stor del af det indre marked:

- enhver  borger - uanset  nationalitet (og altsa ogsa  statsborgere i lande
  uden for  Schengen-omradet) - vil herefter nyde godt af, at kontrollen ved
  de  indre grænser  er blevet  afskaffet; heller  ikke inden  for Schengen-
  omradet  foretages  der  nogen  diskrimination   mellem  statsborgere  fra
  Schengen-lande og statsborgere fra andre medlemsstater

- ved Schengen-omradets  ydre grænser  vil enhver  unionsborger herefter kun
  blive underkastet  kontrol af pas eller identitetsbevis,  jf. gældende EF-
  ret - heller ikke her foretages der nogen diskrimination mellem  Schengen-
  borgere og andre medlemsstaters borgere.

2. Desuden indebærer Schengen-konventionen betydelige  fordele for udlændinge
fra  tredjelande,  der  er  bosat  i   et  Schengen-land  -  de  behøver  kun
opholdsbevis  for at  rejse til  de  andre Schengen-lande  og  er altsa  ikke
underlagt visumpligt.

Det bemærkes, at den  principielle ligestilling mellem opholdsbevis  og visum
kun gælder for de tredjelandsborgere, der er bosat i en medlemsstat, som  har
iværksat  Schengen-konventionen. For  tredjelandsborgere bosat  i Italien  og
Grækenland  eller  i  EF-lande  uden for  Schengen-omradet  gælder  der andre
regler - alt  efter deres nationalitet, vil de  fortsat skulle have visum ved
indrejse til et Schengen-land (eller til en eller flere EF-medlemsstater).

3. For de tredjelandsborgere,  der ikke er bosat  i et af  de syv lande,  som
har iværksat  Schengen-konventionen, og som ønsker  at tage  kortere ophold i
et af disse syv lande, gælder Schengen-konventionens regler om visum.

I forhold til den hidtidige situation  indebærer denne harmoniserede ordning,
at  et  visum  udstedt  af et  Schengen-land  i  princippet  gælder  for hele
Schengen-omradet,  men omvendt  vil ethvert  Schengen-land  nægte at  udstede
visum til  en person,  der er opført  pa et  andet Schengen-lands liste  over
uønskede personer.

D. Schengen-konventionen og Den Europæiske Union

1. Etableringen af et stor omrade uden indre grænser  forudsætter en effektiv
kontrol med  de ydre grænser. At  der ikke er indgaet nogen  konvention om de
ydre grænser, er en  af arsagerne til, at  det endnu ikke  er lykkedes at  fa
afskaffet  enhver kontrol  pa  unionsplan.  Netop derfor  anvender  Schengen-
landene reglerne for ydre grænser  pa Schengen-omradets ydre grænser,  som er
indre  grænser i  Unionen.  Spørgsmalet  er da,  om  det vil  afstedkomme  en
skærpelse af kontrollen  ved disse grænser, og  det kan der ikke  gives noget
helt entydigt svar pa.

Rent teoretisk  abner den gældende  EF-ret (bortset fra artikel 7A)  mulighed
for   systematisk  kontrol  af   unionsborgere  og  disses  familiemedlemmer.
Medlemsstaterne skal dog  give dem  indrejsetilladelse, nar  de kan  forevise
gyldigt identitetsbevis eller pas (eventuelt  forsynet med visum, nar  der er
tale  om familiemedlemmer  med statsborgerskab  i  et tredjeland).  Schengen-
konventionen overholder til punkt og prikke EF-retten i den henseende.

Rent praktisk  er  det rigtigt,  at  den  systematiske kontrol  allerede  var
ophævet  ved visse  indre grænser.  Indførelsen  af  systematisk kontrol  ved
disse grænser  efter Schengen-konventionens  ikrafttrædelse vil saledes  være
et tilbageskridt i forhold til den nuværende situation.

Problemet ma imidlertid ses i sin rette  sammenhæng: i lufthavne og havne  er
der   hidtil  fortsat  blevet  foretaget  systematisk   kontrol  af  fly-  og
færgepassagerer,   der   rejser   mellem   EF-lande.   Schengen-konventionens
ikrafttrædelse fører  derfor ikke  til noget tilbageskridt,  hverken for fly-
og  færgerejser mellem  de  syv  Schengen-lande, som  har  iværksat Schengen-
konventionen,  eller  mellem de  andre  EF-lande.  Der  er  kun  tale  om  et
tilbageskridt ved Schengen-omradets  ydre landegrænser, som er  indre grænser
i  Unionen. Helt konkret  drejer det sig kun   om  grænsen mellem Frankrig og
Italien (indtil Schengen-konventionen  ogsa iværksættes i Italien)  og mellem
Tyskland og  Danmark (som netop har  anmodet om  observatørstatus i Schengen-
gruppen).

2. Specielt  med hensyn  til Schengen-ordningens  anvendelse i  lufthavne kan
situationen efter 26. marts 1995 opsummeres saledes:

I princippet vil der i (de  store) Schengen-lufthavne blive indført to  zoner
for  at  skabe    fysisk  adskillelse  mellem  to  typer  passagerer  -  dels
passagerer  pa indenrigsflyvninger og  flyvninger inden for Schengen-omradet,
og  dels passagerer pa flyvninger til  og fra lande uden for Schengen-omradet
(dvs.  de  øvrige EF-lande  samt  tredjelande).  Det  abner  mulighed for  at
behandle de to passagerkategorier i overensstemmelse med Schengen-reglerne:

- uanset deres  nationalitet vil  passagerer pa  flyvninger mellem Schengen-
  lande ikke blive underkastet nogen kontrol, hverken ved udrejse eller  ved
  indrejse (de  vil kun  kunne underkastes sikkerhedskontrol,  pa samme made
  som i indenrigstrafikken)

- passagerer pa "internationale" flyvninger (til eller fra et land uden  for
  Schengen-omradet)  vil blive ledt  ind i den "internationale  zone" og alt
  efter  omstændighederne   underkastet  udrejsekontrol,   nar  de  forlader
  Schengen-omradet,  og  indrejse-kontrol,  nar  de  ankommer til  Schengen-
  omradet.

F.eks. vil passagerer, der  ankommer til Paris fra London og New Delhi, blive
underkastet  indrejsekontrol.  For alle  borgere i  unionslandene (og  i EØS-
landene, samt  disses familiemedlemmer) vil denne  kontrol være begrænset til
krav om  fremvisning af pas  eller identitetsbevis,  medens statsborgere  fra
tredjelande underkastes mere indgaende kontrol.

Ligesom det for øjeblikket er tilfældet i  lufthavnene inden for EU, vil  der
i  Schengen-omradets  lufthavne  blive  indført  særlige   korridorer  i  den
"internationale zone" til  unionsborgere (og andre,  der er  omfattet af  EF-
reglerne), for dermed at afkorte ventetiden for disse passagerer.

***

 

Side Bar