Navigation path

Left navigation

Additional tools

Europa-Kommissionen - Faktaark

EU-budgettet: den fælles landbrugspolitik efter 2020

Bruxelles, den 1. juni 2018

Europa-Kommissionen fremlagde i dag en række forslag til modernisering og forenkling af den fælles landbrugspolitik.

Forslagene omfatter en forordning om strategiske planer (en ny måde at arbejde på, som dækker direkte betalinger til landbrugere, støtte til landdistriktsudvikling og sektorspecifikke støtteprogrammer), en ny forordning om den fælles markedsordning og en horisontal forordning om finansiering, forvaltning og overvågning af den fælles landbrugspolitik. Disse forslag sætter handling bag idéerne for den fremtidige fælles landbrugspolitik som beskrevet i meddelelsen "Fremtiden for fødevarer og landbrug", der blev fremlagt af Kommissionen i november 2017.

Hvorfor er der brug for en reform af den fælles landbrugspolitik?

Den fælles landbrugspolitik har siden 1962 opfyldt sin oprindelige målsætning om at yde indkomststøtte til landbrugerne med henblik på at garantere forsyningen af sikre fødevarer af god kvalitet og til overkommelige priser til borgerne i Europa. Den fælles landbrugspolitik er blevet tilpasset gennem tiden og er derfor fortsat relevant. Verden er i hastig forandring, hvilket også gælder de udfordringer, som ikke kun landbrugerne, men samfundet som helhed står over for. Klimaændringer, prisudsving, politisk og økonomisk usikkerhed, affolkning af landdistrikterne og den globale handels stadig større betydning: landbrugerne tilpasser sig konstant de ændrede omstændigheder, og lovgiverne må sikre landbrugerne passende støtte baseret på klare og forenklede regler både på mellemlang og lang sigt.

Den fælles landbrugspolitik baner vejen for en overgang til et mere bæredygtigt landbrug. Det er nødvendigt, at den fremmer sektorens modstandsdygtighed og understøtter landbrugernes indkomst og levedygtighed. Den skal sikre, at landbruget lever op til sit fulde ansvar hvad angår miljø og klimaændringer, og den skal fuldt ud skabe plads til digital innovation, der gør landbrugernes arbejde nemmere, mindsker bureaukratiet og understøtter et generationsskifte. Mere end 50 % af EU's befolkning bor i landdistrikterne, og det er derfor nødvendigt, at landdistrikterne forbliver attraktive og levende, så de fortsat kan fungere som leveområder hvad angår vækst og arbejdspladser, men også hvad angår infrastruktur, mobilitet og basale tjenester. EU's landbrugssektor bidrager til økonomien og det sociokulturelle liv i landdistrikterne og spiller derfor en vigtig rolle på samme måde som den nye fælles landbrugspolitik, idet den arbejder for et fortsat bæredygtigt landbrug på tværs af hele Europa og investerer i udviklingen af landdistrikterne og lokalsamfundene.

De fremlagte forslag indfører en forenklet og moderniseret politik, der er bedre tilpasset til at imødegå disse udfordringer og målsætninger.

Hvor stort er budgettet for den fælles landbrugspolitik for 2021-2027?

Kommissionens forslag om den flerårige finansielle ramme (FFR) for perioden 2021-2027 indebærer et budget på 365 mia. EUR (i løbende priser) for den fælles landbrugspolitik. Det svarer til en gennemsnitlig andel på 28,5 % af EU's samlede finansielle ramme for perioden 2021-2027. Dette beløb er fordelt på 265,2 mia. EUR til direkte betalinger, 20 mia. EUR til markedsstøtteforanstaltninger (EGFL) og 78,8 mia. EUR til landdistriktsudvikling (ELFUL).

Der afsættes yderligere 10 mia. EUR under EU's forskningsprogram Horisont Europa til støtte for forskning og innovation specifikt inden for fødevarer, landbrug, landdistriktsudvikling og bioøkonomi.

Hvad er målsætningerne for den fremtidige fælles landbrugspolitik for 2021-2027?

Den fremtidige fælles landbrugspolitik fokuserer på ni overordnede målsætninger, der afspejler politikkens økonomiske, miljømæssige og sociale betydning:

  1. at støtte en bæredygtig landbrugsindkomst og modstandsdygtighed i hele Unionen med henblik på at øge fødevaresikkerheden
  2. at øge konkurrenceevnen og styrke markedsorienteringen, herunder større fokus på forskning, teknologi og digitalisering
  3. at forbedre landbrugernes position i værdikæden
  4. at bidrage til modvirkning af og tilpasning til klimaændringer samt bæredygtig energi
  5. at fremme bæredygtig udvikling og effektiv forvaltning af naturressourcerne såsom vand, jord og luft
  6. at bidrage til beskyttelsen af biodiversitet, forbedre økosystemtjenesterne og bevare levesteder og landskaber
  7. at tiltrække unge landbrugere og fremme virksomhedsudviklingen i landdistrikterne
  8. at fremme beskæftigelse, vækst, social inklusion og lokal udvikling i landdistrikterne, herunder bioøkonomien og bæredygtigt skovbrug
  9. at forbedre det europæiske landbrugs reaktion på samfundets krav til fødevarer og sundhed, herunder kravene til sikre, nærende og bæredygtige fødevarer samt til dyrevelfærd.

Derudover er fremme af viden, innovation og digitalisering i landbruget og i landdistrikterne en tværgående målsætning.

Hvordan forventes disse målsætninger opfyldt?

Den fremtidige fælles landbrugspolitik vil medføre flere fordele for borgerne, og samtidig betydeligt forenkle og modernisere den måde, politikken fungerer på, både for landbrugerne og for medlemsstaterne. Vægten flyttes fra regler og overholdelse til resultater og performance. Skiftet fra en udifferentieret til en skræddersyet tilgang betyder, at politikken vil være tættere på dem, der skal gennemføre den. Denne tilgang vil give medlemsstaterne langt større frihed til at beslutte, hvordan de bedst opfylder de fælles målsætninger, og samtidig opfylder de specifikke behov i landbruget, landdistrikterne og samfundet som helhed.

På EU-plan vil der i stedet være fokus på:

  • at fastsætte fælles målsætninger
  • at oprette de nødvendige interventionstyper og en fælles "værktøjskasse" med foranstaltninger, der kan anvendes af medlemsstaterne til at opfylde de fælles målsætninger
  • at bevare det indre marked og lige vilkår for alle landbrugere på tværs af EU
  • at fastlægge foranstaltninger, der sikrer, at politikken når de fastsatte mål, og
  • at fastlægge et sæt indikatorer til vurdering af fremskridtene.

Medlemsstaterne vil kunne skræddersy foranstaltningerne til deres egne behov, idet de i en omfattende strategisk plan beskriver, hvordan de har tænkt sig at gøre det.

I den strategiske plan beskriver medlemsstaten således, hvordan den foreslår at nå de overordnede målsætninger for den fælles landbrugspolitik under hensyntagen til medlemsstatens egne behov. Planerne skal indeholde en strategi og forklare, hvordan aktioner under de to søjler vil bidrage til at nå disse målsætninger. I planerne fastsættes der også mål for opfyldelsen af målsætningerne. Fremskridt hen mod opnåelsen af disse mål vurderes på medlemsstatsniveau og verificeres af Kommissionen ved hjælp af en ny årlig overvågnings- og evalueringsprocedure.

Hver enkelt strategisk plan vil skulle forhåndsgodkendes af Kommissionen for at sikre, at den er i overensstemmelse med de EU-dækkende målsætninger, bevarer politikkens fælles grundlag og ikke forvrider det indre marked eller medfører for store byrder for støttemodtagerne og forvaltningerne.

Hvordan vurderes resultaterne?

Der fastsættes et sæt fælles resultatindikatorer på EU-plan, der skal sikre lige vilkår for landbrugerne i alle medlemsstaterne.

Hvert år forelægger medlemsstaterne Kommissionen en performancerapport baseret på disse specifikke resultatindikatorer, der viser, hvilke fremskridt de har gjort. Kommissionen vurderer rapporterne og overvejer om nødvendigt henstillinger, der kan forbedre medlemsstatens performance.

Der indføres også et nyt system for sanktioner og bonusser, der skal sikre, at der gøres fremskridt. Medlemsstater, der opfylder deres klima-, miljø- og biodiversitetsmål vil f.eks. være berettigede til en bonus på op til 5 % af deres tildeling til landdistriktsudvikling ved udgangen af FFR-perioden. Såfremt den årlige performancerapport viser, at der ikke er sket tilstrækkelige fremskridt, vil Kommissionen samtidig kunne gribe ind og sikre, at midlerne bedre målrettes opnåelsen af de ønskede resultater. Dette kunne f.eks. indebære, at medlemsstaten pålægges at følge en særlig handlingsplan for at få det nationale program tilbage på sporet, suspension af betalinger og/eller omprogrammering afhængig af karakteren af den lave performance.

Hvordan letter dette landbrugernes og forvaltningernes arbejde? Og hvordan moderniserer det den fælles landbrugspolitik?

Landbrugerne ved bedre end nogen andre, hvilken støtte de har brug for for at kunne forbedre deres performance. De nye strategiske planer gør det muligt for medlemsstaterne at samarbejde med landbrugerne om at beslutte, hvad der skal gøres på nationalt eller regionalt plan for at nå de aftalte EU-målsætninger, og de får større fleksibilitet til at vælge de foranstaltninger, der egner sig bedst til at nå resultaterne. Den brede vifte af foranstaltninger, der vedtages på EU-plan, strømlines også – f.eks. fastlægges der i den nye fælles landbrugspolitik 8 brede områder for aktioner inden for landdistriktsudvikling (miljø og klima, unge landbrugere, risikostyringsværktøjer, viden og innovation osv.) i stedet for de nuværende 69 foranstaltninger og delforanstaltninger. Det vil være mere enkelt og mere effektivt at give medlemsstaterne mulighed for at påtage sig mere ansvar for, hvordan de bedst når de overordnede mål, end at anvende en beskrivende udifferentieret tilgang.

Kommissionen vil også koncentrere sig om at sikre, at forvaltningssystemerne i de enkelte medlemsstater fungerer effektivt, og til gengæld give dem lov til at beslutte, om et forslag er berettiget til EU-støtte i stedet for at kontrollere, om hver eneste enkelt støttemodtager opfylder betingelserne for støtteberettigelse, som det er tilfældet i dag.

Den nye fælles landbrugspolitik vil tilskynde til udbredelsen af nye teknologier, både blandt landbrugerne og i de nationale forvaltninger, med henblik på at forenkle deres arbejde. Der vil f.eks. blive udviklet et nyt overvågningssystem, der er baseret på systematisk fjernobservation af landbrugsaktiviteterne hele året rundt. Dette vil, så vidt muligt, erstatte de konventionelle kontrolforanstaltninger, såsom kontrol på stedet, og dermed reducere den administrative byrde betydeligt. Der vil også blive opfordret til yderligere brug af digitale værktøjer, såsom den geospatiale støtteansøgning, der anvender satellitteknologi, som sætter landbrugerne i stand til at indgive nøjagtige anmodninger vedrørende deres jord og dermed reducere fejlprocenten i anmeldelserne og undgå sanktioner. Medlemsstatens forvaltning vil forudfylde landbrugernes ansøgninger om direkte støtte med så mange ajourførte og pålidelige data som muligt, idet de anvender eksisterende systemer, som f.eks. markidentifikationssystemet, hvilket er meget tidsbesparende for landbrugerne.

I henhold til den nye fælles landbrugspolitik skal medlemsstaterne stille et netværk af bedriftsrådgivningstjenester til rådighed for landbrugerne, som kan være behjælpelig med en række spørgsmål, der er nærmere beskrevet i selve forordningen. Det drejer sig blandt andet om følgende: rådgivning om alle krav og betingelser på bedriftsniveau, der udspringer af medlemsstatens strategiske plan, hvordan landbrugeren sikrer overholdelse af miljølovgivning om vand, pesticider, ren luft osv., risikostyring og adgang til innovation og teknologi. Disse rådgivningstjenester vil være fuldt integreret i medlemsstaternes landbrugsfaglige viden- og innovationsnetværk (AKIS), som også omfatter forskere, landbrugsorganisationer og andre relevante interessenter.

Bliver landbrugerne behandlet ens i hele EU?

Den nye ramme for den fælles landbrugspolitik fremmer yderligere konvergens af direkte betalinger mellem medlemsstaterne ved at lukke 50 % af hullet mellem EU's støtteniveau pr. hektar og 90 % af EU-gennemsnittet. Dette bidrager til Kommissionens forpligtelse om at sikre en mere retfærdig fordeling af direkte betalinger.

Hvordan sikres der en mere retfærdig fordeling af betalinger til landbrugere og til små og mellemstore bedrifter?

Direkte betalinger vil fortsat udgøre en vigtig del af politikken, eftersom det er nødvendigt at støtte landbrugernes indkomst for at fremme en intelligent og modstandsdygtig landbrugssektor.

Kommissionen foreslår at nedsætte betalingerne fra og med 60 000 EUR, og at der fastsættes et loft på 100 000 EUR pr. bedrift. Omkostningerne til arbejdskraft tages fuldt ud i betragtning. Dette tiltag skal sikre en mere rimelig fordeling af betalinger.

De beløb, der frigøres, omfordeles inden for medlemsstaten enten ved hjælp af en omfordelt direkte betaling eller gennem landdistriktsudvikling, primært med henblik på at sikre, at en højere andel af hver medlemsstats tildeling til direkte betalinger går til små og mellemstore bedrifter. Medlemsstaterne vil også kunne tilbyde mindre bedrifter et rundt beløb pr. år, hvilket er en langt mere enkel administrativ procedure for modtagerne, som ikke vil skulle udfylde årlige anmodninger for at få deres betaling. Det vil være op til den enkelte medlemstat at fastsætte, hvordan små bedrifter klassificeres, eftersom medlemsstaternes landbrugssektorer er forskellige.

Hver medlemsstat vil også skulle anvende strengere definitioner for at sikre, at kun egentlige landbrugere modtager støtte. Som det er tilfældet med de små bedrifter, vil den eksakte definition skulle fastsættes af medlemsstaterne (og godkendes af Kommissionen i den strategiske plan) på grundlag af en række faktorer såsom indkomstvurderinger, forbrug af arbejdskraft på bedriften, selskabsformål og/eller optagelse i registre. Definitionen skal sikre, at der ikke ydes støtte til personer, hvis landbrugsaktivitet kun udgør en ubetydelig del af deres samlede økonomiske virksomhed, eller hvis vigtigste forretningsaktivitet ikke er landbrugsaktivitet. Forordningen indeholder også bestemmelser om, at den i hver medlemsstat aftalte definition ikke må udelukke landbrugere, der har flere forretningsaktiviteter (dvs. de der aktivt udøver landbrug, men som også udøver ikkelandbrugsaktiviteter uden for deres bedrift).

Hvordan vil unge landbrugere få fordel af den fremtidige fælles landbrugspolitik?

En af hovedprioriteterne for den fælles landbrugspolitik efter 2020 er at tiltrække unge mennesker til sektoren og hjælpe dem med at etablere sig som levedygtige virksomheder. Unge landbrugere vil drage fordele af en række foranstaltninger, hvoraf nogle er obligatoriske og andre frivillige:

  • Medlemsstaterne vil skulle reservere mindst 2 % af deres nationale tildeling til direkte betalinger specifikt til støtte til etablering af unge landbrugere, enten i form af et supplerende beløb i tillæg til deres grundlæggende indkomststøtte eller i form af etableringsstøtte. Det står medlemsstaterne frit for at sætte et større beløb til side til unge landbrugere, hvis de konstaterer et specifikt behov herfor.
  • Maksimumsbeløbet for støtten til unge landbrugeres etablering og støtten til etablering af virksomheder i landdistrikterne forhøjes til 100 000 EUR.
  • De enkelte medlemsstaters strategiske planer vil skulle indeholde en særskilt strategi for tiltrækning af og støtte til unge landbrugere, herunder hvordan national støtte og EU-støtte kan anvendes mere konsekvent og effektivt.
  • Landdistriktsudviklingsmidler kan anvendes til at støtte ordninger, som har til formål at forbedre adgangen til jord og jordoverdragelse, der altid har været en hindring for, at unge landbrugere kunne træde ind i faget. Sådanne ordninger kunne omfatte: driftspartnerskaber mellem generationer af landbrugere, tjenester i forbindelse med overdragelsesplanlægning, mæglervirksomhed i forbindelse med erhvervelse af jord, innovative nationale eller regionale organisationer, der beskæftiger sig med at fremme og lette matchningen mellem unge og ældre landbrugere osv.
  • Unge landbrugere vil fortsat drage fordel af investeringsstøtte og videnoverførsel og uddannelse, der støttes af landdistriktsudviklingsfondene.
  • Medlemsstaterne vil kunne oprette finansielle instrumenter, der støtter unge landbrugeres driftskapital, idet disse ofte har meget svært ved at låne penge som følge af de store investeringer og de lave afkast i opstartsfasen for en landbrugsbedrift. Kommissionen vil også styrke samarbejdet med Den Europæiske Investeringsbank, navnlig gennem "Fi-Compass"-platformen, med henblik på at trække på erfaringer og bedste praksis vedrørende særlige ordninger for unge landbrugere.

Hvordan understøtter den fælles landbrugspolitik miljø- og klimaindsatsen?

Tre ud af de ni overordnede målsætninger for den fremtidige fælles landbrugspolitik vedrører miljø og klima. De dækker således spørgsmål såsom klimaændringer, naturressourcer, biodiversitet, levesteder og landskaber.

Medlemsstaterne vil i deres strategiske planer skulle beskrive meget nøjagtigt, hvordan de har til hensigt at opfylde disse målsætninger og sikre, at landbrugerne opfylder alle miljø- og klimakrav. De vil også skulle beskrive, hvordan de anvender midlerne fra begge søjler til at understøtte deres strategi. Der fastsættes årligt mål med henblik på at måle og vurdere fremskridtene.

Der skal sikres et højt ambitionsniveau hvad angår klima, miljø og biodiversitet og dette vil ske på en række forskellige måder:

Der oprettes en ny konditionalitetsordning, der knytter landbrugernes indkomststøtte (areal- og dyrebaserede betalinger) til brugen af miljø- og klimavenlige landbrugsmetoder. Dette gør støtten betinget af strengere standarder, hvilket er en forbedring i forhold til de gældende regler.

Nye såkaldte "økoordninger", der finansieres ved hjælp af nationale tildelinger til direkte betalinger, og som vil være obligatoriske for medlemsstaterne at tilbyde, selv om landbrugerne ikke er forpligtede til at tilslutte sig dem. Disse økoordninger vil skulle bidrage til den fælles landbrugspolitiks miljø- og klimamålsætninger på måder, der supplerer andre relevante tilgængelige værktøjer, og som er mere vidtgående end konditionalitetskravene. Det vil imidlertid være op til hver enkelt medlemstat at udforme dem efter behov. Et eksempel kunne være en økoordning, der med henblik på forbedring af vandkvaliteten belønner, at der ikke bruges gødningsstoffer. De vil kunne ydes betalinger enten som supplement til landbrugernes direkte betalinger eller som særskilte ordninger, hvis betalingsværdier er baseret på de ekstraomkostninger og det indkomsttab, som landbrugerne måtte lide.

Medlemsstaterne vil skulle afsætte mindst 30 % af deres landdistriktsudviklingsbudget til miljø- og klimaforanstaltninger. Landdistriktsudviklingsbudgettet vil blive anvendt til at støtte klima- og miljøvenlige aktioner, navnlig de såkaldte "miljø- og klimavenlige landbrugsforpligtelser", der også vil være obligatoriske for medlemsstaterne, men frivillige for landbrugerne. Landdistriktsudviklingsbudgettet vil også blive anvendt til at støtte en række andre aktioner såsom videnoverførsel, miljøvenlige investeringer, innovation og samarbejde. Sådan støtte kunne komme både landbrugere, skovbrugere og andre interessenter i landdistrikterne til gode.

Støtte til miljørelaterede foranstaltninger i områder med naturbetingede begrænsninger såsom bjerge eller kystområder, ydes nu som tillæg til de 30 % i landdistriktsudvikling.

Under henvisning til EU's forpligtelse til at gennemføre Parisaftalen og for at nå FN's mål for bæredygtig udvikling forventes aktioner under den fælles landbrugspolitik at bidrage med 40 % af det samlede landbrugsbudgets andel af klimaindsatsen.

Hvilken rolle spiller forskning, innovation og nye teknologier for den fremtidige fælles landbrugspolitik?

Den fremtidige fælles landbrugspolitik vil tilskynde til flere investeringer i viden og innovation og sikre, at landbrugerne og landdistrikterne får gavn heraf. Det Europæiske Innovationspartnerskab om et Produktivt og Bæredygtigt Landbrug vil fortsat være det primære innovationsstøtteinstrument under den fælles landbrugspolitik. Det vil navnlig yde støtte til bottom-up-innovationsprojekter, der gennemføres af operationelle grupper. Partnerskabets innovationstilgang fokuserer på videnudveksling, der interaktivt involverer alle aktører i processen.

Der afsættes yderligere 10 mia. EUR under EU's forskningsprogram Horisont Europa til støtte for forskning og innovation specifikt inden for fødevarer, landbrug, landdistriktsudvikling og bioøkonomi. Horisont Europa kommer til at spille en afgørende rolle for den videnskabelse, der er nødvendig for at modernisere den fælles landbrugspolitik. De synergier, der opnås mellem Horisont Europa (transnationale projekter) og den fælles landbrugspolitik (projekter på regionalt/lokalt plan og landbrugsnetværkene) vil bidrage til opbyggelsen af den landbrugsviden og det innovationssystem, der er nødvendig for at fremskynde udbredelsen af innovative metoder blandt aktørerne i landdistrikterne.

Hvad er den fælles markedsordning? Hvorfor dækker den ikke alle sektorer?

Den fælles markedsordning er et sæt regler, der bruges til at regulere det indre marked for landbrugsprodukter. Disse regler dækker en bred vifte af aspekter: markedets sikkerhedsnet (offentlige interventioner og støtte til privat oplagring), ekstraordinære foranstaltninger i tilfælde af markedsforstyrrelser, handelsnormer, skolemælk- og frugtordningen, der tilbydes skoleelever, handelsbestemmelser og en række driftsprogrammer for forskellige sektorer: frugt- og grøntsagssektoren, biavlssektoren, vinsektoren, humlesektoren og olivensektoren.

Med få undtagelser forbliver det meste af indholdet i denne forordning uændret i den fremtidige fælles landbrugspolitik. En af de større ændringer er, at førnævnte driftsprogrammer integreres i de enkelte medlemsstaters strategiske planer under den fælles landbrugspolitik, og at medlemsstaterne vil have mulighed for (såfremt de finder det hensigtsmæssigt) at oprette driftsprogrammer (de såkaldte sektorspecifikke interventioner) for andre sektorer. Der kan her være tale om alle landbrugssektorer, dvs. alt lige fra korn og kød til frø og levende planter og træer, men ikke ethylalkohol og tobak. Medlemsstaterne kan afsætte op til 3 % af deres budget for søjle 1 til disse sektorspecifikke interventioner. Disse ordninger vil støtte producenter, der organiserer sig i producentorganisationer, således at de kan iværksætte fælles aktioner til gavn for miljøet eller fremme en bedre position i fødevarekæden.

Er der særlig støtte til visse sektorer?

Visse produktsektorer, der har særlige vanskeligheder, vil fortsat drage fordel af ekstra støtte til forbedring af deres konkurrenceevne, bæredygtighed eller kvalitet (også kendt som koblet indkomststøtte eller frivillig koblet støttet under den gældende fælles landbrugspolitik). Disse sektorer skal anses som vigtige af økonomiske, sociale eller miljømæssige grunde.

Kommissionen foreslår at bevare den aktuelle liste over sektorer, der kan være støtteberettigede (med andre ord: de sektorer, der har været berettiget til at modtage frivillig koblet støtte siden 2013 – den seneste liste er tilgængelig her). Derudover foreslår Kommissionen at udvide denne liste til nonfoodafgrøder (dog ikke lavskov med kort omdriftstid og træer), der anvendes i produktionen af produkter, der har potentiale til at kunne afløse fossile materialer.

De støtteberettigede medlemsstater kan maksimalt tildele 10 % af deres direkte betalinger til koblet indkomststøtte. Yderligere 2 % kan afsættes til støtte til proteinafgrøder.

Gælder der særlige regler for regionerne i EU's yderste periferi?

Som følge af de særlige landbrugsudfordringer i regionerne i EU's yderste periferi er der yderligere støtte til rådighed til landbrugere under den fælles landbrugspolitik. Den foreslåede finansiering til disse regioner – de franske oversøiske departementer (Guadeloupe, Fransk Guyana, Martinique, Réunion, Saint-Martin, og Mayotte), Azorerne og Madeira samt De Kanariske Øer – er på 627,63 mio. EUR om året i den kommende syvårsperiode.

De direkte betalinger, der er til rådighed for landbrugere i den yderste periferi, vil fortsat ligge et godt stykke over støtteniveauet for andre medlemsstater.

Dette tal omfatter ikke potentiel yderligere støtte til disse regioner fra budgettet for landdistriktsudvikling. Denne støtte kan anvendes til aktioner, der genopretter, bevarer og forbedrer biodiversiteten i landbruget og skovbruget, og fremmer økonomisk udvikling i landområderne i den yderste periferi. EU's bidrag til landdistriktsudviklingsordningerne i disse områder er forhøjet med 70 % sammenlignet med 40 % i andre områder.

Hvordan vil den nye fælles landbrugspolitik hjælpe landbrugerne med at håndtere kriser og risici?

Den nuværende fælles landbrugspolitik hjælper allerede landbrugerne med at håndtere den usikkerhed, der er en integreret del af deres hverv, idet den yder indkomststøtte (direkte betalinger), markedsforanstaltningsstøtte, støtte til risikostyringsværktøjer samt støtte til uddannelse og investeringer i landdistriktsudvikling.

Den nye fælles landbrugspolitik bibeholder denne tilgang, men indfører og så en række forbedringer:

  • De gældende bestemmelser om offentlige interventioner, privat oplagring og ekstraordinære foranstaltninger forbliver uændrede og er stadig til rådighed med henblik på at støtte EU's landbrugere, hvis det er nødvendigt.
  • Medlemsstaterne vil i fremtiden have mulighed for at afsætte op til 3 % af deres sølje 1-tildeling til hjælp til støtte til sektorer ud over de sektorer (såsom frugt- og grøntsagssektoren, vinsektoren og olivenoliesektoren), der allerede drager fordel af sektorspecifikke programmer. Formålet er at stimulere producentorganisationernes aktioner til fordel for bl.a. konkurrenceevne, bæredygtighed og risiko-/krisestyring.
  • Den nuværende praksis med at afsætte en del af den samlede søjle 1-tildeling bibeholdes med henblik på at oprette en "landbrugsreserve", der kan anvendes til markedsforanstaltninger og ekstraordinære støtteforanstaltninger. Denne reserve vil være på mindst 400 mio. EUR i alt hvert år og fyldes op ved hjælp af midler fra krisereserven fra 2020 og ind i 2021 (dvs. under den nuværende fælles landbrugspolitik og den gældende FFR). De efterfølgende år overføres alle uudnyttede midler hvert år til året efter. Det vil reducere den administrative byrde betydeligt, at overføre midlerne i reserven hvert år i stedet for at fylde op igen hvert år og tilbageføre de uudnyttede midler til medlemsstaterne.
  • Medlemsstaterne vil skulle yde støtte til risikostyringsværktøjer, der hjælper landbrugere i landdistrikterne med at styre produktion og indkomstrisici, der er uden for deres kontrol. Denne type støtte, der ydes i form af finansielle bidrag til forsikringspræmier og gensidige fonde, omfatter både produktion og indkomstrisici, som vil være obligatorisk for medlemsstaterne. Støtte til forskellige aktioner såsom investeringer og uddannelse, der skal hjælpe landbrugere med at afbøde risici eller håndtere indtrufne hændelser, bliver obligatoriske i forbindelse med landdistriktsudvikling.
  • Der oprettes en EU-platform om risikostyring i form af en platform for alle involverede aktører, fra landbrugere og offentlige myndigheder til forskningsinstitutter og private aktører med henblik på udveksling af viden, erfaring og bedste praksis.
  • Det vil også være muligt at anvende finansielle instrumenter til at fremme adgangen til driftskapital, f.eks. for at hjælpe landbrugere, hvis de midlertidigt mangler likviditet som følge af uventede kriser.
  • Horisont 2020-programmet vil finansiere forskning i risikostyring, digitalisering af bedrifter og intelligent brug af big data i landbruget, mens Det Europæiske Innovationspartnerskab om et Produktivt og Bæredygtigt Landbrug også kan støtte projekter om risikostyring.

Hvordan vil den nye fælles landbrugspolitik bidrage til EU-landdistrikternes fremtid?

Mere end 50 % af EU's befolkning bor i landdistrikterne, og det er derfor vigtigt at sikre, at landdistrikterne forbliver attraktive og levende, med arbejdspladser af god kvalitet, økonomisk vækst og adgang til infrastruktur, mobilitet og grundlæggende ydelser. Landbruget udgør kernen i mange landdistriktssamfund og dermed er den fælles landbrugspolitik via sin støtte til landbrugere og landdistriktsudvikling også en del af kernen.

Forenklingen af landdistriktsudviklingen med brede målsætninger på EU-plan og mere fleksibilitet for medlemsstaterne, der får mulighed for at skræddersy deres aktioner til deres specifikke behov, vil sikre, at støtten til landdistriktsudvikling fortsat er effektiv i hele EU. Medlemsstaterne vil også kunne vedligeholde et ambitiøst investeringsniveau i landdistrikterne, når medfinansieringssatsen forhøjes.

Derfor målrettes støtten til landdistriktsudvikling også de områder, hvor den kan generere mest merværdi – udvikling af lokal-, landdistrikts- og landbrugsøkonomien – mens andre EU-midler målrettes større infrastrukturprojekter, herunder udrulningen af bredbånd. Udviklingen af "intelligente landsbyer" i landdistrikterne vil imidlertid være et vigtigt indsatsområde for den fremtidige politik for landdistriktsudvikling sammen med forbedring af infrastrukturen.

Hvad er forskellen mellem løbende og faste priser, og hvor store er de reelle besparelser på det fremtidige landbrugsbudget? Hvordan fordeles landbrugsbudgettet mellem medlemsstaterne?

Kommission har valgt en hidtil uset åbenhed og fremlagde den 2. maj for første gang nogensinde sit forslag til det nye langsigtede EU-budget både i løbende og faste 2018-priser.

De løbende priser repræsenterer de faktiske beløb, som de endelige støttemodtagere vil få fra EU-budgettet. EU's årsbudget vedtages i løbende priser, og medlemsstaterne bidrager til det samlede EU-budget i løbende priser.

Det er den samme metode, der er blevet anvendt for tidligere landbrugsbudgetter, og det betyder, at de aktuelle forslag kan sammenlignes direkte med tidligere budgetter.

Faste priser, før inflation, anvendes til at sammenligne den økonomiske virkning af investeringer over en længere periode. Det er nemt at skifte fra løbende til faste priser og omvendt, fordi Kommissionen som indikator for fremtidige inflationsrater anvender (og altid har anvendt) den samme faste årlige inflationsrate på 2 %, når den foretager sine beregninger.

Resultatet er, at der foreslås en reduktion af landbrugsbudgettet i løbende priser på ca. 5 %. Det svarer til en reduktion på ca. 12 % i konstante 2018-priser før inflation.

 

Tildelinger pr. medlemsstat i løbende priser – i mio. EUR

 

Direkte betalinger

Markeder

Landdistriktsudvikling

I ALT

BE

3 399,2

3,0

470,2

3 872,4

BG

5 552,5

194,5

1 972,0

7 719,0

CZ

5 871,9

49,5

1 811,4

7 732,9

DK

5 922,9

2,1

530,7

6 455,6

DE

33 761,8

296,5

6 929,5

40 987,8

EE

1 243,3

1,0

615,1

1 859,4

IE

8 147,6

0,4

1 852,7

10 000,7

EL

14 255,9

440,0

3 567,1

18 263,1

ES

33 481,4

3 287,8

7 008,4

43 777,6

FR

50 034,5

3 809,2

8 464,8

62 308,6

HR

2 489,0

86,3

1 969,4

4 544,6

IT

24 921,3

2 545,5

8 892,2

36 359,0

CY

327,3

32,4

111,9

471,6

LV

2 218,7

2,3

821,2

3 042,1

LT

3 770,5

4,2

1 366,3

5 140,9

LU

224,9

0,2

86,0

311,2

HU

8 538,4

225,7

2 913,4

11 677,5

MT

31,6

0,1

85,5

117,1

NL

4 927,1

2,1

512,1

5 441,2

AT

4 653,7

102,4

3 363,3

8 119,4

PL

21 239,2

35,2

9 225,2

30 499,6

PT

4 214,4

1 168,7

3 452,5

8 835,6

RO

13 371,8

363,5

6 758,5

20 493,8

SI

903,4

38,5

715,7

1 657,6

SK

2 753,4

41,2

1 593,8

4 388,4

FI

3 567,0

1,4

2 044,1

5 612,5

SE

4 712,5

4,1

1 480,9

6 197,4

 

Tildelinger pr. medlemsstat i faste 2018-priser – i mio. EUR

 

Direkte betalinger

Markeder

Landdistriktsudvikling

I ALT

BE

3 020,8

2,6

417,9

3 441,3

BG

4 930,2

172,8

1 752,4

6 855,4

CZ

5 218,2

44,0

1 609,7

6 871,9

DK

5 263,5

1,8

471,6

5 736,9

DE

30 003,0

263,5

6 158,0

36 424,5

EE

1 102,4

0,9

546,6

1 650,0

IE

7 240,5

0,4

1 646,4

8 887,3

EL

12 668,8

391,0

3 170,0

16 229,8

ES

29 750,3

2 921,7

6 228,2

38 900,2

FR

44 464,1

3 385,1

7 522,4

55 371,6

HR

2 207,7

76,7

1 750,1

4 034,5

IT

22 146,8

2 262,1

7 902,2

32 311,0

CY

290,8

28,8

99,5

419,1

LV

1 967,4

2,0

729,7

2 699,2

LT

3 343,9

3,7

1 214,2

4 561,7

LU

199,9

0,2

76,5

276,5

HU

7 587,8

200,6

2 589,1

10 377,4

MT

28,0

0,1

75,9

104,1

NL

4 378,5

1,8

455,0

4 835,4

AT

4 135,6

91,0

2 988,8

7 215,5

PL

18 859,5

31,3

8 198,2

27 088,9

PT

3 741,0

1 038,6

3 068,1

7 847,7

RO

11 869,7

323,0

6 006,1

18 198,8

SI

802,8

34,2

636,1

1 473,1

SK

2 444,5

36,6

1 416,3

3 897,5

FI

3 169,0

1,2

1 816,6

4 986,8

SE

4 187,7

3,7

1 316,0

5 507,4

 

Hvad sker der nu?

Forslagene til de tre forordninger om den nye fælles landbrugspolitik for perioden 2021-2027 fremsendes til Europa-Parlamentet og Rådet, som derpå skal indtage deres respektive holdninger til Kommissionens forslag.

En hurtig vedtagelse af det overordnede langsigtede EU-budget og de sektorspecifikke forslag er afgørende for at sikre, at EU-midlerne kan begynde at skabe resultater i praksis så hurtigt som muligt, og at landbrugerne får den nødvendige sikkerhed og forudsigelighed til at kunne drive deres virksomhed og træffe investeringsbeslutninger.

Hvis processen forsinkes på samme måde som i begyndelsen af den aktuelle budgetperiode (2014-2020), kan det potentielt betyde, at landbrugere og nationale forvaltninger ikke kan drage fordel af det reducerede bureaukrati, den større fleksibilitet og de mere effektive resultater, som denne reform vil medføre. Forsinket godkendelse vil også forsinke iværksættelsen af tusindvis af potentielle nye projekter i hele EU, der er designet til at støtte landbrugere og landdistrikterne og tage hånd om en lang række udfordringer lige fra at styrke miljøbeskyttelsen til at tiltrække nye landbrugere.

En vedtagelse af det næste langsigtede budget i 2019 vil både sikre en gnidningsløs overgang fra det gældende budget for 2014-2020 til det nye og forudsigelighed og kontinuitet i finansieringen til gavn for alle.

MEMO/18/3974

Pressehenvendelser:

Borgerhenvendelser: Europe Direct på tlf. 00 800 67 89 10 11 eller pr. mail


Side Bar