Navigation path

Left navigation

Additional tools

Europa-Kommissionen - Faktaark

I 2017 afskaffes roaminggebyrer for folk, som rejser i EU

Bruxelles, den 19. april 2017

Aktuelle spørgsmål og svar (*)

1. Roaming i EU

Hvordan fungerer roaming i EU?

Når du rejser til et andet land og ringer, sender tekstbeskeder eller surfer på internettet med din mobiltelefon eller en anden mobil enhed, som bruger SIM-kortet fra dit hjemland, så roamer du. Operatøren i dit hjemland betaler operatøren i det andet land for brugen af dennes netværk. Den pris, som operatører betaler til hinanden, kaldes engrosroamingprisen. Den udgør en omkostning for operatøren i hjemlandet og har derfor indflydelse på forbrugernes endelige regning. Dette er grunden til, at Kommissionen sideløbende med sin indsats for direkte at begrænse de detailpriser, som forbrugerne betaler, har arbejdet for at begrænse engrosroamingpriserne i EU.

Hvad er de forskellige priser på mobiltjenester på hjemmemarkederne rundt omkring i EU?

Europæerne rundt omkring i EU har forskellige rejsevaner, og netværksomkostningerne er også anderledes i de lande, som europæerne besøger. En nylig undersøgelse fra Kommissionen viser også, at detailtilbuddene til forbrugerne er forskellige fra medlemsstat til medlemsstat. I 2016 svingede den laveste månedspris for 1 GB data, 600 minutters taletid og 225 sms-beskeder eksempelvis fra 60 EUR i Ungarn til 8 EUR i Estland (ekskl. moms og eventuelle tilskud til smartphones).

2. EU-tiltag mod roaminggebyrer

Kommissionen har siden 2007 med succes arbejdet for at reducere roamingomkostningerne for forbrugerne. Dette har fået mange europæere, som tidligere slukkede deres mobiltelefoner, når de var ude at rejse, til at ændre vaner. I 2013 fremsatte Kommissionen forslag til lovgivning, som har til formål at gøre en ende på roaminggebyrer for personer, som i perioder rejser i EU. I oktober 2015 aftalte Europa-Parlamentet og Rådet, at dette bør træde i kraft pr. 15. juni 2017 (se nærmere).

Pr. 15. juni 2017 vil man kunne bruge sin mobile enhed, når man rejser i EU, til de samme priser, som man betaler derhjemme, dvs. at roame som derhjemme med forbehold for operatørernes politikker om rimeligt forbrug. Hvis man for eksempel betaler for en månedlig pakke med taletid, sms-beskeder og data i sit hjemland, så vil eventuelt forbrug af taleopkald, sms-beskeder og data under rejser i andre EU-lande uden yderligere gebyrer blive trukket fra denne pakke, som hvis man var derhjemme.

Hvor meget er roamingpriserne sat ned?

  • EU har siden 2007 opnået nedsættelser af detailpriserne for opkald på 92 % [1]
  • EU har siden 2009 opnået nedsættelser af detailpriserne for sms-beskeder på 92 % [2]
  • Dataroaming er nu op til 96 % billigere sammenlignet med 2012, da EU's første loft over detailpriserne trådte i kraft for dataroaming[3]
  • Mellem 2008 og 2015 blev forbruget af dataroaming mere end 100 gange større. 

 

Regulerede roamingtakster 2007 – 2016

(i EUR ekskl. moms)

 

Taleopkald foretaget

Taleopkald modtaget

Sms-besked

Data

Data

 

 

 

 

Engros

Detail

 

 

 

 

MB

MB

2007

0,49

0,24

 

 

 

2008

0,46

0,22

 

 

 

2009

0,43

0,19

0,11

1,00

 

2010

0,39

0,15

0,11

0,80

 

2011

0,35

0,11

0,11

0,50

 

2012

0,29

0,08

0,09

0,25

0,70

2013

0,24

0,07

0,08

0,15

0,45

2014

0,19

0,05

0,06

0,05

0,20

2015

0,19

0,05

0,06

0,05

0,20

2016

pris på hjemmemarkedet + op til 0,05

0,0114

pris på hjemmemarkedet + op til 0,02

0,05

pris på hjemmemarkedet + op til 0,05

 

Hvilke tiltag er nødvendige for at komme af med roaminggebyrer?

Da Europa-Parlamentet og Rådet blev enige om roam som derhjemme-mekanismen bad man Kommissionen om at udvikle en række støtteforanstaltninger for at få mekanismen til at fungere i praksis:

- Et lovgivningsforslag om inden den 15. juni 2016 at reformere engrosroamingmarkedet, de maksimumspriser, som operatørerne opkræver fra hinanden for roamingkundernes brug af deres respektive netværk. Efter Kommissionens forslag blev Europa-Parlamentet og medlemsstaterne den 31. januar 2017 enige om at fastsætte følgende lofter over engrosroaming:

  • 0,032 EUR pr. minut for taleopkald pr. 15. juni 2017
  • 0,01 EUR pr. SMS, pr. 15. juni 2017
  • En trinvis reduktion over 5 år for datalofter, så de falder fra 7,7 EUR pr. GB (pr. 15. juni 2017) til 6 EUR pr. GB (pr. 1. januar 2018), 4,5 EUR pr. GB (pr. 1. januar 2019), 3,5 EUR pr. GB (pr. 1. januar 2020), 3 EUR pr. GB (pr. 1. januar 2021) og 2,5 EUR pr. GB (pr. 1. januar 2022).

- Regler for foranstaltninger angående "rimeligt forbrug", som operatørerne kan træffe for at forhindre misbrug af systemet, såsom systematisk videresalg af billige SIM-kort til permanent brug i andre lande. Sådanne politikker om rimeligt forbrug er nødvendige for at undgå negative konsekvenser for forbrugerne på hjemmemarkederne.

- En ekstraordinær og midlertidig dispensationsordning for operatører, som kun kan anvendes, hvis den nationale reguleringsmyndighed godkender det, og under helt særlige omstændigheder, hvor afskaffelsen af roaminggebyrer på et specifikt marked kan føre til prisstigninger for operatørens kunder på hjemmemarkedet. Denne dispensation kan kun godkendes af den nationale reguleringsmyndighed, hvis operatørens tab i forbindelse med detailroaming svarer til mindst 3 % af virksomhedens avance på mobile tjenester.

3. Afskaffelse af roaminggebyrer for alle europæere, som rejser i EU

Hvordan vil afskaffelsen af roaminggebyrer fungere?

Mobiloperatørerne skal tilbyde deres roamingtjenester til hjemmemarkedspriser til forbrugere, som enten normalt bor i eller har stabil tilknytning til operatørens medlemsstat, mens disse kunder i perioder rejser i EU. Om nødvendigt kan operatørerne bede deres kunder om at fremvise en bopælsattest eller dokumentere en sådan stabil tilknytning til den pågældende medlemsstat.

Roamingudbyderen kan anvende fair, rimelige og proportionelle kontrolmekanismer baseret på objektive indikatorer for at opdage misbrug eller unormal anvendelse af roam som derhjemme ud over periodiske rejser.

Hvem vil være dækket?

Udkastet til regler vil gøre det muligt for alle europæiske rejsende, der anvender et SIM-kort, som giver mulighed for roaming fra en medlemsstat, som de bor i eller har "stabil tilknytning" til, at anvende deres mobile enhed i hvilket som helst andet EU-land på samme måde, som hvis de var derhjemme. Eksempler på "stabil tilknytning" til det land, som man arbejder eller studerer i, omfatter for eksempel personer, der pendler på tværs af grænser og udstationerede medarbejdere.

Skal jeg registrere mig for at roame som derhjemme?

Det er ikke nødvendigt at registrere sig formelt for at nyde godt af roam som derhjemme. Fra den 15. juni 2017 bør det automatisk indgå i alle mobilkontrakter, hvori operatører tilbyder roaming. Operatører kan bede forbrugerne om at bevise, at deres hjem (bopæl) ligger i mobiloperatørens medlemsstat.

Forbrugeren kan også bevise stabil tilknytning, som indebærer hyppig og betydelig tilstedeværelse på mobiloperatørens medlemsstats område, såsom et ansættelsesforhold eller deltagelse i gentagende kurser ved et universitet.

Hvordan vil personlige oplysninger blive beskyttet?

Reglerne om rimeligt forbrug i forbindelse med roaming kræver udtrykkeligt, at roamingudbyderne overholder de relevante regler om databeskyttelse. Kommissionen har rådført sig med Den Europæiske Tilsynsførende for Databeskyttelse og har taget hensyn til hans kommentarer. Operatørerne kan kun bruge de oplysninger, som de allerede indsamler med henblik på fakturering, til at tjekke i hvilket omfang kunderne anvender mobile tjenester og datatjenester i udlandet sammenlignet med deres forbrug derhjemme.

Vil europæerne stadig kunne købe forskellige SIM-kort i forskellige medlemsstater?

Ja. EU-borgere kan fortsat købe hvilket som helst SIM-kort i hvilken som helst medlemsstat og surfe og ringe til lokale takster eller roame med dette kort. De kan dog muligvis ikke nyde godt af roam som derhjemme, hvis de ikke er bosiddende i det land, hvor de købte kortet, eller hvis de ikke har stabil tilknytning, som indebærer hyppig og betydelig tilstedeværelse i dette land.

Hvilken rolle vil de nationale tilsynsmyndigheder spille?

De nationale tilsynsmyndigheder vil, som det også er tilfældet i henhold til gældende regler, overvåge og tjekke, om mobiloperatørerne overholder de nye regler, og skride ind, hvis dette ikke er tilfældet.

Findes der nogen regulerende beskyttelsesforanstaltninger?

De foranstaltninger, som beskytter mod misbrug, er baseret på klare principper og omfatter indikatorer og redskaber, som er rimelige, ikke-diskriminerende, gennemsigtige og som respekterer privatlivets fred. For at opdage potentielt misbrug kan roamingudbyderen gennemføre kontroller af kunders forbrugsmønstre i både deres egen medlemsstat og i andre medlemsstater (kontrolmekanisme). Dette vil foregå på grundlag af de oplysninger, som operatørerne allerede bruger til at fakturere deres kunder, på grundlag af de følgende klare og gennemsigtige indikatorer:

  • fremherskende roamingforbrug i forhold til forbrug i hjemlandet OG fremherskende tilstedeværelse i andre EU-medlemsstater i forhold til tilstedeværelse i hjemlandet (log-on på roamingudbyderens netværk) observeres over en periode på mindst fire måneder
  • lang tids inaktivitet for et givet SIM-kort forbundet primært, men ikke udelukkende, med roaming
  • den samme brugers abonnering på og successiv brug af flere SIM-kort, mens der roames.

Roamingudbydere skal melde politikker om rimeligt forbrug til den nationale tilsynsmyndighed og forklare dem i detaljer i kontrakter.

Roam som derhjemme er udformet til rejsende. For at kunne fastslå, at brugeren misbruger eller på unormal vis anvender roam som derhjemme, vil operatøren skulle påvise misbruget over en periode på mindst fire måneder. Hvis en kunde tilbringer mere end to måneder i udlandet over en periode på fire måneder, og hvis kunden har forbrugt mere i udlandet end derhjemme i løbet af denne periode, så kan operatøren sende en advarsel til denne kunde. Efter modtagelse af denne advarsel har kunden to uger til at skabe forklare situationen. Hvis brugeren forbliver i udlandet vil operatørerne have mulighed for at indføre små ekstragebyrer (svarende til engrosroaminglofterne).

I tilfælde af uenighed skal operatøren indlede en klageprocedure. Hvis tvisten fortsætter, kan kunden klage til den nationale tilsynsmyndighed, som træffer afgørelse i sagen.

I forbindelse med de mest konkurrencedygtige kontrakter, som tilbyder ubegrænset data eller data til meget lave hjemmemarkedspriser, som ligger under engrosroaminglofterne, er det tanken at indføre en beskyttelsforanstaltning vedrørende den mængde roamingdata, der kan forbruges, således at disse tilbud kan opretholdes.

Vil afskaffelsen af roaminggebyrer betyde øgede priser på hjemmemarkedet?

Siden EU-reglerne blev indført for at reducere roaminggebyrerne er de indenlandske mobilpriser også faldet. Denne udvikling vil sandsynligvis fortsætte.

Gennemførelsesretsakten vedtaget af Kommissionen i december 2016 fastsætter detaljerede regler for de to beskyttelsesforanstaltninger for at undgå forvridning på hjemmemarkederne, som ellers kunne medføre prisstigninger: (1) regler om rimeligt forbrug, som skal gøre det muligt for mobiloperatørerne at forhindre misbrug eller unormal anvendelse af roamingtjenester, såsom permanent roaming, og (2) en ekstraordinær og midlertidig dispensationsordning for operatører, som kun kan anvendes, hvis den nationale reguleringsmyndighed godkender det, og under helt særlige omstændigheder, hvor afskaffelsen af roaminggebyrer på et specifikt marked kan føre til prisstigninger.

Kommissionen konkluderede i den konsekvensanalyse, som fulgte med forslaget til regulering af engrosroamingmarkederne den 15. juni 2016, at det i betragtning af de maksimumsengrospriser, som Kommissionen på dette tidspunkt havde foreslået (0,04 EUR pr. minut for taleopkald, 0,01 EUR pr. sms, 8,5 EUR pr. GB data), for langt størstedelen af mobiloperatørerne ikke ville være nødvendigt at søge om dispensation under denne ekstraordinære og midlertidige ordning. Kommissionen er af den opfattelse, at de lavere engrosroaminglofter, som blev vedtaget den 31. januar 2017, vil understøtte konklusionerne fra dengang.

 

 

(*): Dette notat er en forkortet udgave af MEMO/17/885, offentliggjort den 6. april 2017

 

 

MEMO/17/913

Pressehenvendelser:

Borgerhenvendelser: Europe Direct på tlf. 00 800 67 89 10 11 eller pr. mail


Side Bar