Chemin de navigation

Left navigation

Additional tools

Europa-Kommissionen - Faktaark

Spørgsmål og svar: Kommissionen fastlægger en køreplan for uddybningen af EU's Økonomiske og Monetære Union

Bruxelles, den 6. december 2017

Kommissionen fastlægger en køreplan for uddybningen af EU's Økonomiske og Monetære Union

Hvad består pakken af?

Hvorfor fremlægges denne pakke nu?

Pakken indfrier det tilsagn, som kommissionsformand Jean-Claude Juncker afgav i sin tale om Unionens tilstand 2017, om at foreslå konkrete næste skridt til en yderligere uddybning af Den Økonomiske og Monetære Union (ØMU).

Med udgangspunkt i den vision, der er beskrevet i de fem formænds rapport fra juni 2015 og i oplæggene om en dybere økonomisk og monetær union og fremtiden for EU's finanser fra foråret 2017, udstikker Europa-Kommissionen en køreplan for uddybningen af Den Økonomiske og Monetære Union, herunder konkrete skridt, der skal tages i løbet af de næste 18 måneder. Der er desuden fremlagt en række initiativer som led i denne pakke. Det overordnede mål er at styrke sammenholdet, effektiviteten og den demokratiske ansvarlighed i EU's Økonomiske og Monetære Union i 2025.

Det solide opsving i EU og euroområdets økonomier, der har givet vækst i alle medlemsstater, en arbejdsløshed på det laveste niveau siden 2008 og økonomiske forventninger på deres højeste siden 2000, skaber plads til at foretage de reformer, der er nødvendige for en mere forenet, effektiv og demokratisk ØMU: Det er tid til at ordne taget, mens solen skinner.

Denne positive udvikling bekræftes også af en ny Flash Eurobarometerundersøgelse om euroområdet, der blev offentliggjort i dag. Heri siger 64 % af respondenterne, at euroen er en god ting for deres land. Det er den højeste andel, siden eurosedlerne og -mønterne blev indført i 2002.

Dagens pakke er en del af kommissionsformand Jean-Claude Junckers bredere køreplan for en mere forenet, stærkere og mere demokratisk Union samt den deraf følgende ledernes dagsorden, der blev fremlagt af formanden for Det Europæiske Råd, Donald Tusk, som et skridt på vejen til Sibiu, hvor der den 9. maj 2019 vil blive truffet vigtige afgørelser om Europas fremtid.

Pakken, der også bygger på de ideer, som Europa-Parlamentet og Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, lagde for dagen i sin tale på Sorbonne i september, forelægges før det inklusive eurotopmøde den 15. december 2017, hvor EU's ledere mødes til en første drøftelse af de næste skridt, der skal tages, og et særligt møde den 28.-29. juni 2018, hvor man skal nå frem til konkrete afgørelser.

Hvorfor er det vigtigt at uddybe Den Økonomiske og Monetære Union?

I de senere år er mange synspunkter om fuldførelsen af Den Økonomiske og Monetære Union blevet bragt til torvs. Der kan være meningsforskelle, men der hersker bred enighed om behovet for at skabe fremgang. Der er også kommet meget væsentlige bidrag fra Europa-Parlamentet, og der har været ført vigtige drøftelser i Eurogruppen.

Uddybningen af ØMU'en er et middel til at nå målet om at fremme jobskabelse, vækst, investeringer, social retfærdighed og makroøkonomisk stabilitet. Den fælles valuta giver europæerne beskyttelse og muligheder, og et stærkt og stabilt euroområde er afgørende for dets medlemmer og for EU som helhed.

Den økonomiske og finansielle krise, som ikke startede i euroområdet, blotlagde nogle af ØMU'ens institutionelle mangler. Takket være en række større institutionelle reformer er ØMU'en nu så stærk som nogensinde før, men dens struktur er stadig ufuldstændig. Dagens køreplan for en uddybning af EU's Økonomiske og Monetære Union afspejler de resterende udfordringer og udstikker vejen frem.

Uddybningen af ØMU'en har været en af Jean-Claude Juncker topprioriteter ifølge hans politiske retningslinjer. Der er desuden fremlagt en række nye initiativer som led i denne pakke. De er hverken første eller sidste skridt på vejen hen imod fuldførelsen af EU's Økonomiske og Monetære Union, men de er vigtige etaper undervejs.

En køreplan for uddybningen af Den Økonomiske og Monetære Union

Hvad er Kommissionens tidsplan?

Der forventes at blive truffet konkrete afgørelser i de kommende måneder med udgangspunkt i ledernes dagsorden. Efter Kommissionens opfattelse bør der vedtages en køreplan, som bør omfatte de forskellige skridt, der skal tages i de næste 18 måneder. De er opsummeret sidst i meddelelsen om yderligere skridt hen imod fuldførelsen af Europas økonomiske og monetære union.

Mens arbejdet skrider fremad på alle disse fronter, er det vigtigt at have en udpræget retningssans for perioden 2019-2024 med henblik på en uddybning af Europas økonomiske og monetære union senest i 2025. I sin køreplan minder Kommissionen derfor også om de vigtigste skridt, som stadig er nødvendige efter 2019, med udgangspunkt i oplægget om en dybere økonomisk og monetær union. Disse skridt bør indgår i den fælles forståelse, der skal nås senest medio 2018.

Den Europæiske Monetære Fond

Hvorfor foreslår Kommissionen at oprette en europæisk monetær fond?

Siden 2012 har den europæiske stabilitetsmekanisme (ESM) spillet en afgørende rolle med at hjælpe medlemsstaterne til enten at genvinde eller bevare adgangen til statsobligationsmarkedet. Dette har medvirket til at sikre stabilitet i euroområdet som helhed.

Det pres, der blev skabt under krisen, førte til en mellemstatslig struktur, men det stod allerede dengang klart, at strukturen også kunne være skabt inden for rammerne af EU-traktaterne.

En styrket institutionel forankring vil bidrage til at skabe nye synergieffekter, særlig for så vidt angår gennemsigtighed, retslig prøvning og effektiviteten af EU's finansielle ressourcer. Den kan også være med til yderligere at forbedre samarbejdet med Europa-Kommissionen og den demokratiske ansvarlighed over for Europa-Parlamentet.

Kommissionen vil bygge videre på ESM's veletablerede struktur og etablere en ny europæisk monetær fond (EMF) som et solidt krisestyringsorgan, der er fast forankret i EU-retten. Dette blev allerede foreslået i de fem formænds rapport, og også Europa-Parlamentet har opfordret hertil.

Hvilke funktioner og midler får Den Europæiske Monetære Fond (EMF)?

EMF skal efterfølge ESM, idet dennes nuværende finansielle og institutionelle struktur generelt forbliver uændret, og samtidig forbedre dens effektivitet, gennemsigtighed og demokratiske ansvarlighed i fuld overensstemmelse med de nationale parlamenters rolle.

EMF vil fortsat yde støtte til finansiel stabilitet til medlemsstater, som har behov herfor, tilvejebringe midler ved at udstede kapitalmarkedsinstrumenter og indgå i pengemarkedstransaktioner. Forslaget tilføjer desuden nye elementer:

  1. EMF vil kunne fungere som bagstopper for Den Fælles Afviklingsfond (SRF) – som en sidste låneinstans – og dermed beskytte skatteborgerne i det usandsynlige tilfælde, at Afviklingsfonden ikke har tilstrækkelige ressourcer til at fremme en velordnet afvikling af nødlidende banker. Medlemsstaterne var allerede i 2013 enige om at skabe en sådan bagstopper, der skulle være budgetneutral på mellemlang sigt.
  2. Forslaget omfatter muligheden for en hurtigere beslutningstagning i særlige hastetilfælde med et styrket flertal på 85 % af stemmerne, mens enstemmigheden ville blive fastholdt for alle vigtige beslutninger med finansielle virkninger.
  3. Forslaget lægger op til, at EMF sammen med Kommissionen skal inddrages mere direkte i forvaltningen af programmer om finansiel bistand.
  4. Forslaget henviser til muligheden for, at EMF kan udvikle nye finansielle instrumenter, som kan være særlig nyttige til støtte for en eventuel stabiliseringsfunktion i fremtiden.

Vil EMF kunne trække på de samme finansielle ressourcer som ESM?

EMF vil bygge på ESM's finansielle og institutionelle strukturer i deres nuværende form. Det betyder, at den finansielle slagkraft, som Den Europæiske Monetære Fond har til rådighed til at reagere på kriser, vil være den samme som for den europæiske stabilitetsmekanisme, med en samlet lånekapacitet på 500 mia. EUR. Som det er tilfældet med ESM bør EMF's styrelsesråd kunne øge denne udlånskapacitet, hvis det finder, at en sådan forhøjelse er hensigtsmæssig for at sætte fonden i stand til at forfølge sine mål.

Hvad bliver de næste skridt?

Initiativet tager form af et forslag til Rådets forordning i henhold til artikel 352 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde. Europa-Parlamentet, som skal give sin godkendelse, og Rådet opfordres til at vedtage dette forslag i midten af 2019.

Indarbejdelse af substansen af traktaten om stabilitet, samordning og styring i EU-retten, idet der tages højde for det passende omfang af fleksibilitet, som er indbygget i stabilitets- og vækstpagten, og som Kommissionen har fremhævet siden januar 2015

Hvorfor fremlægger Kommissionen dette forslag?

Som det var tilfældet med ESM, skal afgørelsen om at oprette traktaten om stabilitet, samordning og styring (også kendt som ”finanspagten”) som en mellemstatslig traktat i 2012 ses i lyset af krisen. Som Europa-Parlamentet og Kommissionen anmodede om, forpligtede de 25 kontraherende medlemsstater[1] sig juridisk til at indarbejde traktatens indhold i EU-retten senest fem år efter dens ikrafttrædelse, dvs. den 1. januar 2018 (se traktatens artikel 16). Det har Europa-Parlamentet i mellemtiden igen opfordret til.

Forslaget følger den logik, at indarbejdelsen af mellemstatslige instrumenter i EU-retten vil øge deres demokratiske legitimitet, forenkle den retlige ramme og mindske risikoen for overlapning.

Indarbejdelsen af traktaten i EU-retten giver mulighed for fortsat og forbedret overvågning som led i EU's overordnede økonomiske styringsramme. Den tager højde for den nødvendige fleksibilitet, der er indbygget i stabilitets- og vækstpagten og udpeget af Kommissionen siden januar 2015, og er således helt i tråd med de eksisterende regler, der er fastsat i den primære og afledte ret.

Endelig bibeholder forslaget den nuværende praksis med interparlamentariske møder afholdt på årsbasis af Europa-Parlamentet.

Hvad bliver de næste skridt?

Forslaget om at indarbejde finanspagten i EU-retten tager form af et direktiv i henhold til artikel 126, stk. 14, andet afsnit i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde. Europa-Parlamentet, som skal høres, og Rådet opfordres til at vedtage dette forslag inden midten af 2019.

Nye budgetinstrumenter med henblik på et stabilt euroområde inden for EU's rammer

Kommissionen fremlægger en meddelelse om nye budgetinstrumenter som skal bidrage til at sikre et stabilt euroområde inden for EU's rammer. Meddelelsen skitserer navnlig fire specifikke funktioner, der er afgørende for uddybningen af EU's Økonomiske og Monetære Union, og foreslår konkrete næste skridt for hver af dem. De foreslåede instrumenter hænger nøje sammen og skal fungere i tråd med det europæiske semester.

  1. Støtte til nationale reformer gennem et instrument til gennemførelse af reformer og teknisk bistand på anmodning fra medlemsstaterne
  2. En særlig konvergensfacilitet for medlemsstater, der forbereder sig på at indføre euroen
  3. En bagstopper for bankunionen gennem ESM/EMF, som beskrevet ovenfor
  4. En stabiliseringsfunktion, som kan anvendes til at opretholde investeringsniveauet i tilfælde af store asymmetriske chok.

Disse instrumenter skal udformes og udvikles i fuld synergi med EU's nuværende og fremtidige finanser for at være effektive og få størst mulig virkning, også for skatteborgerne. Nogle af foranstaltningerne er planlagt til 2018-2020. Andre kommer i maj 2018 som led i Kommissionens forslag til den næste flerårige finansielle ramme.

Europa-Parlamentet og Rådet opfordres til at vedtage forslaget om at styrke strukturreformstøtteprogrammet og ændringerne til forordningen om fælles bestemmelser og til at nå til enighed om en fælles bagstopper for Den Fælles Afviklingsfond senest i midten af 2018.

I forbindelse med forslagene til den næste flerårige finansielle ramme efter 2020 opfordres Europa-Parlamentet og Rådet ligeledes til senest i midten af 2019 at vedtage forslagene om strukturreformstøtte, en særlig konvergensfacilitet for medlemsstater, der ikke har euroen som valuta, og en stabiliseringsfunktion.

Støtte til nationale reformer

Hvad foreslår Kommissionen?

Kommissionen foreslår to supplerende instrumenter: 1) et instrument til gennemførelse af reformer, som skal støtte medlemsstaternes reformtilsagn, og 2) teknisk bistand til bestemte foranstaltninger på medlemsstaternes anmodning.

For perioden efter 2020 vil Kommissionen fremsætte detaljerede forslag i maj 2018 som en del af sine forslag til den næste flerårige finansielle ramme.

Allerede i 2018-2020 har Kommissionen til hensigt at udvikle nogle af idéerne på to måder.

For det første foreslår Kommissionen målrettede ændringer af forordningen om fælles bestemmelser for de europæiske struktur- og investeringsfonde (ESIF) med henblik på at afprøve idéen om et instrument til gennemførelse af reformer i en pilotfase. Det vil give medlemsstaterne mulighed for at bruge en del af fondenes resultatreserve til at støtte gennemførelsen af reformer, der er udpeget som led i det europæiske semester.

For det andet foreslår Kommissionen at øge den tekniske bistand til alle medlemsstater og etablere en særlig arbejdsgang for medlemsstater uden for euroområdet, der forbereder sig på tiltrædelse. Af disse to årsager foreslår Kommissionen at fordoble kapaciteten for både det eksisterende og det nyligt oprettede støtteprogram for strukturreformer for at nå op på 300 mio. EUR i 2020.

Hvordan vil det nye værktøj til gennemførelse af reformer fremme reformer som led i det europæiske semester? Hvordan vil reformerne blive vedtaget?

Efter 2020 vil det nye værktøj til gennemførelse af reformer kunne fungere som følger:

  1. Medlemsstaterne vil selv fremsætte reformforslagene i deres nationale reformprogrammer på grundlag af de problemstillinger, der fremhæves som led i med det europæiske semester.
  2. Derefter følger en struktureret dialog mellem Kommissionen og den berørte medlemsstat med henblik på at indgå en reformtilsagnspakke, der omfatter en række reformer, som skal gennemføres over en periode på tre år.
  3. Medlemsstaterne fremlægger et detaljeret sæt foranstaltninger, delmål for gennemførelsen og en tidsplan for afslutningen og aflægger rapport om fremskridtene sammen med deres nationale reformprogram som led i det europæiske semester.
  4. Anden runde af reformer kan aftales på et senere trin, f.eks. på anmodning af en nyvalgt regering.
  5. Der udarbejdes kriterier for at vurdere fremskridtene i retning af de forskellige delmål. Denne vurdering vil danne grundlaget for vurderingen med henblik på ydelse af den økonomiske støtte.

Hvad forstås der ved teknisk bistand på anmodning af medlemsstaterne?

I begyndelsen af 2017 vedtog Europa-Parlamentet og Rådet efter forslag fra Kommissionen et støtteprogram for strukturreformer.
Dette program fungerer nu fuldt ud og gennemføres af Kommissionens Strukturreformtjeneste.

Det har til formål at finansiere skræddersyet teknisk bistand til medlemsstaterne i forbindelse med deres reformplaner. Støtten er til rådighed for alle EU-medlemsstater, er efterspørgselsdrevet og kræver ingen medfinansiering.

Den første feedback viser, at efterspørgslen er langt større end det beløb, der er til rådighed under støtteprogrammet for strukturreformer. Kommissionen foreslår at øge programmets tekniske bistand betydeligt frem til 2020. Den foreslår også, at disse aktiviteter skal fortsætte efter 2020.

Støtte til medlemsstater, der forbereder sig på at komme med i euroen

Hvad foreslår Kommissionen?

Kommissionen foreslår, at der i 2018-2020 etableres en særlig arbejdsgang under støtteprogrammet for strukturreformer med henblik på at yde målrettet støtte til medlemsstater, der forbereder sig på at indføre euroen.

Støtten vil blive ydet på anmodning og vil omfatte alle politikker, der kan bidrage til at opnå en høj grad af konvergens, såsom inden for offentlig finansiel forvaltning, erhvervsklimaet, den finansielle sektor, arbejds- og produktmarkedet og den offentlige forvaltning.

Interesserede medlemsstater kan også beslutte at omfordele dele af deres budget for teknisk bistand under de europæiske struktur- og investeringsfonde til projekter, der skal støttes via Strukturreformtjenesten.

For perioden efter 2020 vil Kommissionen foreslå at etablere en særlig konvergensfacilitet som led i opfølgningen på strukturreformstøtteprogrammet.

Denne støtte ikke ændrer de formelle kriterier for indførelsen af euroen og er uafhængig af det formelle forløb for indførelsen af euroen, som er omfattet af et særligt rapporteringssystem.

En bagstopper for bankunionen

Hvad foreslår Kommissionen?

Bagstopperordningen vil udelukkende blive anvendt som en sidste udvej i tilfælde af en bankafvikling, hvis midlerne i Den Fælles Afviklingsfond ikke er tilstrækkelige. Som led i dagens pakke foreslår Kommissionen, at en fremtidig europæisk monetær fond udsteder en kreditlinje eller garantier til Den Fælles Afviklingsfond (se også ovenfor).

Hvorfor foreslår Kommissionen, at Den Europæiske Monetære Fond skal fungere som bagstopper for bankunionen?

Ved at skabe en bagstopper for Den Fælles Afviklingsfond (SRF) sikres det, at der er midler til at sørge for en velordnet afvikling af nødlidende banker, i tilfælde af at Afviklingsfonden ikke råder over de fornødne ressourcer. Bagstopperen blev i princippet godkendt allerede i 2013.

Der er bred enighed om, at den europæiske stabilitetsmekanisme – fremover Den Europæiske Monetære Fond – er bedst placeret til at fungere som bagstopper ved hjælp af kreditlinjer eller garantier til Den Fælles Afviklingsfond. Den er en løsning, der ville være af en passende størrelse og let tilgængelig. Den har også den udlånskapacitet, det kendskab til markedsaktiviteter og den kreditværdighed, der skal til for effektivt at fungere som bagstopper.

Det foreslås også at indføre særordninger for at tage hensyn til interesserne blandt de medlemsstater uden for euroområdet, der har tilsluttet sig bankunionen, for at sikre, at lignende situationer behandles lige inden for bankunionen.

Vil skatteborgerne igen blive tvunget til at betale for afviklingen af nødlidende banker?

Nej. Forslaget vil tværtimod beskytte skatteborgerne mere, end det er tilfældet i dag.

EMF fungerer som bagstopper for Den Fælles Afviklingsfond, der kan anvendes som en sidste udvej. Hvis det bliver nødvendigt, vil EMF med stor pålidelighed kunne tilvejebringe ekstra midler med kort varsel.

Alle bidrag fra EMF til Afviklingsfonden vil blive inddrevet fra banksektoren. Dermed vil skatteborgerne ikke stå til ansvar for de omkostninger, der er forbundet med afviklingen af nødlidende banker. Banksektoren betaler i sidste ende, og derfor bliver bagstopperen budgetneutral med tiden.

Etableringen af en bagstopper vil styrke tilliden yderligere til det europæiske banksystem og de foranstaltninger, der træffes af Den Fælles Afviklingsinstans. Det vil igen mindske sandsynligheden for, at der opstår en situation, hvor der rent faktisk er behov for bagstopperen.

En stabiliseringsfunktion

Hvorfor er der brug for en stabiliseringsfunktion?

Efter at den monetære politik blev samlet i et fælles valutaområde, har de deltagende medlemsstater ikke længere de samme makroøkonomiske politikinstrumenter til rådighed som før. Mens hver medlemsstat er forskellig, og økonomiernes størrelse og struktur har betydning for sandsynligheden for at blive ramt af chok, fremhævede krisen de begrænsede midler, som de individuelle eurolande har til rådighed til at absorbere effekten af store chok, der betød, at nogle mistede adgang til markederne og dermed muligheden for at finansiere sig selv. I adskillige tilfælde førte dette til en langvarig recession og negative afsmittende virkninger i andre medlemsstater.

En stabiliseringsfunktion på europæisk plan vil gøre det muligt hurtigt at tilvejebringe ressourcer til medlemsstaterne i tilfælde af store asymmetriske chok som supplement til den rolle, som de nationale budgetter spiller. Det vil hjælpe med at afbøde virkningerne af store asymmetriske chok, beskytte investeringerne i tilfælde af en krise og forebygge risikoen for negative afsmittende virkninger. Det blev også drøftet i de fem formænds rapport.

En stabiliseringsfunktion kan udformes på forskellige måder. I oplægget om en dybere økonomisk og monetær union blev der talt om tre muligheder: en europæisk ordning for investeringsbeskyttelse, der skal støtte allerede planlagte og forud definerede investeringer, f.eks. i infrastruktur eller færdigheder, som ellers kunne blive annulleret eller udsat, en europæisk arbejdsløshedsgenforsikringsordning, der skal fungere som en genforsikringsfond for de nationale ordninger, og en fond til dårlige tider, som løbende kan akkumulere midler fra medlemsstaterne og foretage udbetalinger på et forud fastsat grundlag. Der er fordele ved alle modeller, som med tiden også kunne kombineres.

Hvad foreslår Kommissionen?

I rapporten fra de fem formænd og i oplægget om en dybere økonomisk og monetær union peges der på vigtige principper, som stadig gør sig gældende: et stabiliseringsinstrument bør begrænse moralsk hasard og ikke føre til permanente overførsler, være strengt betinget af klare kriterier, og af at der føres en forsvarlig politik, navnlig på de områder, der fører til øget konvergens, skabes inden for EU's retsregler, være åben og gennemsigtig over for alle medlemsstater og ikke overlappe med Den Europæiske Stabilitetsmekanismes – den kommende europæiske monetære fonds – rolle som et krisestyringsredskab.

En sådan funktion vil supplere den stabiliserende rolle, som de nationale budgetter spiller Det er grunden til, at medlemsstaterne fortsat skal opbygge og bevare passende budgetmæssige stødpuder, navnlig i gode tider, som planlagt i stabilitets- og vækstpagten. I tilfælde af en økonomisk krise vil medlemsstaterne først anvende deres nationale automatiske stabilisatorer og diskretionære finanspolitik i overensstemmelse med stabilitets- og vækstpagten.

Det, Kommissionen foreslår i sin meddelelse i dag, er en stabiliseringsfunktion, der kan samle de forskellige finansieringskilder på EU-niveau for at fastholde investeringsniveauet på nationalt plan i tilfælde af store asymmetriske chok. Dette er i tråd med den betydning, Kommissionen tillægger investeringer som drivkraft for vækst på lang sigt, og vil muliggøre en hurtigere udrulning i forhold til de andre muligheder, der diskuteres i oplægget om en dybere økonomisk og monetær union. Som et generelt princip bør kun medlemsstater, som overholder EU's overvågningsregler i perioden forud for det store asymmetriske chok, kunne få adgang.

I tilfælde af store asymmetriske chok vil den berørte medlemsstat i overensstemmelse med klare forud fastsatte kriterier og udløsningsbestemmelser modtage støtte, som kan bestå af en blanding af lån og tilskud:

  • Der vil kunne ydes lån fra EU-budgettet og Den Europæiske Monetære Fond, som garanteres af EU-budgettet
  • Der vil via EU-budgettet kunne ydes en begrænset og årligt budgetteret støtte i form af tilskud
  • En forsikringsmekanisme baseret på frivillige bidrag fra medlemsstaterne vil kunne supplere denne støttefunktion.

Adskillige af disse elementer vil kunne udvikles med tiden.

Denne stabiliseringsfunktion skal gælde for euroområdet og være åben for alle, der ønsker at deltage. Kommissionen vil fremsætte et forslag i maj 2018 for perioden efter 2020 som led i sine forslag til den næste flerårige finansielle ramme.

En europæisk økonomi- og finansminister

Hvorfor støtter Kommissionen oprettelsen af en post som europæisk økonomi- og finansminister?

ØMU'ens nuværende institutionelle struktur er i sig selv kompleks med økonomiske, finanspolitiske, strukturelle og finansielle politikker fordelt på forskellige organer inden for forskellige retlige rammer og tilsynssystemer. Indførelsen af en europæisk økonomi- og finansminister vil være med til at fremme større sammenhæng, effektivitet og demokratisk ansvarlighed i den økonomiske beslutningstagning i EU.

Ministeren kan træffe foranstaltninger for at fremme almene interesser for EU's og eurolandenes økonomi, både internt og på globalt plan, og vil lette koordineringen og gennemførelsen af økonomiske politikker ved at samle eksisterende ansvarsområder og tilgængelig ekspertise. Ministeren vil være ansvarlig over for Europa-Parlamentet og indgå i en regelmæssig dialog med medlemsstaternes nationale parlamenter.

Idéen om at indføre en europæisk økonomi- og finansminister blev allerede drøftet i oplægget om en dybere økonomisk og monetær union og efterlyst af Europa-Parlamentet i sin beslutning af 16. februar 2017, mens idéen om en fuldtidsstilling som formand for Eurogruppen allerede blev drøftet på eurotopmødet i oktober 2011 og foreslået i de fem formænds rapport fra 2015.

Hvilke roller får en europæisk økonomi- og finansminister?

En europæisk økonomi- og finansminister vil kunne fungere som næstformand i Kommissionen, formand for Eurogruppen, føre tilsyn med arbejdet i den nye europæiske monetære fond og stå til ansvar over for Europa-Parlamentet. Ministeren vil ikke overlappe med eksisterende funktioner eller kompetencer. Tværtimod vil ministeren kunne skabe synergieffekter mellem de eksisterende poster og bidrage til en mere effektiv økonomisk styring i EU.

I meddelelsen nævnes muligheden for at "bære flere kasketter", hvilket vil sige, at den europæiske økonomi- og finansminister er medlem af Kommissionen og samtidig formand for Eurogruppen. Det er allerede muligt inden for rammerne af de nuværende traktater. I artikel 2 i protokol nr. 14 om Eurogruppen, der er knyttet som bilag til traktaterne, fastsættes det, at "ministrene fra de medlemsstater, der har euroen som valuta, vælger med et flertal af disse medlemsstater en formand for to et halvt år".

Hvilke ansvarsområder og funktioner får en europæisk økonomi- og finansminister?

Kommissionen fremlægger i dag en oversigt over de mulige funktioner. Ministeren kan få overdraget en række opgaver med henblik på at styrke den overordnede sammenhæng og effektivitet i EU's økonomiske politik. Dette vil supplere og lette udøvelsen af nationale beføjelser, også i deres interaktion på EU-plan, uden at det berører de nationale prærogativer eller overlapper med nationale funktioner.

Ministeren vil få ansvaret for at fremme de almene interesser for EU's og euroområdets økonomier ved at fungere som en central samtalepartner for EU's institutioner og organer, medlemsstaterne og den brede offentlighed. Denne rolle omfatter også samspillet med internationale partnere. Ministeren vil f.eks. repræsentere EU på møder i de internationale finansielle institutioner.

Ministeren vil fremme og støtte koordineringen og gennemførelsen af reformer i medlemsstaterne. Ministeren vil også være ansvarlig for at kortlægge en hensigtsmæssig finanspolitisk kurs for euroområdet som helhed. Endelig vil ministeren kunne føre tilsyn med anvendelsen af EU's og euroområdets budgetinstrumenter for at gøre dem så effektive og slagkraftige som muligt med henblik på gennemførelsen af EU's politiske prioriteter.

Hvad bliver de næste skridt?

Kommissionen opfordrer Europa-Parlamentet og Rådet til at overveje de idéer, der indgår i pakken, for at nå frem til en fælles holdning til en europæisk økonomi- og finansministers rolle og opgaver senest i midten af 2019.

Oprettelsen af posten som europæisk økonomi- og finansminister vil kunne gennemføres i etaper inden for den eksisterende traktat:

  • Ministeren vil kunne tildeles hvervet som næstformand for Kommissionen i forbindelse med udnævnelsen af den næste Kommission i november 2019
  • Eurogruppen vil uformelt kunne aftale at vælge ministeren som formand i to på hinanden følgende embedsperioder, hvorved dens embedsperiode tilpasses Kommissionens.

[1]Østrig, Belgien, Bulgarien, Cypern, Tyskland, Danmark, Estland, Spanien, Frankrig, Grækenland, Ungarn, Italien, Irland, Litauen, Luxembourg, Letland, Malta, Nederlandene, Portugal, Polen, Rumænien, Sverige, Finland, Slovenien og Slovakiet.

MEMO/17/5006

Pressehenvendelser:

Borgerhenvendelser: Europe Direct på tlf. 00 800 67 89 10 11 eller pr. mail


Side Bar