Navigation path

Left navigation

Additional tools

Europa-Kommissionen - Faktaark

Fremtiden for fødevarer og landbrug - Meddelelse om den fælles landbrugspolitik efter 2020

Bruxelles, den 29. november 2017

Fremtiden for fødevarer og landbrug - Meddelelse om den fælles landbrugspolitik efter 2020

Hvorfor er en reform nødvendig?

Den fælles landbrugspolitik er en af de ældste politikker i Den Europæiske Union (EU). Det er lykkes at opfylde de oprindelige mål, nemlig at sikre forsyningen af sikre fødevarer af god kvalitet og til overkommelige priser ved at yde støtte de europæiske landbrugere. Siden 1962 har den fælles landbrugspolitik gennemgået mange reformer, og takket være dens tilpasningsevne er den stadig relevant. Verden er i hastig forandring, hvilket også gælder for de udfordringer, som ikke kun landbrugerne, men også samfundet som helhed står over for. Klimaændringer, prisudsving, politisk og økonomisk usikkerhed, den globale handels stadig større betydning: landbrugerne er nødt til at lære løbende at navigere i et foranderligt miljø, og det er op til lovgiverne at ledsage dem gennem disse forandringer og skabe retlig klarhed og enkelthed på mellemlang og lang sigt.

Den europæiske landbrugspolitik har gjort EU til den agroindustrielle supermagt den er i dag: EU er verdens største eksportør af landbrugsfødevarer og har et enestående ry for dets kulinariske traditioner og fødevareprodukter samt for producenternes knowhow. Men EU kan ikke tillade sig at hvile på laurbærrene: succes kan også dække over mange individuelle problemer.

Den fælles landbrugspolitik er nødt til at lede overgangen til et mere bæredygtigt landbrug. Den fælles landbrugspolitik er nødt til at fremme sektorens modstandsdygtighed i krisetider og understøtte landbrugernes indkomst og levedygtighed. Den fælles landbrugspolitik er nødt til fuldt ud at tage de digitale innovationer til sig, der gør dagligdagen lettere for landbrugerne, mindske bureaukratiet og fremme sektorens hårdt tiltrængte generationsskifte. Den fælles landbrugspolitik er nødt til at styrke EU's landdistrikter, der er kernen i de europæiske traditioner og familielandbrugsmodellen.

I den meddelelse, der offentliggøres i dag, udstikkes retningslinjerne for opfyldelsen af disse målsætninger og håndteringen af de nye udfordringer med en knap så præskriptiv tilgang og med en mere udbredt anvendelse af nærhedsprincippet på medlemsstatsniveau for, at den fælles landbrugspolitik skal komme tættere på dem, der gennemfører den i praksis.

Hvordan kan den reviderede politik drøftes, når hverken budgettet eller den næste flerårige finansielle ramme kendes endnu?

Penge er et middel til at nå et mål. Meddelelsen beskriver, hvordan den fælles landbrugspolitik kan tilføre mere værdi for pengene. Nu er det på tide at reflektere over målsætningerne og den fremtidige politiks struktur. Det kommer til at strukturere debatten uden at foregribe Kommissionens forslag til den næste flerårige finansielle ramme, der forventes klar i maj 2018.

Hvorfor kommer meddelelsen ikke nærmere ind på visse emner?

I meddelelsen skitseres de forestående udfordringer og muligheder, og der fremlægges forskellige områder og yderligere muligheder, der kan undersøges. Der er behov for mere debat og arbejde i de kommende måneder for at gøre fremskridt, når det drejer sig om de retningslinjer, der er udstukket i meddelelsen, og om at redefinere begreberne. På samme måde som meddelelsen skitserer en knap så præskriptiv tilgang og en mere udbredt anvendelse af nærhedsprincippet, ønsker Kommissionen at fortsætte debatten om de praktiske spørgsmål med en lang række aktører og medlovgivere

Hvad bliver de næste skridt?

De kommende måneder vil drøftelserne og arbejdet få fokus på den fremtidige politiks konkrete målsætninger samt formen og indholdet parallelt med arbejdet med den næste flerårige finansielle ramme. Dette sker navnlig i form af en konsekvensvurdering af forskellige muligheder ved at gøre brug af de emner, der er foreslået af interessenter og borgere (f.eks. under høringen, der fandt sted i 2017, input fra Refit, fra konferencen Cork 2.0 og konferencen "Deltag i debatten om den fælles landbrugspolitik"), og ved at indhente og behandle mere dokumentation. Efter Kommissionens forslag til den næste flerårige finansielle ramme, der forventes i maj 2018, kommer lovforslaget vedrørende den fremtidige fælles landbrugspolitik, formentlig inden sommeren 2018.

Hvordan vil den fremtidige fælles landbrugspolitik blive enklere for landbrugerne og myndighederne i medlemsstaterne?

Er der nogen, der har lyst til at gå ud og måle, hvor høj hækken er, blot fordi "Bruxelles ønsker det"? Hvorfor skulle en italiensk landbruger opfylde de samme miljøkrav som en finsk landbruger, når de arbejder på helt forskellige vilkår?

Den fremtidige fælles landbrugspolitik vil få fælles målsætninger og en række foranstaltninger til opnåelse af de nævnte målsætninger. Ud af denne række af foranstaltninger vil medlemsstaterne på enten nationalt eller regionalt plan kunne sammensætte deres egen foretrukne palet af foranstaltninger med henblik på at nå de mål, der er fastsat på EU-plan.

Skiftet fra en universalløsning til en skræddersyet tilgang betyder, at antallet af EU-krav vil blive begrænset til det strengt nødvendige. De nuværende forskellige behov vil blive vurderet og foreslået af medlemsstaterne med henblik på en strategisk plan for den fælles landbrugspolitik, der skal godkendes på EU-plan. Målet er at skabe en tillidspagt mellem EU og landområderne samt landbrugerne.

Det vil naturligvis også gøre det enklere at søge støtte og investere, hvis landbrugsrådgivningen styrkes og de geospatiale støtteansøgningsmetoder tages fuldt i anvendelse.

Hvordan kommer den nye tilgang til at fungere i praksis?

Unionen bør fastsætte de grundlæggende politikparametre ud fra målsætningerne for den fælles landbrugspolitik, opfyldelse af forpligtelserne i EU-traktaten, men også allerede aftalte målsætninger og mål om f.eks. miljø, klimaændringer (COP 21) og en række mål for bæredygtig udvikling.

Hver medlemsstat bør fastlægge en "strategisk plan under den fælles landbrugspolitik", der skal kunne håndtere interventionerne i både søjle I og II. Med denne plan skal den fælles landbrugspolitiks interventioner skræddersys, så der bidrages mest muligt til at nå EU's målsætninger ved at tage større hensyn til de lokale vilkår og behov i relation til disse målsætninger og mål. Samtidig vil medlemsstaterne også få mere at sige under udformningen af rammen for overholdelsen og kontrol, der kommer til at gælde for støttemodtagerne (inklusive kontrol og sanktioner).

Disse strategiske planer vil ikke blive udarbejdet hver for sig isoleret, men inden for rammerne af en struktureret proces, og Kommissionen kommer til at vurdere og godkende disse planer. Dette vil kunne maksimere bidraget fra den fælles landbrugspolitik til EU's prioriteter og målsætninger samt medlemsstaternes opnåelse af klima- og energimål. Det vil også øge merværdien for EU og sikre et velfungerende indre marked for landbrugsprodukter.

Den nye tilgang vil fortsat sikre lige konkurrencevilkår, idet landbrugspolitikkens solidariske karakter og de to søjler bevares, mens medlemsstaterne bør påtage sig en større rolle og mere ansvar for, hvordan målsætningerne opfyldes, og de aftalte mål opnås.

Er dette første skridt i retning af en renationalisering af den fælles landbrugspolitik?

Merværdien på EU-plan er aldrig blevet anfægtet, og den fælles landbrugspolitik er fortsat en af EU's vigtigste flagskibe. Det er imidlertid fornuftigt at erkende, at der ikke findes én samlet løsning. Hvordan er de lokale forhold? Hvordan er de konkrete omstændigheder hos landbrugerne? Det handler om at anerkende de forskellige typer landbrug, den agronomiske produktionskapacitet og de klimamæssige, miljømæssige og socioøkonomiske forhold i hele EU. Det handler om at tage mangfoldigheden til os i stedet for at forsøge at påtvinge en fælles model.

De input, der kom ud af den offentlige EU-høring fra februar til maj 2017, var yderst positive overfor merværdien af forvaltningen af landbrugspolitikken på europæisk plan, da dette sikrer lige konkurrencevilkår på det indre marked. Kun med et fælles europæisk afsæt kan landbruget mere effektivt modsvare de fælles udfordringer såsom miljøbeskyttelse og klimaindsats. Behovet for at opretholde den økonomiske, sociale og territoriale samhørighed i hele EU samt behovet for en fælles ramme for udveksling af bedste praksis blev også hyppigt nævnt.

Mens de nærmere detaljer i gennemførelsen af foranstaltningerne fastlægges på nationalt/regionalt plan, vil EU sørge for veldefinerede lovgivnings- og budgetmæssige rammer for at sikre, at de fælles målsætninger bliver opfyldt gennem fælles instrumenter i overensstemmelse med EU's traktater og, at EU's internationale forpligtelser vedrørende klimaændringer og bæredygtig udvikling opfyldes.

Hvorfor er den fælles landbrugspolitik relevant for miljøet?

Landbruget tegner sig for næsten halvdelen af EU's jordareal, og her er landbruget nært forbundet med miljøet. På den ene side afhænger landbruget af forskellige naturressourcer, f.eks. jord, vand, luft og biodiversitet, og er stærkt påvirket af klimaet. På den anden side påvirker landbruget det omkringliggende miljø - ikke kun gennem sin brug af naturressourcer, men også ved at skabe og bevare de landskaber, der udgør Europas mangfoldighed, og som er vigtige levesteder for vilde dyr.

Den fælles landbrugspolitik spiller en væsentlig rolle ved at medvirke til, at landbrugernes forhold til miljø og klima bliver så gensidigt fordelagtigt som muligt. Den tilbyder også i nogle tilfælde støtte til andre virksomheder i landdistrikterne end landbrugsvirksomheder, hvilket kan påvirke miljøet, f.eks. i skovbrugssektoren og andre dele af bioøkonomien.

Den fremtidige fælles landbrugspolitik bør fremme og støtte klimavenligt landbrug, og der er behov for at gøre bæredygtighed til omdrejningspunktet i dens prioriteter og aktioner.

Hvordan kan den fremtidige fælles landbrugspolitik støtte landbrugerne i at beskytte miljøet?

Helt grundlæggende skal bedrifter, der modtager indkomststøtte fra den fælles landbrugspolitik, anvende forskellige miljø- og klimavenlige metoder. Medlemsstaterne fastlægger de nærmere detaljer i overensstemmelse med behovet for at opfylde målsætningerne på EU-plan, men også under hensyntagen til nationale, regionale og lokale forhold. Ordningen vil komme til at bygge på styrkerne fra den nuværende fælles landbrugspolitik, men medføre færre og mindre komplekse regler i EU-lovgivningen.

Miljøvenlige tiltag, der rækker ud over ovennævnte grundlæggende niveau for god praksis, vil kunne få støtte gennem ordninger, som er frivillige at deltage i, og som stadig er på et forholdsvis grundlæggende niveau, og herudover findes der mere avancerede ordninger. Medlemsstaterne vil også her blive ansvarlige for at udforme ordningerne på en måde, der opfylder EU's målsætninger omsat til nationale, regionale og lokale forhold.

Den fælles landbrugspolitik vil også lægge stor vægt på udnyttelse af potentialet i forskning, innovation, uddannelse og rådgivning til i endnu højere grad at beskytte miljø og klima, herunder gennem øget ressourceeffektivitet.

Hvis de miljømæssige forpligtelser overdrages til medlemsstaterne, hvordan kan lige konkurrencevilkår blandt landbrugere så sikres? Vil der ende med at blive 28 forskellige ordninger?

Dagens meddelelse markerer en betydelig ændring i gennemførelsen af den fælles landbrugspolitik. Kommissionens granskning af de nationale/regionale planer, under hensyntagen til principperne om nærhed og forenkling, vil sikre, at de foretagne valg hverken er åbenlyst fejlagtige eller uhensigtsmæssige, så resultatmålene og de grundlæggende EU-krav vil blive opfyldt. Kommissionen vil vurdere og godkende de nationale/regionale strategiske planer med henblik på maksimering af den fælles landbrugspolitiks bidrag til at nå EU's prioriteter og mål og medlemsstaternes klima- og energimål. Dette er vigtigt for at sikre, at en fælles tilgang til medlemsstaternes miljø- og klimamål bevares. Et højere ambitionsniveau er den eneste bæredygtige løsningsmodel i denne henseende.

Kommissionen agter også at fastholde sin centrale rolle som traktaternes vogter og som den institution, der i sidste instans er ansvarlig for forvaltningen af EU-budgettet, og agter som part i processen vedrørende granskning af de nationale/regionale planer at være nøje opmærksom på at undgå overregulering.

Eksisterer de to søjler fortsat, dvs. direkte betalinger/markedsforanstaltninger og udvikling af landdistrikter?

De to søjler er to komplementære sider af den fælles landbrugspolitik, der bør bibeholdes. Den fælles landbrugspolitik bygger på to vigtige interventionstyper. Den første søjle støtter landbrugerne på årsbasis i form af direkte betalinger og markedsforanstaltninger, hvor grundlæggende regler skal overholdes og miljømål nås. Den anden søjle er et flerårigt og fleksibelt investeringsinstrument, der er bedre tilpasset de lokale forhold i hver enkelt medlemsstat for navnlig for at støtte langsigtede projekter.

Hvordan kan vi sikre, at den fremtidige fælles landbrugspolitik vil være mere retfærdig, og at små og mellemstore bedrifter får den støtte, de har brug for?

I 2015, der var det første år med gennemførelse af den seneste reform af den fælles landbrugspolitik, modtog 20 % af landbrugerne ca. 80 % af de direkte betalinger. Dette medførte forståelige bekymringer i den offentlige debat vedrørende økonomisk effektivitet og social lighed.

Ovennævnte fordeling afspejler koncentrationen af jord og støttetypen, der i vid udstrækning er arealbaseret. Endvidere er mere end halvdelen af støttemodtagerne meget må bedrifter, og de fleste betalinger (72 % i 2015) går til mellemstore (familie-)bedrifter (fra 5 til 250 hektarer), der forvalter størstedelen af landbrugsjorden i EU (71 %), og som således har hovedansvaret for levering af almennyttige varer og miljømæssige gevinster.

Kommissionen er fortsat forpligtet til at undersøge mulighederne for yderligere at målrette de direkte betalinger mere effektivt og sikre en retfærdig og mere målrettet støtte til landbrugernes indkomst i hele EU, som nævnt i oplægget om fremtiden for EU's finanser. Følgende ikke-udtømmende liste over muligheder bør undersøges nærmere:

  • Indførelse af et obligatorisk loft over direkte betalinger under hensyntagen til arbejdsmarkedet for at undgå negative virkninger på beskæftigelsen
  • Degressive betalinger kunne ligeledes indføres som en metode til at reducere støtten til større landbrug
  • Øget fokus på omfordelingsbetaling for at kunne støtte f.eks. de små og mellemstore bedrifter på en mere målrettet måde
  • Sikring af støtte til egentlige landbrugere med fokus på fuldtidslandbrugene, der lever af det.

Kommer landbrugerne til at få ens behandling i hele EU?

På samme måde som den fælles landbrugspolitik sikrer, at støtten er målrettet til egentlige landbrugere med fokus på fuldtidslandbrugere, der lever af det, skal den også spille en rolle efter principperne om "lighed mellem dens medlemsstater, store og små, øst og vest, nord og syd", der blev fremhævet af Europa-Kommissionens formand Jean-Claude Juncker i hans tale om Unionens tilstand 2017.

I den henseende bør den fælles landbrugspolitik mindske forskellene mellem medlemsstaterne, hvad angår støtte. Selv hvis de store forskelle, når det gælder de relative udgifter til arbejdskraft og jord, tages i betragtning, står alle EU's landbrugere over for lignende udfordringer med hensyn til markedsudsving, miljø og klima.

Hvad gør den fælles landbrugspolitik for at fremme velstand i landdistrikterne?

Den fælles landbrugspolitik handler ikke blot om landbrugssektoren, men bidrager også til at fremme de lokale økonomier i landdistrikterne og øge velstanden der. Fonde til udvikling af landdistrikterne kan f.eks. støtte etableringen af en håndværksvirksomhed. Den kan medføre nye beskæftigelsesmuligheder og mere vækstpotentiale i landdistrikterne gennem støtte af nye værdikæder på landet såsom ren energi, den fremspirende bioøkonomi, cirkulær økonomi og økoturisme, investeringer i infrastruktur, naturkapital og menneskelig kapital, herunder erhvervsuddannelse, programmer til udvikling af nye færdigheder, uddannelse af høj kvalitet og forbindelsesetablering. "Intelligente landsbyer", som et nyt koncept, kan hjælpe samfundene med at løse problemerne med manglende infrastruktur og beskæftigelsesmuligheder.

Hvordan kan Kommissionen fremme etableringen af unge landbrugere og et generationsskifte i sektoren?

En ny politisk ramme bør have generationsskifte som prioritet, men det er medlemsstaterne, der bedst kan stimulere et generationsskifte via deres beføjelser vedrørende jordlovgivning, beskatning, arvelovgivning og territorial planlægning. Den fælles landbrugspolitik bør give medlemsstaterne fleksibilitet til at udvikle skræddersyede ordninger, som afspejler de unge landbrugeres særlige behov.

De strategiske planer under den fælles landbrugspolitik kan omfatte støtte til udvikling af færdigheder, viden, innovation, forretningsudvikling og investeringer. Den fælles landbrugspolitik bør også bidrage til at begrænse risici de første år efter opstarten af en landbrugsbedrift ved at stille en EU-dækkende støtteordning til rådighed for nyetablerede bedrifter. Adgangen til finansielle instrumenter til støtte af bedriftsinvesteringer og driftskapital bør gøres lettere og tilpasses de nytilkomne landbrugeres investeringsbehov og højere risikoprofiler. Støtte til den nye generation af landbrugere kan kombineres med passende incitamenter til at lette den ældre generations afgang og videndeling mellem generationerne samt øge jordmobiliteten og lette planlægningen af overdragelsen.

Hvorfor er der behov for, at den fælles landbrugspolitik støtter innovation? Hvad er formålet?

Landbruget og landdistrikterne står over for en række udfordringer, hvortil der skal findes nye løsninger. Der er behov for bedre vejledning og mere innovation. Der er behov for offentlig deltagelse i forskning og innovation for at bygge bro over kløften mellem landdistrikter med efterspørgsel efter digitale innovationer og bedre forbindelsesetablering og leverandører af nye teknologier.

Sensorer ville f.eks. kunne opdage og forebygge dårligt helbred hos dyr på et tidligt stadium og dermed mindske behovet for behandling. Adgang til realtidsoplysninger om sollysintensitet, jordbundens fugtighed, markeder, forvaltning af besætninger mv. vil kunne klæde landbrugerne på til bedre og hurtigere beslutninger.

Det giver mening at samarbejde om forskning og innovation på EU-plan. Ved at lære af hinanden i de forskellige dele af EU bliver der skabt grobund for udvikling, og innovationen vil tage fart.

Hvilken form for støtte kan landbrugere forvente fra den fremtidige fælles landbrugspolitik i tilfælde af markedsudsving og -kriser?

Landbrugerne står over for høje risici og økonomisk pres i form af sundheds- og plantesundhedsmæssige kriser, klimarelaterede hændelser og markedsudsving. Kommissionen har altid og vil altid stå landbrugerne bi, hvilket også fremgår af de seneste to solidaritetspakker til en værdi af mere end 500 mio. EUR, men det større antal risici kræver en mere systematisk tilgang.

Landbrugssektoren har brug for en passende ramme til risikostyring, der kombinerer støtte på EU-plan samt med medlemsstaternes nationale værktøjer og instrumenter vedrørende den private sektor.

Det forventes eksempelvis, at muligheden for at oprette et sektorspecifikt indkomststabiliseringsredskab med lavere tærskler for tab, der udløser kompensation, vil gøre det mere attraktivt for både landbrugere og forvaltninger. Samtidig vil der skulle foretages en nøje vurdering af, hvorvidt nye redskaber eller former for støtte bør indføres. I den sammenhæng bør samarbejdet fremmes mellem landbrugere og i fødevarekæden, herunder tjenesteydelser, der indebærer gensidighed og integration med risikodeling som formål.

Hvad indebærer en EU-platform om risikostyring?

En af de største hindringer for udbredelsen af risikostyringsinstrumenter de seneste år har været landbrugernes og andre interessenters begrænsede kendskab til de tilgængelige redskaber og deres relative mangel på erfaring i at tage dem i anvendelse.

EU's platform om risikostyring bliver en platform for alle involverede aktører, fra landbrugere og offentlige myndigheder til forskningsinstitutter og private aktører (f.eks. forsikringsselskaber), med henblik på udveksling af bedste praksis.

Kommissionen vil om nødvendigt blive inddraget som formidler og vil udvikle platformen på et særligt websted.

På platformen vil der være ekspertgrupper, arbejdspaneler, seminarer og arrangementer, der er organiseret omkring specifikke risikostyringsemner, f.eks. tabsberegninger ved hjælp af indeksbaserede systemer. Platformen vil desuden give mulighed for at samle private eller offentlige initiativer vedrørende risikostyring på lokalt plan og relevant arbejde på andre politikområder, f.eks. tilpasning til klimaændringer, agro-meteorologi osv.

Hvorfor bør den fælles landbrugspolitik fremme investeringer, og hvordan kan finansielle instrumenter støtte landbrugerne?

Et fleksibelt investeringsinstrument under den fælles landbrugspolitik er afgørende for at styrke konkurrenceevne, innovation, tilpasning til og modvirkning af klimaændringer og endelig bæredygtighed i landbruget og landdistrikterne. Modernisering af en bedrift, indføring af ny teknologi og renovering af vandingssystemer er eksempler på investeringer, der kræver store økonomiske indskud, som er så finansielt belastende, at landbrugerne ikke kan forventes at kunne klare dem på egen hånd. De offentligt tilgængelige støttekroner er ikke tilstrækkelige til at imødegå sektorens voksende investeringsbehov. Grove skøn viser, at der på markedet mangler mellem 1,6 og 4,1 mia. EUR til kortfristede lån og mellem 5,5 og 14,8 mia. EUR til langfristede lån til finansiering af landbruget.

Finansielle instrumenter, eksempelvis lån, garantier og egenkapitalfinansiering, kan lette adgangen til finansiering for disse landbrugere (f.eks. små landbrugere, nytilkomne landbrugere osv.) eller for producenter af landbrugsfødevarer, der finder det vanskeligt at få finansieret enten registreringen af virksomheden eller udviklingen af den. Når EU-midlerne og de private midler samles, vil de få en multiplikatoreffekt, f.eks. i form af øget investeringsvolumen (gearing).

MEMO/17/4842

Pressehenvendelser:

Borgerhenvendelser: Europe Direct på tlf. 00 800 67 89 10 11 eller pr. mail


Side Bar