Navigation path

Left navigation

Additional tools

Europa-Kommissionen - Faktaark

Spørgsmål og svar om Europa-Kommissionens meddelelse: Parisprotokollen - En plan for bekæmpelsen af globale klimaændringer efter 2020

Bruxelles, 25 februar 2015

1. Hvad er meddelelsens formål?

Meddelelsen beskriver EU's visioner for en gennemsigtig, dynamisk og retlig bindende FN-klimaaftale, der bringer verden på rette vej til at forhindre, at den globale opvarmning når op på et farligt niveau. De internationale forhandlinger er allerede indledt, og efter planen skal de afsluttes på FN's klimakonference i Paris i december 2015.

Meddelelsen udmønter de afgørelser, der blev truffet på det europæiske topmøde i oktober 2014, i EU's foreslåede emissionsreduktionsmål (det såkaldte tilsigtede nationalt bestemte bidrag, eller INDC) med henblik på den nye aftale.

2. Hvordan passer meddelelsen ind i den europæiske strategi for energiunionen, der er blevet fremlagt i dag?

Meddelelsen er afgørende for, at Juncker-Kommissionen kan gennemføre sin plan om at opbygge en robust energiunion med en fremadskuende klimapolitik.

Samtidig med vedtagelsen af de andre primære elementer i 2030-rammen i oktober 2014 blev EU's ledere enige om at reducere drivhusgasemissionerne i EU med mindst 40 % frem mod 2030. Formålet hermed er at gøre Den Europæiske Unions økonomi og energisystem mere konkurrencedygtigt, sikkert og bæredygtigt, mens der samtidig fastsættes et mål på mindst 27 % for vedvarende energi og energibesparelser frem mod 2030. Revisionen af EU's emissionshandelssystem vil være en del af rammen efter 2020.

Bekæmpelsen af klimaændringerne fordrer en international politisk reaktion. EU står kun for ca. 10 % af de globale emissioner, og denne andel vil falde yderligere over det næste årti. I 2011 besluttede de 196 parter i De Forenede Nationers rammekonvention om klimaændringer at udarbejde en ny aftale, der skal gælde for alle fra udgangen af 2015, hvor klimakonferencen afholdes i Paris. Meddelelsen kommer således med forslag til udformningen af hovelementerne i denne nye aftale.

3. Hvorfor har vi brug for en ny klimaaftale?

Det internationale samfund har anerkendt de videnskabelige beviser på, at den globale gennemsnitlige årlige temperaturstigning skal holdes under 2 °C (3,6 °F) i forhold til temperaturen før industrialiseringen for at forhindre, at klimaændringerne når op på et farligt niveau. Den internationale indsats til dato er imidlertid ikke tilstrækkelig: I 2100 vurderes stigningen i jordens gennemsnitlige overfladetemperatur til at nå op på mellem 3,7 og 4,8 °C over gennemsnittet for perioden 1850-1900, mens den stigning, vi oplever lige nu, ligger på 0,85 °C.

Den seneste klimavidenskabelige vurdering fra Det Mellemstatslige Panel om Klimaændringer (IPCC) påpeger, at chancen for at forblive under temperaturgrænsen på 2 °C kun er til stede i en begrænset periode. Hvis temperaturstigningen skal begrænses, kræver det betydelige og vedvarende reduktioner i drivhusgasemissionerne i alle lande. Hvis denne indsats udskydes, vil det sandsynligvis blive dyrere og teknologisk mere udfordrende samt mindske mulighederne for effektivt at reducere emissionerne og forberede sig på virkningerne af klimaændringerne.

UNFCCC, der har universelt medlemskab - dvs. 196 parter, herunder EU - har siden 1994 haft fokus på at forhindre farlig menneskeskabt indvirkning på det globale klimasystem. Kyotoprotokollen var et afgørende første skridt, men fik kun tilslutning fra 39 industrialiserede lande, og det var aldrig tanken, at den alene ville kunne løse problemet. I kølvandet på klimakonferencen i København og inden 2014 havde mere end 90 lande - såvel udviklede som udviklingslande - afgivet frivillige emissionstilsagn for 2020. Disse tilsagn er imidlertid ikke tilstrækkelige til at nå det fastsatte mål på under 2 °C.

Af denne grund påbegyndte UNFCCC i 2011 forhandlinger om en ny retlig bindende aftale, der omfatter alle parter, og som vil bringe verden på rette vej i bestræbelserne på at holde sig under 2 °C-målet. Det er planen, at aftalen skal lukkes i Paris i december 2015 og træde i kraft i 2020.

EU mener, at den nye protokol bør omfatte retligt bindende tilsagn om emissionsreduktioner, fordi det vil sende det tydeligste signal til regeringer, markeder og offentligheden om, at parterne i protokollen har forpligtet sig til at bekæmpe klimaændringerne. Sådanne tilsagn er det stærkeste udtryk for en parts politiske vilje til at overholde sine forpligtelser, de giver både offentlige og private aktører den nødvendige forudsigelighed og sikkerhed, og de påvirkes ikke af eventuelle ændringer i nationale politikker. Men dette kan kun opnås med en ny aftale, der gælder for alle.

4. Hvad er meddelelsens hovedpunkter?

Meddelelsens hovedpunkter er som følger:

  • Den udmønter de afgørelser, som EU's ledere traf på det europæiske topmøde i oktober 2014, i EU's foreslåede emissionsreduktionsmål med henblik på den nye aftale. Målet fastsættes i henhold til de krav om information, der blev vedtaget i Lima. EU vil kunne fremsende sit bidrag til UNFCCC's sekretariat inden udgangen af marts 2015.
  • Den opfordrer alle lande til at fremsende deres forslag til emissionsreduktionsmål for perioden efter 2020 og frem til 2025/2030 i god tid inden Pariskonferencen. Navnlig Kina, USA og andre G20-lande bør være i stand til at gøre dette inden udgangen af første kvartal 2015.
  • Meddelelsen beskriver EU's visioner for en gennemsigtig, dynamisk og retlig bindende aftale, der indeholder retfærdige og ambitiøse tilsagn for alle parter baseret på skiftende geopolitiske forhold. Kollektivt set bør disse tilsagn - i overensstemmelse med videnskaben - kunne bringe verden på rette vej i bestræbelserne på at reducere de globale emissioner med mindst 60 % i forhold til 2010-niveauerne inden 2050.
  • Den foreslår, at 2015-aftalen ideelt set bør udformes som en protokol til UNFCCC og træde i kraft så snart den er ratificeret af et antal lande, der samlet set svarer til 40 Gt CO2-ækvivalenter. Det svarer til ca. 80 % af de globale emissioner i 2010. EU, Kina og USA bør udvise politisk lederskab ved at tiltræde protokollen så snart som muligt.
  • Udover at forpligte sig til emissionsreduktioner bør den nye protokol opfordre alle lande til at tage del i klimafinansiering, teknologiudvikling og -overførsel samt kapacitetsopbygning.
  • For at alle lande kan opnå en klimaresistent, bæredygtig udvikling bør protokollen styrke parternes tilsagn om at gennemføre tilpasningsforanstaltninger, til at samarbejde og fremme en effektiv og lønsom anvendelse af strategier til reduktion af emissionerne og tilpasning til de negative virkninger af klimaændringerne.
  • Meddelelsen understreger behovet for, at protokollen indeholder et krav om, at drivhusgasemissionerne reduceres i alle sektorer, inklusive i luft- og søfarten, samt fra fluorholdige gasser. Henholdsvis Organisationen for International Civil Luftfart (ICAO), Den Internationale Søfartsorganisation (IMO) og Montrealprotokollen bør handle på disse områder inden udgangen af 2016.
  • Den fremhæver, hvordan andre EU-politikker på områder såsom handel, videnskabelig forskning, teknologiudvikling og innovation samt økonomisk samarbejde og udviklingssamarbejde kan støtte og styrke EU's internationale klimapolitik.
  • Meddelelsen ledsages af en handlingsplan for klimadiplomati, der er udarbejdet med det formål at udvide EU's opsøgende arbejde og opbygge alliancer med ambitiøse partnerlande uden for EU i tiden op til Pariskonferencen.

5. Hvorfor bør alle lande bidrage og hvordan bør de bidrage?

Den nye protokol skal afspejle udviklingen af de enkelte landes ansvar i verdensøkonomien samt de aktuelle geopolitiske realiteter og de forskellige landes evne til at bidrage.

I november 2014 fulgte Kina og USA, verdens to største udledere af CO2, EU's eksempel og offentliggjorde deres mål for perioden efter 2020. Samlet set dækker dette kun ca. halvdelen af de nuværende globale emissioner. For at være effektiv skal den nye protokol have størst mulig geografisk dækning og det højest mulige ambitionsniveau. De lande, der bærer det største ansvar og har størst kapacitet, skal yde de mest ambitiøse bidrag, men det er vigtigt, at alle lande medvirker og forpligter sig til at spille deres rolle. Hver parts bidrag bør udgøre et mærkbart fremskridt for så vidt angår ambitionsniveau og omfang i forhold til det nuværende bidrag. Bidraget bør afspejle en gradvis konvergens hen mod lavere niveauer for de samlede emissioner og forbedring af emissionsintensiteten.

6. Hvordan kan den nye aftale være med til at fremme klimafinansiering?

Overgangen til klimaresistente lavemissionsøkonomier vil kræve et kæmpestort skifte i investeringsmønstrene. Både offentlig og privat finansiering vil spille en stor rolle. Protokollen bør fastsætte rammer for, hvordan vi fremmer investeringer i klimaresistente lavemissionsprogrammer og ‑projekter for parterne i den nye protokol. Dette kunne f.eks. omfatte, at alle parter i den nye protokol forpligter sig til at styrke de såkaldt "gunstige miljøer" med henblik på at fremme investeringer i lavemissions- og klimaresistente teknologier. Hvis det skal lykkes at tiltrække klimafinansiering, er det afgørende, at de rette specifikke lokale betingelser etableres - såvel retlige, organisatoriske, skattemæssige, informationsmæssige og politiske. Parterne i den nye protokol bør også forpligte sig til at indarbejde klimaovervejelserne i deres egne politikker, udviklingsstrategier og investeringer med henblik på at drage fordel af de mange synergier mellem udvikling og klimafinansiering. Det vides først, hvor stort behovet for klimafinansiering til modvirkning og tilpasning efter 2020 er, når størstedelen af de tilsigtede nationalt bestemte bidrag og de nationale tilpasningsplaner er blevet offentliggjort. 

7. Vil EU fortsat støtte klimaindsatsen i udviklingslandene?

Ja, EU er fast besluttet på fortsat at støtte udviklingslandene. EU har oprettet en lang række finansieringsinstrumenter, der skal dække finansieringsbehovet i forskellige lande og sektorer. De mindst udviklede og mest sårbare lande vil fortsat have præferenceadgang til midler i form af tilskud, f.eks. gennem EU's globale klimaalliance eller EU's samarbejdsprogrammer med specifikke lande og regioner. Udover tilskud fremmer EU også mobiliseringen af lån og private investeringer gennem regionale investeringsfaciliteter. Siden 2007 har disse faciliteter kombineret ca. 1 mia. EUR i EU-finansiering med mere end 6 mia. EUR i offentlige lån, hvilket har givet adgang til projektfinansiering på mere end 25 mia. EUR af mere end 120 klimarelevante projekter i udviklingslandene. Desuden støtter mange EU-medlemsstater udviklingslandene gennem meget vigtige bilaterale samarbejdsprogrammer og via multilaterale fonde såsom Den Grønne Klimafond og Den Globale Miljøfacilitet. Alene i 2013 ydede EU og medlemsstaterne tilsammen omkring 9,5 mia. EUR (ca. 12 mia. USD) i form af tilskud og lån til støtte for klimaindsatsen i udviklingslandene.

8. Hvordan forberedes og indsamles emissionsreduktionsbidragene til 2015-aftalen?

De tilsigtede nationalt bestemte bidrag (INDC) forberedes nationalt af hver part i UNFCCC, på samme måde som EU og medlemsstaterne har gjort det. Informationskravene til en klar, gennemsigtig og forståelig beskrivelse af de foreslåede mål er fastsat i Limaopfordringen til klimaindsats, som blev vedtaget i Peru i december 2014.

Alle parter bør fremlægge deres INDC i god tid inden Pariskonferencen. EU forventer, at alle G20-lande, alle store økonomier og andre lande, der har kapacitet hertil, fremlægger deres tilsigtede bidrag inden udgangen af første kvartal 2015.

EU's foreslåede bidrag er beskrevet i meddelelsen og fastsætter EU's emissionsreduktionsmål som et INDC i overensstemmelse med de vedtagne krav. EU vil kunne fremsende sit INDC inden udgangen af marts.

UNFCCC har oprettet en særlig portal, hvor parterne kan uploade deres INDC, som efterfølgende offentliggøres på hjemmesiden. I henhold til mandatet fra Limakonferencen udarbejder UNFCCC inden den 1. november 2015 en samlet rapport om den kumulerede virkning af de foreslåede bidrag, som parterne skal have fremsendt inden den 1. oktober 2015.

9. Hvordan vil EU bidrage til den nye aftale?

EU's bidrag til 2015-Parisaftalen vil være et bindende mål for hele økonomien i EU om at reducere drivhusgasemissionerne med "mindst 40 %" inden 2030. For at nå det overordnede mål skal sektorer, der er omfattet af EU's emissionshandelssystem (EU ETS), reducere deres emissioner med 43 % i forhold til 2005 inden 2030. Emissioner fra sektorer uden for EU ETS skal reducere med 30 % i forhold til 2005. "Minimumsmålet" på 40 % er ambitiøst og retfærdigt og i overensstemmelse med en omkostningseffektiv vej til en reduktion på mindst 80 % i EU inden 2050.

10. Hvad sker der, hvis de samlede foreslåede bidrag ikke er nok til at nå det vedtagne 2˚C-mål på Pariskonferencen?

Hvis de samlede bidrag, der fastsættes på Pariskonferencen, ikke kan leve op til de krav, som videnskaben har udpeget som nødvendige for at kunne holde temperaturstigningen under målet på 2˚C, bør den nye protokol og de beslutninger, der træffes i Paris, sikre, at verden bliver ført på rette vej så hurtigt som muligt.

Først og fremmest er det afgørende, at aftalen er dynamisk og omfatter en proces for regelmæssig gennemgang og styrkelse af modvirkningstilsagnene i overensstemmelse med det langsigtede mål og den nyeste viden. Hvis den globale indsats ikke er nok, bør denne gennemgang hvert femte år kunne opfordre parterne til at hæve ambitionsniveauet for de eksisterende tilsagn i de efterfølgende perioder. En gennemgang hvert femte år fra 2020 vil fremme gennemsigtighed, klarhed og forståelse af parternes modvirkningstilsagn i lyset af deres bidrag til 2 °C-målet. Gennemgangen bør opfordre parterne til at redegøre for fremskridtene med deres modvirkningstilsagn og argumentere for, at deres tiltag er retfærdige og ambitiøse. Processen bør også tage hensyn til ændringer i kapacitet, ansvar og nationale forhold.

For det andet bør der i Paris vedtages en proces med start i 2016, som udpeger områder med et højt modvirkningspotentiale, og som drager nytte af hidtil uudnyttede muligheder gennem internationalt samarbejde, f.eks. med støtte fra Den Grønne Klimafond.

For det tredje bør den regionale, ikke-statslige og private indsats, som supplerer den statslige indsats, også opjusteres. I den forbindelse blev der iværksat en lang række initiativer på FN's klimatopmøde i september 2014 og på Limakonferencen. 

11. Hvordan ved vi, om parterne lever op til deres målsætninger?

Vi kan kun opbygge den nødvendige tillid til den nye protokol ved at sikre, at den også omfatter et solidt gennemsigtigheds- og regnskabssystem. Dette system skal omfatte regler for måling, rapportering, verifikation og regnskabsføring, der er retlig bindende for alle parter, samt en dertil knyttet overholdelsesordning.

En fælles målings-, rapporterings- og verifikationsramme samt regnskabsregler bevarer tilsagnenes integritet, fordi det giver parterne mulighed for på en gennemsigtig og konsekvent måde at vise, at de lever op til deres tilsagn, og at de rapporterede resultater er reelle. Det vil også gøre parterne i stand til at vise, hvor langt de samlet set avancerer, og tilvejebringe de oplysninger, der er nødvendige for på effektiv vis at kunne udforme de nationale modvirkningspolitikker. En overholdelsesordning vil fremme og lette alle parters effektive og rettidige gennemførelse, styrke tiltroen til, at alle parter gør deres del, og sikre retssikkerhed og forudsigelighed. Dette er et altafgørende centralt element, hvis vi skal forblive på rette vej med hensyn til 2 °C-målet. 

12. Hvilken rolle spiller tilpasning i den nye klimaaftale?

Selv om det er yderst vigtigt at reducere emissionerne, er det mindst lige så vigtigt, at parterne individuelt og kollektivt forbereder sig på og tilpasser sig de negative virkninger af klimaændringerne. Tilpasning vil være derfor være et centralt element i den nye protokol. Den nye protokol bør således understrege alle landenes forpligtelser til at træffe foranstaltninger, der fremmer en tilfredsstillende tilpasning, integrere tilpasning i de relevante nationale og regionale planlægningsprocesser og samarbejde for at opnå en klimaresistent, bæredygtig udvikling.

For at kunne vurdere fremskridtene hen imod opfyldelsen af konventionens mål, bør protokollen forbedre rapporteringen om effektiviteten af tilpasningsindsatsen og de erfaringer, der er gjort med opbygning af resistens, i de nationale meddelelser. Protokollen bør øge bistanden til de regioner og lande, der er særligt sårbare over for de negative virkninger af klimaændringerne, herunder finansiel og teknisk bistand samt kapacitetsopbygning. 

13. Hvad er udsigterne til at opnå en global aftale?

Udsigterne er gode. En af udfordringerne er at sikre, at den nye protokol er "egnet til formålet" i mange år frem. For at opnå dette skal den være ambitiøs, robust, dynamisk og i stand til at holde verden på rette vej med hensyn til 2 °C-målet.

EU har fuld tillid til, at den nye protokol væsentligt vil styrke og udvide den kollektive internationale indsats for at bekæmpe klimaændringerne. Over de seneste 12 måneder er der opstået et voksende globalt momentum for en øget klimaindsats, både på politisk niveau og i offentligheden. Målet om at reducere drivhusgasemissionerne i EU med "mindst 40 %", som EU's politiske ledere vedtog sidste oktober, og USA's og Kinas efterfølgende offentliggørelse af deres fremtidige mål, er et klart bevis på den internationale vilje. Desuden resulterede Limakonferencen i tilsagn om støtte til Den Grønne Klimafond, som vil blive brugt til at støtte udviklingslandene, på over 10 mia. USD - hvoraf næsten halvdelen ydes af EU-medlemsstater.

Endnu mere vigtigt er det, at det af IPCC's femte vurderingsrapport fremgår, at vi stadig kan holde os inden for 2 °C-målet - samtidig med at den understreger, at det er bydende nødvendigt, at der leveres en ambitiøs, global og kollektiv indsats nu.

Der vil være brug for stærk politisk vilje hos alle parter, navnlig G20 og andre høj- og mellemindkomstlande, for at nå frem til en effektiv aftale.

14. Hvad skal der ske nu?

Meddelelsen fremlægges for EU's miljøministre på deres møde den 6. marts. De kommende uger færdiggør EU sit bidrag til den nye globale klimaaftale, som skal fremsendes til UNFCCC inden udgangen af marts.

De kommende måneder vil EU dernæst bl.a. fokusere på at sikre en intens dialog og et intenst samarbejde med sine partnerlande og tilskynde G20 og andre høj- og mellemindkomstøkonomier til at gå foran med et godt eksempel og fremsende ambitiøse bidrag i god tid, navnlig inden for rammerne af De Større Økonomiers Forum, G20 og G7.

Europa-Kommissionen overvejer desuden at arrangere en særlig international konference med det formål at øge den gensidige forståelse af de forskellige foreslåede bidrag (INDC) og tilsigte, at den kollektive ambition er tilstrækkelig inden Pariskonferencen.

15. Hvem gavner det?

Det vil gavne alle lande i verden og deres befolkninger, hvis klimaændringerne ikke når op på et farligt niveau. IPCC's femte vurderingsrapport præsenterer de negative virkninger af at undlade at tage effektivt hånd om klimaændringerne.

Udover at begrænse virkningerne af klimaændringerne er der følgende særlige økonomiske og miljømæssige fordele for EU:

- øget energisikkerhed som følge af især lavere anvendelse og import af fossile brændstoffer

- øget energieffektivitet - i forhold til situationen under de nuværende politikker - der bidrager til at mindske omkostningerne, skabe beskæftigelse og øge konkurrenceevnen

- mindsket luftforurening til gavn for menneskers sundhed

- hvad angår beskæftigelse, nye vækstsektorer, der forventes at skabe flere muligheder inden for ingeniørarbejde, fremstilling, transportudstyr, anlægs- og erhvervstjenester.

MEMO/15/4487

Borgerhenvendelser:


Side Bar