Navigation path

Left navigation

Additional tools

Europa-Kommissionen

MEMO

Bruxelles, den 15. april 2014

Bankunionen: genopretning af den finansielle stabilitet i euroområdet

1. Bankunionen i en nøddeskal

Siden krisen startede i 2008, har Europa-Kommissionen arbejdet hårdt på at nyttiggøre erfaringerne fra krisen og skabe en sikrere og sundere finanssektor. Kommissionen har fremsat forslag om 28 nye regelsæt med henblik på en bedre regulering, overvågning og styring af finanssektoren, således at det for fremtiden ikke er skatteyderne, der skal betale regningen, når bankerne begår fejl. De fleste af disse regelsæt er allerede trådt i kraft eller ved at blive færdigbehandlet.

Figur 1: Centrale brikker i puslespillet til reformen af EU's finanssektor

Efterhånden som finanskrisen udviklede sig og blev til en gældskrise i euroområdet i 2010/11, stod det klart, at der måtte gøres mere for de lande, som havde fælles valuta og var stærkt afhængige af hinanden, navnlig for at bryde den onde cirkel mellem bankerne og statsfinanserne (se boks 1).

Derfor besluttede stats- og regeringscheferne i juni 2012, at der skulle oprettes en bankunion for at fuldføre Den Økonomiske og Monetære Union og give mulighed for centraliseret anvendelse af EU-reglerne for banker i euroområdet (og medlemsstater uden for euroområdet, der måtte ønske at deltage).

Det nye fælles regelsæt for banker i alle 28 medlemsstater danner grundlaget for bankunionen. De fælles regler vil medvirke til at forhindre, at der overhovedet opstår bankkriser (navnlig kapitalkravsdirektivet og kapitalkravsforordningen – MEMO/13/690), og hvis der er banker, der kommer i vanskeligheder, udgør de en fælles ramme til at styre processen og afvikle dem på en velordnet måde, hvis det viser sig nødvendigt (direktivet om genopretning og afvikling af kreditinstitutter og investeringsselskaber – MEMO/14/297). De fælles regler betyder også, at alle bankkunder i EU har sikkerhed for, at deres indlån op til 100 000 EUR (pr. indskyder pr. bank) er beskyttet altid og overalt i EU (direktivet om indskudsgarantiordninger — MEMO/14/296).

Bankunionen sikrer, at disse regler gennemføres ensartet i hele euroområdet. For det første vil Den Europæiske Centralbank (ECB) fra november 2014 være tilsynsførende for alle 6 000 banker i euroområdet inden for rammerne af den fælles tilsynsmekanisme (MEMO/13/780). For at sikre, at ECB fra starten har et klart overblik over situationen for de banker, den fører tilsyn med, foretages der i øjeblikket en omfattende vurdering af bankernes finansielle sundhed.

I de sjældne tilfælde, hvor banker bliver nødlidende på trods af det øgede tilsyn, vil den nyligt vedtagne fælles afviklingsmekanisme (MEMO/14/295) for det andet gøre det muligt at foretage en mere effektiv afvikling ved hjælp af Den Fælles Afviklingsinstans og Den Fælles Afviklingsfond. Hvis en bank bliver nødlidende, vil den fælles afviklingsmekanisme med sine klare regler for beslutningstagning for banker med grænseoverskridende aktiviteter og sine yderst erfarne medarbejdere være meget mere effektiv til at gennemføre afviklinger end det nuværende kludetæppe af nationale afviklingsmyndigheder.

Sammen med de nye EU-regler vedrørende regulering af finanssektoren er bankunionen i sin færdige form et stort fremskridt i den økonomiske og monetære integration af EU (MEMO/14/244). Den vil betyde enden på perioden med omfattende skatteyderbetalte redningspakker og vil bidrage til at genoprette den finansielle stabilitet. Dette skaber igen de rette betingelser for, at finanssektoren kan yde lån til realøkonomien, og hermed fremmes den økonomiske genopretning og jobskabelsen (se boks 2).

Boks 1: Den onde cirkel mellem bankerne og statsfinanserne

Statsgældskrisen i euroområdet understregede den potentielt onde cirkel mellem bankerne og statsgælden.

Hvad består den onde cirkel i?

Bankunionen vil bidrage til at bryde den indbyrdes forbindelse mellem banker og stater:

  • Bankerne bliver stærkere og mere immune over for pludselige problemer: Det fælles tilsyn vil sikre en effektiv håndhævelse af strengere tilsynskrav for banker. Kravene indebærer, at de skal have tilstrækkelige kapitalreserver og tilstrækkelig likviditet. Dermed bliver EU's banker mere solide, og deres evne til at forvalte de risici, der er forbundet med deres aktiviteter, og absorbere de tab, de måtte pådrage sig, styrkes.

  • Nødlidende banker vil blive afviklet, uden at det koster skatteyderne penge, og med begrænsede negative virkninger for det offentliges budgetstilling: Bankafviklinger vil blive finansieret af bankernes aktionærer og kreditorer og af en afviklingsfond, der finansieres af branchen selv. Bankerne bør ikke reddes gennem redningspakker, og det offentliges budgetstilling vil ikke blive yderligere svækket.

  • Banker vil ikke længere være "europæiske, mens de er i live, men nationale, når de dør", idet der vil blive ført tilsyn med dem af en egentlig europæisk mekanisme, og idet nødlidende banker også vil blive forvaltet af en egentlig europæisk mekanisme.

Boks 2:

Det skal være lettere for bankerne at yde lån til virksomheder og private husholdninger

Den ukoordinerede indsats over for nødlidende banker fra medlemsstaternes side, hvor midlerne sommetider har været øremærket til kun at blive anvendt inden for de nationale grænser, kombineret med den store indbyrdes afhængighed mellem bankerne og de medlemsstater, hvor de er hjemmehørende, medførte en alvorlig fragmentering af det indre marked inden for långivning og finansiering. Denne fragmentering var særlig skadelig i euroområdet, hvor den lagde hindringer i vejen for en effektiv långivning til realøkonomien og dermed for væksten.

Nye tal viser, at det for 80 % af de tyske SMV'er, der anmoder om et lån, lykkes at få et lån af den størrelse, de har anmodet om. Denne procentdel er kun 40 % i de sydeuropæiske lande og helt nede på 25 % i Grækenland. Desuden er der stadig forskelle på rentesatserne for virksomheder og private husholdninger, og det kan hæmme det begyndende opsving.

Da alle banker i bankunionen er underlagt samme tilsynsmyndigheder og samme afviklingsmekanisme, vil tilliden til alle banker blive større. Bankernes troværdighed på markederne vil afhænge af deres specifikke risikoprofil og mindre og mindre af den finansielle styrke hos de medlemsstater, hvor de er hjemmehørende. Dette vil gøre det lettere for banker i alle medlemsstater for at få adgang til finansiering på lige vilkår, og dermed bliver det til gengæld lettere for dem at yde lån til private husholdninger og virksomheder i hele EU.

2. Hvordan skabes der med bankunionen en sikrere banksektor i euroområdet?

Vi har lært meget af krisen. Og vi har nu et helt sæt foranstaltninger til at håndtere banker på en altomfattende måde. Vi:

— gør alle banker mere sikre fra begyndelsen (kriseforebyggelse)

— sikrer, at hvis de får problemer, så kan tilsynsmyndighederne gribe ind tidligt for at forvalte dem (tidlig indgriben)

—sørger for, at hvis det værste sker, så har vi redskaberne til at håndtere en krise effektivt (bankafvikling).

2.1 Første trin: Kriseforebyggelse

Europa-Kommissionen har fremsat 28 lovforslag, der omfatter alle finansielle aktører og produkter, med henblik på en bedre regulering og styring af finanssektoren og et bedre tilsyn med den. De udgør det fælles regelsæt. Bankerne skal overholde det i hele det indre marked. Dette er afgørende for at sikre, at der er stærk regulering overalt, uden smuthuller, så vi kan garantere lige vilkår for bankerne og et egentligt indre marked for finansielle tjenesteydelser. Det gavner bankerne, finanssektoren generelt samt borgerne, forbrugerne og skatteyderne.

2.1.1 En stærkere og uafhængig tilsynsmyndighed, der skal sikre, at bankerne anvender de gældende regler

Den fælles tilsynsmekanisme giver Den Europæiske Centralbank (ECB) ansvaret for tilsynet med bankerne i euroområdet (og andre medlemsstater, der deltager i den fælles tilsynsmekanisme).

ECB vil være garant for en ægte europæisk tilsynsmekanisme, som ikke er afhængig af nationale interesser, og vil svække forbindelsen mellem bankerne og statsfinanserne og tage hensyn til risici for den finansielle stabilitet. ECB overtager sin nye rolle som fælles tilsynsførende i november 2014. Hermed sikres det, at det fælles regelsæt anvendes ensartet og konsekvent i euroområdet. I mellemtiden foretager ECB en omfattende vurdering af en række store banker og disse bankers balance. Danièle Nouy er blevet udpeget som den første formand for den fælles tilsynsmekanisme (MEMO/13/1155).

2.1.2 Strengere tilsynskrav skal give mere modstandsdygtige banker

Med pakken om kapitalkrav for banker (CRD IV-pakken) bestående af kapitalkravsdirektiv IV og kapitalkravsforordningen (se MEMO/13/690) gennemføres de nye globale standarder for bankkapital (almindeligvis kendt som Basel III-regelsættet) i EU's lovgivningsmæssige rammer.

De nye regler, der har været gældende siden den 1. januar 2014, sikrer, at bankerne nu har et tilstrækkeligt kapitalniveau, både hvad angår kvantitet og kvalitet. Med disse regler har EU opfyldt sit tilsagn til G20 om at gennemføre Basel III-regelsættet rettidigt.

2.1.3 Planlægning i tide for banker, hvis tilstand er kritisk

Finanssektoren i hele EU har nu solide rammer at støtte sig til, hvis banker kommer i vanskeligheder. Ifølge disse rammer for bankkriser og bankafvikling (MEMO/14/297) skal bankerne udarbejde genopretningsplaner med en beskrivelse af de foranstaltninger, de vil træffe for at forblive levedygtige, hvis deres finansielle situation blev forværret, og afviklingsplaner med henblik på en velordnet afvikling, hvis de ikke længere er levedygtige.

I bankunionen er denne myndighed ECB. Disse planer bør fastlægge de forskellige muligheder for at anvende afviklingsværktøjer (f.eks. overførsel af aktiver til en brobank, nedskrivning af kapitalinstrumenter eller andre forpligtelser i en bail-in) og måder, hvorpå det kan sikres, at kritiske funktioner kan fortsætte.

2.2 Andet trin: Korrigerende indgreb i tide, når der opstår problemer — tidlig indgriben

Vi har nu regler, som giver mulighed for tidlig indgriben, når der er banker, der kommer i problemer. Banktilsynsmyndighederne har fået et udvidet sæt beføjelser, så de kan gribe ind, hvis et kreditinstitut får økonomiske problemer (f.eks. hvis en bank ikke opfylder eller risikerer ikke længere at opfylde de fastsatte kapitalkrav), men før problemerne bliver kritiske og den finansielle situation forværres så meget, at der ikke kan rettes op på den. De er fastsat i genopretningsplanerne for banker og omfatter bl.a. muligheden for at afsætte ledelsen og udpege en særlig forvalter, indkalde til generalforsamling for at vedtage hastende reformer og forbyde udlodning af dividender eller udbetaling af bonusser. Den pågældende tilsynsmyndighed kan også kræve, at banken mindsker sin eksponering over for visse risici, øger sin kapital eller gennemfører ændringer af sin juridiske struktur eller selskabsstrukturen.

Hvis en banks levedygtighed anses for at være truet, vil ECB inden for bankunionens rammer som fælles tilsynsmyndighed føre tilsyn med den tidlige indgriben i samarbejde med de relevante afviklingsmyndigheder.

2.3 Tredje trin: Hvis en banks finansielle situation forringes uopretteligt: krisestyring, der beskytter indskyderne og skatteyderne

2.3.1 Beskyttelse af skatteyderne

Gentagne redningspakker til bankerne har øget den offentlige gæld og medført en meget stor byrde for skatteyderne. Den godkendte statsstøtte i form af rekapitalisering og overtagelse af værdiforringede aktiver mellem oktober 2008 og december 2012 beløb sig til 591,9 mia. EUR eller 4,6 % af EU's BNP i 2012 (Kommissionen). Hvis man også medregner garantier, er beløbet 1,6 billion EUR eller 13 % af EU’s BNP (Kommissionen) alene for perioden 2008-2010 (se IP/13/1301).

Hvis en banks finansielle situation forværres uopretteligt, er der med direktivet om genopretning og afvikling af kreditinstitutter og investeringsselskaber sørget for, at bankernes aktionærer og kreditorer kommer til at betale deres andel af omkostningerne gennem en bail-in-mekanisme (se boks 3).

Den fælles afviklingsmekanisme sikrer en centraliseret og effektiv anvendelse af disse regler i bankunionen. Den betyder, at de komplicerede beslutninger, der skal træffes, når en afvikling finder sted, særlig en grænseoverskridende afvikling, kan gennemføres hurtigt med bindende virkning for alle medlemsstater i bankunionen.

Den fælles afviklingsmekanisme er bygget op omkring en stærk Fælles Afviklingsinstans og omfatter faste medlemmer samt Kommissionen, Rådet, ECB og de nationale afviklingsmyndigheder. Når en bank i euroområdet eller en bank, der er hjemmehørende i en medlemsstat, der deltager i bankunionen, skal afvikles, vil ECB i de fleste tilfælde anmelde sagen til Den Fælles Afviklingsinstans, Kommissionen og de kompetente nationale afviklingsmyndigheder. Beslutningsprocessen er blevet tilrettelagt sådan, at det vil være muligt at træffe en beslutning i løbet af en weekend (se figur 2).

Figur 2

For at undgå, at skatteyderne kommer til at betale, skal alle banker i EU indbetale til en fond for at muliggøre en gnidningsløs afvikling. I bankunionen samles disse midler gradvist i en pulje. Hvis der er behov for yderligere ressourcer til at stille midler på mellemlang sigt til rådighed for banken, således at den kan fortsætte driften, samtidig med at den bliver rekonstrueret, vil disse ressourcer blive taget fra Den Fælles Afviklingsfond, som alle banker i bankunionen vil bidrage til fra 2016, og som i 2024 vil være på 55 mia. EUR.

Boks 3: Hvordan kommer bail-in-mekanismen til at fungere i praksis?

Bail-in: Rekapitalisering gennem nedskrivning af passiver og/eller konvertering af dem til egenkapital vil gøre det muligt for instituttet at fortsætte som en going concern. Dermed undgår man den forstyrrelse af det finansielle system, som en standsning eller afbrydelse af instituttets vigtige tjenester ville medføre, og myndighederne får tid til at omstrukturere det eller afvikle dele af dets forretningsaktiviteter på en velordnet måde.

Kort sagt: Hvis det er nødvendigt for en bank at gøre brug af bail-in, vil myndighederne først nedskrive værdien af aktionærernes aktier og derefter følge en på forhånd fastlagt rækkefølge ved nedskrivningen af andre forpligtelser. Aktionærer og andre indehavere af instrumenter såsom konvertible obligationer og efterstillede obligationer vil være de første til at bære tabene.

Indlån på under 100 000 EUR vil aldrig blive berørt: De vil altid være dækket 100 %.

I så høj grad som muligt er ansvaret for at dække bankernes tab lagt over på private investorer i bankerne og banksektoren som helhed og ikke på skatteyderne.

2.3.2 Beskyttelse af indskyderne

Bankindlån vil i alle medlemsstater fortsat være garanteret op til 100 000 EUR pr. indskyder pr. bank, også selv om banken går konkurs. Denne garanti giver kunderne en følelse af finansiel stabilitet og betyder, at de ikke i en krisesituation straks hæver store beløb i deres bank. Dermed forebygges de alvorlige økonomiske konsekvenser, som dette kan medføre.

Indskyderne vil desuden få deres penge udbetalt hurtigere, nærmere bestemt inden 7 arbejdsdage (mod tidligere 20), og de nationale indskudsgarantiordninger vil være langt bedre finansieret, så de kan dække deres garantier, især fordi der er tale om en høj grad af forudfinansiering: 0,8 % af de dækkede indlån vil blive indkrævet fra bankerne over en 10-årsperiode. Hvis de forudfinansierede midler viser sig at være utilstrækkelige, vil indskudsgarantiordningen umiddelbart opkræve efterfølgende bidrag fra banksektoren, og som en sidste udvej vil indskudsgarantiordningen have adgang til alternative finansieringsordninger, f.eks. lån fra offentlige eller private tredjeparter. Der vil også være en frivillig ordning for gensidig låntagning mellem indskudsgarantiordninger fra forskellige EU-lande. (MEMO/13/1176)

I henhold til direktivet om genopretning og afvikling af banker vil private og små virksomheder med indlån på over 100 000 EUR få fortrinsbehandling ("indskyderpræference"). De vil ikke blive påført nogen tab før andre simple kreditorer og er således allernederst i bail-in-hierarkiet. Medlemsstaterne kan også vælge at anvende en vis fleksibilitet og undtage dem helt.

2.3.4 Bagstopperordninger

Når ovennævnte er på plads, er der i langt de fleste tilfælde ikke behov for offentlig skatteyderbetalt finansiel støtte. I særlige tilfælde kan der dog være behov for yderligere ressourcer, og i sådanne tilfælde må der være klare og egnede bagstopperordninger. Enhver bagstopperordning skal være skattemæssigt neutral på mellemlang sigt og betales tilbage over tid af banksektoren via brancheafgifter.

I henhold til forordningen om den fælles afviklingsmekanisme skal afviklingsinstansen i samarbejde med medlemsstaterne, inden den dato fra hvilken forordningen finder anvendelse, indgå aftale om en kreditramme for at øge fondens lånemuligheder. Forordningen om den fælles afviklingsmekanisme etablerer endnu ikke en fælles bagstopperordning for fonden. Dette spørgsmål vil blive taget op i løbet af de kommende år, således som det fremgår af den erklæring, som Rådet fremsatte i december1.

3. Hvad sker der, hvis der opstår problemer, før hele systemet er kommet i gang?

ECB og Den Europæiske Banktilsynsmyndighed er ved at foretage en omfattende analyse for at vurdere bankernes tilstand og stressteste dem, før den fælles tilsynsmekanisme bliver fuldt implementeret i november 2014.

Hvis der konstateres manglende kapitalgrundlag for banker i bankunionen, træder de eksisterende foranstaltninger for rekapitalisering trinvis i kraft: I første omgang bør bankerne skaffe kapital på markederne eller gennem andre private ressourcer. Skulle dette ikke være tilstrækkeligt, kan der tyes til offentlige midler på nationalt plan – på strenge betingelser og i overensstemmelse med statsstøttereglerne (se boks 4). Hvis de nationale bagstopperordninger ikke er tilstrækkelige, kan der anvendes instrumenter på europæisk plan, herunder den europæiske stabilitetsmekanisme2. Hvis bankerne ikke længere er levedygtige, kan der sættes en afvikling i gang i henhold til de nationale ordninger.

Boks 4: Statsstøtteregler

Europa-Kommissionen indførte midlertidige statsstøtteregler vedrørende offentlig støtte til finansielle institutioner under krisen. I en meddelelse fra Europa-Kommissionen er der gjort rede for de opdaterede EU-kriseregler for statsstøtte til banker under krisen fra den 1. august 2013.

Den vigtigste ændring var en styrkelse af byrdefordelingen: Bankerne skal udarbejde en solid plan for deres omstrukturering eller velordnede afvikling, inden de kan gøre brug af rekapitalisering eller foranstaltninger til sikring af aktiverne. Desuden er byrdefordelingskravene blevet styrket: Hvis bankerne mangler kapitalgrundlag, er det nu i første omgang aktionærerne og de efterstillede kreditorer, der skal bidrage, før der ydes offentlig finansiering.

. Se IP/13/672 og MEMO/13/886


Side Bar

My account

Manage your searches and email notifications


Help us improve our website